Hvis ikke du kender alle reglerne i det ædle franske kuglespil pétanque – så har du nu mulighed for at lære dem. Du skal blot investere i bogen “Petanque – et spil for alle” af Lars Refn. Lars er ikke alene forfatter til bogen, han er også passioneret pétanquespiller – og har været det siden han som ung ville genoptage sit franske sprog.
Som seksårig flyttede Lars Refn i 1960 med sine forældre til domkirkebyen Chartres, Eure-et-Loir, sydvest for Paris. Hans far arbejdede hos Novo Nordisk og skulle opbygge virksomhedens medicinalvarefabrik i Frankrig. Novo ville udvide, fordi Frankrig blev anset som et godt marked, idet firmaets medicinalvarer kun måtte sælges i Frankrig, hvis de var blevet fyldt på emballage der.
Afsted drog familien – far, mor, 3 børn og endnu en på vej – og kort efter ankomsten blev børnene sendt i fransk skole. Og meget hurtigt – som børn jo kan – fik Lars lært så meget fransk, at han uden problemer kunne lege med sine franske skolekammerater.
Familien fik købt sig byens bedste byggegrund lidt uden for centrum med fri udsigt til den berømte katedral Notre Dame – i en afstand af tre kilometer – hvor de opførte en rigtig dansk etplans villa. Jo, forældrene besluttede sig for at ville blive boende. “Når jeg gik hjem fra skole langs hovedvej 10, så kiggede jeg på de gamle pétanquespillere ved grusområdet bag byens anden store kirke, Église Saint Pierre. Men dengang syntes jeg bilmekanikerens gamle Simca’er og Peugeot’er var meget mere interessante, så jeg mindes ikke at have spillet pétanque på det tidspunkt,” fortæller Lars.
Fire år senere – da Lars var 10 år – var faren blevet uvenner med Novo og familien rejste tilbage i 1964. De var blevet enige om at tage noget karakteristisk fransk med hjem, og blandt de ting var pétanquekugler. Det var ikke fordi de havde spillet i Frankrig, men nu blev de benyttet i Danmark til de årlige familiesammenkomster.
Så tænkte Lars ikke meget mere på Frankrig, andet end at familien holdt ferier dernede. Og det var først, da han var i begyndelsen af 20erne, at han syntes, at hans franske sprog var i gang med at blive noget rustent. Og hvad gør man så, når man ikke er parat til at gå på et franskkursus?
“Jeg havde jo købt nogle kugler med hjem fra en ferie i Frankrig på det tidspunkt, og så fandt jeg ud af, at der gik nogle franskmænd inde i Kongens Have i København og spillede pétanque på grusgangene. Dem begyndte jeg at spille med, og det udviklede både mit sprog og mine spilleevner,” fortæller Lars.
De spillede i Kongens Have fra midten af 70erne, og i 1983 var Lars med til at stifte Danmarks første pétanque klub. I 1986 var der otte klubber, som sammen grundlagde Dansk Petanque Forbund.“Årsagen til stiftelsen var, at vi ville til verdensmesterskaberne i pétanque. Jeg kom med på et af holdene, der spillede det først VM for Danmark, og det var en kæmpe oplevelse. Vi var to hold, dvs. seks mand plus tre repræsentanter fra forbundet. Og da vi marcherede ind til startceremonien i Épinal gik en lille pige foran os med det danske flag, og Danmark blev råbt op i højttaleren. Det var et stort øjeblik.”
I dag er Lars Refn 68 år, han er fuldbefaren pétanque spiller, har deltaget i masser af konkurrencer og har netop udgivet sin anden bog om boulespillet. Men hvad er det egentlig for noget, det her pétanque. Er det Frankrigs nationalsport – og er det overhovedet en sport eller er det snarere en selskabelig leg med vennerne? Og kan pétanque komme med til det kommende OL i 2024, der jo skal afholdes i Paris?
“Det er en spændende lille bog, du har skrevet, hvor du kommer vidt omkring i pétanqueverdenen. Læseren føres gennem spillets historie, kuglespillene, kulturen, reglerne, samt både en ordbog og madens betydning. Det er jo et helt lille univers, som du er ekspert i. Men sig mig – kan hvem som helst spille pétanque,” spørger jeg Lars Refn, hvis bog også er fyldt med hans egne illustrationer – for i sit arbejdsliv er han tegner og illustrator, hvor han i over 40 år så at sige tegnede ugebladet Ingeniøren.
