I hjertet af det franske vindistrikt Clairette de Die har Annette Christiansen mødt Jean Pierre Belle – vinbonde, idealist og tidligere formand for kooperativet La Jaillance. Gennem et liv viet til jorden, fællesskabet og den mousserende vin har han været vidne til både vinens, landbrugets og samfundets forandringer. Med et glimt i øjet og et fast greb om armlænene på sin drejestol fortæller han historien om, hvordan solidaritet, tro og stædighed formede et helt lokalsamfund.
Af Annette Christiansen
Med sine 88 år er Jean Pierre Belle som en gammel vinstok – solidt rodfæstet og fortsat fuld af saft og kraft. Sammen med sin kone bor han på Rue des Vignes i Pontet, en lille landsby seks kilometer fra Die, ved foden af bjergmassivet le Vercors, i departementet la Drôme. Fra huset er der udsigt til bjergene på den ene side, og vinmarkerne på den anden.
Vi befinder os i vindistriktet Clairette de Die, og vindyrkningen er sammen med landbruget en central del af områdets identitet. I sin lange karriere med 10 år som administrator, 10 år som næstformand, og endelig 10 år som formand for vinkooperativet La Jaillance, kender han om nogen vinens vej fra jord til bord.
Jean Pierre tager imod os i døren. Han er en høj, sporty mand, enkelt klædt i cowboybukser og en mørk t-shirt, med solbriller, der hænger i en brillesnor om halsen som et smykke. Skægget og håret er gråt, og brynene buskede. Vi bliver budt indenfor og tager plads i en lille sofa. Jean Pierre selv sætter sig i en drejestol, dækket af et vævet sengetæppe i bomuld af indisk tilsnit. Med hænderne griber han fat i armlænene, parat til en rundtur. Han har ikke været jorden rundt, men han kender til gengæld sit lokalområde ud og ind. Blikket er intenst, stemmen hæs, og armene fægter i luften, når han taler. Hans kone, som sidder diskret på en stol ved siden af, siger muntert advarende, men dog med stolthed i blikket, at når han først begynder at fortælle, er han ustoppelig.
I Jean Pierres barndomshjem var pengene små, og familien byttede sig til varer hos købmanden for hjemmekærnet smør. Faren ejede en lille vinmark, men da han forsagede alkohol, var vinstokkene blevet erstattet af æbletræer. Det blev dog ikke æbler, som kom til at præge Jean Pierres liv. Som 17-årig forlod han gymnasiet og tog de første skridt ind i vinens verden. Han var medlem af foreningen “les éclaireurs”, en protestantisk spejderbevægelse, og her mødtes han med både præster og fremtidige vinbønder. Mange emner blev diskuteret, og vinproduktion var én af dem.
Her, i det protestantiske miljø, opstod ideen til at danne et vinkooperativ. Mange havde et lille stykke jord på en enkelt hektar, som de typisk havde arvet, og vindyrkning var bare én aktivitet blandt andre. Ved at gå sammen i et kooperativ kunne man opnå en bedre pris for druerne. Vi er i starten af 1950’erne og idéen om et kooperativ bliver ført ud i livet, da en gruppe vinbønder i fællesskab opretter et vinkooperativ, Cave Coopérative de Die, der i dag bærer navnet Jaillance og er en af Frankrigs største producenter af mousserende vine. Det var på samme tid, at kommunen fik indlagt drikkevand, husker Jean Pierre. Førhen slukkede man tørsten med vin, griner han. Nok mistede bønderne deres individuelle frihed ved at indgå i et kooperativ, men til gengæld kunne de aflevere deres druer til kooperativet, som tog sig af hele vinificeringsprocessen. Kooperativet kunne således sælge et færdigt produkt og blev på denne måde en konkurrent til kornproducenterne, der solgte en råvare, som krævede yderligere forarbejdning.
Jean Pierres karrierevej gik fra administrator til næstformand og endelig til formand for vinkooperativet. Det krævede viden, så undervejs blev det til både kurser og uddannelse i landbrug, ledelse og regnskab i Lyon og Paris. Hans periode som formand løb fra 1980-1990. Det var kun overskuddet fra høsten, vinbønderne afleverede til kooperativet, resten solgte de til andre vinforhandlere. Som formand besluttede Jean Pierre, på god kommunistisk vis, at hele vinhøsten skulle afleveres til kooperativet. Beslutningen gjorde ham til skydeskive for bøndernes utilfredshed, men vinbønderne måtte vælge: enten var de en del af kooperativet, eller også gik de enegang.
