Rutsjebanerne i Disneyland Paris kan gå hjem og lægge sig. Ingen menneskeskabte attraktioner kan give så meget kriller i maven som Europas svar på Grand Canyon, Les Gorges du Verdon. Og på en blæsende efterårsdag kan man ha’ oplevelsen næsten for sig selv.
Skal, skal ikke? Jeg har sagt farvel til Middelhavet i strålende solskin, og mens min lille Peugeot snørkler sig nordpå, trækker mørkviolette skyer sig truende sammen over bjergene. Planen er at følge Route Napoléon indtil Castellane og så dreje af og følge Europas største kløft, Gorges du Verdon, før jeg fortsætter turen videre mod Danmark.
Omkring byen Castellane rusker det godt i træerne. Jeg møder kun få andre biler, og i hvert fald ingen, der drejer til venstre ad D952. Så spørgsmålet er, om det er for farligt at tage turen langs kløften. Ifølge de beskrivelser, jeg har læst, er vejen ikke altid ret godt afskærmet med autoværn. Til det positive tæller, at jeg vil køre i højre vejbane, dvs. inde mod klippevæggen og dermed et godt stykke fra det op til 700 meter dybe fald. Desuden er det første stykke af vejen så god og bred, at det vil være muligt at vende bilen, hvis det hele begynder at se for skrækindjagende ud. Så afsted med mig.
Efter en lille halv time er den turkisblå flod, Le Verdon, forsvundet nede dybet, og bjergene blevet langt højere. Der har tydeligvis været gang i dynamitstængerne, for vejen snor sig gennem tunneler og under klippeudhæng. Det er ikke muligt både at køre og på samme tid nyde udsigten, men der er masser af steder, hvor jeg kan holde ind og luske hen mod kanten. Eller nærmest krybe. I forvejen lider jeg af en slet skjult højdeskræk, og i dag frygter jeg også at blive blæst omkuld af en pludselig kastevind.
Ved den lille landsby Rougon er der et storslået vue fra Point Sublime ned mod Couloir Samson, en snæver flodpassage, og derefter drejer vejen væk fra Le Verdon. Ikke langt derefter, ved La Palud-sur-Verdon, er det igen tid til en stor beslutning. Herfra udgår Route des Crêtes, et cirka 24 km langt loop, som efter sigende er en af de allerstørste og vildeste oplevelser med fantastiske kig ned til floden. Hele rundturen tager en times tid, og man skal køre med uret, for et stykke af vejen er så smal, at den er ensrettet. Der er ikke andre biler i sigte, og i sagens natur kender jeg ikke forholdene. På nettet er der en enkelt, der kalder vejen for barnemad, mens flere andre siger, at den er fyldt med hårrejsende og ret ubeskyttede nålesving.
Jeg holder stille og tænker. Er vant til at køre i bjerge, men dilemmaet er, at jeg vil være meget alene på Route des Crêtes i et truende stormvejr. Ikke fordi, andre bilister vil kunne hjælpe meget, hvis uheldet er ude, men alligevel … kører lidt frem og standser igen. Tredje gang må jeg erkende, at det klogeste er at bide i det sure æble og vende om, mens det er muligt. Så jeg fortsætter gennem La Paludsur-Verdon på gode gamle D952.
DET NÆSTE STYKKE ER forholdsvis fladt og kedeligt, indtil jeg igen møder Le Verdon. Og så kommer den flotteste del af turen, med høje forrevne bjerge og eventyrlige skyformationer forude, vandfald, der fosser ned fra klippevæggen og bliver ført under vejen, samt snart et imponerende panorama ud over Frankrigs tredjestørste sø, Lac de Sainte-Croix. Det var nok klogt ikke at hænge ud for længe på de små veje, for nu åbner himlens sluser sig. Selv med våde ruder og piskende vinduesviskere er det smaragdgrønne vand i den store inddæmmede sø et flot skue.
Vejret indbyder ikke til fotostops, så jeg sætter kursen direkte mod Moustiers-Sainte-Marie, en yndig gammel by med okkerfarvede huse og stejle gader, der er blandt de smukkeste landsbyer i Frankrig. Højt over Moustiers hænger byens vartegn, en 17 kg tung gylden stjerne. Ifølge en af mange legender er stjernen en takkegave fra en korsridder, Chevalier de Blacas, efter han i 1200-tallet var vendt tilbage fra mange års fangenskab i Egypten. En anden legende går ud på, at et par unge elskende begik selvmord, fordi de ikke måtte få hinanden, og at de sørgende familier satte stjernen op for at symbolisere deres forsoning. Om noget af dette er sandt, er vist meget tvivlsomt. Den nuværende stjerne er i hvert fald en nyere model.
Ud over sin stjerne er Moustiers-Sainte-Marie også kendt for en større produktion af vaser, figurer og anden fajance dekoreret med sarte pastelfarver. De fleste butikker og gallerier er lukkede på sådan en blæsende efterårsdag, så jeg finder bare et supermarked og provianterer, inden jeg ryster regnen af mig og fortsætter nordpå.
DET VAR ÆRGERLIGT, at jeg ikke fik oplevet Route des Crêtes. Men det var fint at opleve en af Frankrigs største naturattraktioner på en dag uden andre turister, og det er også godt at have noget til gode. Næste gang må jeg blive flere dage i området, så der ud over Route des Crêtes også er chance for at finde en dag med flot vejr til at køre langs sydsiden af kløften. En del af denne tur går via route de la Corniche sublime, en 25 km lang vej, der blev anlagt i slutningen af 1940’erne for at give de besøgende de mest fantastiske sug i maven.
Næste gang skal der også være tid til at besøge flere seværdige byer i området, f.eks. Aiguines, der kan byde på et 1600-tals slot med peberbøssetårne og et lille Musée de Tourneurs sur bois, hvor man kan se, hvordan indbyggerne drejede pétanquekugler af hårde trærødder og beslog dem med søm. I 1940’erne var produktionen efter sigende stor nok til at brødføde 600 mennesker. Den nærliggende by Aups, som er kendt for sine markeder, står også på listen, mens Les Salles-sur-Verdon vist ikke har så meget andet at byde på, end at den er Frankrigs yngste landsby. Den oprindelige landsby har ligget som en spøgelsesby på bunden af Lac de Sainte-Croix siden starten af 1970’erne, hvor Le Verdon blev inddæmmet med det formål at udnytte vandkraften til elektricitet.
Adrenalinsport, vandring og badeture
Les Gorges du Verdon er en del af Parc Naturel Régional du Verdon. Området er et paradis for udendørsfolket, bl.a. kan adrenalinjunkies prøve kræfter med klatring, rapelling, paragliding, canyoning, river rafting, tubing og bungeejumping. Der er også adskillige markerede vandreruter i og omkring kløften. Den mest berømte er Le Sentier Blanc-Martel (GR4), en krævende 16 km lang tur opkaldt efter Édouard-Alfred Martel, der i 1905 som den første forcerede sig gennem Gorges du Verdon og kortlagde kløften i hele dens længde. Der udgår også mere turistvenlige stier fra Point Sublime ved Couloir Samson og fra Falaise des Cavaliers nær Balcons de la Mescla. Uanset ruten, så sørg for at tjekke vejrudsigten før afgang og husk vandrestøvler, proviant, vand og en lommelygte. Er man til mere fredelige og familievenlige aktiviteter, så kan man bade i Lac de Sainte-Croix eller leje en vandcykel og sejle et stykke ind i Gorges du Verdon for at se de høje klippevægge på tæt hold.
