Franskmændene skal denne 10. april 2022 vælge præsidenten for de næste fem år. Valget står mellem 12 kandidater. Hvis ingen opnår over 50% af stemmerne, så er der valg igen 24. april – denne gang mellem de to bedst placerede kandidater. Valgkampen kommer til at køre til sidste sekund. Undervejs har den taget uventede toner og farver – de har ikke alle været lige kønne. Beskyldningerne har fløjet gennem luften. Der er meget på spil for den enkelte.
For den afgående præsident Emmanuel Macron er det foreløbig sidste udkald – franske præsidenter kan kun ifølge forfatningen sidde i to på hinanden følgende mandater af fem år. Marine Le Pen fra det yderste højre, Rassemblement National, den Nationale Samling, stiller op for tredje gang, så det menes denne gang også at være knald eller fald.
Det samme gælder for det yderste venstre, Jean-Luc Mélenchon fra La France Insoumise, Det ukuelige Frankrig. Den 70-årige Mélenchon prøver også for tredje gang.
Republikanernes kandidat Valérie Pécresse er især i Paris en kendt politisk skikkelse, men er ny i opløbet til præ-sidentvalget. Spritny er også Éric Zemmour fra det ekstreme højre, til højre for Marine Le Pen, med det ligeledes spritnye parti Reconquête – Generobring.
Disse fire ligger i midterfeltet af meningsmålingerne, et godt stykke efter præsident Emmanuel Macron fra La Ré-publique en Marche. Marine Le Pen er den absolut førende kandidat mod Emmanuel Macron.
Helt nede i bunden med under 2% ligger socialisternes kandidat Anne Hidalgo, nuværende overborgmester i Paris. Noget længere oppe med 5% placerer de Grønne sig med kandidaten Yannick Jadot, efterfulgt af Fabien Roussel fra Kommunistpartiet med lidt under 5%.
De resterende er fra venstrefløjen med én undtagelse, Nicolas Dupond-Aignan, der i øvrigt også stiller op for tredje gang. Han er stort set på linje med Zemmour og Marine Le Pen. Han står til 1,5%.
AT DISKUTERE POLITIK er en udpræget fransk sport, der dyrkes intenst. Der er ikke desto mindre en tendens til at afholde sig fra at stemme – den berømte “Abstention”– kort og godt at blive væk på selve valgdagen. Sofavælgerne spås også i år at blive ret så mange. Målingerne viser, ca. 65% har tænkt sig at stemme.
Alligevel anses præsidentvalget for at være ret så vigtigt – for ikke at sige det vigtigste. Præsidenten – landsfaderen, protektoren indadtil, skjoldet og anføreren udadtil, manden, der skal værne om og repræsentere Frankrig, er en skikkelse, man anerkender fuldt ud og giver den store magt, der hører til embedet, som det blev skabt i Den Femte Republik – en præsident er en præsident er en præsident.
Og dog – traditionen tro – kan man sætte uret til at ringe ca. et år efter, præ-sidenten er kommet til magten. Han kan være fra venstre eller fra højre, sandsynligheden for, at han nu er stærkt kritiseret og ret upopulær, er meget stor.
Emmanuel Macron blev i 2017 med sine 39 år Frankrigs yngste leder siden Napoléon. Unge Macron måtte som andre præsidenter sande, at luften begyndte at gå ud af ballonen, da uret ringede. Han skulle blive nok så upopulær.
LES GILETS JAUNES – de gule veste krisen, det sociale oprør, der havde luret i årtier, brød nu ud i lys lue og kom til at vare alt for længe. Præsidenten dømtes til at være den skyldige. Corona-pandemien begyndte, det franske sundhedsvæsen var ikke forberedt og havde ikke de rette svar. Kritikken blev vendt mod Emmanuel Macron og regeringen. Pandemien blev ved og ved, med nedlukning af samfundet, med vaccinationer som udgangspunkt for at kunne deltage i samfundslivet. Det holdt hårdt med at få Frankrig vaccineret, men efterhånden skete det. Det gav i sidste ende en vis credit til præsidenten.
Det gjorde mordet på skolelærer Samuel Paty i oktober 2020 til gengæld ikke. En 18-årig tjetjener myrdede – på baggrund af falske internetoplysninger – brutalt læreren, der på sin egen beskedne måde i årevis havde undervist for forståelse af andre kulturer og i undervisningen havde brugt muhammedtegninger. Terrorismen var tilbage – sikkerhed og immigration stod i lysende neon og skulle komme til at tegne valgkampen.
