Da succes-serien Emily in Paris for tre år siden fik premiere på Netflix, rasede franskmændene kollektivt over den meget karikerede måde, hvorpå de blev fremstillet, og over hvordan amerikanske Emily, der i parentes ikke talte et ord fransk, belærte sine franske kolleger om mode og marketing. Og pariserne påpegede også det “ridicule” (latterlige), i at Emily med sin miserable løn kunne betale alle de moderigtige outfits, som hun skifter mellem i hver scene, for slet ikke at tale om at trave Paris tynd i sylespidse stiletter. Nu har tonen så fået en lidt anden lyd, for Emily in Paris kører nu på tredje sæson med millioner af seere verden over, der alle gerne vil se ud som Emily, så interessen for de franske mærker i serien er eksploderet, og kasseapperaterne klinger lystigt.
Også Paris er pludseligt igen blevet den hotteste rejsedestination, og det samme gælder Saint-Tropez, hvortil Emily selvfølgelig tager en smuttur. Vi må så håbe, at de entusiastiske turister, der strømmer til den franske hovedstad inspireret af glansbilledserien, ikke bliver ramt af Paris-syndromet. Det er navnet på den choktilstand af dyb, dyb skuffelse, som japanske turister er gået ned med, når de har fået knust deres illusioner om den perfekte storby af virkelighedens Paris, der også omfatter snavs, grafitti, sure tjenere, tricktyve og ubehøvlede parisere i myldretids-metroen.
