fbpx
Film

Drengene fra Trappes

TV-serien “Lupin” med Omar Sy i hovedrollen foregår hovedsagelig i Paris
TV-serien “Lupin” med Omar Sy i hovedrollen foregår hovedsagelig i Paris, ikke mindst når jagten på ham går henover byens mange tage. Det er bestemt ikke kun turistens Paris med Eiffeltårnet og Notre Dame, serien fører os ud i. Foto: Netflix
Tallene taler for sig selv – ikke færre end 76 millioner verden over har set tv-serien “Lupin”. Det afslører statistikkerne fra april 2021. En fransk serie i kun fem afsnit – på fransk. Den mest sete serie på Netflix ifølge magasinet Hollywood Reporter. Det er en rekord, som Netflix bestemt ikke er ked af, tværtom – her i sommer kommer fem nye afsnit.

Hvordan er en let serie om en fiks på fingrene og superhurtigt tænkende gentlemantyv med en tilbøjelighed til at ville være en moderne udgave af sit litterære forbillede fra 1905, gentlemantyven Arsène Lupin (forfatter Michel Leblanc), blevet sådan en succes? Svaret er enkelt: Det er en god, eviggyldig historie. Og ikke mindst – reinkarnationen er eminent – i hænderne på skuespiller Omar Sy.

Omar Sy slog for alvor igennem med filmen “Les Intouchables” (De urørlige) fra 2011. En varm og rørende film om mødet mellem den efter en ulykke, lammede forretningsmand (spillet af François Cluzet) og lømlen (spillet af Omar Sy) fra de fattige forstæder med forstanden og hjertet på rette sted. Filmen bygger på en virkelig historie. Den lamme forretningsmand bor i dag i Essaouira i Marokko og har stadig forbindelse med lømmelen, der genskabte hans livslyst.

Filmen åbnede døre for Omar Sy og gav ham en ny karriere i USA, hvor han bor i dag. Opmærksomheden var blevet for stor i Frankrig. Omar Sy er ret nem at genkende på sit kæmpesmil og en uforlignelig høj latter, 192 cm høj – det var på tide at finde lidt anonymitet. Tre gange er han blevet valgt til at være franskmændenes foretrukne personlighed – senest i 2020.

Omar Sy, der spiller gentlemantyven i Netflix-serien Lupin, slog igennem i filmen De urørlige
Omar Sy, der spiller gentlemantyven i Netflix-serien Lupin, slog igennem i filmen De urørlige. Han er tre gange blevet valgt som franskmændenes foretrukne personlighed – senest i 2020. Foto: Netflix

I VIRKELIGHEDEN SPILLER HAN mere eller mindre sig selv i filmen “De urørlige”. Omar Sy voksede op i Trappes 30 km fra Paris – en af de berømte og berygtede forstæder. Hans mor var fra Mauritanien og hans far fra Senegal. Omar er nummer fire ud af en flok på syv brødre. Ordentligt opdraget efter devisen, mange immigranter indprentede deres børn i 60erne og 70erne, da de kom som gæstearbejdere: 
“Ne fais pas de vagues” – lav ikke ballade, tiltræk ikke opmærksomheden, gør, hvad du bliver bedt om. Omar kunne ikke drømme om at gå op imod sin far. Kun én gang – og da vandt han. Han ville som kammeraterne have en ørering. Faren fastholdt, han ville se ud som en pige. Omar vandt – den dag i dag har han en ørering!

Der var sammenhold i Trappes – beskrevet af standup komiker, Jamel Debbouze, hvis forældre var kommet fra Marokko: 

“Mit kvarter var fantastisk – her boede fem kontinenter. Der var det algierske kontinent, det marokkanske kontinent, det tunesiske kontinent. Der var også det portugisiske og det senegalesiske kontinent. Og så var der selvfølgelig også nogle franskmænd i mit kvarter, men de gik kun ud om natten. Det var en rigtig melting pot. Melting pot, det er når alle dine potes (kammerater), de melting sig.” 

