fbpx
En beskidt og hård valgkamp er i vente
De seneste målinger til det kommende præsidentvalg i 2022 viser, at hver tredje vælger vil stemme på det ekstreme højre.
Politik

En beskidt og hård valgkamp er i vente

“Eric Zemmour kan være flink, morsom, men når han er på i et tv- eller radiostudie, sker der noget: Øjeblikkeligt bliver han aggressiv, provokerende, kolerisk og uhæmmet – han falder ind i den rolle, han selv har skabt og valgt – “Skandalen kommer fra MIG”- den yndlingsrolle, dyrker han intenst.” Sådan siger politologen Pascal Perrineau i dette interview med La France.

Den franske politolog Pascal Perrineau prøver at udrede, hvad det er, der gør, at en forfatter og polemiker, mange vil sige provokatør fra det ekstreme højre, tilsyneladende er blevet så populær, at han i de tentative meningsmålinger før præsidentvalget i april 2022 kan nå så langt som til anden og afgørende valgrunde. 

På en måned gik han fra at være en joke til en magtfaktor, der influerer valget. Vitsen er, at han endnu ikke start november 2021 har meddelt, om han overhovedet stiller op. Super effektivt kommunikationsarbejde fra hans tilhængere har gjort, at den forsvarsmekanisme, mange af hans modstandere havde sat deres lid til, nu ikke længere eksisterer. Han ser ud til at kunne finde de 500 stillere, der kræves blandt landets over 30.000 borgmestre for overhovedet at kunne stille op – og også finde økonomien, der skal til. “Sanitetsbæltet”, som det hed, da Jean-Marie Le Pen var det ekstreme højres frontfigur, ser ud til ikke længere at eksistere. Er Zemmour blevet stueren?

“Frankrig er blevet mere højredrejet,” mener Pascal Perrineau. “Vores seneste målinger viser, at 32% stemmer på det ekstreme højre – det vil sige en ud af tre.” 

“Sammenligner vi med venstrefløjen, er det 25% – en ud af fire. Venstrefløjen er blevet svagere og blevet delt. Den faste fløj er for de republikanske idéer som altid – og for den franske udgave af la laicité – verdslighed og universalisme. Den anden del er også for de republikanske idéer, men er nu amerikansk inspireret – for minoriteter og multikulturalisme. I over 200 år har rygraden i den republikanske ideologi været verdslighed. Nu står man over for en kulturændring – det giver spændinger.”

“Hertil kommer le dégagisme – nej til det hele – disruption – ingen tillid til arbejdsgivere, folkevalgte, præsidenten, journalister – nej, til det hele. Og det er så her “meteoren”, det uventede, “frelseren” dukker op.”

Pascal Perrineau, tidligere direktør for CEVIFOP
Pascal Perrineau, tidligere direktør for CEVIFOP (centret for politiske studier ved Sciences-Po) har i årevis fulgt den politiske og sociale udvikling i Frankrig – ofte med fokus på det ekstreme højre. Han underviser og forsker stadig for CEVIFOP.

“SE ENGANG UD OVER kandidaterne til præsidentvalget – alle er genkendelige gengangere – både til højre og til venstre. Emmanuel Macron er ikke længere den ny verden, han er den gamle verden og slidt. I over to år har man nu gentaget og gentaget, at er der noget, man ikke vil, så er det endnu en duel mellem Marine Le Pen og Emmanuel Macron som i 2017, dér har man været. Men alle meningsmålinger viste den vej – indtil Eric Zemmour viste sig. Et såkaldt frisk pust – noget nyt.”

“Zemmour har en smuk fortælling om det Frankrig, der var herre i eget hus uden indblanding udefra, uden fremmede elementer – det evige Frankrig. Og sådan skal det blive igen. Som lille dreng, født i Frankrig af en berbisk jødisk familie, der under Algierkrigen måtte forlade landet og bosætte sig i Frankrig, skabte han sig gennem egen læsning af historien et billede af Frankrig for franskmænd, en roman, hvor han lidt efter lidt ville komme til at spille en hovedrolle mod det, der var kommet til udefra. Her var den lille mand, der ikke var del af det politiske establishment, ikke havde gået på de rigtige skoler, ikke havde været embedsmand eller bankmand, men som nu var rede til at kæmpe i Frankrigs navn.” 

“Frankrig for franskmændene – de ægte franskmænd.”

“I den nostalgiske fortælling kom så argumentationen, Zemmour har dyrket i årtier i sit forfatterskab: Islam kan ikke forenes med vestlige idéer, vi står over for den store forandring – “le grand remplacement” – hvor den hvide kristne mand vil blive udskiftet med ude fra kommende. Vor kultur skal bevares, fremmede fornavne skal forbydes – ud med Kevin og Mohammed. Landet er i fare. Endelig – la parité – ligestilling går Zemmour ikke ind for. “Le pouvoir s’évapore quand les femmes arrivent” – magten forsvinder, når kvinderne dukker op – så kvoter for kvinder – og for asylsøgere, for familiesammenføring og konventioner bør klart forsvinde for at bevare den franske 1000-årige historie. Sådan lyder Zemmours version – i hans egen skabte roman.”

