“Det ny årtusind er kvindens årtusind,” råbte Jacques Séguéla, Frankrigs nu 88-årige og stadig aktive reklameguru og spindoktor. Ordene faldt, da Séguéla kort før årsskiftet 2000 langt om længe i Paris havde indvilliget i et interview til bogen “Franske Fristelser” med undertegnede, forfatter til “Fristelserne”.
Med vægt på det positive havde han allerede forklaret, hvordan det ny årtusind ville blive en periode med åbenhed, ærlighed og effektivitet som de værdier, politikerne ville blive bedømt på. Det var på vej ud ad en svingdør, at den fortravlede mand, Jacques Séguéla, så råbte ordene – “det ny årtusind er kvindens årtusind – intuition og fornemmelse for øjeblikkets…” – resten forsvandt i svingdøren.
Séguéla’s vej til berømmelse var socialisten François Mitterrands valgkampagne i 1981 med sloganet “La force tranquille”– Den rolige styrke. Mitterrand vandt og blev Frankrigs præsident.
Nu er Mitterrand, Séguéla – og vi andre med dem – kommet på museum. En lidt underlig fornemmelse, men ingen af os har tilsyneladende protesteret.
“Les Années 80” – Firserne – er oven i kø-bet blevet en populær udstilling – et direkte tilløbsstykke i Musée Des Arts Décoratifs. Her myldrer det med unge og ikke mindst unge kvinder, der er fulde af beundring over farver, ofte brune og orange, brudte former, struttende kjoler, brede skuldre og store piratbukser, reklameslogans, vovet grafik, frækhed og frihed.
Og oplevelsen gentager sig. En lige så besøgt udstilling i Palais Galliera om den verdensberømte mexicanske malerinde Frida Kahlo afspejler unges entusiasme for kunstnere, der har turdet gå op imod strømmen og holde fast i deres drømme. Frida Kahlo er blevet et aktuelt feministisk ikon! Frida Kahlo repræsenterer nu den frie, kæmpende kvinde, der trods et alvorligt fysisk handikap efter en trafikulykke fortsætter et udfordrende kunstnerisk liv. En modig rollemodel, der gik egne, ofte ensomme veje, men aldrig gav op.
Udstillingen følger hende i intimsfæren med egne dekorerede korsetter, som hun var nødt til at bære. Hendes råstyrke lyser ud af selvportrætter og andres fotografier af hende. Hendes liv blev kort – fra 1907 til 1954. Det var hyper intenst.
DET NYE ÅRTUSIND – en periode med åbenhed, ærlighed og effektivitet, som Séguéla spåede? Endnu en udstilling med succes i museet Maillol med den sigende titel: “Hyperréalisme – ceci n’est pas un corps” – hyperrealisme – dette er ikke en krop – en udstilling, der er på vej verden rundt og vækker forargelse, moro og undren.
Dette er ikke en krop – men det er hyper noget, der ligner, for ikke at sige, det ligner alt for meget – men er det ikke. Man ler, man kan ind i mellem ikke holde det ud, men røres alligevel.
Hyperrealismen startede i 60erne i USA. Duane Hanson udstillede allerede på Louisiana i Humlebæk i 1975. En enkelt dansker er med i Paris – endda med video Interview på dansk – Peter Land med en alenlang figur af en nedbrudt mand med titlen “Back to Square One” (2015) – tilbage til udgangspunktet.
Australieren Sam Jinks bliver siddende på nethinden med skulpturen “Woman and Child” fra 2010. Den ældre kvinde, der omsorgsfuldt holder og beskytter den lille rynkede baby – livets eksistens i et enkelt billede – som på udstillingen ikke er et foto, men en eksisterende figur, du kan gå omkring og iagttage fra alle vinkler. Mere nøgent – ærligt kan det ikke blive.
KVINDENS ÅRTUSIND, som spået af Séguéla, er endnu ikke kommet på museum, men er meget overraskende og helt uventet kommet på gader og stræder verden over – en nerve er ramt. Det giver uventet høj genklang.
Ordene er simple:
Zan – Zendegi – Azadi.
Woman – Life – Freedom.
Kvinde – Liv – Frihed.
Femme – Vie – Liberté.
