Når jeg forestiller mig velhavere, der for mange år siden nød det milde klima på Côte d’Azur, har tankerne ofte kredset om superyachter, luksuriøse villaer og dyre cabrioleter. Men kombinationen af stor rigdom og et behageligt klima har også medført, at vi almindelige mennesker har adgang til fantastiske haver.
Af Finn Rastén, journalist og redaktør emeritus
Vinterophold på Rivieraen var en fast del af det sociale liv i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Det gjaldt både aristokratiet og den velstående middelklasse. Samtidig var begejstringen for de botaniske opdagelsesrejsendes fund på sit højeste: Tænk, hvor sjovt det må have været at skabe sit eget botaniske paradis omkring sit sydfranske vinterpalads.
Det sydlige Provence ved Côte d’Azur nyder godt af en række unikke mikroklimaer og jordbunde. Alle elementerne spiller ind: 300 solskinsdage om året, nærheden til bjergene, det fugtige klima ved havet, kølige briser, der suser gennem dalene inde i landet, tørre vinde fra Sahara og små områder med frugtbar jord og stenede, tørre landskaber.
Alle disse forhold kan ændre sig inden for blot få kilometer. Det er netop, hvad der forklarer den vidunderlige mangfoldighed i de sydfranske haver.
Heldigvis for nutidens besøgende har mange af disse haveanlæg overlevet. De er bevaret takket være en kombination af statsstøtte, velgørende foreninger og en ny generation af passionerede haveejere. Derfor har jeg begivet mig ud på en inspirerende havetur fra Menton til Antibes.
På en solbrændt, stenet skråning i middelalderlandsbyen Èze ligger Jardin Exotique. Haven er en spektakulær udstilling af kaktus, agave, yucca, aloe og andre ørkenplanter, der soler sig midt i ruinerne af et gammelt slot – velsignet med en fantastisk udsigt over bugten mod Cap Ferrat. 429 meter over havet spænder udsigten sig i klart vejr over Middelhavet fra Italien til Saint-Tropez.
Beplantningen ser så naturlig ud, og hver eneste sukkulent eller kaktus passer så perfekt ind, at man skulle tro, de havde vokset her i årtusinder. Men et nærmere kig på planternes botaniske oprindelse fortæller, at de stammer fra fjerne lande som Mexico, Argentina og Sydafrika.
Jardin Exotique d’Eze er en af de største seværdigheder blandt haverne på Côte d’Azur. Så belønningen venter efter den stejle opstigning ad gaderne i den middelalderlige landsby. Og måske venter der en ekstra oplevelse: Nye planter transporteres dertil med helikopter, så er du heldig, kan du se på, mens der udføres helikopter-havearbejde. Den panoramiske udsigt over havet er derimod altid garanteret i denne bjerghave.
Haven blev anlagt i 1949 på ruinerne af en fæstning fra det 12. århundrede, som stort set blev ødelagt i 1706. Initiativet blev taget af den lokale borgmester André Gianton og Jean Gastaud fra Jardin Exotique de Monaco med det formål at fremvise sukkulenter.
Allerede 14 år før – i 1933 – var Monacos Jardin Exotique blevet åbnet for offentligheden. Området blev udviklet over en periode på to årtier for at kunne fremvise en omfattende samling af kaktus og sukkulenter på klippeskrænten. Det er i dag Monacos mest eksotiske have, der for ganske få uger siden genåbnede efter seks års tiltrængt renovering.
Over 7.000 eksemplarer af nogle af verdens mest mærkelige vækster gror i Jardin Exotique som naturlige skulpturer langs stierne, der snor sig op og ned på klippevæggen. Over broer og vandløb, og forbi huler og vandfald. Her har de skrøbelige ørkenplanter ideelle forhold, fordi den skrånende klippegrund skærmer for både mistral og nordenvind. Samtidig med at der kommer masser af sol, drænes vandet konstant væk.
Fra havens 23 hektar er der pragtfuld udsigt over hele Monaco, Middelhavet og den italienske kyst. Besøget kan også føre i dybden. Under haven gemmer sig en naturlig drypstenshule med stalagmitter og stalaktitter dannet over tusinder af år. Du føres 60 meter ind i grotten, som kan besøges med guide.
Længere mod øst – i Menton – er Serre de la Madone-haven stadig et tilløbsstykke. Den blev designet og plejet i 30 år af Lawrence Johnston (1871-1958). Han var botaniker ud til fingerspidserne og havde skabt parken Hidcote Manor Garden nord for Oxford i England. Med det kendskab flyttede han til Sydfrankrig, hvor han blev fascineret af mulighederne.
