I efteråret 2018 begyndte de Gule Vestes oprør, og Frankrig gennemlevede en krise uden fortilfælde. Præsident Macron lancerede den store nationale debat, hvor franskmændene blandt andet kunne gå op på rådhuset og nedfælde deres klager. Det blev til 400.000 sider, der skulle offentliggøres, lovede præsidenten. Men det skete ikke, og det har Didier Le Bret, tidligere rådgiver for præsident Hollande, gjort noget ved. For vil man forstå de dybe samfundskriser, må man sætte sig ind i, hvad folk tænker og føler.
Frankrig i slutningen af 2018 var startskuddet til en samfundskrise uden fortilfælde. De Gule Veste havde besat landets rundkørsler og gik på gaden lørdag efter lørdag langt ind i 2019.
Oprøret var en dramatisk, politisk og social krise. Det startede som en spontan, folkelig protest mod nye, grønne afgifter på diesel og benzin, men blev til en bevægelse rettet mod præsident Emmanuel Macron, systemet, omfordelingen af samfundets velstand og krav om mere direkte demokrati.
Krisen var uden fortilfælde i omfang. Da den var på sit højeste, demonstrerede knap 290.000 franskmænd. Den var også uden fortilfælde i både varighed og voldelighed. Hvem husker ikke scenerne fra et borgerkrigslignende Champs-Élysées og angrebet på Triumfbuen, selve symbolet på den franske republik.
Men samtidig var krisen også uden fortilfælde på grund af den store opbakning fra den franske befolkning i almindelighed, skriver Didier Le Bret i forordet til bogen Rendez les doléances (Giv klagerne tilbage), som han er redaktør af.
SOM ET SVAR PÅ de Gule Vestes oprør arrangerede præsident Emmanuel Macron Le Grand Débat Nationale – Den store nationale debat – i begyndelsen af 2019, hvor han rejste rundt i Frankrig for at tale og lytte til franskmændene. Debatterne blev afholdt i landets forsamlingshuse og på rådhusene. Franskmændene kunne desuden besvare et online-spørgeskema om den grønne omstilling, beskatning og offentlige udgifter, den offentlige service og demokratiet.
Præsident Macron videreførte også et initiativ, som mange franske borgmestre allerede havde taget som et svar på krisen. Franskmændene kunne gå op på deres lokale rådhus og skrive frit om deres klager og udfordringer i livet i klagebøger lagt frem til formålet.
1,6 millioner franskmænd nedskrev 400.000 siders klager på 16.000 rådhuse i hele Frankrig. Klagerne skal offentliggøres, lovede Emmanuel Macron. Men det skete aldrig, og klagerne blev ikke medtaget i den store nationale debats konklusioner.
I DAG TRE ÅR SENERE, står mange franske borgere og borgmestre uforstående og forvirrerede over for resultaterne af den store nationale debat.
“Jeg sagde til mig selv, at jeg ville kunne udtrykke mig, selv om jeg ikke forventede noget bagefter,” fortæller Nicole Le Mière i dag om sine minder fra dengang til avisen Le Monde. Hun er 64-årig pensionist, tidligere funktionær hos France Télécom, og var aktiv gul vest, som deltog i en af debatterne, der blev arrangeret dengang.
Midt i krisen til et af de første debatmøder kom Emmanuel Macron til den lille by Soulliac for at besvare spørgsmål fra næsten 600 borgmestre i regionen Occitanie. Han indsamlede endda selv bøgerne med klager skrevet af vælgerne, som en del af den store nationale debat.
Franskmændenes klageudsagn er rige på informationer om, hvordan de har det. En persons klage om livet som jobsøgende fra Somme-departementet gengives anonymt i “Giv klagerne tilbage”:
“Som jobsøgende har jeg ingen rettigheder, julebonus, energibonus, ikke mere boligstøtte. Ingen aktivitetsbonus. Jeg nægter aldrig at arbejde. Jeg er altid i vikarstillinger. Jeg bor alene, jeg skal betale alle regningerne.”
En anden person fra Somme skriver om, at man skal gøre noget for de fattige i Frankrig: “Gør lidt mere for de glemte mennesker, der hverken er overklasse eller middelklasse. Fattige mennesker, der er under fattigdomsgrænsen. Tænk over det!”
MEN KLAGERNE BLEV aldrig offentliggjort og medtaget i konklusionerne fra den store nationale debat. Sammen med andre intellektuelle på den franske venstrefløj besluttede Didier Le Bret, der blandt andet har været præsident Hollandes rådgiver, sig for at gøre noget ved den sag.
