Alle lokalsamfund har deres egne historier om usædvanlige mennesker eller begivenheder. Noget der indgår i en fortælling om, at man er noget særligt. I vores kommune, Ste. Anastasie midt imellem storbyen Nîmes og provinsbyen Uzès, er det historien om en berømt fransk skuespiller. Han hedder Jean-Louis Trintignant og var en af de helt store filmhelte i 50’erne, 60’erne og 70’erne. Filmtitler som En mand og en kvinde (1966), Farlige forbindelser (1959) Amour (2012) kan stadig få blodet til rulle lidt hurtigere i gamle “film-buffs” årer.
I mange år havde Jean-Louis Trintignant et stort, smukt hus i vores kommune, men han var så kendt, at det var svært for ham at gå til bageren eller tage på marked om lørdagen. Derfor fandt han sin egen bevægelsesform og forklædning, som skærmede ham mod utidig begloen. Han havde en lille, blå knallert, som han kørte rundt på i de smukke landskaber.
For at ingen skulle genkende ham, indhyllede han sig i et væld af tørklæder, som han viklede rundt om hals og hoved. I denne forklædning kunne han helt anonymt køre rundt i området i timevis uden at blive genkendt. Troede han. For i løbet af ingen tid vidste alle, hvem det var, der kom fræsende på sin blå knallert. Men hans anonymitet blev respekteret: Ingen hilste på ham eller lod til at bemærke ham. Når han kom i sin forklædning, var han beskyttet af en uudtalt pagt med de lokale landsbyboere, som handlede om, at han blev accepteret som lokal, når han tildækkede sit verdensberømte ansigt.Han solgte sit hus for en del år siden, men historien lever stadig og kan forstås som et emblem over Ste. Anastasies selvforståelse: Her er et sted “où il fait bon vivre” – et sted hvor det er godt at leve.
STE. ANASTASIE KOMMUNE består af tre landsbyer, Russan, Aubarne og Vic, som oprindelig havde hver deres kirke og hver deres skoler. Der var lokale caféer, butikker og håndværkere. Nu er Russan og Aubarne vokset sammen, men der eksisterer stadig en bevidsthed, som er bundet til den enkelte landsby.
Russan ligger ved floden Gardon, og husene samler sig omkring et torv med springvand og platantræer. Det er også her landsbyens cafè og bager ligger. I sommersæsonen afholdes der marked hver torsdag med lokale varer som små gedeoste (pelardon) og økologisk dyrkede grønsager.
200 meter fra torvet finder vi la mairie, rådhuset, en gammel skolebygning i gulpudsede natursten. Vi skal besøge borgmesteren, Monsieur Gilles Tixador, for at høre nærmere om, hvad de sidste 30 års forvandling af Frankrig har betydet for det lokale samfund. Hvordan han ser på udviklingen fra landbrugs- og industrisamfund til et moderne serviceog fritidssamfund.
Gilles Tixador er 58 år og har en lang karriere i politiet bag sig. Han blev valgt for syv år siden på en borgerliste uden for de traditionelle partier. Han lægger ud med en fortælling, som sætter udviklingen i relief:
“Min bedstemor blev født i slutningen af 1890’erne og hun blev 105 år, så hun kunne fortælle mig rigtig mange ting om livet i sin barndom. Hun boede på en gård på den anden side af floden, og når hun skulle i skole, skulle hun stages over floden hernede af en færgemand, for broen var endnu ikke bygget.”
Kommunen Ste. Anastasie er gammel som mosebøgerne. Der er fundet rester af romerske bebyggelser og endog et par fantastiske buster af krigere fra jernalderen i tiden 7-6. århundrede før vor tid, som kan ses på det nye Musée de la Romanité i Nîmes. Men kommunen lå i en utilgængelig krog af verden godt beskyttet af floden Gardon på den ene side og af tætte skove til den anden. Skovene blev med tiden til vin- og kornmarker, men isolationen blev i virkeligheden først for alvor brudt for 100 år siden, da broen over Gardon blev bygget.
HVOR VI I DANMARK har sammenlagt kommunerne i flere omgang, har man i Frankrig stadig omkring 37.000 kommuner. I 2009 blev de små kommuner dog pålagt at indgå i et samarbejde med de større.
“Vi prøver at undgå at blive en soveby til vores nærmeste storby Nîmes. Men det er svært, for når man ser på kommunerne syd, øst og vest for Nîmes, så har de alle haft stor vækst i deres boligområder. Men med vores placering nord for Nîmes, har vi været beskyttet af et stort militært område, le Camp de Garrigues, som ligger nord for byen op til floden Gardon,” fortæller Gilles Tixador.
