Da Nynne og Simon købte en gammel sydfransk villa, der trængte til en kærlig hånd, blev det begyndelsen på et eventyr fyldt med beslutninger, fransk hjælpsomhed og et glimt af Middelhavet.
Tekst: Finn Rastén, journalist
Det begyndte under pandemien, da stort set hele verden var lukket ned, dengang vi brugte mundbind og var stavnsbundne. På det tidspunkt voksede udrejselængslen sig større og større. Ud ville vi – ud, ud, ud.
Som så mange andre sad Nynne Bjerre Christensen dengang hjemme i Danmark og drømte sig væk. Og en dag for godt et år siden lykkedes det familien at erhverve en dejlig sydfransk villa. Eller rettere, dejlig var den ikke rigtig dengang.
“Jeg begyndte at kigge på boliger på nettet under coronaen – sådan lidt for sjov, i et anfald af desperat udlængsel,” fortæller Nynne Bjerre, da jeg besøger familien i deres flot nyrenoverede hus i Pessicart-kvarteret i det nordlige Nice, tre km fra kysten. Men da hun først var i gang med at google sydfranske ejendomme, blev det hurtigt alvor. Til Sydfrankrig ville især hun. De havde lånt venners lejlighed i Nice mange gange, og byens lufthavn var derfor et naturligt mål – men de regnede med, at de måtte det meste af en times kørsel væk, for at finde noget, de havde råd til.
Nynne vidste, at hun ville have et selvstændigt hus med en pool, eller mulighed for at bygge en, pæn udsigt og nærhed til en by, stor eller lille. Dermed var hun også kommet mange skridt videre end mange andre, som i årevis tumler med ideen om villa eller lejlighed? Terrasse eller have? Tæt på butikker eller levende landsbytorv med restauranter? Og de slap for – selvom det selvfølgelig altid er en fornøjelse – at rejse det sydlige Frankrig igennem fra Atlanterhavet til den italienske grænse.
“Det blev altså Sydfrankrig og ikke Italien eller et andet sted. Vi kendte området – og så var der den praktiske detalje, at Nykredit udlåner i Sydfrankrig, så finansieringen kunne komme i hus,” fortæller Nynne denne solrige efterårsformiddag på deres store terrasse. På den måde kunne de komme udenom at låne gennem en fransk bank, hvilket kan komplicere en købsproces, ikke mindst når det franske ordforråd ikke er så præsent. De endte nu slet ikke med at låne i Frankrig, men det gav en vis tryghed, at banken var med på legen.
Men jagten på det helt rigtige hus var lang og kompliceret. Netop beliggenheden kan være svær at finde ud af, når man søger efter sit feriehus i en afstand af 1800 km. Selvfølgelig hjælper det noget at google mulighederne, men det er også nødvendigt at besøge husene fysisk. Og det kan tage sin tid. I Frankrig er den samme bolig ofte sat til salg hos flere ejendomsmæglere samtidigt. Det kan indebære en vis forvirring for køberen, fordi den ejendom, man har forelsket sig i og forhandler om, allerede kan være solgt til anden side. Samtidig opgiver franske ejendomsmæglere ikke den nøjagtige adresse på ejendommen, før man tager på rundtur med dem, så man ved ikke præcist, hvordan omgivelserne er. Og billeder fra ejendommen er der ikke mange af, så det føles som at lege blindebuk.
Samtidig er boligmarkedet benhårdt, når det gælder godt beliggende ejendomme. Det er et svært og hurtigt marked, faktisk et globalt marked. Folk fra alle lande vil til Sydfrankrig, især langs Côte d’Azur, og inden for det prisniveau, som de havde tænkt sig, er der meget stor konkurrence blandt køberne.