Under baldakiner af eksotiske træer, på en skjult bjergskråning med oliven-træterrasser, afslører haven i Menton sig i lag på lag af hemmelige hjørner og blide udsigter. Gennem store beplantninger føres man videre til det smukke hus i italiensk stil med en kæmpe paraplyfyr og to elegante damme som baggrund. Lawrence var efter sigende ikke det store selskabsmenneske, men han var en fremragende plantekyndig. Den syv hektar store have besøges år efter år af turister med grønne fingre og ivrige botanikere. De kommer for at beundre de mange eksotiske træer og buske fra hele verden, som Johnston formåede at akklimatisere med succes.
Den anden af Mentons store haver er Jardin Botanique Val Rahmeh-Menton Bydelen Val Rahmeh ligger lidt op ad bjergskråningerne, og det sidste stykke op mod parken byder på en ret hård stigning. Turen rundt i haven viser samspillet mellem menneske og natur. Haven fokuserer meget på de planter, der har en relation til mennesket. Det gælder både planter, der bruges til fødevarer, som f.eks. et bredt udvalg af te, kaffe og kakao, og planter med helbredende og giftige virkninger. Haven vidner dog ikke kun om menneskets brug af naturen, men også misbruget. I dag benyttes Val Rahmeh som refugium for planter, der ellers ville være helt uddøde.
Den anden side af bugten overfor Èze – på Cap Ferrat – huser de berømte haver ved Villa Ephrussi. I 1905 købte baronesse Béatrice Ephrussi de Rotschild (1864-1934) syv hektarer land på ryggen af Cap Ferrat-halvøen for næsen af Belgiens Kong Leopold II. Derefter hyrede hun en hær af arkitekter og håndværkere til at konstruere en kolossal lyserød villa med en heftig dosis florentinsk og veneziansk præg – samt et stænk af flere andre ubestemmelige stilarter.
Villaen blev døbt “Île-de-France” og fyldt med kongelige gobeliner, Sèvres-porcelæn, ypperlige møbler fra Louis XV og XVI og uendelige mængder nips samt bjerge af arkæologiske genstande.
Udenfor blev der anlagt haver i bl.a. spansk, japansk, florentinsk, eksotisk, engelsk og provençalsk stil – plus en stor og stramtandet fransk. Et sted var grunden for smal for baronessen, så en udvidelse hænger ud over vejen, støttet på kæmpesøjler.
Det er den dejlige have, der tiltrækker et anseeligt stort publikum. Her føres jeg ad smalle stier gennem alle haverne for at ende ved den franske – der må betegnes som hovedhaven. Den har form af et skibsdæk, prydet med vandfald og damme, med det lyserøde palæ i forstavnen. Da havet ses på begge sider, kunne Béatrice forestille sig, at hun befandt sig om bord på dampskibet “Île-de-France”, som er det navn, hun gav villaen til minde om en uforglemmelig sørejse. Hvert 20. minut springer vandfontæner til musik af Mozart. Det er en have, jeg aldrig bliver træt af at vende tilbage til.
Et langt nyere anlæg er byparken i Nice med gratis adgang for alle. Den strækker sig over 12 hektar i hjertet af byen, kun få minutters gang fra Promenade des Anglais. Navnet er Promenade du Paillon, og tidligere var det en trafikeret og grim gennemfartsvej, hvor den gamle busstation og flere parkeringshuse lå. Det blev alt sammen revet ned i 2011, og omdannet til en oase af grønne åbne områder, sikre legepladser og imponerende vandinstallationer.
Oprindeligt løb floden Paillon åbent gennem dette område. I dag flyder den under parken og Place Masséna for at munde ud i Middelhavet ved Promenade des Anglais.
Jeg begynder turen på Place Massena med Miroir d’Eau (vandspejlet), et 3000 kvadratmeter stort, brolagt område med vandstråler. Nogle gange sprøjter de en blid, kølig tåge ud, der er en ren lise på en varm dag, andre gange skyder vandstrålerne højt op i luften. Området er et kæmpe hit hos børn. Længere nede ligger en legeplads med fantasifulde, skæve træfigurer, som børnene kan klatre på og gynge i. Underlaget er polstret og dækket af kunstgræs, og et hegn med låge forhindrer dem i at løbe ud på vejen.
Efter en lang strækning med græsplæner og oliventræer føres jeg videre gennem parken, der omkranser kunstmuseet. Forbi små damme, flotte boulebaner og til den i øjeblikket sidste del, der er bygget i terrasser med blomster- og kaktushaver.
