fbpx
Provence Historie

Får og frihed i bjergene

Gennem århundreder fulgte hyrderne og fårene ofte de samme ruter
Gennem århundreder fulgte hyrderne og fårene ofte de samme ruter, der med tiden blev til brede stier kaldet “drailles. Den særlige klokke, som flere af fårene får på før de skal ud på langfart, kaldes “dralhau”. Andre har lidt mindre klokker på, kaldet “sonnailles”, som sætter rytmen. Foto: Madeleine Blixen
Fårehyrden Fabien får forespørgelser fra stressede folk, som gerne vil vandre med ham og hans flok, tiltrukket for en stund af den uendelige frihed, der følger med dette ellers hårde og krævende arbejde. Han vil for intet i verden bytte sin tilværelse ud med nogen anden.

I den lillebitte landsby for enden af en blind vej dybt inde i bjergene i det nordlige Hérault er der gjort klar til fest: Der er levende musik, og på pladsen får vandrere og lokale sig en svingom, mens kæmpegrillen er ved at komme i omdrejninger ligesom landsbyens gamle bagehytte, så der også kan serveres rygende varme croque-monsieurs på rustikt landbrød. Festens hovedpersoner er dog blevet noget forsinkede af de sidste dages lunefulde vejr: 460 får samt familien Foulquier. De har været en lille uge undervejs med en gennemsnitlig dagsmarch på 18-20 kilometer. Målet er grønnere græsmarker, end hvad lavlandet kan byde på i sommermånederne, og la Transhumance, som det hedder, har eksisteret i tusindvis af år på alle jordens kontinenter. 

La transhumance gør sit til, at Fabien, Marjorie, Mathis og Yonnis Foulquier´s familiebånd er ekstra stærke
La transhumance gør sit til, at Fabien, Marjorie, Mathis og Yonnis Foulquier´s familiebånd er ekstra stærke. De deler fantastiske oplevelser undervejs, men også strabadser og problemer, der skal løses i fællesskab. Foto: Madeleine Blixen

Det er ikke før henad eftermiddagen, at de første klokker kan høres i det fjerne, og så myldrer det ellers ind med får. Et par pensionerede hyrder står parat til at tage imod, og der anes fugtige øjne, da de omfavner Fabien og resten af holdet, som også tæller et par gode venner, der hjælper til med at køre de to følgebiler, som både transporterer mad og eventuelt syge eller trætte får.

DER FINDES GODT 20.000 hyrder i Frankrig, men det anslås, at der vil komme til at mangle mindst 10.000 i de næste ti år. 50-årige Fabien har på rejsen følgeskab af sine to sønner – og deres mor eje at forglemme. 

”Jeg gør mit bedste for at overbevise dem om, at de burde vælge en anden levevej, men jeg fornemmer, at det er gået i blodet på dem også, som det er på mig og min kone! Vi er frie som vinden, og vi lever hvert eneste øjeblik intenst.” 

De grønne symboler på ryggen, der gør at man kan kende forskel på de forskellige dyr.
Da Fabien i år udover sin kone også havde selskab af sin søns kæreste gav han dem frie hænder til at sætte deres feminine præg på årets transhumance, hvilket resulterede i en lyserøde sommerfugl på fårenes bagdel. De har også valgt de grønne symboler på ryggen, der gør at man kan kende forskel på de forskellige dyr. Foto: Madeleine Blixen

Fabiens bedstefar var også fårehyrde, og han taler med varme om deres fælles hverv. Fortiden og dem, der er gået før Fabien spiller en stor rolle for ham. Flere af fårene har smukke halsbånd på, og det er ikke hvilke som helst halsbånd, for mange af dem har navne på forrige hyrder skrevet på indersiden. Også klokkerne har historier at fortælle. 

”Nogle af dem er over 130 år gamle. For ikke så længe siden blev jeg kontaktet af en 90-årig kollega, der havde en kæmpe samling klokker i sin lade. Han sagde: Kom og vælg, så i første omgang tog jeg 20, som vi har med i år sammen med godt 70 andre,” fortæller Fabien.

KLOKKERNE ER IKKE KUN til for at kunne høre vildfarne får på lang afstand. De er også en slags gulerod for fårene, der signalerer, at de er på rejse. 

