fbpx
Mirabeau i Vaucluse
Den gamle landsby Mirabeau i Vaucluse har gennem 25 år været hjemegn for Bo og Anita.
Livsstil Provence

En rejse, der ingen ende tager

Nogle gange er man nødt til at tage en chance – og for nogen varer den chance hele livet. Vi har mødt en af de danskere, der engang fik muligheden for at arbejde i Frankrig – og i dag ikke kunne tænke sig at bo andre steder.

Da Bo Speerschneider blev udsendt til Marseille som eksportstipendiat for det danske handelsministerium, var jobbet kun aftalt til at vare tre år. Med sig havde han sin kone Anita og deres to børn, Dan på ni år og Leise på fem år. Men etablering af egen virksomhed i det franske gav yderligere en bonus på et år i denne funktion.

Efter et halvt års tid i Marseille valgte de at flytte lidt længere nordpå til den mindre Aix-en-Provence. Her byggede de hus, og herfra arbejdede Bo gennem 15 år for danske industrivirksomheder og deres etablering i Frankrig.

Her 45 år senere bor familien stadig i Provence, for deres tredje opholdssted gik til den lille landsby Mirabeau i Vaucluse, hvor de købte hus og blev en integreret del af bylivet – og Bo, der i dag er 82 år, er stadig i fuld vigør med nye projekter.

Som udlært kok fra den fashionable restaurant Frascati på Rådhuspladsen drømte han om engang at blive hoteldirektør i Californien. Men først skulle turen gå til Paris, for han ville lære det franske køkkens hemmeligheder, og her lagde han kimen til sin kærlighed til de franske regioners særpræg og kulinariske glæder – samt en ny drøm, nemlig om at arbejde indenfor turismen.

Bo arbejdede på flere kendte parisiske hoteller og restauranter, bl.a Hotel Plaza Athenée, der også førte ham til Claridge Hotel i London og Hilton i Rom. Men inden da skulle kendskabet til franske vine uddybes, så efter vinskole i de gamle haller i Paris deltog han i vinhøsten i både Saint-Émilion og Beaujolais – og såmænd om det ikke endte med, at han blev optaget i den berømte vinbroderorden “Chevalier du Tastevin de Clos de Vougeot”. Og siden tog han en uddannelse som merkonom i eksport og marketing på Handelshøjskolen på Frederiksberg.

“DA JEG FIK stipendiatjobbet i Marseille i 1976, ville vi jo blot bo nogle få år i Frankrig, og så vende næsen hjemad mod de danske kyster igen. Men mens vi boede i Aix-en-Provence havde vi fået så mange gode kontakter, at vi åbnede butikrestauranten “La Maison Danoise”, for vi fornemmede en stor interesse for danske varer.”

Denne etablering var baseret på Bo’s tidligere arbejde gennem syv år hos Landbrugets Afsætningsudvalg, hvor han på udstillinger og gennem butiksfremstød i Frankrig solgte og repræsenterede danske fødevarer. I dag eksisterer butikken stadigvæk, dog kun på internettet – www.lamaisondanoise.fr – hvor man kan bestille laks fra et bornholmsk røgeri – samt rejser til Bornholm. 

“Vi afholder dog også hver jul et velbesøgt lokalt marked med smagsprøver og salg af danske specialiteter,” fortæller Bo.

“BØRNENE HAR GÅET i franske skoler. Ingen af dem kunne fransk, da vi flyttede hertil. Dan, der var ni år, var nødt til at gå et år om i den franske skole. Leise på fem år havde det svært med at blive flyttet, for hun kom i fransk børnehaveklasse. Eva er født i Aix en Provence. For bl.a. at vedligeholde det danske sprog sendte deres farfar meget ofte Anders And blade til børnene så det ikke blev glemt.”

Men i dag er de alle integreret i Frankrig. Dan er operasanger på Opéra Bastille i Paris, Leise er sygeplejerske og bor tæt på, og Eva, der bor i Mirabeau, sælger internationalt æteriske olier til parfumeindustrien.

“I dag er fransk mit andet modersmål,” fortæller Bo. “Men vi har altid talt dansk i hjemmet, børnene har danske pas – og så har vi syv børnebørn og tre oldebørn – og vi holder fast i at tale dansk til dem, så alle er meget danske i dag. Det synes både Anita og jeg er umådelig vigtigt, man skal ikke glemme sine rødder.”

TIDEN I AIX-EN-PROVENCE førte til talrige forretningsrejser rundt i alle hjørner af Frankrig, men samtidig havde Bo bevaret sin drøm om at komme længere ind i turistbranchen. Derfor tog han sideløbende en turistuddannelse på universitetet i Aix suppleret med et toårigt jurastudie.

Det førte til, at han i 2002 etablerede rejsebureauet “Provence a la Carte”, hvor han arrangerer, pétanquerejser til forskellige regioner i Frankrig for danskere og personlige rejser for franskmænd til Danmark.

“Jeg har haft – og har stadig – et fantastisk liv,” fortæller Bo Speerschneider. “Jeg har taget mange chancer, men er altid blevet bakket op af Anita. Uden et godt privatliv og at have været heldig i mit professionelle arbejde, var det ikke lykkedes så godt. Men det, der efterhånden betyder allermest, er at rejse rundt i Frankrig med gode venner og mennesker som elsker “l’Exagone”, rejser som tager udgangspunkt i egne, skønne og specielle oplevelser, og som jeg synes skal deles med andre.”

“Og hvis jeg skal give nogle gode råd til andre, der vil prøve lykken i Frankrig, så er det at rejse ud med familien i 100% enighed og så lære at forstå den franske kultur, sproget og samfundet. Hold en stor kontaktflade til franskmænd og husk at stikke en finger i jorden. Vi kunne ikke selv så meget fransk i forvejen, da vi flyttede. Jeg havde ganske vist læst fransk i skolen, men Anita kunne kun lidt engelsk og har lært fransk med tiden. Og både da vi boede i Paris, Rom og i London meldte vi os på sprogkurser.”

LIGE I ØJEBLIKKET er Bo Speerschneider sammen med et dansk rejsebureau – Bella Vista i Hellerup – i færd med at arrangere gourmetrejser til Périgord i Dordogne. Det er et projekt, “Les Beaux Voyages & Co”, som han har arbejdet på i flere år.

“Det er en luksus-, gourmet- og livsnyderrejse, der skal foregå til sommer og i efteråret,” fortæller han. 

“Rejserne er specielt udarbejdet til dem, som sætter pris på franske kulinariske specialiteter og kulturlivet forbundet med det. Périgord er en egn af Frankrig, hvor danskerne sjældent kommer, og som i høj grad er kendt for sin gastronomi og den høje standard af hoteller. Turene varer otte dage – og vi bestræber os på at levere topkvalitet.”

Jo, Bo er stadigvæk fuld af ideer – han kan slet ikke lade være. Og han forstår også stadig at udføre dem.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.