“Det har både fordele og ulemper, at vi i 2009 blev en del af Nîmes storkommune. Vi havde valget mellem Nîmes og Uzès. Historisk var vi vendt imod Uzès, som kun ligger 12 km væk, og det var her de større børn gik i mellemskolen – la collège. I Nîmes er vi kun en lille kommune blandt 39 andre, der ligger i ringe omkring storbyen. De fleste er vokset sammen med det store bysamfund, men vi er adskilt på grund af militærområdet.”
I Frankrig kaldes forandringerne for de mindre landsbyer “peri-urbanisering”: At den oprindelige landsby bliver til en forstad, fordi der kommer nye beboere til. Det er oftest folk, der er trætte af storbyen og gerne vil flytte ud til byens udkant.
“Vi ligger mellem to større trafikårer, og ingen af dem går igennem kommunen. Det, der adskiller os fra andre kommuner, er også vores nærhed til naturparken Gorges du Gardon – ja vi er faktisk døren til les Gorges”.
Gilles Tixador forklarer engageret: “På den måde er vi forblevet en landkommune med de fordele, det giver med let adgang til vild natur, grønne marker og rolige omgivelser. Ulempen er, at vi ikke har de samme fordele med bl.a. offentlig transport, for busserne kører ikke så tit som andre steder. Det er vigtigt især for de unge, som ikke har kørekort, at kunne komme til gymnasiet eller i biografen eller til anden forlystelse. I byen har de jo det hele.”
I dag er der landbrugsjord i kommunen til at brødføde omkring 10 familier, hvoraf de fleste dyrker vin. Man skal bare få år tilbage, for at finde det femdobbelte antal bønder.
MENS GILLES TIXADOR er begejstret for områdets naturattraktioner, er han omvendt bevidst om de risici, som en voldsom natur giver. De fleste har set tvbilleder fra små landsbyer, hvor voldsomme regnbyger omdanner de smalle veje til strømmende floder, og hvor parkerede biler bliver kastet hid og did.
“Vi er udsat for afstrømningsskader, når store regnmængder skal finde vej gennem landsbyerne ned til floden. Samtidig er der risiko for skovbrande, for vi ligger jo helt tæt på skoven og garriguen, og endelig risikoen for oversvømmelserne, som nok er den største udfordring.”
“Disse tre risikoelementer, som andre kommuner ikke har, gør, at vi må leve med visse begrænsninger, som også kan gøres til fordele. De er med til at bevare kommunen mere intakt, for vores byplanlægning og byudvikling er mere restriktiv. Det giver os en livskvalitet, som nok ville være gået tabt, hvis ikke vi havde være tvunget til at tage højde for disse risici.”
I Frankrig sluger byudviklingen lige så meget areal som et helt departement på 10 år. For at reducere det bebyggede areal har man sat grundstørrelsen kraftigt ned. For 25 år siden krævedes 1500 m2 til at få en byggetilladelse, men i dag er kravet sat ned til omkring 150 m2. for at bygge.
“Vi er tvunget til at begrænse byggeriet, fordi faren for skader ved afstrømning af regnvand er for stor. Det betyder mere luft mellem husene, som gør grundene hos os meget efterspurgte. Efter Covid-krisen er der større efterspørgsel på landlige omgivelser, og muligheden for hjemmearbejde har også betydet større efterspørgsel. Men vi kan ikke vokse ubegrænset. Vi kan ikke inddrage meget mere landbrugsjord, og garriguen er beskyttet af lovgivningen.”
RUSSAN VAR UDE FOR en stor oversvømmelse i 2002, hvor der faldt mere end 700 mm regn på 24 timer. Pludselig var landsbyen omgivet af vand på alle sider og situationen var katastrofal. 28 personer omkom og mange beboere måtte reddes i helikoptere fra taget af deres huse.
“Vi er nødt til at bygge anderledes og mere intelligent på grund af klimaforandringerne, som giver meget kraftigere regnmængder. Også i 2014 var der et kolossalt regnvejr, hvor vandet, der strømmede ned fra bjerget, kastede rundt med bilerne, som var parkeret i landsbyen”. “Vandet har kræfter, som man ikke kan forestille sig, og vi er nødt til at planlægge efter afstrømningsrisikoen, også selv om det giver konflikter med grundejere, som har en interesse i at bebygge større arealer. Her må vi stå fast og sige, at risikoen er for stor. Vi skal også få folk til at indse, at man ikke kan bygge mure omkring husene, som man tidligere gjorde, fordi vandet skal kunne løbe af uden at forårsage skader.” Gilles Tixador fortæller, at man har været nødt til at hyre hydrologer til at kortlægge afstrømningen og udpege de områder, der er i farezonen.