“Pétanque kan sidestilles med kulturudveksling, ikke mindst fordi franskmændene har taget spillet med rundt i verden, hvor de har haft kolonier, men kulturen er meget ældre end det,” fortæller Lars, “for spillet går tilbage til Romerriget, der havde en masse forskellige kuglespil.”
Alle kan spille pétanque – og Lars sammenligner det med badminton, der kan spilles i haven som fjerbold men bliver til sport, når der går konkurrence i spillet.
I Frankrig spilles det på torvet som en søndagsfornøjelse – og så spilles det også seriøst i verdensmesterskaberne. Men det kommer ikke med til OL – desværre, mener Lars. “Man vælger pétanque fra til OL, mens f.eks. breakdance for nogle år siden er blevet valgt til som sport. I breakdance er det unge slanke mennesker, mens man i pétanque er meget ældre. Pétanque kræver mange års øvelse. Man er først fuldblodsspiller omkring de 40 år, selv om man kan være en rigtig god spiller inden da. Og OL skal åbenbart være for de unge. F.eks. ligner verdensmesteren Philippe Cartier ikke en sportsmand, fordi han er ældre og kraftigt overvægtig. Det er ikke nødvendigvis de helt unge, der er bedst til spillet,” siger Lars.
Pétanque er altså kulturudveksling, som franskmændene har ført med sig ud i hele verden. Men reglerne er slet ikke så gamle. Egentlig skulle udtrykket stamme fra ordene “pés tanqués”, der betyder at samle fødderne. Efter alt at dømme var det i 1908 – eller lige der omkring – at en herre ved navn Jules Hugues i La Ciotat nær Marseille opfandt den særlige form for boule, der kom til at hedde pétanque.
Historien om selve boulespillet går som nævnt helt tilbage til civilisationerne fra oldtiden som Egypten, Grækenland og Rom – indtil det altså endte som gallernes nationalsport.
Kuglerne blev i starten lavet af ler og sten, senere af træ og endelig af stål. Franskmændenes forfædre, gallerne, var hurtige til at adoptere boldspillet, som deres romerske naboer havde forkærlighed for, men de barbariske invasioner standsede i lang tid disse enkle fornøjelser, faktisk fra 3. til 10. århundrede. Men med korstogene greb folket igen enhver mulighed for at spille bold, og renæssancen blev den gyldne tidsalder for boule med krav om dygtighed, teknisk færdighed og selvkontrol.
Datidens læger anbefalede i den grad fordelene ved spillet, så adelen fandt sig nødsaget til at forbyde folket at spille – lige indtil natten den 4. august 1789, hvor deres privilegier blev afskaffet, og folket genvandt rettigheden til at spille deres elskede boule.
Det var altså først i slutningen af det 18. århundrede, at boulespillet begyndte sin store historie. Udgaven “Lyonnaise”, der blev en sport i 1850, blev opfundet i Lyon-regionen med oprettelsen af den første spillerforening. I 1933 så det første nationale bouleforbund, der i 1942 blev til Fédération Française, dagens lys.
I 1800-tallet, mens Lyonnaise-kuglerne rullede på de 30 meter lange baner, begejstredes man også for andre “lange” eller “provençalske spil”, som krævede de samme færdigheder og kræfter, men dog med forenklede regler, og dermed blev der mere frihed på banerne.
Indtil altså omtalte Jules Hugues på grund af sine tiltagende gigtproblemer opfandt udgaven pétanque, der krævede, at man tegnede en cirkel på banen, samlede fødderne ved kast og så blot sendte kuglen 6-10 meter for dermed at komme tættere på grisen. Og således var spillet pétanque født – selv om det først var i 1963, at spillets regler blev standardiseret.
Og hvorfor er pétanque så væsentligt for dig – ud over at det er en fornøjelig og spændende sport, spørger jeg til slut Lars.“Så vil jeg svare med et lille pétanque citat: Pétanque er som selve livet, glæden ved det findes inden i. Det vil sige, at du skal spille pétanque for at finde ud af hvori glæden består – ligesom du skal leve livet for at finde ud af glæden i det.”
Lars Refn: Petanque – et spil for alle.
114 sider, hard cover med mange illustrationer.
Vejledende udsalgspris: DKK 199.
Kan bestilles hos www.trykvaerket.dk