“Touche pas à mon pote”. Rør ikke min kammerat var et slogan, skabt af organisationen SOS Racisme i 1985. I 1983 marcherede unge fra forstæderne i Lyon til Paris for at gøre opmærksom på manglen på lighed og på racismen. Otte repræsentanter fra la Marche des Beurs blev modtaget af præsident François Mitterrand i Elyséepalæet. Det var en tid fuld af håb.

JAMEL DEBBOUZE ER en lille væver skikkelse, der hopper rundt og hurtigsnakker. Han havde store fodbolddrømme som dreng, men dem blev der sat en brat stopper for den dag, han tog smutvejen hen over jernbaneafskæringen og ikke nåede det. Toget tog hans højre hånd, højre arm kan ikke længere bruges. Men humoren havde han i behold, og takket være byens kommunistiske borgmester, der havde sat nok så mange kulturelle tiltag i gang, fandt han et impro-kursus. Han lærte at improvisere og bruge sin humor. Jamel skulle blive et fænomen, ikke kun i Trappes og omegn, men såmænd også i radio og på tv. Altid med den hurtige replik og sin egen måde at se tingene på. 

Jamel Debbouze
Den lille og vævre Jamel Debbouze, som mistede sin højre arm i en togulykke, optræder på film, i radio og tv – altid med en hurtig replik og sin egen måde at se tingene på.

“Det er min mor, som har opfundet økologien. Samme vand i badekarret til ni. Delebil: 12 i en Renault 12. Genbrug: En skoletaske for alle.”

RACHID BENZINE KOM som syvårig med sine forældre til Trappes fra Marokko. Hjemme i Kénitra havde faren været skolelærer, nu blev han fabriksarbejder. Heldigvis var Rachid en mønsterelev, han elskede matematik og økonomi, og den dag han blev student gjaldede det ud over torvet i Trappes: “Il a son bac” – han er blevet student.

Fra 1968 til 1975 voksede antallet af fremmede tilflyttere med ikke mindre end 325% i Trappes. Det var bilfabrikkerne Renault og Citroën, der trak. Op igennem 60erne, da man manglede arbejdskraft, var der blevet ført en aktiv hvervekampagne bl.a. i Marokko, selv ude i fjerne landsbyer. De fleste kom med drømmen om en dag at vende tilbage til deres fædreland, og Frankrig skulle da også få en aktiv hjemsendelsesproces. Man fik et beløb for at tage hjem, men mistede så opholdstilladelse. For de fleste forblev det en drøm at blive pensionister i deres eget land.

Det var ikke kun matematik og økonomi, der fik Rachid Benzine op i gear, han elskede sport og endte da også med at blive fransk mester i kickboxing. Allerede som 14-årig lavede han kurser med lektiehjælp for unge i Trappes. Han kendte selvfølgelig også Jamel, som han lod slippe ind gennem gitteret i svømmehallen uden at betale.

Rachid Benzine
Rachid Benzine er den eneste af drengene fra Trappes, der stadig bor der. Han blev uddannet til gymnasielærer i matematik og økonomi og underviste på samme gymnasium, hvorfra han selv havde fået den eftertragtede studentereksamen.

PRÆSIDENT MITTERRAND forstod, han skulle have de unge i tale. Hans egen datter (dengang ukendt af offentligheden), Mazarine Pingeot gik i gymnasiet med den lille gule hånd på frakken med indskriften: Rør ikke min kammerat. En dag dukkede præsidenten op i Trappes for at uddele nogle sportspriser. Rachid Benzine kendte de rigtige folk, der organiserede, og resultat: Jamel Debbouze optrådte i fem minutter med en sketch. Mitterrand smilede. 

Det var tiden med de frie radioer, der skød op som paddehatte. Det var tiden for nye tv-stationer – og for Jamel Debbouze – og takket være ham også for Omar Sy. 

Jamel var med overalt. En dag stod han og manglede en partner at pingponge med. Han foreslog Omar. Det sværeste var at overtale manden selv. Idéen var, at præsentere Omar som en senegalesisk fodboldspiller, der har måttet opgive karrieren, og nu er blevet landmand. Noget af en intern joke, da alle i Trappes ved, at Omar Sy, lige så atletisk som han er, aldrig har gjort det særligt godt på en fodboldbane og slet ikke i landbruget. 