Alt dette lærte Nynne hen ad vejen. Hun havde allieret sig med en dansk mægler, Morten Rasmussen fra ejendomsmæglerfirmaet Nice Homes. Hver gang de faldt over et hus på nettet, kunne hun bede Morten tjekke op på det, så hun kunne få yderligere oplysninger om beliggenhed og en forhåndsidé om, hvor vidt prisniveauet var rimeligt. Det gik der et par år med. For når Nynne endelig havde samlet et par huse, der måske kunne være interessante, så var de solgt inden hun kom afsted. Eller den franske ejendomsmægler kunne ikke svare på spørgsmålene. Eller der var alle mulige andre problemer. Til sidst tog hun lidt hårdere fat og gik målrettet efter ét hus af gangen, frem for at samle flere til en større besigtigelse.
“Når der kom et virkelig interessant hus på markedet, og Morten havde fået en aftale med den franske mægler, fløj jeg til Nice om morgenen, kiggede på et hus og området og tog aftenflyet hjem igen,” fortæller Nynne. “Det gjorde jeg tre-fire gange, før vi slog til.”
“Jeg bød på to-tre huse, i nogle tilfælde ville jeg købe til prisen, men det blev solgt til andre,” siger Nynne. “Hvis pris og beliggenhed er god, så bliver tingene solgt lynhurtigt – uanset stand. Og vi var åbenbart for langt nede på listen til at komme i betragtning.”
Det ene af de huse, de ikke fik, kan de dagligt kigge over på fra deres terrasse. Men det generer dem nu ikke, at de ikke fik det, for de er blevet rigtig glade for den villa, de endte med at købe. Huset ligger op ad den højderyg, der går tværs gennem Nice, så de kan både kigge op mod grønne områder og blå himmel mod nord, og hen over byens skyline med et glimt af det blå hav mod syd. De har kigget på huse hele vejen fra Mandelieu-Grasse-området, forbi Nice og ud mod Monaco. Men de regnede slet ikke med at få råd til noget med en så central beliggenhed, som de er endt med. For beliggenheden er husets helt store gevinst.
Nice har alt, hvad en familie med fire børn kan ønske sig, er Nynne og hendes mand Simon enige om: “Der er gode flyforbindelser, området er overskueligt at finde rundt i, der er kort afstand til storbyens centrum, der går faktisk en bus lige nede fra vejen. Netop på grund af beliggenheden er huset samtidig nemt at udleje, når vi ikke selv bruger det,” fortæller Nynne. “Alle synes det er fedt at være i Nice. Vi kan hygge os i huset og ved poolen, hvor man nærmest føler, man er på landet. Og vi kan være på storbyferie på ti minutter, det er virkelig genialt. Børnene er teenagere, de kan selv tage ind til centrum og kigge på butikker og gå i byen. Det betyder meget for os.” Alene det at få aftale om en besigtigelse var vanskeligt, men Morten og Nynne pressede på for at få en aftale i stand, og det skulle gå kvikt, for de vidste at det ville blive solgt hurtigt. Efter ni dage på markedet lykkedes det at få en aftale på plads. Så fløj Nynne ned. Også her blev de dog mødt af sælgers marked, for der lå allerede tre bud på huset, hvis pris var sat til 500.000 euro.
Sælgerne var et gammelt ægtepar, der hed Bagetti – “en blanding, syntes vi, af Spaghetti og Baguette,” griner Simon. “Og det passede meget godt til huset.”
Da Nynne første gang trådte indenfor, var synet overvældende. “Det var dårligt holdt, haven var fuldstændig tilgroet, poolen var tilholdssted for en koloni af frøer og huset var ikke rengjort i mange år. Kattene havde besørget indenfor, og hunden passede sig selv, så I kan dårligt forestille jer hvordan der så ud,” siger Nynne. “Men jeg så igennem snavs og skidt og holdt i stedet fokus på mulighederne.”
For nu var de blevet opsat på at handle.
“Derfor lagde vi en strategi,” fortæller Nynne. “Vi ville ikke forhandle prisen, for vi ville købe. Trods husets noget ringe stand roste vi det til skyerne over for sælgerne. Aldrig havde vi set noget mere vidunderligt. Og sendte en købsaftale samme dag. Blandt alle budene fik vi åbenbart sweet-talket os til at blive valgt – og så købte vi på én dag.”
