fbpx
Bøger Samfund

Duften af nattens blomster

Leïla Slimani
Leïla Slimani har påtaget sig at rulle en marrokansk familiehistorie ud fra 1940’erne frem til slutningen af 90’erne - en roman i 3 bind, der naturligvis involverer alle de aktuelle samfundsdebatter. Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Forlagsbranchen, der som alle andre søger efter ny succes, er nået til “natten alene på et museum” – en helt ind til benet oplevelse for en skribent eller forfatter.

Tænk på en nat på Picassomuseet i Paris, El Grecomuseet i Toledo eller en nat i Venedig mutters alene i Punto della Dogana – den renoverede toldbygning fra slutningen af 1600-tallet med Canale Grande på den ene side og Canale della Guidecca på den anden – et udsigtspunkt fra fortid til nutid – nu iklædt fremtiden med udstillinger af nutidskunst fra den franske kunstmæcen Pinaults samlinger. 
Og så ville hun sige nej tak!! 

Leïla Slimani, 40-årig fransk-marokkansk forfatter med kæmpesucces havde tilkæmpet sig en frihed til at skrive nøjagtig, når hun ville, og hvordan hun ville, og det havde ikke mindst været en kamp for at finde tid og ensomhed til at skrive – og så lade normer, f.eks. tilstedeværelse som mor, hustru, kvinde og ven være underlagt skrivedisciplinen – for hende den ultimative frihed. 

“Si la solitude existe, ce que j’ignore, on aurait bien le droit, à l’occasion, d’en rêver comme d’un paradis.” Albert Camus 

“Hvis ensomheden eksisterer, hvad jeg ikke er klar over, så kunne man med rette ved lejlighed drømme om den som et paradis.” Albert Camus

Leïla Slimani citerer Camus i forordet til bogen “Le Parfum des fleurs de la nuit” – Duften af nattens blomster, som er resultatet af den nat, hun alligevel lod sig overtale til at tilbringe på Pinault museet. Med hendes egne ord “Den første regel, når man vil skrive en roman, er at sige nej. Nej, jeg kommer ikke for at tage en drink. Nej, jeg kan ikke passe min syge fætter. Nej, jeg har ikke tid til frokost, til et interview, en gåtur, en biograftur.” 

Forslaget om at være alene en nat blandt kunstværker tiltrak hende ikke, hvad vidste hun overhovedet om nutidskunst. Hun skulle koncentrere sig om at skrive sin roman, basta, også selv om det var i mytiske omgivelser i Venedig, tiden var ikke til at rejse rundt. 

Men en snarrådig redaktør på forlaget – og IKKE mindst en skriveblokering, fik hende alligevel til at sige ok. Allerede på vej tilbage i metroen efter redaktørmødet fortrød hun. Troede hun virkelig en nat på et fjernt museum kunne løse hendes skriveproblemer?

SJOVT NOK, SKULLE der komme et ret personligt lille værk ud af den nat. Teksten er skrevet i den direkte jeg form, så der er ikke rigtigt mulighed for at smutte uden om, bordet fanger, forfatterens eget ego er i spil. “Der var ikke mange museer i Rabat, da jeg voksede op i Marokko, så det var først i Paris, jeg for alvor kom på museer. Litteraturen var helt anderledes tilgængelig for mig, den kunne jeg føle, den levede jeg med for alvor. Selvfølgelig vidste jeg, hvem Picasso, Van Gogh og Botticelli var, men jeg havde ikke stået over for et af deres malerier, før jeg kom til Paris. Den dag i dag udstråler et museum den vestlige elitekultur, som jeg ikke kender koderne til.”

Leïla Slimani er vokset op i en varm, åben familie, hvor der blev talt fransk hjemme. Hun gik i fransk skole. Der blev ikke lagt bånd på Leïla og hendes 2 søstre, tværtimod de skulle have lov til at gå efter, hvad de brændte for.

Mor var læge, far bankdirektør, men da Leïla var 18, ramte en skandale familien. Faderen blev anklaget for underslæb, blev afskediget og kom ikke til at arbejde igen. 

Det gode var, at en hjemmegående far lærer man at kende. Han var en mand, der læste 2 bøger om dagen, interesserede sig for samfundsliv og det politiske liv og i øvrigt også tegnede og malede. Det mindre heldige var samfundets fordømmelse, vennekredsen, der skrumpede ind, og snakken, der gik. Faderen ønskede at blive og kæmpe i Marokko, han vidste, han var uskyldig. 

Da Leïla var 21 og studerede i Paris, blev faderen sat i fængsel. Det tog hårdt på ham. Da han igen kom ud af fængslet, fortsatte han med at holde familiens humør oppe. Han døde af kræft, da Leïla var 22. Først posthumt blev han erklæret helt uskyldig i underslæbet. Han havde fungeret som scapegoat – som syndebuk for andre, der for længst havde forladt Marokko.

