Det hærdede glas fra Duralex er blevet et symbol på fransk design og industri og har stået på borde verden over i generationer. Men bag succeshistorien gemmer sig årtiers kriser, konkurser, svindel og stigende energipriser. Nu kæmper medarbejderne endnu en gang for at redde det ikoniske glasværk.
Af Mads Christoffersen, kultursociolog og forfatter, og Eva-Marie Møller, journalist og forfatter
Hvis du nogensinde har tabt en drikkeglas på et stengulv, og det er nærmest smuldret i tusindvis af små, ikke skarpe småstykker, så der næsten sikkert, at det er et glas fra Duralex, der er smuttet imellem dine fingre.
Duralex er en myte i Frankrig, som alle kender og er stolte af. Den er nemlig skabt ved en opfindelse i 1940’erne, hvor man ved at opvarme glasmassen til over 600 grader opnåede at hærde den. Det betød, at hvis glasset gik i stykker, så brækkede det ikke i de kendte, skarpe stykker, som man virkelig kan skære sig på, men splinteres i mange stykker. En anden fordel ved det hærdede glas er, at det er to og en halv gange stærkere end almindeligt glas.
Der er mange historier om skolebørn, der har moret sig med at kaste glasset ud fra fjerde sal for at konstatere, at det ikke gik i stykker, men nærmest hoppede som en bold.
Oprindelig var det en producent af vineddike i Orléans, som selv producerede store glasbeholdere til sine egne produkter, der grundlagde glasproduktionen. Virksomheden blev i 1934 købt af den store glasvirksomhed Saint-Gobain, som ejede det frem til 1997. Produktionen var ikke kun drikkeglas, men også gadebelysning, bilruder og senere ruder til vaskemaskiner.
Selve varemærket Duralex er fra 1945, og det første, meget succesfulde produkt er glasset Cigogne (stork), der blev lanceret i 1946. Senere i 1950’erne kom glasset Picardie på markedet og fik en stor udbredelse. Det kan kendes på de ni facetter i den nederste del af glasset. Picardie-glasset findes i mange farver og forskellige størrelser og blev produceret i millioner. Det findes den dag i dag i tusindvis af hjem og institutioner over hele verden.
Glasproduktionen blev efterhånden så omfattende, at der måtte opføres en anden fabrik i departementet Loire, og frem til slutningen af 1970’erne var der ingen ende på succesen. Men i 1990’erne begyndte det at gå ned ad bakke for Duralex, som var blevet et globalt brand.
Saint-Gobain-koncernen solgte fabrikken til et italiensk firma, som ikke magtede at føre det videre, og en gruppe investorer trådte til. Det hjalp ikke meget, og firmaet måtte stoppe betalingerne i 2005.
Den næste del af Duralex historie er næsten symbolsk for den industrielle udvikling i Frankrig i de sidste 20 år: nemlig blandingen af finanskapital-spekulation og den kraftige af-industrialisering, der har ramt landet i perioden.
Der skete i 2005 det, at virksomheden opkøbtes af en tyrkisk forretningsmand, Sinan Solmaz, men igen måtte gå i betalingsstandsning og lukke den ene af sine fabrikker. Det viste sig nu, at Solmaz havde arrangeret, at maskinerne og en del af varelageret skulle sendes til Tyrkiet og angiveligt var blevet solgt for 20 pct. af den reelle værdi. Det efterlod virksomheden med et hul i kassen på 4,5 mio. euro – godt 34 mio. kroner. Desuden havde han tømt Duralex for mange penge ved at skabe kunstig gæld, som var havnet på hans konto i Dubai. Solmaz blev fængslet og fik af retten i Orléans en dom på tre år i spjældet samt en bøde på 200.000 euro for bedrageri.
I virksomhedens storhedstid i 1970’erne arbejdede der 1.500 mennesker på Duralex’ fabrikker, men efter en ny rekonstruktion var der kun 200 tilbage. Virksomheden blev nu overtaget af en græsk-britisk forretningsmand, Antoine Ioannides, der skyder nye penge i virksomheden. Markedet har udviklet sig, og en meget stor del af produktionen går til eksport.
