fbpx
Chapelle Saint-Michel på Île de Bréhat i Bretagne
Nyt om Frankrig

Île-de-Bréhat: Lidt færre turister, tak!

Turismen giver tit et solidt bidrag til lokaløkonomien på turistdestinationerne. Men det er ikke alle steder, man er lige begejstret for at blive invaderet af de ferierende horder sommer efter sommer. På Île-de-Bréhat i Bretagne har borgmesteren netop underskrevet et dekret, der begrænser antallet af daglige besøgende til 4.700 mellem 14. juli og 25. august i år. Det skriver avisen ouest-france.

Beboer med hus eller sommerhus er ikke omfattet af begrænsningen, så det faktiske antal overfarter til øen forventes at blive større – men væsentlig lavere end de op mod 6.000 daglige besøgende, der blev registreret på de mest travle dage i 2021 og 2022. Fra politisk hold havde man gerne set en lavere tærskel, men valgte at lytte til bekymringer fra de erhvervsdrivende.

Begrænsningen styres i praksis ved at færgeselskaberne der besejler øen pålægges at begrænse antallet af besøgende i tidsrummet 8.30-14.30 fra mandag til fredag. Det vil altså være en god idé at booke færgebilletten på forhånd, hvis man vil sikre sig et besøg i den travle ferieperiode.

På øen håber man at kunne give en bedre modtagelse til det lavere antal besøgende, blandt andet hvad angår kapaciteten på øens fourageringssteder, ligesom man håber, at flere vil besøge øen uden for højsæsonen eller i weekenden, der modsat hvad mange tror ikke er ugens mest populære besøgsdage.

Også andre steder i Frankrig er man begyndt at tænke i at begrænse antallet af turister. Det gælder blandt andet Les Calanques ved Marseille.