NATTEN I VENEDIG kommer faderen da også tilbage til Leïla Slimani, da hun på bare fødder traver rundt i museets gange. Mange gange har hun spurgt sig selv, om hun ville have givet sig til at skrive, hvis han fortsat havde været i live. Hun måtte ikke skuffe ham.

Han ville nu nok have været ret så stolt. Allerede med sin roman nummer to “Chanson Douce” – dansk titel Vuggesang – fik den dengang 35-årige Leïla Slimani den nok så eftertragtede Prix Goncourt bogpris. Siden da har hun været udfordrende i vælten. Hun er ikke veget tilbage for de store samfundsdebatter fra ligestilling, kvinderettigheder til kvindeseksualitet – også i det Marokko, hvor sex uden for ægteskab fortsat er strafbart. I 2017 var hun ved at afslutte bogen “Sex et Mensonges” – Sex og Løgne – netop om forholdene i Marokko, da Emmanuel Macron tilbød hende at blive fransk kulturminister. Hun afslog – bogprojektet og en lille nyfødt blev prioriteret. Med andre ord – hendes frihed.

Et lille år efter kaldte verdenen derude alligevel – og Leïla Slimani sagde ja tak til at blive præsidentens særlige repræsentant i den frankofone verden – la Francophonie. Det har ikke hindret hende i at blande sig i den offentlige debat om identitet og fordømmelse. 

“Jeg er helt og aldeles enig med de kvinder, der ikke vil bære tørklæde, naturligvis, men jeg kunne ikke drømme om at fordømme de kvinder, der har valgt at have det på. Det ville være at gøre nøjagtigt det samme som de, der kræver, kvinderne SKAL bære det. Jeg respekterer først og fremmest kvindens ret til selv at bestemme.”

En måneds tid senere i oktober 2020 lukkede Leïla Slimani helt ned for facebook og instagram. Hun havde fået nok af den hadefulde debat, der skvulpede totalt over – og i hendes retning.

DET VAR APRILNATTEN i Venedig i 2019, der for første gang fik hende til at fortælle om faderens rolle i hendes liv. I nattens tavshed og observation af tingene omkring hende i museet meldte fortiden sig uventet stærkt. Barndommen i Marokko, dens lyde, dufte, varme. Nattens blomst, der kun dufter og åbner sig ved mørkets frembrud. Den var her i museet, som den havde været ved hjemmet i Rabat. Den var aftenens og nattens sødme med den stærke duft – af sommerens lethed – den kom til at stå for trang til nyt og frit – helt frit.

Faderens skæbne fra velanset embedsmand til udhængt forbryderisk bankdirektør, der først år efter sin død endelig fik sit navn fuldkomment renset, havde efterladt en forventning om ulykken, den helt uventede, en slags forbandelse, der måtte komme. Højt at flyve, dybt at falde. Skæbnen havde ramt faderen og ville også ramme hende. 

Leïla Slimani’s konklusion var derfor: Man skal realisere sine drømme, tage sin fulde frihed og gøre det, mens man kan. Hun skulle skrive.

Når man har kastet sig ud i at begynde en roman med ordene: “Den lille dreng er død. Det tog kun få sekunder” – med andre ord udlevere plottet fra start, fordi det ikke handler om hvordan, men om HVORFOR, så må man sige at have vist mod. Så afgjort en ny indgangsvinkel for en beskrivelse af racisme, udelukkelse og kampen om en plads i samfundet. 

Hovedpersonen er en elsket barnepige, der ender med at slå familiens to små børn ihjel. Forud for succesen “Vuggesang” havde vovemodet ikke været mindre i den første roman “I Troldens Have”, “Dans le Jardin de l’Ogre”– dansk titel “Adèle” om den borgerlige kvindelige journalist med barn og omsorgsfuld lægeægtemand. Hun søger mere og mere efter voldsom erotik med vildt fremmede. Hun vil kende sine grænser, sin frihed. Hun kan ikke lade være. Leïla Slimani skrev de to romaner i en kølig, konstaterende stil. 

“Sexe et Mensonges” – Sex og Løgne i Marokko – en reportagebog, baseret på interviews med marokkanske kvinder, giver et alt andet end muntert billede af Marokko. Et forstillelsens samfund hvor, hvad man ikke ved, har man ikke ondt af – så derfor tier man stille. Uheldigvis ved alle stort set alt, men familiens ære skal til enhver tid forsvares. Oftest er det kvinderne, der betaler prisen. 

Ikke lige frem en bog, det officielle Marokko ville synes om. Det hører med til fortællingen, at Leïla Slimani fortsat er meget velkommen i Marokko – og ikke kun af kvinderne!

Leïla Slimani’s konklusion er: Man skal realisere sine drømme
Leïla Slimani’s konklusion er: Man skal realisere sine drømme, tage sin fulde frihed og gøre det, mens man kan. Derfor skriver hun. Foto: Catherine Hélie/Gallimard

DA HENDES FAR kom ud af fængslet, betroede han hende, at det, der holdt ham oppe, var det “indre liv”. Der var noget i ham, ingen kunne røre. Det var ikke en far, der ellers havde betroet sig, han var først og fremmest manden, der beskyttede. 