De udgør omkvædet i sangen Bayare – skrevet af 25-årige Shervin Hajipour. Ordene er blevet kampråbet for kvindernes oprør – revolution, siger de håbefulde – i præstestyrets Iran.
Unge, meget unge kvinder i Iran er gået forrest i demonstrationerne – helt uden frygt – for at protestere mod, at en ung kurdisk kvinde – på turistbesøg en weekend i Teheran – klædt, som hun skulle og i selskab med sin broder – blev arresteret af det såkaldte moralpoliti – og døde i deres varetægt.
De unge kvinder rev det obligatoriske hovedtørklæde – Hijab – af og brændte det. De ville have indflydelse på eget liv, selv bestemme. Ingen af dem var født, da den islamiske revolution brød ud i 1979. Nu skulle der gøres op med over 40 års tyranni.
De, der havde mere erfaring, frygtede for de unges liv, regimet ville sætte hårdt mod hårdt og ikke give sig. Månederne gik, tabstallet voksede, men i nord og syd – over hele Iran voksede modstanden – og der var de der med deres krav, unge og gamle, mænd og kvinder, forældre til børnene, kvinder med hijab og uden. Hvor mange ville regimet spærre inde, hvor mange ville de dræbe? Den iranske veluddannede og intellektuelle diaspora lod høre fra sig. Demonstrationerne bølgede også gennem Paris. Sangen for frihed blev sat i scene af Marjane Satrapi med franskmænd, der sang på farsi – Zan Zendegi AZADI.
Satrapi blev verdensberømt med sine tegninger af egen barndom i Persepolis i 2005. Hjemme i Iran var det sørgeligt berømte Evin fængsel i Teheran fyldt til bristepunktet med kendte navne, filmfolk, forfattere, intellektuelle og såmænd også manden fra markedet, der havde fået nok.
Zan – Zendegi – Azadi var gået viralt.
SEKS MÅNEDER FØR kvindernes oprør i Iran kom en lille pamflet fra et par herrer med en vis erfaring – om HÅBETS Vej. Den ene, Stéphane Hessel døde i 2013 som 95-årig, den anden, Edgar Morin, er stadig i blandt os som 101-årig. Sammen undersøgte de i 2011 Håbets vej og kom til konklusionen om det at leve: “At ville leve nærer det gode liv, at leve godt nærer at ville leve. Begge dele åbner vejen for HÅBET.” Sociologen Morin synes her i 2022, at det ville være godt at få gentaget budskabet efter Covid 19, klimaforværinger, demonstrationer, lurende krige, kort sagt budskabet om det humanistiske Frankrig. Han savnede sin Stéphane Hessel – diplomat, modstandsmand og forfatter.
Hvem gør ikke det? Stéphane Hessel udtrykte det hele på sin egen meget leende facon hjemme i sofaen hos sig selv samme år 2011: “Når man har overlevet koncentrationslejren Buchenwald og har været med til at skrive Menneskerettighederne i 1948, kan man ikke tillade sig IKKE at være optimist! Men det gør mig usigelig vred, når menneskerettighederne overtrædes – det sker alt for ofte – ikke mindst over for immigranter – her i mit eget land, men også i andre lande i Europa!”
VI ER FORTSAT I begyndelsen af det ny årtusind – som nok er nyt, men naturligvis bærer historien i sig. Hver gade i Paris afslører, hvor vi var engang, men ikke nødvendigvis, hvor vi er på vej hen.
I den lille, stille gade Rue Daru i det 16. arrondissement ligger Cathédrale Saint-Alexandre Nevsky – den russisk ortodokse katedral – godt formummet under gamle træer. Den har ligget her siden 1831, den har set de troende komme og gå, den er blevet en del af kvarteret.
Over for ligger restaurant “Sankt Petersborg” med ægte borsjtj, ægte blinier, ægte vodka – og som med garanti aldrig har heddet andet end Sankt Petersborg – her er vi i den gamle verden.
Det var såmænd her i katedralen, Pablo Picasso i 1918 blev viet til Olga Khoklova, der havde fundet vejen ud af Rusland med Sergei Diaghilev og hans russiske ballet. Immigranten Picasso lavede kulisser til deres forestillinger.
