Mange steder har jeg gennem årene rejst rundt på mine mange ture i Frankrig. Noget drømmer jeg om at genopleve – andet har jeg stadigvæk til gode. Men alle oplevelser vil jeg dele med La Frances læsere – om ikke andet – for at holde drømmen om Frankrig vedlige.
Vinden er en central og afgørende faktor, da jeg en meget tidlig søndag morgen let og næsten lydløst glider hen over det franske landskab. Jeg befinder mig i en lille gondol under en varmluftballon i 150 meters højde, hvor den fuldstændige stilhed hersker. Her bestemmes fart og retning af vinden. Efter frokost vil det denne sommerdag være for varmt, og der vil også opstå et helt andet og alvorligere, termisk problem: Et tordenvejr nærmer sig og vil kulminere tidligt på eftermiddagen. Derfor skal der tages bestik af situationen og følges godt med i vejrudsigten, og af den grund har ballonens pilot Bruno Vincent – for jeg er ikke alene – sat mig stævne så tidligt.
Heroppefra, hvor ballonen langsomt stiger endnu højere op i omkring 600 meters højde, er der vid udsigt over landskabet. Lige så sagte glider vi gennem luften, kun hydrogenflaskens hvæsen, når flammen tændes for at opvarme luften inde i ballonen, lyder indimellem. Ellers svæver vi lydløst for vinden, og herfra henover Ardèche kan vi studere det franske landskab.
Det var netop i dette område, flyvningens historie begyndte. Hvor forunderligt må det ikke have været den 4. juni 1783 da brødrene Montgolfier for offentligheden i Annonay demonstrerede det første vellykkede forsøg i verden på at få en varmluftballon sendt op. Derfor hedder den på fransk montgolfiére.
Den første ballon var lavet af papir – kæmpestore stykker papir syet sammen og lavet på familiens papirfabrik lidt uden for byen. Det var den, der havde lagt grunden til at bruge tid og penge på eksperimenterne. Verdens første ballon blev fyldt med røg og varm luft fra et bål af våd halm og uld.
I dag findes der talrige ballonflyveklubber over hele Frankrig og i store dele af verden, og hvert år i weekenden omkring den 4. juni er det et imponerende syn, når et halvt hundrede varmluftballoner svæver hen over Annonay under festlighederne til ære for brødrene Montgolfier.
DENNE TIDLIGE SØNDAG morgen forlø-ber turen ganske udramatisk. Heroppe går alle lyde fuldstændig klart igennem, og vi hører tydeligt hundenes glammen.
De bryder sig ikke om synet af denne fremmede indtrængen fra luften på deres enemærker. Heste og køer ænser os ikke, mens en hane i lutter befippelse genner alle sine høns tilbage i hønsehuset. Morgenfriske folk kigger op og vinker, og da vi efter en time skal finde et landingssted, varer det henimod tre kvarter mere, før vi finder en egnet plads. Vinden har nemlig ført os ind over skoven, vi berører lige de øverste trætoppe, men Bruno fører os professionelt og behændigt uden om ved at lukke op for propangassen, så ilden står ud og den varme luft får ballonen til at stige igen.
Da vi endelig lander, sker det med et ganske lille bump. Og efter endnu et par små bump står ballonen fuldstændig stille på en blomstrende eng. En perfekt landing. Vi får pakket ballon og gondol sammen og venter nu blot på at blive hentet af en medhjælper og kørt tilbage til udgangspunktet. Ballonfart er ikke en rundflyvning, man lander et nyt sted hver gang.
EFTER TUREN I LUFTEN, vil jeg ned i dybet. En stor del af Frankrig består af kalksten, der under jorden er gennemskåret af dybe skakter, tunnellignende gange og kølige grotter. Huleforskere – speleologer – gætter på, at op til 90% af de franske huler stadig ligger uberørt nede i dybet.
Hvor belejligt er det så ikke, at den verdenskendte Grotte Chauvet med de 30.000 år gamle tegninger også befinder sig i Ardèche. Men desværre – Chauvetgrotten med verdens ældste hulemalerier er lukket for offentligheden og vil aldrig blive åbnet for andre end videnskabsmænd og særlige honoratiores. Og dertil hører jeg bestemt ikke.
Grotten blev fundet i 1994 af tre amatør-speleologer, da de i pandelampernes skær anede konturerne af fantastiske dyretegninger i den hule, som de med møje og besvær havde mavet sig ind i. I 20.000 år havde grotten ligget uberørt takket være et klippeskred, hvor den gemte på over 1.000 tegninger. 425 tegninger er af dyrearter, hvoraf mange, siden de blev tegnet, er uddøde.
