Om François Bayrou selv troede på, at hans regeringen ville overleve gårsdagens mistillidvotum i Nationalforsamlingen, som han irriteret hævdede den anden aften i et interview på tv-kanalen France 2, eller om det i virkeligheden var hans forventning og måske endda forhåbning, at han ville kunne forlade premierministerposten med oprejst pande, som den ansvarlige leder der fremlagde den nødvendige plan, får vi nok ikke at vide. Men vist er det nu, at 364 medlemmer af Nationalforsamlingen mandag aften stemte for mistillidsvotummet, mod kun 194 imod, og dermed er Bayrou-regeringen fortid efter blot otte måneder ved magten. Som Barnier før ham falder Bayrou på spørgsmålet om budgettet og de besparelser, der ses som nødvendige for at få gæld og budgetunderskud nedbragt og økonomien tilbage på ret køl.
Allerede tirsdag aften er den nye premierminister udpeget. Macron valgte den loyale 39-årige Sébastian Lecornu, der har været forsvarsminister i den afgående regering og som i øvrigt har siddet i regering siden Macron kom til magten i 2017. Det var på forhånd ventet, at Macron ville vælge en profil tæt på ham selv, og Lecornu har Macrons tillid – ligesom i øvrigt Gérald Darmanin, Xavier Bertrand og arbejdsminister Cathrine Vautrin, som der også har været gættet på. Det måtte dog ikke være en kandidat med præsidentpotentiale, der risikerede at stjæle scenen og blive set som en arvtager til Macron, uden at Macron nødvendigvis selv kan kontrollere, hvilken politisk linje der fortsættes. Men sådanne ambitioner har Lecornu meldt ud, at han ikke har.
Lecornu er præsidentens forhandler, der har kontakter til både højre og venstre, og han er desuden en mand, der er glad for umulige missioner. En passion, han nu får lejlighed til at udleve, når han skal balancere venstrefløjens krav om øget beskatning af de rigeste med højrefløjens krav om besparelser – for der må formentlig gives indrømmelser til begge sider, hvis et budget skal landes. Men måske har republikanernes formand Bruno Retailleau, indenrigsminister i den afgående regering, ret i, at franskmændene i bund og grund ønsker sig, at det skal være et fælles projekt at redde landets økonomi, og ikke bare besparelser der rammer de smalleste skuldre.