Fårehunden er et af hyrdernes vigtigste arbejdsredskaber
Fårehunden er et af hyrdernes vigtigste arbejdsredskaber og samtidig en kær og dybt respekteret rejsekammerat. Colliernes opgave er at holde fårene samlet og adlyder hyrdens mindste vink, mens den imponerende Patou er en vagthund i ordets bogstavelige forstand, der skal beskytte mod angreb fra rovdyr eller alt for nysgerrige mennesker, der også kan skabe panik blandt fårene. Foto: Madeleine Blixen

”Uden klokker flytter de sig ikke,” fortæller Fabien, der før afrejse bruger mellem fem og seks timer på at udstyre fårene med deres klokker, for hver klokke er nøje udvalgt til hvert får. ”Den første uge er det noget af en udfordring at holde styr på dem, for de er helt overstadige og galoperer løs.”

Med på turen er der fire hunde: to klassiske fårehunde, hvis opgave det er at holde sammen på fårene, og to majestætiske Patou’er, hvis opgave det er at holde vagt og beskytte flokken mod især ulve, som der kommer flere og flere af hvert år, og som nu permanent findes i hele det østlige Frankrig fra nord til syd samt det indre af Bretagne. Le Patou, der er en race med oprindelse i Pyrenæerne, ser ud som en enorm hyggebamse, men tag ikke fejl. Den tager sit hverv yderst alvorligt, og forud for en transhumance bliver der informeret grundigt i de berørte kommuner om, at man absolut skal afholde sig fra at nærme sig, endsige forsøge at klappe dem, eller modsat forsøge at virke truende, for selv om le Patou ikke er trænet til at angribe, vil den til hver en tid forsvare sin ”familie”. Hundene bliver nemlig typisk født i en stald midt blandt fårene, som de vokser op sammen med.

Den lille landsby Douch ligger i hjertet af le Parc Régional de Haut-Languedoc
Den lille landsby Douch ligger i hjertet af le Parc Régional de Haut-Languedoc og har en stolt mouflon som kendetegn. De mange vandrere i området håber alle at få øje på et af de vilde bjergfår med de flotte horn. Den dag, la transhumance ankom for sommeren til Douch, var der turister fra både Paris og Bretagne, som fik sig en uforglemmelig oplevelse. Foto: Madeleine Blixen

ULVEN BLEV UDRYDDET i Frankrig i slutningen af 1800-tallet, og der skulle gå næsten 200 år, før de første ulve begyndte at komme tilbage. Det var i 1992, hvor der blev observeret to ulve ”indrejst” fra Italien. 

I dag anslås det, at der findes små 1000 ulve i Frankrig, samt 76 bjørne i Pyrenæerne. Frustrerede hyrder poster gang på gang billeder af blodige fåre-kadavre, og skønt den franske stat har hævet erstatningen for dræbte får, har det ikke beroliget dem. Problemets kerne er nemlig, at der ikke rigtig findes nogle for alle parter tilfredsstillende løsninger på en sameksistens mellem et voksende antal fredede ulve og fårehold. 

Klokkerne er ikke kun til for at kunne høre vildfarne får på lang afstand. De er også en slags gulerod for fårene, der signalerer, at de er på rejse.
Klokkerne er ikke kun til for at kunne høre vildfarne får på lang afstand. De er også en slags gulerod for fårene, der signalerer, at de er på rejse. Foto: Madeleine Blixen

Der, hvor hyrder har forsøgt sig med elektriske indhegning eller opstaldning for natten, er ulvene i stedet begyndt at angribe om dagen, men Fabien Foulquier nægter at give op, for det ville betyde at opgive friheden. 

Frankrig blåstemplede i 2019 la Transhumance som såkaldt immateriel kulturarv i håb om en dag at få det optaget på Unescos liste over bevaringsværdige traditioner. La Transhumance udgør en vigtig del af la Pastoralisme, altså dyrehold i åben natur. Udover at være en pittoresk attraktion for turister, spiller fårene og gederne en vigtig rolle ved at holde buske og krat i ave, hvilket dermed mindsker brandfaren. I tilgift får forbrugeren mælk og ost produceret af dyr, der har græsset naturligt uden diverse mystiske foderingredienser.

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.

Tags