Så jeg må nøjes med den enorme, naturtro replica, der efter fire års videnskabeligt og håndværksmæssigt arbejde blev indviet i 2015 – og såmænd imponerende nok.
For at se den ægte vare, tager jeg i stedet til Grotte de Niaux i Ariège i det sydlige Frankrig, der i dag er et af de få steder, hvor man kan få adgang til at se en samling ægte forhistoriske hulemalerier.
Besøget er en dramatisk oplevelse. Bevæbnet med lommelygter bliver vi – en gruppe på ca. 20 personer – ført 800 meter ind i et mørkt og fugtigt dyb. Vi går to og to kun bevæbnet med en lommelygte og skal holde os til den smalle sti og jævnligt dukke hovederne. For der er små slugter i mørket på hver side af stien, og falder vi derned kan vi se frem til at vandre rundt i 14 km gange. Da vi står uden for indgangen til den berømte store hule “Salon Noir”, bliver vi bedt om at slukke lygterne, for kun guidens infrarøde stråle må ramme de sarte hulemalerier, der ikke kan tåle lys og menneskelige uddunstninger. Til syne kommer de imponerende 13.000 år gamle skilderier af blandt andet bison og vildheste. Her er fortiden pludselig så tæt på, at slægtskabet med vores forfædre mærkes helt ind i knoglerne.
Selv midt på sommeren er temperaturen konstant 12 grader året rundt, og om sommeren skal man huske at reservere plads til en guidet tur, for af bevaringsværdige årsager er antallet af besøgende stærkt begrænset. For baggrundsviden kan det anbefales først at besøge den nærliggende “Parc de la Préhistoire”.
SÅ ER JEG UDE i lyset igen – og på den næste tur vil jeg holde mig mellem himmel og dyb. Derfor bevæger jeg mig ud til vandet, nærmere betegnet til en flodbåd på den nærliggende Canal du Midi. Når man smider fortøjningerne og stævner ud på kanalens rolige vand, så er det som om man også smider al stress over bord. Flodsejlads tvinger travle mennesker til at geare ned, for her går alt meget, meget langsomt, og derfor er det en lise for sjælen. Nu vælger jeg Midikanalen, fordi den så at sige er lige uden for døren. Men egentlig ville jeg hellere køre nordøst igen til det skønne Bourgogne.
Fordelen ved Bourgognes kanaler er, at der også bydes på andet end åndelig føde. Her kan man smage nogle af Frankrigs allerbedste vine og noget af den bedste mad, samtidig med at øjnene kan glæde sig over nogle af landets ældste og smukkeste bygninger.
Bourgogne er hjertet af Frankrigs kanalsystem, for her skilles vandene fra udspringet af landets tre vigtigste floder, la Seine, la Loire og le Rhône. I det 17. og 18. århundrede byggede man kanaler for at forbinde de tre, og kombineret med tre andre floder – la Saône, l’Yonne og la Seille – giver det et fintmasket net af flodveje.
Her er kanaler for enhver smag: de historisk interesserede kan vælge Canal de Bourgogne, som flyder forbi en perlerække af slotte, klostre og smukke byer. Canal du Centre samt la Saône og la Seille bringer vinelskerne gennem nogle af de bedste vinområder, mens dem, der blot sø-ger fred og ro, kan vælge sidekanalen til Loire-floden eller Canal du Marne. Eller i stedet holde sig sydpå ved Canal du Midi.
OG NU KAN jeg ikke holde den længere. Jeg er nødt til at tage et smut ned til Bassin de Thau. Hérault-regionen er et af mine yndlingsområder, her kan jeg vandre i gaderne i den gamle by Montpellier, tage på udflugt til camarguen for at kigge på vilde heste og flamingoer og selvfølgelig spise langtidsstegte retter med tyrekød. Men jeg vil genopleve mere end det.
Det er almindeligt kendt, at der dyrkes østers i det vestlige Frankrig ved Atlanterhavet. Mindre kendt er det, at der også er østersfarme i Middelhavet. Her kræver det uendelig mange hårde arbejdstimer, før det lille skaldyr ligger på knust is og venter på at blive indtaget med et dryp citron.
Her oplevede jeg på nærmeste hold østersdyrkningen i Middelhavet, da jeg satte kursen mod fiskerbyen Bouzigues, der ligger ved Thau-lagunen ud for den gamle havneby Sète – også kendt som Languedocs Venedig. Her har en række familier fået koncession til østersdyrkning, og en af dem, Romain Dupuy, bød mig engang på en sejltur ud til østersfarmene blandt “les tables”, de bordlignende stativer, hvor østersene er hægtet fast.
