fbpx
Kultur

Et juleeventyr

Julelys og julestemning
Julelys og julestemning

I denne tid, hvor vi ikke rigtig synes, at vi kan eller bør rejse til udlandet, er længslen efter Frankrig der jo til stadighed. Så er det, at vi kan tage landet til os og holde os til et par franske traditioner i hjemmet. For i Frankrig er julen – helt som herhjemme – traditionernes fest. Måske har jeg før fortalt disse historier – og juleeventyret – men så er det jo blot en yderligere tradition at holde sig til.

Jule-bûchen – træstammen eller brændestykket – er en uundværlig del af den franske jul, og traditionen går flere århundreder tilbage. Oprindeligt gik familierne lillejuleaften sammen ud i skoven for at finde årets jule-bûche, en rigtig træstamme. Familiens overhoved bar stammen hjem, en ceremoni der var fyldt med pomp og pragt. Juleaften blev træstammen så placeret i kaminen, den blev overhældt med olie, salt og vin mens familiens overhoved reciterede bønner. Asken fra jule-bûchen blev møjsommeligt indsamlet og gemt fra år til år, idet man mente, at det beskyttede familien mod onde magter. 

Traditionen med den rigtige træ-stamme, varede helt frem til sidste del af 1800-tallet. Her indhentede udviklingen den gamle tradition, og sammen med kaminerne begyndte den traditionelle jule-bûche at forsvinde. I stedet blev den store stamme erstattet af en mindre stamme, som ved juletid blev pyntet med lys og grønne grene.

Hvornår den rigtige træstamme blev erstattet af en kage, vides ikke. Men traditionen med en juleroulade har været brugt i Poitou-Charente siden 1800-tallet.

I dag er jule-bûchen som kage en fast del af den franske jul. Den traditionelle udgave laves med smørcreme, men der findes et utal af variationer både med frugt og sågar is. Vigtigst er dog pynten. En rigtig jule-bûche skal være pyntet med økse, sav, nisser, svampe – og selvfølgelig julemanden enten lavet i sukker eller plastik.

Se en opskrift på næste side – og du kan google dig til mange flere.

EN ANDEN TRADITION – kan man vel kalde det – er eventyr. I vores familie læser vi en rigtig julehistorie, når vi omkring 1. december holder årets store juleforberedelsesdag med venner og familie. I år bliver ingen undtagelse, blot er vi nødt til at dele op i flere klippedage med færre deltagere, for vi følger da selvfølgelig sundhedsmyndighedernes anvisninger. Det bliver ikke mindre hyggeligt, og selvfølgelig skal vi have vin chaud og klippe og klistre julepynt til årets træ, mens det rigtige juleeventyr læses op.

Nu er det jo ikke sådan, at franskmænd fortæller eventyr vidt og bredt, men det hører sig nu til gennem julehistorierne at blive mindet om livets alvorlige sider, så alt ikke går op i tant og fjas. Derfor kommer her et meget gammelt sagn fra provinsen Savoie i de franske Alper. Det fortæller, hvor galt det kan gå, når man ikke husker at vise næstekærlighed ved juletid:

DER VAR ENGANG en smuk lille landsby, der lå på en halvø ud for Duingt ved bredden af Annecy-søen. I denne landsby levede folk et simpelt og lykkeligt liv: mændene dyrkede jorden, gik på jagt og fiskede, plantede vinstokke og lavede vin, mens kvinderne opdrog børnene, passede dyrene og tog sig af det hjemlige, som det altid havde været.

En smuk juleaften, lige som hele landsbyen er midt i forberedelserne til midnatsmessen og det efterfølgende julemåltid, kommer der fra det nærliggende bjerg Semnoz gennem det snedækkede landskab et sælsomt følge: en fattig gammel, krumbøjet kvinde, støttende sig til sin knortekæp, ledsaget af sin gamle hund, tyndpelset, ussel, savlende. I den bidende nordenvind skynder de sig, så hurtigt de nu kan, mod landsbyen trods elementernes rasen. Den stakkels gamle kvinde mener, at det vil være let for hende at finde et asyl for natten, og endelig når hun frem til landsbyens første hus. I husets køkken er værtinden i færd med at rulle butterdej med mel helt op til albuerne. Den gamle banker på døren og værtinden åbner: “Hej, du gamle, hvad laver du her? Ærlige mennesker begiver sig ikke ud på landevejen en juleaften.”

“Åh, min gode dame, jeg vil bare bede om et stykke brød og en plads i stalden til mig og min hund. Vi kommer fra Semnoz, og vi er trætte af denne…”

“Gå din vej, der er ikke plads til dig her,” lyder svaret.

Og så må den stakkels gamle kvinde gå videre, støttende sig til sin knortekæp og ledsaget af sin gamle hund, tyndpelset, ussel, savlende. Ved det næste hus møder hun husets herre, som er på vej op fra kælderen belæsset med en dejlig røget skinke og flere gode flasker vin, der skal bruges til måltidet efter midnatsmessen. Men også han er grov i munden og sender hende væk, og den gamle kvinde og hendes hund går videre.

Hus efter hus vil ingen tage imod dem. Selv børnene, der pudser lanternerne, så de ved midnatstid er klar til at gå til kirken i lysets skær, jager dem væk. Overalt bliver tiggeren afvist og sendt videre uden et venligt eller trøstende ord. Da den sidste dør i landsbyen lukkes for hende, trodser den fattige gamle kone vind og sne og går mod bjerget ledsaget af sin gamle hund, tyndpelset, ussel, savlende.

Trods vejrliget når den gamle kone snart Semnoz’ bjergkam. I det fjerne, i nærheden af Annecy-søen, virker landsbyen så lille. Alligevel kan hun nu se de lykkelige familier bevæge sig mod kirken, som byder de første sognebørn velkommen, mens klokketårnet slår de tolv midnatsslag.

Men oppe på bjerget, sker der med ét en mærkelig forvandling: den stakkels gamle kone bliver pludselig til en smuk ung kvinde iført en hermelinskåbe, og den tyndpelsede, usle, savlende hund bliver til et flot og prægtigt dyr.

Og søens fe, for hende var det, vendte sig om, pegede med en hævngerrig finger mod landsbyen og råbte: “Ugudelige mennesker, I skal straffes, som I fortjener det!” Straks begyndte katastrofen. En gigantisk flodbølge med svulmende bølger rejste sig, og sugede landsbyen ind i de mørke dybder, hvor den forsvandt. Få øjeblikke efter vendte søen tilbage til sin fredfyldte tilstand med vandet glidende henover der, hvor der før lå en glad landsby.

Hvis du juleaften hen mod midnat går lidt væk fra landsbyen Duingt, så stands ved søens bred og lyt. Nede ved vandet kan du fra de svage bølger høre den fjerne klokkeringen af tolv slag. Det er den evige og desperate klage fra den opslugte landsby.

Tags