Til gengæld hjalp kooperativet de unge vinbønder på vej. For at forhindre en koncentration af store jordbesiddelser på få hænder købte kooperativet jord, som de udlejede til dem, som ikke selv kunne købe. Efter tre til fire år solgte kooperativet så jorden til dem, der ville købe. Jean Pierre medgiver, at kooperativet ikke kunne stoppe udviklingen mod en koncentration af jorden med få ejere og større arealer. Men de kunne i det mindste forsinke den og samtidig beskytte de små vinavlere og dermed sikre en mere harmonisk udvikling. Dette afspejlede såvel den protestantiske som den kommunistiske tankegang, det hele var rundet af, nemlig at tænke på sin næste. Jean Pierre ville demokratisere kooperativet, så han fik indført overskudsdeling til medlemmer og medarbejdere, og repræsentanter for samarbejdsudvalget var inviteret til at deltage i bestyrelsesmøderne. Et andet tiltag under hans formandskab var oprettelsen af en solidaritetsfond, der modtog 10 pct. af overskuddet fra kooperativet. Fonden fungerede som en slags forsikring for vinbønderne.
Andre formænd kom til, og nye vinde blæste. Landbrugsarbejdernes Landsforbund FNSEA (Fédération nationale des syndicats d’exploitants agricoles), som er kendt for at fremme modernisering og effektivitet også inden for vinsektoren, fik større indflydelse, og en ny form for demokrati herskede, nemlig jordejerdemokrati: den, der havde 10 hektar jord, havde én stemme, hvorimod den, der havde 100 hektar, havde ti, så jo mere jord, jo mere demokrati, som man sagde, beretter Jean Pierre med let skjult ironi.
Såvel dyrkningsareal som produktion har gennemgået store forandringer. Højdepunktet var midten af 1800-tallet, hvor vinmarkerne dækkede et areal på 6.000 hektar. Det var før, der var rent drikkevand, og hvor vin blev drukket af såvel store som små. Omkring 1870 blev mange vinregioner, herunder la Drôme, hårdt ramt af angreb af vinlusen phylloxera, som havde taget turen over Atlanten sammen med de amerikanske vinstokke, og dyrkningsarealet faldt til 1000 hektar. Man plantede derfor hybrider, det vil sige en druesort, der kombinerede kvalitet og modstandsdygtighed. Det var en mousserende vin, som havde numre og koder, men intet navn. Navnet La Clairette de Die blev først officielt anerkendt i 1942, hvor vinen blev tildelt AOC-status.
Lavpunktet i dyrkningsareal var i 1960, hvor det var faldet til 300 hektar. Siden er der sket en vækst i vinproduktionen, og i dag er arealet vokset til over 1500 hektar. Engang var der 700 vinbønder i kooperativet, nu er der lidt over 200. For at tilpasse sig markedet, river man nu vinstokkene op og gør arealet mindre, mens produktionen per hektar forøges. Forbrugsmønsteret har også ændret sig. Nu vælger forbrugerne prosecco og andet i den stil. Dertil kommer, at de unge drikker øl. “De kender ikke til vin før de bliver gift”, siger Jean Pierre og griner. Selv drak han heller ikke vin som ung i den protestantiske klub, hvor han kom. Det var i øvrigt dér, han mødte sin kone, får vi at vide en passant. Kommer man udefra i dag, er det stadig et protestantisk miljø, man træder ind i. Jean Pierre selv kalder sig dog ateist, for som han siger, “Jeg kunne lave alt for meget ballade, uden at der skete noget. Til sidst tænkte jeg, at Gud ikke eksisterede, for ellers ville han ikke acceptere det.” Præsterne forklarede ham, at det var fordi Gud gav mennesket frihed, både til at gøre det gode og det dårlige. Men for Jean Pierre hang det ikke sammen.
Jean Pierre var med til at støtte den grønne bølge og belønne de økologiske vinbønder i kooperativet ved at give dem en bonus per hektar. Men det var for tidskrævende, for hvor man med den konventionelle dyrkningsmetode beskytter vinen med syntetiske pesticider og dermed får et større udbytte, benytter man kun naturlige pesticider i et økologisk landbrug, og man er derfor langt mere udsat for skadedyrsangreb m.v. Det gør de økologiske produkter dyrere, og folk køber dem ikke, fordi de ser på prisen, mener han. Måske skyldes det også markedsføring. Førhen gik der for eksempel sjældent en måned, hvor Jaillance ikke var omtalt i den lokale avis, Le Journal du Diois, men nu står der ingenting, beklager Jean Pierre.
