fbpx
Bøger

Digteren der fornyede digtningen

Charles Baudelaire
Charles Baudelaire fotograferet i oktober 1871 af Étienne Carjat (1828-1906). Carjat var en fransk journalist, karikaturtegner og fotograf, som var med til at grundlægge flere magasiner. Han er dog bedst kendt for sine mange portrætter og karikaturer af politiske, litterære og kunstneriske parisiske figurer.
I Frankrig taler alle om ham i disse dage. Digteren og kunstkritikeren Charles Baudelaire, hvis værk markerede overgangen fra romantik til modernisme, ville i 2021 være fyldt 200 år.

For den nette sum af 170.000 euro kan en signeret førsteudgave af Les Fleurs du mal blive din hos antikvarboghandlen Édition originale. Så vil du også have erhvervet dig et stykke litteraturhistorie, der vil vække misundelse blandt bibliofile verden over. 

Det er næppe for meget sagt, at der findes et før og efter Baudelaires hovedværk fra 1857, der i samtiden blev erklæret usædeligt af en domstol, men hvis indflydelse blev enorm, og som i dag er pensum for enhver fransk gymnasieelev, uden at det dog af den grund virker den mindste smule støvet. Som Gustave Flauberts Madame Bovary, der udkom samme år, har det ikke mistet noget af sin oprindelige saft og kraft. 

Tag bare “Une charogne” om et stinkende ådsel, som digteren og en veninde opdager en skøn sommermorgen. Det ligger “med benene i vejret, som en liderlig tøs, / svedende gift og brændende hedt,” som det hedder i Luna Tirée de la Brumes nyoversættelse af Baudelaire i udvalg (Det Poetiske Bureaus Forlag, 2014). Eller hvad med “Lethe” om den seksuelle akt som tilflugt og undergang: “Når jeg ønsker at kvæle min lavmælte gråd / kan intet rivalisere med dit lejes afgrund.”


Om forfatteren

Charles Pierre Baudelaire blev født den 9. april 1821 i Latinerkvarteret i Paris. Faren, der var tidligere præst, døde som 68-årig, da den lille Charles var blot seks år. Den over 30 år yngre mor, der var født i London som datter af franske royalister i eksil, giftede sig snart igen – med en officer i den franske hær, der kun dårligt forstod sig på stedsønnens kunstneriske temperament. Charles tilbragte megen tid på kostskoler, men var kendt som en dårlig elev, og han blev først smidt ud af gymnasiet Louis-le-Grand, før han tog sin studentereksamen fra det tilstødende lycée Saint-Louis.

Han begyndte herefter at læse jura, men skrottede snart studierne for at hellige sig litteraturen, ikke mindst til sin stedfars forbitrelse. Fra 1843 skrev han på Les Fleurs du mal, der dog først blev udgivet 14 år senere. I samme periode slog han sine folder i “Club des Hashischins”, en lille sammenslutning af parisiske hashrygere, der bl.a. talte Victor Hugo, Alexandre Dumas, Gérard de Nerval og Honoré de Balzac. Han stiftede aldrig familie, men havde flere elskerinder, herunder et langt forhold til den sorte skuespillerinde og danserinde Jeanne Duval, hvem han tilegnede flere af sine digte.


SIDSTNÆVNTE HØRER TIL blandt de seks digte, der blev bortcensureret af den franske regering og derfor ikke optrådte i den anden udgave, som Baudelaire lod trykke i 1861 med mange nye digte, hvoraf flere i dag anses for at være mesterværker. Det er let at se, hvad de strenge franske censorer reagerede på. Men Baudelaire var ikke ude efter billige chok eller tomme provokationer.

Som titlen på digtsamlingen (der på dansk er blevet oversat som hhv. Syndens Blomster, Helvedsblomsterne og senest Blomster af Det Onde) angiver, er der tale om en sær sammenblanding af poesi og synd, af det skønne og det obskøne. Og det er her, det virkeligt stilskabende ligger, for hvad angår metrik, altså versebygningen, lægger Baudelaire sig tæt op ad romantikere som Victor Hugo, som selv hørte til blandt hans tidligste forsvarere.