Modgangen er dog ikke slut endnu. En udskiftning af ovnene slår fejl, og virksomheden kan ikke holde produktionen oppe på det planlagte niveau. I 2020 kaster Ioannides håndklædet i ringen, erklærer virksomheden konkurs og indgiver en begæring om rekonstruktion.
Det bliver gruppen International Cookware der tager over og investerer de 3,5 mio. euro, der skal til for at opretholde produktionen. Men i 2022 må virksomheden som følge af den internationale energikrise slukke for ovnene og sende medarbejderne ud i arbejdsløshed.
Virksomheden kan imidlertid genstarte produktionen i april 2023, da staten har givet et tilskud på 15 mio. euro til det franske industri-ikon. Men det viser sig ikke at være tilstrækkeligt, og en ny rekonstruktion trænger sig på forårsaget af energiprisernes stadige himmelflugt efter krigen i Ukraine.
I juni 2024 beslutter Orléans storkommune at købe grunden og fabrikken for at hjælpe medarbejderne til at forsætte produktionen, og handelretten i Orléan foreslår, at virksomheden forsætter som medarbejderejet og -drevet virksomhed – en såkaldt SCOP (Société COopérative et Participative).
Nu ejer medarbejderne 51 pct. af Duralex og har indflydelse på den strategiske retning, mens hverdagens forretninger styres af en medarbejderudpeget direktør.
Da Duralex har en enestående position som et fransk design- og industri-ikon var det nærliggende for den nye direktør, François Marciano, at benytte sig af dette til at samle penge ind til virksomhedens livforlængelse. Han iværksætter en crow-funding, som på kort tid indsamler 18 mio. euro fra 22.000 bidragydere. Men lykken er kort: I april 2026 bliver direktøren og hans søn, der har været finansdirektør fyret, og må forlade virksomheden. Det forlyder, at de ikke har kunnet redegøre for, hvorfor et større beløb i regnskaberne er forsvundet. I maj måned viser krisen sig ved, at de 243 medarbejderne kun får halvdelen af deres løn og ikke kan få udbetalt deres sommerferie-bonus, som det ellers er kutyme.
Der indsættes en ny direktør, den tidligere marketingdirektør Peggy Sadier, der skal håndtere en undersøgelse, som det franske økonomiministerium har sat i gang. Det franske dagblad Libération har den 31. maj besøgt virksomheden, men har ligesom La FRANCE ikke kunnet få kontakt med ledelsen.
Journalisten fra Libération mødte en desillusioneret medarbejder foran fabrikken. som kun havde denne kommentar: ”Hvis der kommer en ny genopretningsplan, så er det femte gang. Vi kan ikke gøre andet end at håbe, at det falder på plads.”
….
Efter artiklens færdiggørelse melder flere medier om, at Duralex er i rekonstruktion som følge af nye vanskeligheder i foråret 2026. Der er igangsat en formel proces for at finde en køber, og interesserede skal indsende et tilbud senest 6. august 2026.
Om SCOP (société coopérative et participative)
Betegnelsen SCOP, et kooperativt og deltagerstyret selskab, er den juridiske selskabsform, der udmærket sig ved, at medarbejderne ejer hele eller dele af kapitalen. I følge en lov fra 1978 skal det mindst være 51 pct. Medarbejderne har 65 pct. af stemmerne ved generalforsamlingen og skal mindst have 25 pct. af overskuddet, mens 15 pct. skal henlægges som sikkerhed for driften. De sidste 50 pct. går til de øvrige investorer. Selskabsformen giver medarbejderne indsigt i driften og indflydelse på den strategiske retning. I Frankrig er der ca. 2.723 SCOP-virksomheder, som beskæftiger over 62.000 personer, og antallet har været stigende siden 2010, hvor der var 1959 SCOP-virksomheder.