PÅ DEN YDERSTE HØJREFLØJ dukkede fænomenet “Le grand remplacement” – den store udskiftning op – en teori gående ud på, at Frankrig – det kristne Frankrig ville blive overtaget af fremmede kulturer og ikke længere kunne være Frankrig. Bølgerne af fremmede pressede sig på, forlød det, og ville for altid ændre det evige Frankrig. Der blev plæderet for sikkerhed, for lukkede grænser – Frankrig tog i valgkampens navn et stort skridt mod højre og glemte nærmest i kampens hede det, der normalt ville høre til øverst på listen – emner som købekraft, sociale og sundhedsmæssige forhold.
Stjerneskuddet på den politiske himmel hed en overgang Éric Zemmour. Han vil frelse det evige Frankrig fra undergang – fra de fremmede, fra islam, fra radikal islamisme, der for Zemmour rimer på et og det samme – for islam er ikke, mener Zemmour, kompatibel med andre kulturer og bør derfor udelukkes fra Frankrig. Kort sagt – Frankrig var i fare – og præsident Macron havde totalt svigtet.
MED VALGÅRET 2022 kom nye uventede situationer – Emmanuel Macron overtog for 6 måneder formandsskabet i EU, Han var samtidig præsident i Frankrig og havde endnu ikke meddelt, om han også var kandidat til det kommende præsidentvalg.
Macron havde ikke på noget tidspunkt sluppet den internationale scene, der også, må det siges, havde været ham mere velvilligt stemt end hans landsmænd. Hjemme spurgte man mere og mere højlydt: Hvad ville han, hvad stod han for, ville han nogensinde vise sig ansvarlig, var han overhovedet kandidat til præsidentvalget?
Coronaen havde sat sit præg på hans mandat – nu skulle det blive Putins invasion og krig mod Ukraine, der skulle afslutte hans mandat. En præsident blev en præsident blev en præsident, da han for enden af et alenlangt bord ene mand parlamenterede med Putin i Moskva i stive fem timer. Godt nok uden resultat, men også uden at give op. Macron fortsatte ufortrødent med at satse ad den diplomatiske vej.
Det uhyre sjældne skete, at udenrigspolitik blev et emne i den franske valgkamp. Nej, det var ikke farvel til dagen og vejen, inflation og købekraft, men immigration og de fremmede lå nu absolut længere nede på listen. Krigen kastede lange skygger og skabte usikkerhed. I den sammenhæng havde Præsidenten vist sig som en værdig og handlekraftig leder.
I VRIDEMASKINEN KOM nu de præ-sidentkandidater, der havde udtalt sig positivt om præsident Putin – først og fremmest Éric Zemmour, der havde efterlyst en handlekraftig fransk Putin. Men også Marine Le Pen, der med sine endnu ubetalte russiske lån fra sidste valgkamp i 2017, havde forsøgt at være neutral. Også Jean-Luc Mélanchon fra det yderste venstre måtte forsvare sig, men værst gik det ud over Zemmour, der fastholdt, at ukrainske flygtninge ikke skulle modtages i Frankrig, de ville selv hellere blive i nærområderne. Frankrig var for franskmænd.
Emmanuel Macron ventede med at annoncere sit kandidatur til præsidentvalget til allersidste udkald. Hans mange gange gentagne forklaring var, at han var præ-sident til sidste sekund og koncentrerede sig om netop det. Det var hans opgave og hans pligt. Det blev hånet af oppositionen og de andre kandidater. Bedre blev det ikke, da han også tog lederskabet i EU – han forsømte Frankrig, han tog ikke ansvar, han gemte sig, han var kort sagt bange for at melde sig ind i valgkampen, bange for at debattere.
Macron så efterhånden lidt træt ud efter timelange samtaler med Putin, Biden og den ukrainske præsident Zelenskij over videotelefon. Helt som præsident Obama nåede at blive gråhåret i sin regeringsperiode, kunne Macron også præstere grå tindinger, rynker og skarpere træk. Det fortælles, at hans 24 år ældre kone Brigitte Macron til en veninde storsmilende skulle have sagt: “Ja, rent aldersmæssigt er Manu rykket lidt tættere på mig!”
PRÆSIDENTEN BLEV ENDELIG kandidat. Hans valgprogram kom i dryp, kandidaten skulle have tid til også at være præ-sident både hjemme og ude i Frankrigs navn. Da Macron direkte adspurgt meddelte, at han ligesom alle andre præsidenter i Den Femte Republik så sandelig ikke havde tænkt sig at deltage i debatter med de andre kandidater før første valgrunde, det var en tradition, han ikke ville ændre, nåede frustrationen i oppositionen et nyt højdepunkt. Det var simpelt hen ikke demokratisk, han spolerede valget totalt.
