På Atelier des Lumières omsluttes og opsluges man af de skiftende forestillinger i fascinerende lys- og lydformidlinger af kunst og historie.
Tekst og foto: Jesper H. Andersen
Dette er ikke nogen nyhed. Unikt er det heller ikke – lignende findes i store og nogle mindre byer verden over, og senest har vi fået det til København. Men Atelier des Lumières forestillinger med lysbilleder projiceret på alle vægge og flader med understøttende musik, er et besøg værd, når man er i Paris og det regner. Endda hvis det ikke regner. Her kan man let få en time eller mere til at gå med at lade sig væve ind i de skiftende historier, der fortælles på vægge og gulve, så man nogle gange kan blive i tvivl om, hvad der står stille og hvad der bevæger sig.
Et gammelt støberi, Fonderie du Chemin-Vert fra 1835, danner baggrunden for den seks år gamle attraktion i det 11. arrondissement, ikke langt fra Père-Lachaise-kirkegården. De fysiske rammer udgøres af et stort industrilokale, der kun brydes af et par rotunder med billeder både udenpå og indeni, og en indskudt etage i den ene ende, der kan give et opløftet perspektiv på forestillingen. Der findes også et lille ekstra visningsrum med en mere abstrakt film.
Forestillingerne skifter fra dag til dag. Under vores besøg kørte en forestilling med Ægyptiske faraoer, og andre dage Van Gogh eller Orientalisterne. De sidste to er nu ophørt, mens faraoerne kan ses frem til 5. januar. Det samme kan en Asterix-forestilling, der har kørt i efteråret. Det er besøgsdagen, der bestemmer hvad man får at se – programmet findes på hjemmesiden.
Man opholder sig i hallen så længe man har lyst. Der er siddepladser rundt omkring, men man kan også blot gå rundt og stille sig, hvor man har lyst, eller bestige den indskudte etage og derfra betragte det evigt skiftende billedlandskab på de ti meter høje vægge – 3.270 m2 i alt, der belyses af 140 projektorer.
Lysforestillingerne kan også sagtens fange og holde børns interesse. I det hele taget er langt de fleste anmeldelser på Google meget positive over oplevelsen, skønt de kunstbaserede forestillinger som f.eks. Van Gogh har sine puritanske kritikere, der synes man skulle fordybe sig i originalerne i stedet. Som udelukkede det ene det andet.
Ret har disse kritikere dog i, at man bliver underholdt med sansebombardementer af billeder, grafik, lys og mørke samt storladen underlægningsmusik – mere end man bliver oplyst. Det er vel nok konceptets største svaghed. Træder man ind uden at vide noget om faraoerne, træder man nogle flotte billed- og lydoplevelser rigere ud, men lidt grundigere indviet i faraoernes tid bliver man først hvis man køber en – letlæst – bog om forestillingen i museumsbutikken og således alligevel få historien bag med hjem til sofaen. Ideelt burde man læse den inden.
