Og dermed har den ærkebritiske familiekrønike om livet i aristokratiet, der i årevis tryllebandt os som tv-serie – og siden blev lavet som film, nu sit måske endelige punktum. Familien får en fransk forbindelse – og såmænd om der ikke også er et dansk islæt. La France har eksklusivt fået fremvist villaen digitalt og bringer her en reportage.
Endelig vender det historiske drama om familien Crawley og deres trofaste tjenerstab tilbage i biografen. I skrivende stund er der endnu ikke mange detaljer fremme om filmen, der får premiere herhjemme 22. maj, men traileren, der i øjeblikket ses i biograferne som appetitvækker, fortæller, at en mystisk mand har givet familiens overhoved Dowager Countess of Grantham, spillet af Dame Maggie Smith, en villa i Frankrig, som hun med glæde tager imod. “Ser jeg ud, som om jeg ville sige nej til en villa i Sydfrankrig,” spørger hun.
Noget af familien bliver på Downton, idet en instruktør dukker op for at lave en film i huset. Andre benytter sig af muligheden for at tage til La Belle France for at se på ejendommen, udforske mysterierne i grevindens fortid fra dengang hun blot var Lady Grantham, og nyde en fransk ferie i solen.
Den nye film er blevet optaget i en fashionabel villa i Var i Provence-Alpes-Côte d’Azur, Villa Rocabella, som ligger i kystkommunen Le Pradet tæt på Toulon. Den storslåede villa, der er omgivet af en tre hektar stor skovpark med en fantastisk havudsigt og adgang til en bugt ved Middelhavet, blev bygget i slutningen af det nittende århundrede i Belle Époque-stil. Og det var ingen andre end danskeren Hans-Georg Tersling (1857-1920), født i landsbyen Karlebo i Nordsjælland, som var arkitekten. I Frankrig ændrede han fornavnet til det mere mundrette Georges, og han blev et af de helt store navne inden for Belle Époque-arkitekturen på Rivieraen.
VILLA ROCABELLA, SOM blev færdiggjort i 1899, er næsten kun synlig fra havet og ligger i en stor park fyldt med middelhavstræer. Den er en af de skjulte skatte, der langs klippekysten mellem Cap Brun og Cap de Carqueiranne vidner om feriebyarkitekturen i slutningen af det 19. århundrede.
I begyndelsen af 1860’erne besøgte Alexis Godillot byen Hyères og faldt for dens charme. Han var blevet rig på at forsyne hæren med militærudstyr i perioden op til den fransk-tyske krig og besluttede at gøre alt for at udvikle byen og ændre dens image fra at være et rekreativt vinteropholdssted for tuberkuloseramte til at være en fashionabel by for rige franske og udenlandske vintergæster. Han købte Grand Hôtel des Îles d’Or, renoverede det, byggede andre hoteller og anlagde brede boulevarder.
I 1892 satte dronning Victorias private besøg i området fokus på den lille by, som derved tiltrak sig hele Europas opmærksomhed, især fra britiske statsborgere, der snart bosatte sig i stort antal. I 1897 erhvervede industrimanden Jules Pétin (1847-1933) et stort stykke jord vest for Hyères i kommunen Le Pradet, og det var ham, der lod villaen opføre.
GEORGES TERSLING, som ellers kun holdt sig til området mellem Menton og Nice – og engang imellem Paris – lod sig overtale til at arbejde med ejendommen i Hyères, mens han samtidig arbejdede på opførelsen af Hotel Bristol i Beaulieu-sur-Mer på Côte d’Azur.
Som nyuddannet arkitekt var Tersling rejst til Menton, hvor han fik til opgave at føre tilsyn med opførelsen af spillesalen på det berømte Casino i Monte Carlo. Det var et heldigt sted at begynde, for velhavende englændere, nyrige franske forretningsbaroner og forlystelsessyge aristokrater fra hele kontinentet ventede utålmodigt på, at dørene åbnedes, så de kunne indtage deres pladser ved spillebordene. Denne kreds holdt Tersling kontakt til godt hjulpet af sine gode manerer, sin ekstravagante stil og sin fejlfri franske udtale. Og i 1883 etablerede han sin egen virksomhed i Menton.