STE. ANASTASIE ER STOLT over at være placeret i en naturpark med mange vandrestier. Ved en lodret klippe, Castellas, er der rigtig gode forhold for bjergklatrere, og grotten Baume Latrone kunne være et stort trækplaster, men bliver holdt noget skjult for ikke at tiltrække for mange turister. Den rummer nogle af de ældste hulemalerier i landet. De forestiller bl.a. en mammut set oppefra og er omkring 30.000 gamle, men er ikke tilgængelige for offentligheden på grund af CO2’en fra udåndingen, som nedbryder malerierne.
Placeringen ved Gorges du Gardon giver mange besøg af vandrere, som dels følger den gamle pilgrimsvej til Santiago de Compostella i Spanien, dels den middelalderlige, midtfranske transportvej, Regordane eller vandreruterne GR6 og GR63. I Russan ligger også det lille museum maison des Gorges du Gardon, som er et element i at opnå den prestigefyldte betegnelse Grand Site de France (se la France 1/2016).
Gilles Tixador uddyber om områdets attraktive særpræg: “Mine forældre, som er herfra, havde arbejde i Nîmes, men da de dengang ikke havde bil, bosatte de sig i byen. De kom først tilbage til Ste. Anastasie på deres ældre dage, fordi de gerne ville tilbage til rødderne. Ste. Anastasie var for langt væk og kom ikke med i bølgen af parcelhusbyggerier i 1970’erne og 80’erne, som en lang række af landsbyerne tæt på Nîmes gjorde. De er blevet integreret i storbysamfundet og har helt mistet deres landsbypræg. Her er det sket med 30 års forsinkelse – ikke mindst hjulpet på vej af bilen. Og folk har fået øjnene op for det gode liv i en stille landsby.”
Den franske stat har besluttet at bremse arealforbruget til byer og veje, og i 2050 er det slut med at udvide byerne på landbrugsarealerne bekostning:
“Der er en stigende efterspørgsel efter huse og grunde, men udbuddet er ikke fulgt med på grund af de forskellige udfordringer, vi har med naturen. Så må vi klare os med det, vi har. Hvis boligerne skal forbedres, så må man rive de gamle ned og bygge nye. Kvaliteten og levevilkårene skal forbedres.”
“Byudviklingen har også skabt to grupper i lokalsamfundet: de oprindelige beboere og tilflytterne. Det er nødvendigt, at begge grupper kan omgås og respektere hinanden. De nye kan ikke lave alting om, og de oprindelige beboere skal også tilpasse sig udviklingen. Vi skal passe på de gamle, som kender landsbyens historie, men vi skal væk fra “l’esprit du clocher”, altså lokalchauvenismen, som holder fast i, om man er fra Russan, Aubarne eller Vic – eller måske holder liv i gamle konflikter. Blandt de traditionelle aktiviteter er for eksempel pétanquespillet og tyreløbene til byfesterne, som alle er med til. De nye har så tilføjet ting som motionsløb og foreningsaktiviteter, hvor alle kan deltage. Det er vigtigt med traditionerne, men der skal også nye ting til.”
MARINE LE PEN FIK flertallet af stemmerne i kommunen ved præsidentvalgets anden runde den 24. april 2022 med over 58%. Og det er nærliggende at spørge, hvorfor hendes parti Rassemblement Nationalscorer så højt?
“Det gælder næsten alle kommunerne heromkring – og vores departement Gard blev vundet af Marine Le Pen. Jeg tror ikke, det skyldes, at folk er racister. Vi har ikke mange indvandrere, og dem der er, er meget velintegrerede. Selvfølgelig spiller kriminalitetsstatistikkerne med mange nordafrikanere som lovovertrædere en rolle, men efter min personlige mening er folk motiveret af en stemning om at bevare det eksisterende. Der er en angst for forandringer, som også er blevet fremmet af pandemien og nu krigen i Ukraine. Religionsspørgsmålet har også en vis betydning, og der er klart en skepsis over for muslimerne. Der en udbredt træthed over for de gamle partier, som lover til højre og venstre og intet holder. Folk kommer let til at tænke: hvorfor ikke prøve noget nyt?”