En skøn sommermorgen sidestilles med mindet om altings forgængelighed som symboliseret af det stinkende ådsel. Seksualiteten, der skulle være en forening af to mennesker, giver kun en forbifarende tilfredsstillelse og er i sig selv et udtryk for en forrådnelse af kroppen. Bag det forheksende billedsprog gemmer der sig en langt større undersøgelse af det moderne menneskes splittede natur, der i Michel Houellebecq, en af Baudelaires mange arvtagere, har fundet sin fremmeste nutidige apostel i Michel Houellebecq, en af Baudelaires mange arvtagere, har fundet sin fremmeste nutidige apostel.

Tegning af Rex Whistler
Denne tegning af Rex Whistler fra 1924 er inspireret af Charles Baudelaires digt L’horloge (Uret) og indeholder mange henvisninger til tidens forløb, som der henvises til i digtet. Den britiske Whistler blev dræbt i 1944 under Anden Verdenskrig ved kampene omkring Caen i Nordfrankrig.

CHARLES BAUDELAIRE (1821-1867) blev først for alvor berømt efter sin død blandt andet takket være den direkte indflydelse, han udøvede på den generation af digtere, der fulgte efter ham som Verlaine, Rimbaud og Mallarmé. 

Han var selv en underligt sammensat figur, der på mange måder tog afstand fra det moderne samfund, som han dog også selv var rundet og draget af. Da han som ung bohemeagtig type af sin stedfar blev sendt afsted på en fragtbåd til Indien i håbet om, at det ville vænne ham fra hans ødsle livsstil og dårlige vaner, nåede han aldrig længere end til øen Mauritius ud for Afrika, før han sejlede tilbage til Paris, hvis urbane landskaber han fandt umådeligt mere eksotiske.

Her oplevede han på første hånd den gennemgribende modernisering af den franske hovedstad under baron Haussmann og Napoleon III, der førte til hele den byindretning, vi kender i dag, med brede boulevarder, store offentlige parker og pladser og ordentlige vand- og kloakanlæg. 

Baudelaire var en flanør, der vandrede strøgene tynde, sugede til sig og orienterede sig i de kunstneriske miljøer. Fra ung frekventerede han bordeller og brugte løs af arven fra sin afdøde far, indtil han forgældede sig i en sådan grad, at han aldrig igen skulle komme på fode, til trods for sine egne litterære udgivelser og sit virke som kunstkritiker og oversætter af bl.a. den britiske forfatter Edgar Allan Poe.

DER VAR NOGET grundlæggende fatalistisk over Baudelaire, og han yndede at forsvinde i det mylder af mennesker, som den kraftige urbanisering førte mig sig. “Ikke alle kan tage et bad i masserne – for at nyde mængden er en kunst,” skrev han i den posthumt udgivne Le Spleen de Paris (1869). Spleen var den moderigtige, engelske betegnelse for den kedsomhed og det tungsind, Baudelaire selv døjede med, når han da ikke lod sig beruse af kvinder, menneskemængder, alkohol eller narkotika. Særligt hash og opium var han glad for, hvilket man kan læse om i essayet Les Paradis artificiels (1860). 

For ham var det digterens fornemste opgave at være en skildrer og en iagttager af sin samtid snarere end en aktiv deltager. Hverdagens mange og forskelligartede indtryk gav stof til hans poesi, og det er ham vi skylder begrebet “modernitet” som beskrevet i et berømt essay fra 1867 med titlen Le Peintre de la vie moderne: “Moderniteten er det forbigående, det flygtige, det tilfældige; den udgør den ene halvdel af kunsten, hvor den anden består af det evige og uforanderlige.” Moderniteten skulle altså ikke forstås som nogen bestemt historisk periode, men derimod som den store digters erfaring af sin egen nutid; det brændstof, der kunne blive til evig kunst.