Promenaden har asfalterede gangstier, der snor sig igennem den, og masser af bænke langs begge sider. Med over 1.000 træer og 50.000 planter er den anlagt, så der altid er nogle botaniske arter i blomst hele året rundt. Der er også et par skyggefulde områder med træstole tæt på de offentlige toiletter og turistinformationen. Og dagen igennem myldrer det af liv – turister, lokale og børn – alle nyder de den alsidige park, der i dag er blevet et symbol for Nice.
Jeg slutter min havetur i Antibes i den jungleagtige have Jardin Thuret. Også den er åben for alle besøgende og gratis. Gustave Thuret (1817-1875) var plantekender og købte i 1857 den fem hektar store grund på halvøen Cap d’Antibes. I løbet af 20 år plantede han omkring 4.000 plantearter, hvoraf mange af de til dels eksotiske planter stammede fra kolonierne.
“Det er den smukkeste have, jeg nogensinde har set”, skrev den franske forfatter George Sand (1804-1876), der i dag måske er mest kendt for sin kærlighedsaffære med komponisten Frédéric Chopin. Det var sandsynligvis den uendelige mangfoldighed af eksotiske træer og buske, der betog hende. I dag vokser det vildt i haven, hvor sjældne eksemplarer ser ud til at elske den sydlandske varme. Her får træerne lov til at vokse sig til deres egen form. Ingen gartner beskærer dem. Derfor er det en forskningshave med historie.
Jardin Thuret er den eneste have i området, hvor der foregår aktiv videnskabelig forskning. Forskere fra hele verden søger til Jardin Thuret, der i alt har 15.000 til 20.000 besøgende om året. Her får træerne lov til at vokse sig til deres egen form. Ingen gartner beskærer dem.
Takket være Thurets optegnelser, som blev videreført efter hans død, ved man i dag helt præcist, hvornår de enkelte eksotiske træer blev plantet. Det er en uvurderlig skat for forskere. Hvordan har planterne tilpasset sig det nye miljø? Hvordan reagerer de på tørke? Hvordan klarer de skadedyrsangreb? Spørgsmål, der i dag er mere aktuelle end nogensinde. Ikke mindst undersøges hvordan træerne tilpasser sig klimaforandringerne.
Interessant er det også, at det var Gustave Thuret, som bragte Phoenix-palmen fra De Kanariske Øer til Côte d’Azur. Før det 19. århundrede fandtes der kun to lokale palmearter i området. I dag er Phoenixpalmen blevet Rivieraens symbol. Højtvoksende og enstammet er den det ultimative postkortmotiv. Se blot på promenaderne i Nice og Cannes.
Men der er andre eksotiske haver lidt længere væk fra Côte d’Azur. For nogle år siden besøgte jeg en have i departementet Hérault i regionen Occitanie tæt på storbyen Montpellier. Mikroklimaet i dette område svarede til det på Côte d’Azur. Derfor var det ikke mærkeligt, at den blev kaldt Le Jardin Méditerranéen de Roquebrun. Haven er i stadig udvikling, og nye stier bliver åbnet op ad det stejle bjerg, hvorfra der er en vidunderlig udsigt over den glitrende flod Orb.
Den lille have har kun eksisteret i knap 40 år, udtænkt som et projekt for at tiltrække turister i den noget isolerede dal. I dag er den en dejlig oase takket være en håndfuld ildsjæle, der med ubegrænset gå-på mod har trodset både beskedne budgetter og naturlige udfordringer. 1.000 ton materialer er blevet fragtet op både på æselryg og per håndkraft til den fantastiske beliggenhed på bjerget lige under det knejsende borgtårn.
4.000 planter af 400 forskellige arter trives i bedste velgående i dalens lune mikroklima, hvor også citrustræer godter sig, hvad der er usædvanligt i departementets bagland. Her kan man i januar beruse sig i en mimoselund og om sommeren i duften fra garriguens planter. Bougainvilleaer og nerier lyser op i det tørre landskab, dækket af små og store kaktus i utrolige former, der med lidt held belønner den besøgende med smukke, eksotiske blomster.
Find åbningstider, priser på entré og nærmere om haverne her:
www.jardinexotique-eze.fr/en/
www.jardin-exotique.mc/en
www.serredelamadone.fr/en/
www.jardinbotaniquevalrahmehmenton.fr/en
www.villa-ephrussi.com/en
https://jardin-thuret.hub.inrae.fr
www.jardin-mediterraneen.fr