Kirkerummet her er lille og intimt, et smukt og nært rum, hvor Picasso for at få sin ballerina for første gang blev ægteviet i selskab med vidnerne Jean Cocteau, Max Jacob og Guillaume Apollinaire.
Ægteskabet var Olgas ønske, og som Sergei Diaghilev havde hvisket Picasso i øret, så var det ret passende for en anstændig kvinde i datidens Sankt Petersborg at være ægteviet – så Olga fik sin Pablo, der ikke var helt så tro, som han foregav, men alligevel levede sammen med Olga til 1935.
Myterne om de adelige russere, der endte med at køre taxa i Paris efter Revolutionen i 1917, er utallige. Senere fulgte de intellektuelle – da Revolutionen ikke længere tillod de fri udtryksformer, den havde medført, men indførte, hvad der måtte siges, tænkes og gøres. Russisk kultur er derfor ad bagvejen, om man vil, integreret i Frankrig – gennem århundreder.
ENDNU EN STILLE GADE – denne gang i det femte arrondissement. Her er stuvende fuldt, godt nok er det skoleferie, men på en almindelig mandag! Hvor vi er? Såmænd et sted, hvor man i restauranten “Port til Orienten” kan få tagine, couscous og eftertragtede søde kager og myntete. Lydniveauet er højt her til frokosten mellem unge og ældre, kvinder og mænd, børn og teenagere. Det er så afgjort et traditionernes sted. I tilstø-dende lokaler er der adgang til hammam – det traditionelle dampbad med massage og skønhedsbehandling – kun for kvinder.
Bygningen, der netop har fejret sine 100 år, rummer i dag Frankrigs største moské, La Grande Mosquée de Paris. Forkæmper for bygningen var dengang i 1922 en privatmand, opdagelsesrejsende og senere professor, Paul Bourdarie. Han var betaget af Orienten og de fremmede kulturer og fik projektet på benene med overskriften – en tak og anerkendelse til de over 180.000 soldater fra kolonierne, der deltog i krigen 1914-18, mindst 30.000 omkom.
Det hører med til historien, at under Anden Verdenskrig 1940-45 deltog soldaterne fra kolonierne også i stort antal. Historien, tilknyttet til selve den store moske, afslører, at man under samme krig skjulte jøder i moskeen, gav dem falske papirer – som muslimer – og reddede deres liv.
I den smukke tilhørende mauriske have råder en stilhed, der får alle lydene fra det omliggende Paris til helt at forsvinde. Man føler sig uden for tid og sted.
Verdenen derude er for længst blevet del af Frankrig – historien er flyttet ind.
MITTERRAND, DER GODT NOK nu er på museum, men alligevel, da han talte til de unge på Sorbonne universitetet i maj 1987, fik salen til at gynge af begejstring.
“Vi er franskmænd – vore forfædre gallerne, vi er romerske, lidt germanske, lidt jødiske, lidt italienske, lidt spanske, mere og mere portugisiske, måske også lidt polske. Og jeg spørger mig selv, om vi ikke allerede er lidt arabiske.”
FILOSOFFEN EMILE ALAIN – og en filosof, når det gælder Frankrig, bør citeres – udtrykte det på denne måde:
“Aimer c’est trouver sa richesse hors de soi.” Elske – er at finde værdier uden for sig selv. Det kræver ”intuition og fornemmelse” – i ethvert århundrede for slet ikke at tale om ethvert årtusind – og det både af mænd og kvinder.
Musée Des Arts Décoratifs
“Les Années 80” Til 16. april 2023 107, rue de Rivoli, 75001 Paris
www.madparis.fr
Palais Galliera
“Frida Kahlo, au-delà des apparences” Til 5. marts 2023 10 Av. Pierre 1er de Serbie, 75116 Paris, www.palaisgalliera.paris.fr
Musée Maillol
“Hyperréalisme – ceci n’est pas un corps” Til 5. marts 2023 59-61 rue de Grenelle, 75007 Paris
www.museemaillol.com
Cathédrale Saint-Alexandre Nevsky
12 Rue Daru, 75008 Paris
www.cathedrale-orthodoxe.com
La Grande Mosquée de Paris
2bis Pl. du Puits de l’Ermite, 75005 Paris
www.grandemosqueedeparis.fr
Shervin Hajipour: Baraye. Kan høres på youtube.com