Det indre liv – det urørlige- næret af litteratur og drømme – den nødvendige ensomhed for at kunne skabe, skrive og række ud – den identitet blev valgt i faderens navn. Hun kunne rehabilitere ham og familien ved at skrive om det Marokko, der var hans håb – hans Marokko, som hun også selv genspejler sig i.

Faktisk havde hun haft idéen i mange år, men først nu følte hun sig parat og modig nok til at kaste sig ud i en familiekrønike – og titlen var klar – DE ANDRES LAND – for det var et Marokko under fransk protektorat og dog stadigt marokkansk med kultur og traditioner, der ikke bare forsvandt, som skulle være udgangspunktet. 

“Le Pays des Autres” skulle være en rigtig saga i tre bind, nøjagtigt som de sagaer, hun slugte som barn. 

Og på sin vis lå det lige for. Leïla Slimani’s elskede bedstemor, der fortalte hende mange historier og erindringer, var såmænd en pige fra Alsace, der pladask faldt for en marokkansk officer i fransk tjeneste, som under Anden Verdenskrig kom til Alsace. Hun trodsede familien, giftede sig med ham, fulgte ham tilbage til Marokko, men forblev samtidig pigen fra Alsace med begge ben på jorden og en fast vilje. Hun var ene blandt de andre i deres land, der så var koloniseret af andre, nemlig af det Frankrig, der var hendes land.

DA LEÏLA SLIMANI selv kom til Frankrig for at studere, følte hun sig ret godt forberedt. Hun var vokset op med “Frankrig”, hun gik i fransk skole, talte fransk hjemme, kendte Frankrigs forfattere og verdenslitteraturen ret godt.

Lynhurtigt lærte hun så, at hun var maghrébine – fra Maghreb, fra Nordafrika. Det havde hun aldrig tænkt over. Hun var nu en minoritet. Hendes hår havde tendens til at kruse, hendes lød var en anelse mørk, hun var ikke helt som “nos ancêtres les Gaulois” – vore galliske forfædre, hvem de så end var. 

Med andre ord identiteten var “en fremmed” – og ikke kun i Frankrig – såmænd efterhånden også hjemme i Marokko efter de mange år i Frankrig. Der hører hun, mange ser på hende “som 100% fransk bourgeoise, et overklasseløg, der med tendens til ateisme, ikke er troende nok.” 

I Frankrig glemmer man ikke at spørge, hvilken egn, hun er fra? Hvortil hun af og til svarer, at hun ikke er et egnsprodukt som et stykke kød eller en vin, hun har en nationalitet, en historie og en barndom.

Det er så den historie, hun nu har påtaget sig at rulle ud. En marokkansk familiehistorie strækkende sig fra 40’erne frem til slutningen af 90’erne – en roman i 3 bind, der naturligvis på Slimani’s helt egen facon involverer alle de aktuelle samfundsdebatter. 

Og denne gang er det anderledes – det er ikke længere den lakoniske stil fra de tidligere romaner, det er en stil, der baserer sig på farver, dufte og menneskeskæbner, vi, intrigerede, simpelt hen må følge med i. Vi er tæt på, men der er aldrig nogen pegefinger, vi er overladt til selv at forstå og konkludere.

LA PAYS DES AUTRES – De Andres Land, bind 1 – med undertitlen “La Guerre, la Guerre, la Guerre” – krig, krig og atter krig udkom i starten af 2020.

Anden Verdenskrig, kampen for befrielsen, afslutningen af det franske protektorat i 1956 og de efterfølgende samfundsspændinger er bagtæppet for familiefortællingen.

Bind 2 – “Regardez-nous danser” udkommer i begyndelsen af 2022. 

Vi er i perioden, hvor der er fremgang, nye tider og store drømme. 60’erne er kommet med hippierne, kunstnerne, filmfolkene også i Marokko. Det er så afgjort langt fra de gængse normer. Det smitter naturligvis af. En tid med brydninger, der, mens “de dansede”, i kulissen blev til et stærkt kontrolleret og overvåget samfund.

Bind 3 – har endnu ingen titel og kan desværre ikke forventes at udkomme før 2024. Vi vil da være i Marokko i 80-90’erne. Det var en tid, hvor “hvis du ikke er med os, er du imod os” så absolut blev forstået og taget til efterretning. Attentater skulle følge, terrorismen blev præsent. Det vil uden tvivl blive den vanskeligste bog at skrive.

Leïla Slimani bor i dag med sin franske mand og deres 2 børn i Lissabon – tættere på et klima og et landskab, der minder hende om hendes barndom.

Endnu engang handler det om indlevelse og koncentration – for at kunne fremlægge og forklare den kompleksitet og den menneskevarme, hun brænder for – og tilmed i modsætning til så mange andre har koderne til – i sin egen og faderens drøm om håbets Marokko.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.