fbpx
Musik

Dutronc: « et moi et moi et moi »

Jørgen Jørgensens interesse for fransk musik blev for alvor vakt, da han i 1966 første gang hørte Jacques Dutronc på fransk radio. Her giver han en grundig indføring i såvel musikken som historien bag.

Af Jørgen Jørgensen

Hvis jeg skal pege på en person, udover min elskelige fransklærer, Gunnar Jensen, på Aalborghus Gymnasium, der har været afgørende for, jeg begyndte at læse fransk på Københavns Universitet i sin tid, så kommer sangeren Jacques Dutronc suverænt ind på en førsteplads. I min gymnasietid i starten af tresserne havde jeg fået en transistorradio, og ligesom mine jævnaldrende lyttede jeg meget til engelsk rockmusik. Jeg begyndte dog også at tune ind på en fransk kanal, France Inter, og her hørte jeg f.eks. den franske Elvis Presley, Johnny Halliday, men hvad angår fransk musik, sagde det først bingo i 1966, da jeg hørte sangen ”Et moi et moi et moi” med Jacques Dutronc.

3 x Jacques

I første omgang forstod jeg ikke alt, hvad han sagde, men nogle chifre og nogle nationaliteter sammen med linjen ”Og mig og mig og mig” sad direkte i skabet første gang. Rytmen var i den angelsaksiske stil, som jeg i forvejen godt kunne lide. Og så fornemmede jeg, at sangen var satirisk og et opgør med konformismen. Senere fandt jeg ud af, hvor raffineret teksten er: I starten af hvert vers opregner jeg-fortælleren nogle tal og facts om forskellige lande rundt om i verden med problemer, f.eks. de 50 millioner indbyggere i Vietnam, hvor der var krig, eller de 300-400 millioner sorte i verden, der var udsat for racisme. De problemer glemmer han dog hurtigt igen (”J’y pense et puis j’oublie/C’est la vie, c’est la vie”) til fordel for andre problemer, der ligger den egoistiske og navlebeskuende pariser nærmere: f.eks. slankekure og at gå i sauna for at blive solbrændt, købe hundemad og gå på jagt om søndagen. Den sang er stadig meget aktuel, og den var da også med på repertoiret, da den ældre Dutronc for nogle år siden gav koncerter sammen med vennerne Johnny Halliday og Eddie Mitchell under titlen ”Vieilles Canailles”. I deres ungdom slog de alle tre deres folder i IX. arrondissement i Paris.

Sangen blev til via et heldigt møde mellem 3 x Jacques i 1965: Jacques Wolfson, der var direktør for musikselskabet Vogue, hvor Dutronc arbejdede som musiker ved indspilningerne, og Jacques Lanzmann, redaktør på mandebladet Lui og romanforfatter. Sidstnævnte Jacques var af førstnævnte blevet bedt om at skrive nogle sangtekster, og det accepterede han, på betingelse af at de ikke skulle tages alt for alvorligt. Det første resultat blev ”Et moi et moi et moi”, som Dutronc satte musik til. Så manglede man bare en sanger. Flere blev prøvet, uden at Wolfsohn var tilfreds. Til sidst blev Dutronc overdraget opgaven, og resultatet, en 45 tours maxi (maxi-single, red.) med 4 sange på, blev et kæmpehit i sommeren 66. Ikke mindst på grund af Dutroncs afslappede og tilbagelænede sceneoptræden, kombineret med hans playboy-agtige tøjstil, som man kan aflæse på omslagene af de første plader (se vedhæftede foto). Først langt senere fik jeg lejlighed til at se ham live (dvs. på tv), hvor han rakte tunge og lavede grimasser ud til publikum, samtidig med at han lavede en masse gags. Ikke så underligt, at han senere blev en velrenommeret skuespiller og bl.a. fik en Oscar-statuette for sin rolle som van Gogh i en film.

En nærmere præsentation af Lanzmanns og Dutroncs samarbejde

I kølvandet på denne plade fulgte en række nye 45 tours (single, red.), så i de år var jeg en flittig gæst i Den franske Boghandel i Badstuestræde 6 i det indre København, og hver gang kunne jeg fryde mig over makkerskabet mellem Lanzmann som tekstforfatter og Dutronc som performer. Dutronc gav nogle ideer til emner, og så tog Lanzmann over. Han var god til at jonglere med ordene og ramme tidsånden. På den første plade var der således en sang, der hed ”Mini-mini-mini”, hvor han opremser en masse ord med mini-, bl.a. mini-jupe (lårkort nederdel) og mini-moke (Austins berømte mini-udgave af en bil), for at fortælle, hvordan alt er småt i vores tid. Han slutter af med at sige, han foretrækker maxi-, der giver mere luft, og han laver så om på omkvædet, så det kommer til at lyde sådan her: ”Maxistère et termaxus/ Maximum et maxibus”(prøv selv at sætte det oprindelige mini- ind). Det var sådan en sang, jeg senere yndede at bruge i franskundervisningen, fordi den gør eleverne mere sprogbevidste, og hvis man samtidig har fået en melodi på hjernen, øges sprogaktiviteten.