Huset fra 1945 havde en egen charme – og masser af udfordringer. Blandt andet virkede elinstallationerne ikke i underetagen, trappen mellem de to etager var fejldisponeret, hele underetagen skulle faktisk ryddes. Der skulle laves flere vinduer for lysindfaldet i underetagen og franske terrassedøre med skodder. Men det var et sundt hus ifølge vores anden danske hjælper, Nikolaj Sonne, der er håndværker og entreprenør med bopæl i Montauroux i Var. Uden ham havde de slet ikke turde købe et renoveringsprojekt, for han har været både en fantastisk sparringspartner og haft virkelig effektive håndværkere, der bare får tingene gjort.
“Vi talte om at bryde mure ned, og trappen var en svær nød at knække. Men en dag, da min mor var på besøg, så knækkede hun koden,” fortæller Nynne. “I skal da vende trappen, sagde hun. Altså dreje den modsat. En stentrappe! Vi troede ikke, det kunne lade sig gøre, men ved fælles hjælp, også fra en arkitekt i København, fandt vi en løsning.”
Der blev lagt nye gulve, installeret nyt køkken og badeværelse, og de mange lag franske tapeter måtte lade livet. “Det hele blev lavet om i underetagen – men overraskende smertefrit,” siger Simon og understreger, at det er Nynnes fortjeneste, at både køb og renovering overhovedet kunne lade sig gøre.
“Nynne ordnede det hele,” siger Simon, der faktisk hadede hele processen og nærmest meldte sig ud af projektet. “Det er hendes fortjeneste, at vi har huset i dag. For jeg kan slet ikke se mulighederne. For mig ser sådan et hus helt håbløst ud, jeg ser ganske enkelt ikke tingene for mig, før de er realiserede. Jeg var parat til at give op,” indrømmer han, og Nynne følger op:
“Men da du efter et år stod på terrassen og pludselig opdagede, at vi faktisk kan skimte havet herfra, så blev du helt glad og begyndte at se hele projektet i et andet lys. ”
Før-billeder fra interieur og pool. Det var Nynne som så mulighederne.
Renoveringen, der indtil videre har kostet 200.000 euro, krævede mere end håndværkere. Der skulle oprettes fransk bankkonto, el og vand, og der skulle laves aftaler om renovationsaffald alt sammen uden fast adresse. “Men vi oplevede en fantastisk fransk hjælpsomhed, og mærkede egentlig ikke voldsomt meget til det franske bureaukrati, som så mange taler om. Men selvfølgelig skal man stå fast og være beslutsom, se muligheder og være vedholdende,” siger Nynne.
Poolen var heldigvis etableret for 25 år siden. Den havde ikke været brugt i en håndfuld år, men blev med små midler god igen
Akustikken er dog en udfordring. “Højt til loftet, tykke vægge og få møbler – det giver genlyd,” siger Nynne. “Men vi tager det stille og roligt. Efter så mange udgifter må vi tage det lidt ad gangen.”
Og så har de endnu ikke kigget det tilhørende skur nærmere efter. På bedste franske vis er det fyldt op med ting fra de foregående 40 års ejerskab, og de har i al deres travlhed ikke haft mod eller tid til at gå i gang med at muge ud.
“Men det skal nok komme,” siger Nynne fortrøstningsfuldt. “For vi elsker at være her, alle elsker solen og poolen, mere skal der jo ikke til for at begejstre blege danskere.”
Huset er blevet familiens fristed. “Der er Carrefour-supermarked 700 meter nede ad bakken, og busser og sporvogn er lige i nærheden. Det giver en frihed, vi aldrig ville have haft på samme måde i en mindre by eller ude på landet, så vi føler virkelig, at vi med forholdsvis små midler har fået hele pakken. Det er altid hårdt at skulle hjem herfra.”
