Institut de France troner stateligt for enden af Pont des Arts på Venstre Seinebred lige over for Louvre. Instituttet har været samlingssted for lærde, skønånder, filosoffer og forfattere – siden 1795 – og i denne bygning 23, quai de Conti siden 1801.
L’Institut de France omfatter fem akademier, herunder det største og ældste l’Académie Française, der går så langt tilbage som 1635. At blive valgt til dette akademi medfører, man bliver “Immortel” – “Udødelig” – det må siges i sig selv at være en æresbevisning af de helt store. Officielt er der 40 Immortels, og de udvælger og genvælger sig selv i en sluttet kreds.
Bygningen indbyder respekt – der bliver passet godt på de udødelige. Sikkerhedsforanstaltninger bliver overholdt til punkt og prikke. Ikke for ingenting gav Napoleon institutionen en militær overbygning, der fortsat afspejles i den uniform og i det sværd, enhver Udødelig bliver udstyret med og bærer ved officielle lejligheder.
DET ER TORSDAG, den dag L’Académie Française har deres ugentlige møde. Debatten har varet dagen igennem – men ved 17-tiden er det muligt at få adgang til en af de private saloner for at mødes med Amin Maalouf, forfatter og journalist. Maalouf blev valgt til medlem af Akademiet i juni 2011, fauteuil nr. 29, overtaget efter Claude Lévi-Strauss (1908-2009), filosof, antropolog og etnolog.
Amin Maalouf er let genkendelig med sit snurrige smil, der afslører en sans for humor, der ofte ledsages af en smittende kluklatter, og som da også kom tydeligt til udtryk i den tale, han holdt ved sin optagelse i Akademiet. Han kommenterede sin egen tydelige accent med rullende r’er. Maalouf er født i Libanon. Han er bosat i Frankrig siden 1976 og har dobbelt statsborgerskab – fransk og libanesisk. Han kunne fortælle den lærde forsamling, at de rullende r’er var kommet til Libanon fra Frankrig for sådan talte man engang i Frankrig – sådan talte Racine, Richelieu og Louis XIV. Nu var de rullende r’er så tilbage igen, hvor de kom fra. Verden hænger sammen og er tætvævet.
“Med mig har jeg alt, hvad mine to fædrelande har givet mig – min oprindelse, mine sprog, min accent, mine overbevisninger, min tvivl, og måske mere end alt andet mine drømme om harmoni, fremskridt og sameksistens.”
“En mur står i dag i Middelhavet mellem de kulturelle universer, som jeg tilhører. Min ambition er at være med til at få den revet ned. Det har altid været grundlaget for mit liv, for at skrive – og det er, hvad jeg vil fortsætte med her i Akademiet.”
AMIN MAALOUF ER vokset op i en kristen familie med rødder i Libanon og på mødrene side med en bedstefar bosat i Egypten. Han beskriver Levanten – le Levant, han har oplevet gennem sin opvækst – som stedet, hvor religioner, identiteter og traditioner gav plads til hinanden og levede fredeligt side om side. Sådan var han opdraget. Det er ikke uden grund, han tilegner bogen “Le Naufrage des Civilisations” (2019) – Civilisationernes Undergang (Skibbrud) – til sine forældre: “A ma mère, à mon père et aux rêves fragiles qu’ils m’ont transmis” – til min far og mor og de spinkle drømme, de har givet videre til mig.”
Efter universitetsuddannelse i sociologi og økonomi bliver Amin Maalouf journalist. Han er i Saigon, da Vietnamkrigen er på det helt sidste, han oplever Khomeini ankomme til Teheran, og han oplever sit eget land Libanon gå i opløsning. Den dag kommer, hvor han fysisk må forlade Libanon – mentalt nej, landets udvikling påvirker ham stadig – drømmen om harmoni er aldeles intakt. Drømmen om det Levanten, der var engang.
I Frankrig fortsætter han som journalist og senere chefredaktør på magasinet Jeune Afrique. Han får sin første bogkontrakt i 1981 – “Les Croisades vues par les Arabes” (Korstogene set med arabiske øjne).