“FRANKRIG ER PÅ VEJ til at tabe hovedet,” udbryder den fransk-marokkanske forfatter Tahar Ben Jelloun. ”Eric Zemmour er dømt flere gange for racisme og hadudtalelser, han, der selv er af jødisk afstemning er anti-semit. Han påstår hårdnakket, at Pétain under Anden Verdenskrig beskyttede jøderne, hvor sandheden er, at Pétain – inden det var krævet af den tyske besættelsesmagt – sendte dem direkte til koncentrations- og arbejdslejre. Nu vil han så af med millioner af immigranter, de skal ekspederes ud af landet. Hvem skal være chauffører, vejarbejdere, rengøringsassistenter – og hvem skal erstatte de 12.000 marokkanske læger, der i øjeblikket arbejder her i Frankrig? Frankrig lukker døren til omverdenen. Zemmour glemmer ikke at nævne og gentage, at unge sorte og arabere er tyve, voldtægtsforbrydere og kommende terrorister – det er et faktum, som han plejer at tilføje. Den mand skulle være egnet til at regere og være ansvarlig for hele Nationen. NEJ!! Gang på gang er han blevet taget i løgne. Hvad kan man sige?? Frankrig er træt og kan ikke finde sig selv.”

I DE FORA, Zemmour har optrådt, er han ikke blevet modsagt. På CNEWS (fransk tv-station ofte sammenlignet med Fox News) har 3-4 nikkende ældre herrer andægtigt lyttet til ham, mens han har holdt enetale og har argumenteret for sine synspunkter. 

Da hans forlag ikke ville udgive hans seneste bog “Frankrig har ikke sagt det sidste ord” – blev han selvudgiver og har hermed scoret kassen – den er blevet revet væk – og han bliver mødt som en guru, når han holder møder for at signere bogen. Der bliver taget entré på 20 euro – ud over prisen på bogen – for at møde oraklet. Zemmour giver ikke svar på, om han stiller op – det har også skæppet anderledes i kassen at trække spændingen ud.

CSA – det franske tv-og radioråd – besluttede, han ikke længere kunne holde sine brændende enetaler på CNews fra mandag til fredag uden at modregne hans politiske optræden i forhold til andre kandidater i valgkampagnen. Zemmour stoppede på CNews.

Resultatet blev, at Zemmour fra da af er blevet interviewet hver eneste dag af andre officielle tv-stationer, 24 timers streamingkanaler – en Zemmour-fri dag eksisterer ikke. Han er over alt.

Emnerne er begrænsede i Zemmours register – immigration og sikkerhed. Når franskmændene bliver spurgt, hvad der optager dem mest, handler det om købekraft – dagen og vejen. Her er Zemmour novice – han har ikke planlagt et program – han er jo ikke kandidat! Hvor længe han kan trække den juleleg, står uvist hen. Det vil dog være ret vanskeligt for ham at trække sig ud af valgkampen uden at se rimelig ynkværdig ud.

Kan han vinde og blive Frankrigs næste præsident? NÆPPE.

SELV UDEN AT VÆRE opstillet har han kunnet feje Marine Le Pen af vejen, i meningsmålingerne har han overhalet hende. 

“Marine Le Pen har ikke længere samme punch, det kan mærkes, hun ikke længere kæmper for alvor,” siger Pascal Perrineau. “I snart to år har folk sagt, at de under ingen omstændigheder ville genopleve duellen mellem Marine Le Pen og Emmanuel Macron – hvem, der så når så langt, ved vi nok først en gang i februar 2022.”

Den franskmarokkanske forfatter Tahar Ben Jelloun
“Frankrig er på vej til at tabe hovedet,” mener den franskmarokkanske forfatter Tahar Ben Jelloun.

Emmanuel Macron har klaret sig bedre end sine forgængere, men populær er han ikke. 

“Han er superintelligent – og da han vandt, sagde jeg til mig selv “Bravo, l’artiste” – tillykke til kunstneren,” siger Perrineau, “men med den intelligens kunne han have gjort det så meget bedre. Han mangler politisk erfaring, forståelse, er for utålmodig og enerådig. Han blev for folk prototypen på manden fra gode kår, der gik på de rigtige skoler, fandt den rette vej til at blive bankmand og bagefter vejen tilbage til administrationens aristokrati og de øverste cirkler – ikke langt fra at blive en karikatur på prototypen af den elite, der i dagens Frankrig af mange er lagt for had. Han nåede ikke ud til den almindelige franskmand. Han har under Coronaen taget mange nødvendige og sociale tiltag, men har ikke for alvor overbevist. Alligevel kan han ikke udelukkes som vinder i 2022.”

“Zemmour er nok et “anderledes friskt pust”, men det fornemmes, han er ude på at hævne sig mod systemet, mod ikke at tilhøre “aristokratiet”, mod ikke at have gået på de rigtige skoler. Han vil gerne have, folk synes om ham, især kvinderne, han er ikke ung og smuk og flot som en Macron, så hans vej blev hævnen og skandalen. Det har sin begrænsning.” Perrineau sender et sigende blik.

HØJREFLØJEN I FRANKRIG står lige så splittet som venstrefløjen, men er efter mange diskussioner nået frem til på en kongres den 4. december at vælge en kandidat til præsidentvalget, som kun medlemmer af partiet Republikanerne kan stemme på. Frem til 16. november kan man melde sig ind i partiet. 

Indtil videre fører den tidligere forsikringsagent Xavier Bertrand – en lille rund mand – ikke hverken så flot eller intelligent som Macron, men med erfaring som minister og fra felten som formand for regionen Hauts-de-France siden 2016. Bertrand er nu tilbage i folden i partiet, som han ellers havde forladt i 2017. Han har ædt sin gamle hat for at kunne have partiet i ryggen – og hele det gamle velsmurte valgmaskineri, der før har styret en Chirac og en Sarkozy sikkert igennem. “Hvis Xavier Bertrand kan finde rollen som en anti-Macron, har han måske en chance – den mindre intelligente – den tredje i klassen mod den første i klassen – idéen er plantet, og han har vel forstået, men rollen skal jo spilles og være musikalsk velklingende. Det bliver en hård valgkamp,” smiler Perrineau, “men ikke uinteressant.”