Men målet for turen denne gang er rent kulinarisk. Oplevelsen af Bassin de Thau gøres først fuldendt, når jeg besøger en af mine sydfranske yndlingsrestauranter, La Palourdiere, hvor der ikke bare venter et fuldendt fad helt friske østers, muslinger og andre af havets frugter – det helt store Panaché de fruits de Mer – men tillige en forrygende udsigt over lagunen. Og når herlighederne skylles ned med den dertil egnede lokale hvidvin Picpoul de Pinet, så er der ikke et øje tørt.
KAN JEG NÅ MERE på min rundtur – så vil jeg genopleve nogle dages selvforkælelse på et kursted. Thalassothérapie, som det hedder, er normalt behandlinger med varmt havvand på alskens forskellige måder – f.eks. i boblebade, svømmebassiner og via oversprøjtninger med kraftige vandstråler, der masserer infiltrationerne ud af kroppen. Alt det har jeg prøvet, bl.a. i Antibes.
Men denne gang gælder det Bordeaux. Her har grand-cru vinslottet Château Smith-Haut Lafitte selvfølgelig videreudviklet konceptet til også at omfatte behandlinger med rødvin og drueekstrakt, som begge dele efter sigende modvirker ældning og fremmer blodcirkulationen. De vinøse ingredienser kombineres med naturligt varmt kildevand, der er rigt på mineraler, og som hentes 540 meter nede i undergrunden. Alt sammen skulle virke rigtigt velgørende på sjælen og forskønnende på kroppen.
Springer resultatet ikke lige i øjnene, så kan man i hvert fald trøste sig med de lækre omgivelser, et nydelsesfuldt skud Bordeaux i glasset og fremragende middage på stedet.
MEN DET, JEG ALLERMEST glæder mig til, er at komme hjem på toppen af min franske landsby. Sidde på terrassen og nyde udsigten, gå rundt og pusle i haven, tage ned til bageren om morgenen efter frisk, sprød baguette og perfekt bagte croissanter og om eftermiddagen tage et smut på den lokale café og spille en gang “amigo” med udsigten til at vinde 150 euro – jo, det er sket en enkelt gang, at fruen har vundet en gevinst i den størrelse.
På caféen vil jeg passende nyde en café crème, og nydelsen er flersidig. Først genkendelsens glæde over den typiske, solide franske cafékop med det obligatoriske fint indpakkede sukker. Så indsnusningen af atmosfæren ved bardisken eller de vakkelvorne borde, og endelig den dejlige kaffesmag med det tynde lag af luftigt skum.
Over sådan en kop kan man meditere over legenden om kaffens fremkomst. Khaldi, en ung hyrde i Etiopien, undrede sig over, at hans geder hoppede så muntert og overstadigt rundt efter at have smagt nogle glinsende røde bær. Han fortalte det til prioren i det nærliggende kloster, som gik for at være en klog mand. Han forsøgte sig med at brygge en drik, som han fandt havde en glimrende opkvikkende virkning på de fromme mænd, der jo skulle holde sig vågne i timevis på ukristelige tidspunkter for at bede.
Vi andre, som hverken er geder eller munke, kan kun glæde os over, at kaffen også nåede til Frankrig. Og tag endelig ikke fejl af en café crème og en café au lait. Sidstnævnte drikkes kun om morgenen.
SKULLE MIT BESØG i Frankrig falde midt i juli måned, så hører det jo med til min franske paratviden, at man den 14. juli fejrer Bastillens fald. Men faktisk gik der 91 år mellem Bastillens fald, og indtil man rigtig begyndte at fejre Bastilledagen. Det skete med loven af 6. juli 1880 på initiativ af Seine-departementets deputerede, Benjamin Raspail.
Frankrig havde på det tidspunkt brug for lidt national samling og optimisme efter nederlaget i 1870, og til dette formål opfandt man så en nationaldag, hvor patriotismen kunne dyrkes. På programmet stod fakkeloptog om aftenen den 13. og parade næste dag efterfulgt af frokost med underholdning. Og som finale afholdes stadig de højtelskede baller og fyrværkeriet, hvor vi alle føler os som franskmænd i hjertet, hvad enten vi kigger op på nattehimlen over en lille landsby med buldren og brag, der giver ekko mellem de solvarme huse, eller ser på et af de fantastiske fyrværkerier i de større byer sammen med titusinder af andre mennesker i røg og damp.
Her i min lille landsby er jeg hjemme – ja, herfra min anden verden går.