Formandens rolle er også under forandring. Da Jean Pierre stod i spidsen, indledte han altid bestyrelsesmøderne med en introduktion, hvorefter han gav ordet på skift til direktøren, den kommercielle direktør, finansdirektøren, og den tekniske direktør, og til sidst ville han som formand afslutte mødet. Da Jean Pierre ikke længere var formand, blev han stadig inviteret til bestyrelsesmøderne, og han mødte op et par gange, blot for at konstatere, at det nu var direktøren, der ledte mødet, og at formanden nu alene var vinbøndernes formand, og ikke kooperativets. Kvinder har der ikke været mange af i bestyrelsen. Ikke fordi Jean Pierre ikke ønskede det, men fordi der ikke var nogen, der stillede op. Og den ene, der gjorde, ville ingen have.
Den nye generation interesserer sig fortsat for vinproduktion. Mange er tilflyttere udefra, de såkaldte “néo-ruraux”, byboere der flytter på landet. De overtager eller genopretter de små vinmarker og dyrker økologisk vin. De er ikke med i vinkooperativet, men vælger at være selvstændige vinbønder, med alt hvad det indebærer af egen indflydelse men også usikkerhed. Jean Pierre husker 68’erne, som flyttede på landet “for at se svalerne flyve”, som han beskriver det. Det var et kultursammenstød. Det faldt ikke i 68’ernes smag, at JP malkede køerne og skoede hestene, men man omgikkes hinanden som naboer på trods af alt. Der kom også en del hollændere. En af dem blev gift med en fransk kvinde og oversatte La Fontaine til den lokale dialekt, le diois. Han lavede sågar en ordbog og belærte Jean Pierres far, der havde talt dialekten hele sit liv, om den rette udtale. Med slet skjult skadefryd konstaterer Jean Pierre, at de 68’ere, som gik med i GAEC (Groupement Agricole d’Exploitation en Commun, en landbrugssammenslutning for fælles drift) overlevede, hvorimod dem, som valgte at stå udenfor, ikke klarede sig. Om det vil gå på samme måde for nutidens tilflyttere, vil tiden vise.
Det er ikke fordi, det kom bag på Jean Pierre, at der også inden for vinens verden er brodne klar, og at branchen er præget af politik og konflikter. Han har tværtimod haft en vis succes med at tage ordet og ikke blive skræmt. Han havde sin egen måde at håndtere konflikter med autoriteter på: han forestillede sig bare, at personen over for ham var på toilettet. Så blev hans modstander til et almindeligt menneske, og hans frygt forsvandt.
Ikke kun vinen har haft Jean Pierres opmærksomhed. Han kalder sig selv for humanist snarere end venstreorienteret, for han vil ikke sættes i bås med de unge, der påstår, at de kæmper for frihed, men som i virkeligheden, som han ser det, går ind for diktatur og ret hurtigt begynder at bruge et autoritært sprog. Han har set unge, der starter ud med at være maoister, men som er endt som virksomhedsejere, og dette skifte har han ikke meget tilovers for.
Jean Pierre har været engageret i lokalsamfundet, og han har bl.a. deltaget i demonstrationer mod lukningen af gymnasiet og lukningen af togstationen i Die, og han var med, da de unge landmænd lavede en blokade af traktorer. De blev hørt, og både gymnasiet og togstationen lever videre den dag i dag. Som formand for Unge Landmænd (Jeunes Agriculteurs) var Jean Pierre med til at oprette et landbrugsudviklingsudvalg, der samlede alle kooperativerne, Crédit Agricole, MSA (Mutualité Sociale Agricole, Frankrigs sociale sikringssystem for landbrugssektoren) med flere. Men det stoppede ikke der. Kort tid senere oprettede man et udvalg til udvikling af området le Diois, og nu var rådhuset også inde over. Det var begyndelsen på l’intercommunalité, siger JP med slet skjult stolthed. Begrebet intercommunalité betegner et samarbejde mellem flere kommuner, som går sammen om at løse fælles opgaver og administrere ressourcer i fællesskab.
Inden vi går, byder Jean Pierre på øl. Hans søn er ølbrygger, og det er ham magtpåliggende, at vi smager den. Han forlader med raske skridt stuen, og vi kan høre flaskerne klirre i baggrunden. Så er han tilbage med to store flasker. “Skål”, siger vi og klinger glas. Et langt liv levet, med dybe rødder og frugter, der stadig modnes, og et stort engagement i såvel jorden som i fællesskabet, således kan Jean Pierres liv i Diois kort beskrives.
…
Artiklen er første interview i et bogprojekt, som vi har fået det privilegie at bringe. Bogen vil bestå af en samling portrætartikler om mennesker i og omkring Die i la Drôme, hvor Annette tilbringer en del af året sammen med sin franske mand Marc