Teknisk set var opgaven med Rocabella ret så vanskelig, fordi der var næsten 200 kilometer mellem Menton og Pradet. Og det betød flere timers transport med jernbane til Toulon, et togskift til Hyères og derefter en forbindelse mellem Hyères og Le Pradet med hestevogn.
Tersling tegnede en stor neoklassisk residens til Pétin-huset, hvis størrelse og overdådige udseende svarede til det, som tidens velhavende borgere søgte, når de byggede villaer på Côte d’Azur: At imponere deres gæster og med et blik informere dem om deres rang og formue.
Oprindelig hed villaen La Germaine, hvilket tilsyneladende er en henvisning til Germanien, som ejeren helt sikkert havde en frugtbar handel med på et tidspunkt, hvor krigen i 1870 var glemt og krigen i 1914 stadig fjern. Det ser ikke ud til, at Jules Pétin ville have en landskabsgartner til at udvikle parken. Han plantede selv et stort antal buske, men lod haven, der består af Aleppo fyrretræer, johannesbrødtræer og maquis, bevare sit naturlige udseende. I en tidstypisk fantasi lod han en falsk klippegrotte anlægge i bunden af ejendommen ved havet, hvortil man kommer ad en række små grusveje, der snor sig gennem den frodige vegetation, og som skulle fungere som badehytte med en terrasse på toppen.
I 1939, EFTER Jules Pétins søns død, blev ejendommen sat til salg og delt op i tre, hvoraf den ene bestod af villaen og tre hektar park. På grund af sin strategiske beliggenhed blev La Germaine besat af tyskerne under Anden Verdenskrig. Spor af skudhuller kan stadig ses på nogle af udhusene.
Efter krigen blev ejendommen overtaget af Frankrigs statslige jernbaneselskab SNCF, som omdøbte den til Rocabella og omdannede lokalerne til reception og ferieboliger. Næsten 400 børn af jernbanearbejdere fra Frankrig og hele Europa boede der hvert år. Receptionsrummene blev omdannet til spisestuer og legerum, soveværelserne til sovesale, og hundredvis af telte blomstrede op i parken. I begyndelsen af 2000’erne satte SNCF ejendommen til salg.
Det var på det tidspunkt, indretningsarkitekten Patrice Nourissat opdagede Rocabella og dens område. Han forelskede sig i det næsten forladte hus og så straks, hvordan det kunne se ud, når det var blevet restaureret efter alle kunstens regler. Han restaurerede facaderne i deres tidligere pragt, fjernede de gamle skillevægge, der adskilte spisesalene og sovesalene, og indrettede seks rigtige suiter med omklædningsrum og badeværelser på første sal.
Udenfor skabte han en central trappe i haven, som gennem en bevidst begrænset åbning fokuserer opmærksomheden på den akse, der fører ned til havet. Han fik også designet tre sommersaloner med pergolaer, og han fik gravet en swimmingpool, der var skjult af en tyk og bred hæk. Femten års arbejde gjorde det muligt for Villa Rocabella at genvinde et udseende, der er sin oprindelige skønhed værdig. Patrice Nourissat reddede så at sige huset fra at blive delt op igen, fra en tilfældig arkitektonisk ombygning eller måske endda fra direkte nedrivning, som er den skæbne, der er overgået flere naboejendomme.
I 2020 BLEV Rocabella købt af erhvervsmanden Jean-Baptiste Rudelle. Han har skabt en af Frankrigs helt store IT-virksomheder Criteo, der arbejder med internetreklamer og har et forskningslaboratorium for kunstig intelligens. Ind i mellem bor han og familien på ejendommen, der meget ofte udlejes til forskellige brands som Chanel og Louis Vuitton – samt filmselskaber. Downton er bestemt ikke den eneste film, der har benyttet sig af Rocabellas fantastiske omgivelser.
Hvis Rocabella derfor i forvejen ser bekendt ud, så er det ikke tilfældigt. Utilgængelige bugter, klart blåt vand, nærliggende øer og historiske steder samt en smuk fyrreskov er de elementer, der har gjort Rocabellas særlige atmosfære til den perfekte kulisse for flere andre filmoptagelser, herunder Un Homme idéal (A perfect man, 2015), Les estivants (2018), L’homme qui avait vendu sa peau (Manden der solgte sin hud, 2021) og Ondskabens Oprindelse, der får premiere i november 2022.