I 2020 skabte de foreningen Rendez les doléances (Giv klagerne tilbage). Foreningens formål er at udgive franskmændenes klager. I starten af 2022 udgav de så sammen bogen Rendez les doléances! Enquête sur la parole confisquée des Français (Giv klagerne tilbage! En undersøgelse af franskmændenes konfiskerede ord), der har skabt øget omtale af problemet.
Didier Le Bret forklarer om deres motivation til gå i gang med arbejdet, at det kun er i klagerne, man kan se, hvordan folk virkelig har det, fordi de kun der kunne udtrykke sig frit. I online-spørgeskemaet skulle folk svare på spørgsmål, der var defineret på forhånd.
“Ud af alt materialet, der blev indsamlet under den store nationale debat, er de 400.000 siders klager langt det mest interessante materiale, fordi folk har skrevet frit med deres egne ord, beskrevet deres egen historie. Jeg tog initiativ til Rendez les doléances, fordi det er underligt, at klagerne ikke er medtaget i konklusionerne, når det nu er de vidnesbyrd, der fortæller mest om, hvordan folk virkelig har det,” forklarer Didier Le Bret. Det er en dyb samfundskrise, som det er nødvendigt at kigge på for at løse problemerne.
“Vil man forstå samfundskriser, må man også tage højde for, hvad folk føler og oplever. Det kan godt være, at Insee (svarende til Danmarks statistik) har målt, at købekraften ikke er blevet lavere de seneste par år. Men hvis folk føler noget andet, er det relevant at tage højde for det,” siger han.
DIDIER LE BRET og hans foreningsfæller har langt fra læst alle klagerne og på nuværende tidspunkt kun fået offentliggjort en lille del. Han har læst omkring 1000 siders klager, men kan allerede se et mønster, siger han:
“Uanset om det handler om købekraft, beskatning, offentlig service eller hvordan demokratiet fungerer, så er den røde tråd i klagerne, at folk føler sig forladt og foragtet. En del af franskmændene har indtryk af, at de er faldet ned i et usynligt sort hul, og de er vrede på politikernes holdninger, der for rigtig mange opleves som et udtryk for klasseforagt. Folk føler ikke, at demokratiet fungerer ordentligt mere, fordi uanset hvor de sætter deres stemme, har de indtryk af, at der ikke tages højde for deres krav og behov.”
Men Didier Le Bret understreger også, at der lyspunkter i det, han læser ud af klagerne.
“Folk er ikke fuldkommen afskrækkede af det, de konstaterer i klagerne. De ønsker at bevæge sig fremad og være aktører i deres eget liv. Det synes jeg er en interessant information.”
RESULTATET af foreningens arbejde, har dog ikke ført til en opvågnen hos de franske nationale politikere.
Foreningens arbejde – og især bogen – har fået en del omtale i de franske medier. Deres indsats er også blevet lettere, fordi landet ikke længere er i fuld Covid19-lockdown, som i foråret 2020, da de startede. Og når Didier Le Bret kommer ud på de lokale rådhuse, oplever han en stor begejstring hos borgmestrene og andre lokalt valgte. Mange nationale politikere, både fra højre og venstrefløjen, har ønsket at tale med ham. Men mere er det ikke blevet til på det nationale plan.
Men som Didier Le Bret forklarer, så ulmer krisen fortsat i det franske samfund. Ingen af de problemer, som kom frem i lyset under de Gule Vestes oprør, er løst. “Ja det sociale oprør kan godt eksplodere igen. Emmanuel Macron, der vil blive genvalgt til præsidentvalget i april 2022 uden problemer, vil berolige franskmændene, fordi vi er i en krigstid. Men valget og krigen i Ukraine udsætter hele debatten om fornyelsen af vores demokratiske institutioner. Folks gamle frustration over, at alt handler om én mand, nemlig præsidenten, vil komme tilbage på ny. Intet er løst, hverken udfordringerne med at få vores demokrati til at fungere, købekraften eller spørgsmålet om den offentlige services bæredygtighed,” understreger han.
Og Didier Le Bret har også et bud på, hvornår Frankrig vil opleve oprøret igen:
“Min hypotese er, at problemerne vil begynde igen sidst på året, når folk skal opvarme deres hjem, råvarepriserne er eksploderet og vi måske befinder os i en direkte konfrontationskrig mod Rusland. Det bliver hårdt og vi skal holde ud. Risikoen er, at de sociale problemer kommer op til overfladen igen.”