En tredje sang på debutpladen. ”J’ai mis un tigre dans ma guitare” tog udgangspunkt i et slogan for Esso: ”Mettez un tigre dans votre moteur!”(på dansk: Kom en tiger i tanken!). Heri brøler Dutronc først sin kærlighed ud til sin elskede for senere at afløse tigeren med andre dyr, der bl.a. gnaver i hans forhåbninger. Til sidst lader han ulven og monsieur Séguins gedebuk fra Daudets novelle (“La chèvre de M. Seguin”) kæmpe om herredømmet. Ulven vinder, og lysten til pigen er efterhånden forsvundet. Denne sang kan altså også bruges til at repetere franske dyrenavne med!

Dutroncs onomatopoietika

En af de mest populære sange fra den periode er ”J’aime les filles”, hvor Dutronc lyder som crooneren over dem alle, Frank Sinatra, der samme år præsenterede hittet ”Stranger in the night”. Igen og igen afleverer han sin kærlighedserklæring til piger i alle afskygninger. Den følges op af hittet ”Les playboys”, hvor sangeren skildrer sig selv som uimodståelig, idet han i omkvædet taler om sin ”pigefælde”, et ekstraordinært stykke legetøj, der får pigerne til at falde for fødderne (eller knæene) af ham: ”Moi j’ai un piège à fille/ Un piège tabou/Un joujou extra/ qui fait crac boum huuue/ Les filles en tomb’nt à mes g’noux”. Dette onomatopoietikon (lydord, red), der nærmest er blevet Dutroncs varemærke, giver associationer til såvel træ, der knækker, som eksplosioner og hestevrinsken. De to første lydmalende ord var Lanzmanns opfindelse, mens Dutronc selv fandt på det sidste.

Han finder hurtigt på flere, som ”Hé! Hé!” i “Sur une nappe de restaurent” (På en restaurantdug). Den sang, han har skrevet på dugen, har nogle hurtige rim om folks bizarre måde at leve på. Som f.eks. at spise plankton. På en anden, “On nous cache tout, on nous dit rien” (Man skjuler alt for os, fortæller os ingenting), hjælper Lanzmanns hustru, Anne Segalen, sin mand med teksten. Den handler om mediernes information eller snarere misinformation af folk: ”Havde Adam en navle?”, ”Sandheden om Obelisken, blev den opgivet til skattevæsenet?” osv.

Som det fremgår, har mange af teksterne handlet om kærlighed. I ”La fille du père Noël” er det den umulige kærlighed, idet julemandens datter, Marie-Noëlle, en morgen dukker op i Jean-Balthazars store sko, som han har stillet op ved pejsen. Sidstnævnte er søn af Père Fouettard, julemandens onde sorte modstykke i en fransk overlevering fra Lorraine. Hvor julemanden belønner børnene for deres gode gerninger, pisker Père Fouettard dem for deres skarnsstreger og bortfører dem evt. i en sæk. Musikken i den sang lyder lidt som den samtidige engelske gruppe Kinks.

En anden sang ”Cactus” har titlen som symbol på alle de genvordigheder, man møder i livet: ”Dans la vie, il n’y a que des cactus” (I livet er der kun kaktusser). Den blev så berømt, at selveste premierministeren, George Pompidou, citerede fra den i en tale. Jeg havde på et tidspunkt en elev, en matematiker, der ikke var specielt flittig i fransk. Alligevel kunne han mange år senere til et studenterjubilæum med et smil nynne en linje fra sangen med en perfekt fransk udtale af ordet ”cactus”.

Desuden lavede de 2 x Jacques sammen en superb kærlighedssang, ”L’espace d’une fille” og ”L’opération”. I sidstnævnte sang imiterer Dutronc til perfektion Bob Dylans måde at synge på. Det er en slags farce, hvor han både spiller en hjertekirurg, der er blevet forelsket i den kvindelige patient, han opererer, og lægens assistent, der overrækker de forskellige remedier til ham.

Endelig skal nævnes en meget bizar sang, ”La Compapade”, som Dutronc har lavet helt alene. Den består af en række uforståelige ord og fløjt, der bliver afleveret skiftevis af Dutronc og orkestermedlemmerne i en rytme, der minder om en afrikansk stammes krigsdans. Intet er skrevet ned i forvejen. Dutronc har blot improviseret og bedt orkestermedlemmerne om at gentage efter ham.