Man kunne vel anføre, at præsidentens fravær som kandidat havde givet de andre kandidater rig mulighed for at præsentere deres eget program og også kritisere den afgående præsident og kommende kandidat. Sidstnævnte havde man da også gjort stort brug af – hans navn dukkede op i hver anden sætning i diverse tv-udsendelser og interviews ved valgmøder.
Debatter har en vis tendens til at udmønte sig i total kakofoni, hvor alle taler i munden på hinanden. Republikanernes kandidat Valérie Pécresse, der ikke rigtigt havde slået igennem på et kæmpe valgmø-de, havde brug for at polere sit image og indvilligede derfor i en tv-debat med Éric Zemmour. Begge gik til direkte angreb på modparten, studieværterne fægtede med arme og ben for at holde styr på kombattanternes udgydelser, og seerne havde ikke mange chancer for at forstå, hvad argumenterne gik ud på. Det var, som en af studieværterne hvæsede, “et slagsmål i skolegården, og nu måtte de tage hensyn til seerne”. Heller ikke det hjalp. Det fortsatte til udsendelsen var slut. Der var ingen vindere i den debat.
KANDIDAT MACRON VALGTE at fremlægge sit valgprogram på et pressemøde – han ville hellere tale direkte med franskmændene og med journalisterne, der kunne bringe hans program videre end deltage i debatter med 11 kandidater og afmålt taletid til den enkelte.
Pressemødet kom til at vare fire timer. Først fremlagde Macron sit program i halvanden time og derefter var der spørgsmål fra journalisterne. Det gav Macron rig mulighed for at udbygge sin argumentation om de tiltag, han på forhånd vidste ville vække diskussion.
Det var den ny Macron, der havde lært af sine fejltagelser, en mand, der havde lidt med til alle fra vugge til grav, og som desværre ikke havde nået det hele i de sidste fem år, men dog havde bedret økonomi og arbejdsløshed og naturligvis ville satse på købekraft, sikkerhed og bedre tider for den enkelte både i by og på land.
Men regningen skal betales, så hvor det under coronakrisen hed “Quoi que ça coute” – hvad det end kommer til at koste, skal vi gøre det – så hed det nu “Tout ce qu’on peut faire” – alt det, den enkelte kan gøre og tage ansvaret for – til fælles bedste. Oversat, der skal arbejdes mere – for at få råd til bedre løn og lavere skatter. Pensionsalderen skal derfor over en årrække sættes op til 65 år. RSA – Revenu de solidarité active – kontanthjælpen for at kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet skal sættes op, men til gengæld skal der arbejdes 15-20 timer om ugen.
Hospitalsvæsenet, manglen på læger i landdistrikterne, belønning af sygeplejersker, der har gjort en ekstra indsats, alt dette skal gennemgås og udbedres. Skolen skal have en overhaling, uddannelse er og bliver den vigtigste grundpille til et lige, fremtidsorienteret samfund.
SELV OM EN DEL VAR en mere tilgængelig udgave af tidligere forsøg på reformer, som f.eks. pensionsreformen, der nu havde en lettere og i princippet dermed en mere acceptabel form end den pensionsreform, Macron måtte tage af bordet under coronakrisen, så kom det ikke til at mangle på reaktioner. Manden var endnu en gang ved at underminere det franske sociale system. Han gav til de rige og tog fra de fattige.
Manden – den ret så upopulære – var imidlertid også for alvor blevet præsident. Han fyldte uniformen ud. Krigen satte fokus på embedets tyngde.
“Vi er i en usikker tid, folk er ængstelige, og de vælger derfor det sikre, den, de mener, der kan fungere,” siger Pascal Perrineau, politolog fra Sciences-Po, statsvidenskab.
Jamen, hvordan kan Macron gå fra at være så upopulær til at stige i meningsmålingerne til en 30% – og tilmed måske få Marine Le Pen nu på 18-19% som modstander i anden valgrunde? De seneste år har det lydt, at var der noget, franskmændene absolut ikke ville, så var det endnu en duel som i 2017 mellem de to.
“Det er korrekt. Men det er lykkedes for Marine Le Pen at skabe sig en base i arbejderklassen, hun har gjort sig til garanten for den lille mand. Bedre sociale forhold, større sikkerhed, færre immigranter og mindre Europa. Hun har modereret sig. Hendes parti ligger nu langt fra faderen, Jean-Marie Le Pen’s Nationale Front. Hun har forstået først og fremmest at gøre sig til talerør for den sociale utilfredshed.”
“Og så må man jo endelig sige,” fortsætter Pascal Perrineau, “Faute de Mieux – i mangel af bedre! Folk ser på kandidaterne og spørger sig selv, hvem er bedst til det her job? Når man gennemgår feltet, er det ret svært at komme uden om Emmanuel Macron.”