I 1985 beslutter han at blive fuldtidsforfatter – det er slut med journalistikken. En række romaner følger – oversat til mange sprog. Et par måneder om året forsvinder han. Han skriver i et gammelt fiskerhus på øen Yeu – han lukker ned for det hele og skriver.
DEN TORSDAG I AKADEMIET er han lige kommet fra Yeu. Vi har haft en aftale siden 2019. Covid 19 satte et stop for en hel del – men ikke for endnu en pris til bogen Civilisationernes Undergang, der udkom, før nogen kunne stave til Corona. Amin Maalouf tager tråden op.
“Coronaen var et chok, vi er stadig midt i det hele, så det er svært at sige, hvad det for alvor vil ændre. Det, der er klart lige nu, er, det ændrer vores måde at leve, arbejde og rejse på, men derudover – strategisk set – det ved vi ikke endnu! Nogle områder i verden klarede det godt, andre slet ikke. Alligevel giver det mig en vis optimisme. Vi har nu en tid, hvor vi er nødt til at reflektere. En tvungen pause. Det sker sjældent i historien. Vi er alle ængstelige, og vi stiller alle de samme spørgsmål, vi ved alle, hvor alvorligt, det er. Store spørgsmål om hierarki, lighed og ulighed og om relationerne mellem de forskellige menneskelige samfund dukker op. Man kan mærke, det haster. Dér og kun der, ser jeg et fremskridt, og det giver mig grund til at håbe, at man fremover vil være mere seriøs.”
AMIN MAALOUF SENDER et direkte blik.
“Vi har de helt store kriser. Tag klimaet. Der bliver foreslået meget, men ingen har for alvor seriøse løsninger. Tag forholdet mellem nationer, tag forholdet mellem de forskellige dele af menneskeheden, det er utroligt dårligt, racisme og xenofobi markeres som aldrig før. Tag forholdet mellem stormagterne. Krige kan bryde ud, hvornår det skal være – og jeg ser ingen politiker, der står frem med løsninger, ingen verdensledere. Måske vil nogle ledere om en fem eller ti år kunne finde sammen om en måde at komme videre på – men i dag kan jeg ikke nævne et eneste navn.”
“Der mangler ledere, der ved, hvad de vil, ledere med en vision for, hvor verden er på vej hen. USA har svigtet – og i Europa – med den haltende opbygning Europa har med 27 stater – er det svært at få øje på en person, der ser på det globale. Strukturen tillader det ikke, det er en svag organisation.
“Vi er inde i en periode med spændinger, med en radikalisering, der ikke kan føre til noget som helst frugtbart, vi ER meget langt fra at finde løsninger. Jeg observerer. Det er, hvad jeg bruger min tid på. Vi er så givet langt fra de universelle idéer, jeg selv tror på. Én ting må ikke ske – man må aldrig opgive håbet. Det er en flugt, der ikke kan bruges til noget. Man skal være realistisk naturligvis, det siger sig selv. Det skal ikke forhindre én i at håbe – og i de her tider – på et mirakel.”
VORES SAMTALE, som Amin Maalouf ikke vil have skal være et interview, men en samtale, når selvfølgelig også omkring Libanon – og det Levanten, det er svært ikke at holde af, når bare man har fået en snert af den generøsitet, der findes der. Netop denne torsdag bryder der kampe ud i Beirut. Otte dør, mange såres. Libanon forbliver et smertensbarn.
Tilbage i Frankrig og nuet får Amin Maalouf det sidste ord. “Frankrig er ikke et konservativt samfund, det er bare noget, de selv tror. Her bobler det altid – “ça bouillone” – tænk på Revolutionen, på Studenteroprøret, på de fortsatte demonstrationer – for mig er der her “un bon dosage de conservatisme et de changements” – en god blanding af konservatisme og ændringer. Frankrig er et land, jeg holder meget af. “C’est un pays attachant” – det er et fængende land.”
Hvem kan modsige en Udødelig – selv om han selv med det snurrige smil og den der uforlignelige kluklatter påstår:
“Vous savez, l’Immortalité est très relative”
– Udødeligheden er ret relativ!”