I en lidt anden boldgade

Som det kan ses af gennemgangen af sangene indtil nu, har Lanzmann fuldt ud levet op til sit eget krav om, at teksterne ikke skulle være alt for alvorlige. Der har været tale om masser af gags, sjove påfund og ordekvilibrisme. Dog ikke blottet for samfundssatire. Bl.a. kom den til udtryk i en sang, ”L’opportuniste”, hvor en politisk ”vendekåbe” forklarer sin taktik: ”Je retourne ma veste/ Toujours du bon côté” Jeg vender min jakke om/altid til den rigtige side). Men så er der pludselig sange med en helt anden stemning. hvor man tænker: ”Er det stadig Lanzmann (og hans hustru, Anne Segalen), der har skrevet teksten?”  Men det er det. Som den vidunderlige og poetiske ”Il est cinq heures” (Klokken er fem), hvor vi følger en nattevandrer på sin vej hjem gennem Paris efter en bytur. Byen er ved at vågne op (”Paris s’eveille”), og nogle af de turistattraktioner, vi kender, er personificeret. F.eks. fryser Eiffeltårnet om fødderne. Jeg har selv engang oplevet at køre ind i Paris på denne tid af dagen, hvor de spillede sangen i bilradioen, og jeg fik nærmest gåsehud (”chair de poule”) af at høre den. Også fordi der er lagt nogle helt vidunderlige fløjtetriller ind på den.

En anden sang, ”Le petit Jardin”, har noget af den samme poetiske stemning. Her ses der tilbage på, hvordan der var i en lille park i bunden af en baggård i la Chaussée-d’Antin. Pludselig lyder der en stemme med en bøn til en byggematador: ”De grâce, de grâce, Monsieur le Promoteur/ De grace, de grâce, préservez cette grâce/ De grâce, de grâce, Monsieur le promoteur/ Ne coupez pas mes fleurs” (Nåde, nåde, kære byggematador, bevar denne ynde, beskær ikke mine blomster).

Jacques Dutronc og Françoise Hardy

Hensat i denne poetiske stemning er det måske på tide at komme ind på Dutroncs egen kærlighedshistorie. Den har nemlig tråde til vore breddegrader og vores abdicerede dronning. I forbindelse med Dronning Margrethe og Prins Henriks bryllup i 1967 blev der afholdt et dansk-fransk gallashow, som blev sendt på tv. Alle de mænd fra min generation, som så med her, blev nok mere eller mindre forelskede i den smukke unge sangerinde, der deltog her, og som sang ”La maison où j’ai grandi” (Huset, som jeg er vokset op i). Sangen er egentlig italiensk og hed oprindeligt ”Il ragazzo della via Gluck” og blev fremført af Adriano Celentano ved en musikfestival i San Remo, hvor FrancoiseHardy også deltog. Hendes franske version af sangen blev et hit i Danmark, hvor vi allerede kendte hende for ”Tous les garçons et les filles” (Alle drengene og pigerne), og i forbindelse med gallashowet røg ”La maison où j’ai grandi” ind på den danske top ti-liste.

Ikke noget at sige til, at Dutronc også blev forelsket i sangerinden, og i 1962 og 1963 havde hun sunget to af hans kompositioner. Uden større succes. I 1967 blev han og hele hans bande inviteret til Korsika, hvor sangerinden på det tidspunkt holdt til. Jacques havde skumle planer om at score Françoise, så kammeraterne blev beordret i seng med hønsene. Hvis han næste dag bar en rød skjorte, var missionen lykkedes.

Næste morgen havde han den røde skjorte på, og de franske popmagasiner begyndte at skrive om en romance mellem de to. I mange år legede de kispus med sladderbladenes journalister, idet de stadig boede hver for sig. Selv Thomas Dutroncs fødsel d. 16. juni 1973 satte ikke umiddelbart en stopper for denne praksis, og først d. 30. marts 1981 blev parret gift i Monticello på Korsika. Med forhindringer: Françoise var i sort, Jacques havde glemt vielsesringene, og sønnen var ikke med til brylluppet, da han ikke ville pjække i skolen.

På trods af alt har kærligheden i deres ”union-libre”-forhold holdt ved igennem årene. Jacques har ofte opholdt sig alene i huset i Monticello, men den sang, han komponerede til hende i 1962, er samtidig en af de flotteste sange om kærlighedens væsen. Jeg tænker på ”Le temps de l’amour”, som han også selv har fortolket. Og skal vi ikke lade nogle linjer fra denne sang slutte denne artikel af? I øvrigt fyldte Françoise Hardy 80 år d. 17. januar i år:

« C’est le temps de l’amour
Le temps des copains
Et de l’aventure
Quand le temps va et vient
On ne pense à rien
Malgré ses blessures
Car le temps de l’amour
C’est long et c’est court
Ça dure toujours
On s’en souvient »

Det er tid for kærlighed
Tid for kammeratskab
Og for eventyr
Når tiden kommer og går
Tænker man ikke på noget
På trods af ens kærlighedssorger
For tiden for kærlighed
Den er lang og den er kort
Det varer altid ved
Man mindes den

Om forfatteren

Jørgen Jørgensen er pensioneret gymnasielærer og indehaver af sprogbureauet imparola.dk

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.