I 2017 VAR DER tale om et protestvalg mod den Nationale Front og Marine Le Pen, Emmanuel Macron vandt. I 2002 var det et protestvalg mod faderen Jean-Marie Le Pen, der dengang fik den ret så upopulære præsident Jacques Chirac genvalgt. Det ekstreme højre skulle ikke til magten.
De store temaer i valgkampen i 2002 var såmænd immigranter og sikkerhed. Tyve år efter ser det så igen ud til, at det ekstreme højre er på podiet. Jean-Yves Camus, politolog, ekspert i højre-bevægelser og tilknyttet tænketanken Fondation Jean-Jaurès, har skrevet adskillige bøger om det ekstreme højre.
Marine Le Pen, der så absolut ikke brillerer, når hun bliver stillet spørgsmål om sit eget økonomiske program, og som heller ikke endnu har fundet ud af EU’s forskellige instanser og funktioner, er hun præsidentegnet?
“Hun reagerer i hvert fald hurtigt”, svarer Jean-Yves Camus, “Marine Le Pen var ikke længe om at få sin fortælling på plads i forhold til Rusland, Putin og krigens flygtninge, hvorimod Eric Zemmour brugte en uge, før end han famlende fandt sine ben. Det går ikke for en præsident.” Er det ikke lidt “bizarre” – mærkværdigt – at man her i Frihedens, Lighedens og Broderskabets land har en 30-40% fra det ekstreme højre? Set udefra, forekommer det mærkværdigt? “30%”, bliver det hurtigt repliceret.
“Jeg var i Holland i sidste uge og blev stillet nøjagtigt det samme spørgsmål, samme vending “Bizarre”, fortsætter Jean-Yves Camus, “og jeg vil give det samme svar. Det kan godt være det ser sådan ud set udefra, men det er altså franskmændene, der stemmer ved præsidentvalget.”
ER ÉRIC ZEMMOUR præsidentegnet, kan hans program gennemføres?
“Nej, det kan det næppe, men han var fornyeren på den ekstreme højrefløj, og navnet Le Pen har en dårlig klang hos det meget konservative katolske borgerskab. Hans fortælling om det kristne Frankrig, det evige Frankrig kun for etniske franskmænd og hans placering af kirken, gav alligevel genklang. Og så fungerede nostalgien om de gode gamle dage, hvor livet var lettere, mistede man jobbet, fandt man hurtigt et nyt, selv den sociale elevator fungerede, det er Zemmour selv et bevis på. Men Zemmour har ikke forstået, at man aldrig kan gå baglæns. Fortid er fortid. Han røg hurtigt op – og derefter ned.”
“Den her valgkamp har ikke ført noget sted hen. Emmanuel Macron bliver formentlig valgt. Venstrefløjen, socialistpartiet har ikke været i stand til at genopfinde sig selv og stå samlet, de har sluppet forbindelsen til deres vælgere, og det tager tid at komme tilbage på banen. Mélenchon fra det yderste venstre prøver nu her i de sidste uger før valget at kalde til samling og stemme på ham, så venstrefløjen kan være repræsenteret. Det bliver ikke til meget, de er for uenige, Mélenchon kan ikke være deres leder.”
“Nej, det bliver højrefløjen i ugerne lige efter valget, der vil blive nok så interessant at iagttage. Får deres kandidat Valérie Pécresse som forventet et dårligt resultat, kan der ske store omvæltninger. Nogle vil gå mod midten, andre længere til højre. Det kan nemt komme til at blive noget à la en Cocotte-Minute – en trykkoger – utilfredsheden vil ligge og lure.”
PRÆSIDENTVALGET ER I APRIL 2022, og derefter er der valg til nationalforsamlingen i juni 2022.
“Normalt vil den ny præsident også få flertal i nationalforsamlingen,” forklarer Pascal Perrineau, “valget kommer så hurtigt efter præsidentvalget, at euforien i princippet endnu ikke har lagt sig, men der skal ikke gå for længe. Emmanuel Macron skal derfor helst have et godt valg. Et er, at han er den bedste kandidat og har bevist sine evner som statsmand, men man kan ikke tale om den store, vilde forelskelse i manden.”
Ingen tvivl om, at Emmanuel Macron vil være kampklar.
På det fire timer lange pressemøde i marts blev han spurgt, hvad han ville lave, hvis han nu ikke blev valgt? Svaret lød: “Det har jeg faktisk slet ikke tænkt over.” Han undlod naturligvis ikke at sende det helt store smil.
En præsident er en præsident er en præsident.
