Festivalen ”Fête des Terrasses” så dagens lys i 2020. Regionen Sud tog, efter den første hårde nedlukning under Corona-pandemien, initiativ til at genoplive den regionale økonomi ved at promovere lokale vine og lokale spisesteder med en festival. Selv om pandemien ligger bag os, er ånden bag festivalen den samme: Sig farvel til ensomhed og pandemiens dysterhed – og tag dig i stedet tid til at nyde livet sammen med andre. Festivalen ”Fête des Terrasses” opfordrer til at besøge caféer, barer og restauranter for at fejre livet. Årets festival afholdes 1. juli 2023.
Mere end 7.000 restauranter, hoteller, barer, caféer etc. deltager i årets arrangement. Følg med på regionens hjemmeside www.maregionsud.fr og på de sociale medier under hashtag #LaFeteDesTerrasses.
4. udgave af Fête des Terrasses udfordrer ønsket om at fejre livet ved at støtte foreningen ”Don d’organes, Dons de vie” (Organdonation, livets gaver). Også i Frankrig er der behov for at øge fokus på organdonation og debatten omkring organdonation. Arrangørerne håber, at samarbejdet mellem festivalen og foreningen kan skabe debat om organdonation.
I Frankrig er alle organdonorer ved lov. Dog kan man frabede sig at være organdonor – enten ved at fortælle det til sine pårørende eller ved at registrere det i et nationalt register. Alligevel ender mange pårørende med at sige nej til organdonation på vegne af deres døende familiemedlem, når lægerne spørger. Ofte fordi familierne ikke har talt om organdonation på forhånd og derfor ikke kender hinandens ønsker og holdninger til spørgsmålet. Det er håbet for foreningen ”Don d’organes, Dons de vie”, at festivalen Fête des Terrasses kan være med til at åbne op for samtalerne om organdonation i de franske familier.