Sådan blev Omar og Jamel en duo – og grinede hele vejen hjem. La baraka– heldet var med dem. De blev et kendt nummer. Omar landede en kort sketch kaldet Kundeservice – SAV – Service après vente, som skulle blive et uventet tv hit. Man kan ikke sige andet end, at drengene fra Trappes havde flair.

“Trappes, c’est de l’autre côté du monde”, som Jamel sagde – Trappes, det er på den anden side af jordkloden. I februar 2021 kom Trappes på forsiderne, da en skolelærer erklærede, at han opsagde sit job og forlod byen, han var blevet truet på livet. 

Meddelelsen kom i kølvandet af det bestialske mord på Samuel Paty i Conflans-Sainte Honorine i Yvelines i oktober 2020. Paty havde i sin undervisning i årevis vist Charlie Hebdo’s Muhammedtegninger for at tale om ytringsfrihed, men denne gang gik det galt, da en vred far – på et helt forkert grundlag – blandede sig via de sociale medier. Nu kom så læreren fra Trappes og fortalte, han frygtede for sit liv. Det vakte selv sagt ikke begejstring i Trappes.

DE BESKEDNE IMMIGRANTER fra 60erne og 70erne måtte se de unge i 80erne stå op for egne rettigheder. Arbejdsløshed ventede forude. Samfundet investerede ikke længere i hvervekampagner og nye billige socialboliger. En anden indkomst skulle melde sig – narkohandel og dertil hørende vold. Der blev længere og længere ud til det omkringliggende samfund. 

Et nyt slags ”håb” meldte sig med tilflyttere i lange hvide kjortler og selvbestaltede imamer. De ældre blev ret irriterede over at blive irettesat af deres børn både med hensyn til opfattelsen af koranen og til deres påklædning. De unge var blevet de meget rettroende – og det på et særdeles spinkelt grundlag. Deres nye læremestre havde ikke særligt mange koranstudier inden for kjortlen.

Jamel havde sin egen beskrivelse af barndommen i Trappes: “Vores religion var fodbold. Fem gange om dagen scorede vi – målet var vendt mod Mekka.” 

Verden derude skulle banke på. GIA – den meget militante gruppering fra Algeriet flygtede til bl.a. Trappes, efter at have tabt en voldsom borgerkrig i hjemlandet. “De skæggede” havde forbindelse til attentaterne i 1995, hvor bomber sprang i Paris i metroen. Det blev ikke nemmere at bo i forstæderne.

Fransk tv FR2 bragte i 2000 et indslag i nyhederne, hvor en lille palæstinensisk dreng i sin fars arme blev beskudt af israelske soldater. Far og søn sad stille op ad en mur. Begge blev dræbt.

Samme aften blev synagogen i Trappes brændt ned. De fleste jødiske familier forlod byen for at bo et andet sted.

Forstæderne gjorde oprør i 2005. Det var igen de unge uden forhåbninger. I 2015 kom de frygtelige attentater i Paris, godt nok udført af unge fra Belgien. “De skæggede” og deres proselytter gav igen de unge “håb” – de kunne finde vejen ved at kæmpe for de uskyldige. Trappes satte europarekord – mellem 2014 og 2016 tog 67 unge til Irak og Syrien for at kæmpe i “frihedskrigen”. Ikke mange vendte tilbage.

RACHID BENZINE ER den eneste af drengene fra Trappes, som stadig bor der. Han blev uddannet til gymnasielærer i matematik og økonomi og underviste på samme gymnasium, hvorfra han selv havde fået den eftertragtede studentereksamen. 

Han interesserede sig også for filosofi og læste Paul Ricoeur (helt som Emmanuel Macron). Det førte til yderligere studier af protestantisme og islam og en universitetsgrad. I 1997 udgav han bogen “Vi har så meget at fortælle hinanden” sammen med den katolske præst Charles Delorme, som havde spillet en stor rolle i La Marche des Beurs – marchen fra Lyon til Paris i 1983. Rachid Benzine skulle blive en engageret fortaler for “islam des lumières” – oplyst islam tilpasset moderne tider. 