“Paysage” fra den anden udgave af Les Fleurs du mal.
Charles Baudelaire lod sit vilde billedsprog fyldt af snapshots fra dagens Paris spærre ind i en klassisk form med regelmæssige rim og en fast rytme, som i “Paysage” fra den anden udgave af Les Fleurs du mal. Baggrundsillustration er “Vue des toits de Paris” af Vincent Van Gogh.

Måske netop derfor lod Baudelaire sit vilde billedsprog fyldt af snapshots fra dagens Paris spærre ind i en klassisk form med regelmæssige rim og en fast rytme, som han dog også forholdt sig kærligt drillende til, som i “Paysage” fra den anden udgave af Les Fleurs du mal, hvor han ironiserer over den romantiske digters noget formulariske måde at komponere på.

Baudelaire var i sine fornyelser utroligt traditionsbevidst, og af den senere amerikansk-engelske digter T.S. Eliot er han blevet kaldt “selve digterens arketype i moderne tid og til alle tider.”

SELV HAVDE BAUDELAIRE en aristokratisk opfattelse af kunsten, og han anså digteren for sammen med krigeren og præsten af være samfundets grundstøtter. Præsten har viden, krigeren kan dræbe, men kun digteren kan skabe – en skabende kraft, som han frygtede ville blive udslettet med fotografiets komme, en moderne opfindelse, han havde svært ved at forlige sig med, på trods af at han selv lod sig fotografere og privat var ven med tidens største fotograf, Nadar (1820-1910).

Baudelaire kunne sagtens forstå fotografiets videnskabelige meritter, men anså det ikke som en kunstform, fordi det for ham at se blot var en reproduktion af virkeligheden, hvilket han bemærkede ved Parisersalonen i 1859. Her opfordrede han i stedet kunstnerne til at bruge forestillingskraften til at søge hinsides virkeligheden.

Det blev et kampråb, som symbolisterne og det 20. århundredes modernistiske bevægelser som fauvismen, kubismen og den abstrakte ekspressionisme tog til sig som et slags kunstnerisk manifest. Herhjemme blev hans betydning altafgørende for det af Johannes Jørgensen stiftede symbolistiske tidsskrift Taarnet, der blev udgivet 1893-94.

Frugten af sit arbejde nåede Baudelaire aldrig at se. Han døde i sin mors arme kun 46 år gammel af den syfilis, han havde tildraget sig som ung. Heldigvis vidste han bedre end nogen anden, at kunsten, den store kunst, ofte overlever det enkelte menneske.


LANDSKAB

For at gøre min digtning streng og præcis
Vil jeg sove nær ved himlen på stjernetydervis 
Og, nabo til tårne, lytte i min drøm 
Til højstemte hymner båret af blæstens strøm. 
Med hånden under hagen, på kvisten, jeg ser 
Ned over byggepladser, hvor de sludrer, synger, ler; 
Spir og skorstenspiber, disse byens høje master, 
Og skyerne på himlen, som mod evigheden haster.

Hvor er det skønt at sidde med lampen ved sin rude
Og se en stjerne fødes i azuren derude, 
Mens kulrøgsfloder stiger og blander sig med skyen
Og månens blege trolddom udgydes over byen. 
Jeg vil få forår, somre og efterår at se; 
Og når vinteren kommer med sin monotone sne, 
Vil jeg stænge alle skodder og sidde lunt og godt 
For i natten at rejse mine syners feberslot.

Jeg vil drømme om blå horisonter og fontæner, 
Om blomstrende parker, løv og grønne plæner, 
Kys, fugle, der kvidrer den udstrakte dag, 
Kort sagt: idyl af den barnligste smag. 
Tumulter kan forgæves mod ruderne slå, 
Jeg sidder uforstyrret, aldrig vil de mig nå; 
Thi jeg vil saligt være i dét ene fortabt: 
Med fantasi og vilje at få Foråret skabt, 
At drage solskin ud af mit dystre hjertekammer 
Og gøre milde briser af mine tankers Flammer.


Oversat af Peter Poulsen i Helvedsblomsterne (Lindhardt og Ringhof, 1997)