Kan man leve af et hul i jorden? Ja, er det korte svar. Som andre franske familier lever af deres vidunderlige have, en dejlig vingård eller en egen osteproduktion, så har vi nu mødt en familie, der lever af at invitere mennesker ned i deres mange millioner år gamle drypstensgrotte.
Af Finn Rastén
Der findes historier, som virker for utrolige til at være sande. Historien om Grottes de Saint-Cézaire begynder ikke med en videnskabelig ekspedition eller en eventyrlysten opdagelsesrejsende, men med en almindelig bonde, en vinmark – og et hul i jorden.
Året var 1888. Landmanden Léon Dozol arbejdede på familiens jord uden for den lille landsby Saint-Cézaire-sur-Siagne i Alpes-Maritime. Da hakken ramte jorden, åbnede der sig et mørkt hul. For Léon var det ikke begyndelsen på et eventyr, men blot et irritationsmoment.
I flere år brugte han hullet som affaldsplads. Sten, grene og ukrudt blev smidt ned i dybet. Men han begyndte at undre sig over, at hullet aldrig blev fyldt, uanset hvor meget han smed i. En dag fik nysgerrigheden overtaget, og med et reb om livet og et stearinlys i hånden lod han sig langsomt fire ned i mørket. Da hans fødder ramte bunden, åbenbarede lyset en verden, ingen i området anede eksistensen af: Store og små rum fyldt med glimtende drypsten, søjler og krystalformationer skabt gennem millioner af år.
Da Léon viste hulen til sin hustru Octavie, sin søster, svogeren og senere lægevennen Adrién Guébhard, der tillige var professor i geologi, begyndte tanken at tage form: Den underjordiske verden burde opleves af andre. Det blev begyndelsen på et livsværk. I næsten ti år arbejdede familien om dagen på markerne og om aftenen i grotten. Med håndkraft huggede de trapper ned gennem klippen, sikrede passagerne og gjorde det muligt for besøgende at komme sikkert ned i dybet.
Det var ikke mindst på grund af Guébhards skriverier og bøger om grotten, at de første gæster omkring år 1900 ankom, og blev vist rundt af Léon selv. Ofte måtte de besøgende dog først lede efter ham ude på marken, hvor han stadig arbejdede som landmand. Først derefter kunne rundvisningen begynde, oplyst alene af stearinlys.
Efter Første Verdenskrig var kendskabet til grotterne kommet et fransk filmselskab for øre. Derfor fik familien en henvendelse fra filminstruktøren Louis Mercanton (1879-1932), som ønskede at optage dele af den britisk-franske stumfilm Phroso i grotten (filmen fik sin danske premiere i 1922 med titlen Falsk Spil). Af den årsag skulle der i grotten opstilles kraftige generatorer og elektriske projektører mellem drypstensformationerne. Og da det elektriske lys for første gang blev tændt, måtte familien snappe efter vejret. Hvor stearinlyset kun havde afsløret små glimt af grotten, fik det elektriske lys de orange og rødlige kalkformationer til at gløde. Krystallerne virkede næsten gennemsigtige. Familien besluttede sig med det samme: Grotten skulle elektrificeres permanent.
Léons sønner, Joseph og Marcel, brugte halvandet år på arbejdet. Samtidig anlagde de en ordentlig vej gennem landskabet, så biler og busser kunne nå frem. Det var et enormt projekt for en familie, der ernærede sig af landbrug. Léons ældste datter, Marie, stod bag de første fotografier og reklamer. Svigerdøtrene Joséphine og Eugénie åbnede restaurant og serverede hjemmelavede måltider for de besøgende. Andre familiemedlemmer drev café, billetkontor og souvenirbutik. Alle hjalp til. Efterhånden blev landbruget mindre vigtigt, og grotten blev til familiens levebrød.
I dag er grotten fortsat i familiens eje, og flere generationer arbejder stadig side om side. Guidede ture, café, butik og restaurant er blevet til en fælles familievirksomhed, hvor hver enkelt finder sin rolle. Børn overtager efter forældre. Børnebørn bliver guider. Det gør Grottes de Saint-Cézaire usædvanlig blandt Frankrigs turistattraktioner: Grotten er ikke blot et naturmonument, men en familiehistorie, der har varet i mere end 135 år. Fra Léon Dozols første nedstigning med et stearinlys til nutidens moderne besøgscenter er ejerskabet blevet i familien.
Det er denne virkelighed, min familie og jeg træder ind i, da vi besøger grotten en varm sommerdag. Ved indgangen møder vi den nuværende leder, Christophe Corlay, som er efterkommer af Dozol-familien. Denne dag står han selv for billetsalget – en lille detalje, der siger meget om stedets karakter. Her er historien ikke gemt væk i arkiverne. Den står bag disken.
Vi besøgende samles af en guide en lille gruppe, og snart bevæger vi os ned gennem de kølige gange. Vi går i samlet flok mellem stalaktitter og stalagmitter, mens fortællingen om grottens geologi og familiens historie følger os længere og længere ned. Efter få minutter ændrer temperaturen sig mærkbart. Udenfor er hedebølgen med sine mindst 32 grader. Herinde holder grotten året rundt omkring 15 grader. Kulden føles næsten som en luksus. Alene derfor kan besøget anbefales på en hed sommerdag i Provence.
Vi fortsætter nedad, indtil vi befinder os omkring 40 meter under jordoverfladen. Her bliver lyset svagere, klippevæggene mere dramatiske og stilheden mere påtrængende. Nederst standser guiden. Dybt under kalkstensplateauet løber en lille underjordisk flod, skjult for os. Vandet forsvinder videre ned gennem klippen og bevæger sig gennem et netværk af sprækker og hulrum, før det omkring fem kilometer borte kommer frem igen ved La Foux i Gorges de la Siagne.
Forbindelsen mellem grotten og kilden blev påvist ved hjælp af fluorescein, et kraftigt sporstof, som gjorde det muligt at følge vandets skjulte vej gennem kalkstensmassivet og dermed bevise grottens udgang. Lige mens vi står her bliver lamper tændt, og vi ser vandet strømme ned i 80 meters dybde i det fluorescerende blå lys.
Der står vi så i Provences dyb, mens solen brænder på landskabet over os. Foran os fortsætter vandet ind i mørket ad en rute, som mennesker kun delvist kender. Det er måske netop dér, Grottes de Saint-Cézaire gør størst indtryk. Ikke kun på grund af de spektakulære stalaktitter og stalagmitter, men fordi naturhistorien og familiehistorien hele tiden flettes sammen. For mens vi langsomt bevæger os tilbage mod dagslyset, bliver det klart, at familien ikke blot ejer grotten, den er selv en del af fortællingen.
Information om Grottes de Saint-Cézaire
Christophe Corlay er den nuværende gérant (driftsleder/direktør) og den, der har stået bag de sidste års udvikling af området med bl.a. naturpark, klatrepark, børneaktiviteter og nye besøgsoplevelser.
Det mest fascinerende ved Grottes de Saint-Cézaire er måske ikke drypstenene. Det er, at familien stadig gør det samme som i 1900: De tager imod gæster, fortæller historien og sender mennesker ned i mørket – for at vise dem den verden, som Léon Dozol fandt med et stearinlys for over et århundrede siden.
Adresse: Domaine de la Grotte,
1481 route des grottes,
06530 Saint Cezaire sur Siagne
Husk at bestille billetter på forhånd på www.grotte-saintcezaire.com
Tlf. +33 (0)4 93 60 2235
En rundvisning varer 40 minutter med guide på fransk og engelsk.