Han forelæser ofte på Louvain-universitetet i det Belgien, der spørger sig selv, hvordan kunne det ske? Hvorfor blev unge fra Molenbeek, der tidligere havde festet på caféerne som alle andre, nu koldblodige mordere, som 13. november 2015 plaffede andre unge ned på caféerne i Paris? Over 130 blev dræbt den nat. 

Til Rachid Benzine’s forfatterskab hø-rer også romaner: “Nour, hvorfor så jeg det ikke komme?” Og historien om den vise mor, der kom til Trappes fra sit Marokko helt uforberedt: “Ainsi parlait ma mère” – Sådan sagde min mor.

Med den kvindelige rabbiner Delphine Horvilleur har Benzine skrevet bogen: “De 1001 måder at være jøde eller muslim på.”

Også det Marokko, Rachid Benzine forlod som syvårig har fundet vej frem til ham. Han er fra 2019 medlem af kong Mohammed VI ’s tænketank for et moderne Marokko. Det har ikke forhindret ham i – i ytringsfrihedens navn – at protestere mod fængslingen af en kritisk journalist få dage efter udnævnelsen.

MED ATTENTATERNE I 2020 kom fornyede krav om større sikkerhed i det franske samfund. Der skulle strammes op, og med kort tid til det kommende præsidentvalg i 2022 gik der for alvor politik i kravene. Det samme gjaldt opgøret med de radikale islamister. I debatten var det ofte meget svært at se forskel på islam og de politiske radikale islamister. 

Seneste bandbulle kom fra pensionerede generaler i det ultrakonservative tidsskrift Valeurs Actuelles på dagen den 21. april 2021, hvor det var nøjagtigt 60 år siden OAS-generaler forsøgte et kup mod præsident Charles De Gaulle – kort sagt et militærkup af Frankrig. De ønskede dengang Algeriet forblev fransk. 

Generalerne har åbenbart tænkt store tanker, da de mere end antydede, at et kup her i 2021 igen kunne blive nødvendigt, taget Frankrigs opløsning i betragtning. De glemte ikke at nævne “les hordes de banlieue” – horderne fra forstæderne. 

Man skal ikke have stor fantasi for at forestille sig, hvad der blev snakket om i Trappes den dag. Rachid Benzine var kommet situationen i forkøbet. Allerede i november 2020, måneden efter mordet på skolelærer Samuel Paty, offentliggjorde han et brev til sin søn. Det begynder med ordene: … “Jeg kan godt forstå, du er vred, det var jeg også i din alder …. Jeg vil så gerne skåne dig for vold, had og racisme”….

“Vi er blevet fortalt, vi alle er lige, de, hvis bedstefar hed Clovis, og de, der altid er solbrændte, de, der har en gud, og de, der ikke har nogen, de i toppen og de i bunden, de, der står tidligt op, og de, der er oppe til sent, de, der er født franske, og de, der har fået papir på at være franske. Man skal være fransk med hjertet, sådan er det bare.” 

“Men du ved, Frankrig er lidt som en ejendomsmægler, han viser dig en perfekt prøvelejlighed, og når du så først er flyttet ind, så er der masser af fejl. Der er blevet snydt med hendes principper. Hun er blevet svagelig, vores Frankrig. Selvfølgelig ikke, Frankrig i sig selv. Men alle de, der kun siger hendes navn for at udelukke, skabe splid og være bange for de, der er anderledes.”

Rachid Benzine konkluderer: “Du skal tro på dig selv og dine evner”.

Helt som drengene fra Trappes – Omar Sy med den uforlignelige latter, Jamel Debbouze med den sproglige finurlighed, og Rachid Benzine med den utrættelige kamp for at få folk til at fatte og forstå. 

Man kan være født i Trappes – og så alligevel …. med kammeraternes hjælp – blive den mest populære skikkelse i Frankrig – ikke kun en, men hele tre gange.