fbpx
Politik

Femmes puissantes – kvinder med magt

Léa Salamé, radiovært på France Inter og tv-vært på France2 stiller de skarpe spørgsmål
Léa Salamé, radiovært på France Inter og tv-vært på France2 stiller de skarpe spørgsmål - også når præsident Macron er i fokus.

“Nej,” sagde redaktøren på radiokanalen, ”den titel vil aldrig sælge, den vil skræmme folk væk.” “Det er den titel, der passer, og den vil jeg have, jeg ved, jeg har ret,” svarede den franske journalist-forfatter.

Journalist Léa Salamé havde hen over forår og sommer 2019 for radioen France Inter talt på tomandshånd med 12 kvinder, der via deres karriere havde vundet notabilitet. Serien var uventet blevet en kæmpe lyttersucces, der fik sit eget liv via de sociale medier – så det blev besluttet, den skulle komme i bogform. Den udkom i oktober 2020. Alle interviews blev indledt med spørgsmålet: “Hvis jeg siger til Dem, De er en magtfuld kvinde, hvad svarer De så?” Alle kvinder så lettere betuttet ud og svarede uden om – bortset fra en: “Ja, jeg er en kvinde med magt, og det er DE også, det er alle kvinder, der vil.”

Léa Salamé, morgenradiovært og tv-vært på France2 til store politiske udsendelser, havde taget en pause af den simple årsag, at hendes mand stillede op til Europaparlamentsvalget i maj 2019. Det var vigtigt for hende at styre uden om politisk tilhørsforhold i de mange debatter, hun ellers ville have skullet medvirke i som vært og interviewer. Den beslutning førte til gengæld til en omgang på de sociale medier, om kvinder, der bøjede sig for manden og ikke kørte egen karriere som planlagt. #MeToo og den franske pendant #Balance-Ton-Porc – Afslør Dit Svin – havde da kørt siden 2018. 

Programserien var set som en nødløsning, indtil valget var overstået, men interviewene skulle vise sig at begejstre Léa Salamé selv. Så meget, at hun besluttede sig til at skrive indledning – og om sig selv – i bogudgaven i oktober 2020. I mellemtiden havde vi oplevet coronanedlukning, fortsat sexisme og krænkelseskultur. 

I 2016 fik Leïla Slimani Goncourtprisen for bogen “Chanson Douce”
I 2016 fik Leïla Slimani Goncourtprisen for bogen “Chanson Douce” – dansk titel “Vuggesang”. Prismodtageren modtager kun 10 euro, men prisen er den fineste anerkendelse, der uddeles i Frankrig. Siden prisen blev etableret i 1903 har kun 10,5% af modtagerne været kvinder.

Der var i den grad plads til noget og nogen, som det var lykkedes for, selvfølgelig ikke uden omkostninger, men for at kunne slå fast, at det kan lade sig gøre – at være og blive une femme puissante – en magtfuld kvinde – i det Frankrig, der først gav kvinderne stemmeret i 1944, kvinden ret til at arbejde, have en bankkonto og et pas uden mandens tilladelse i 1965. Præ-vention blev muligt i 1967 og lovlig abort i 1975. Der skal fortsat en dyb indånding til, før man frivilligt satser og bryder normer – og en del gåpåmod.

“JE VENAIS DE LOIN” – jeg kom langvejs fra – skriver Léa Salamé. Hun blev født i Beirut 27. oktober 1979. Familien besluttede på grund af borgerkrigen i Libanon at gå i eksil i Frankrig – den dag Israel gik ind i Libanon i 1982. Borgerkrigen begyndte i 1975 og skulle fortsætte til 1990. Familien forsøgte at bevare kontakten med hjemlandet og rejste, når det var muligt, fra Paris til Beirut og tilbage igen til Paris. Léa og hendes lillesøster var indskrevet i to skoler – en i Beirut og en i Paris. Seks måneder her og seks måneder der. Forventningen var at kunne vende tilbage til Libanon. 

Léa var vred over eksilet – hun prøvede at være som de franske piger omkring hende men følte sig helt uden for. Hun blev hurtigt klar over, at hun skulle kæmpe mere end de andre for at finde en plads. I dag refererer hun til den tid, hvor hjemme hverken var Beirut eller Paris, men et eller andet sted midt i mellem med ordene fra digteren Jean Cocteau: “Det man bebrejder dig, dyrk det, det er Dig.” Med andre ord – din originalitet ligger netop der, hvor du er anderledes.

Léa af kristen familie var som 13-årig elev på jesuitterskolen Collège Franklin i Paris, hvor, som hun skriver, det konservative bourgeoisi sendte deres børn. Hun var lidt af en rebel, og hendes mor blev indkaldt til samtale: “Ved De, hvad der er galt med Deres datter, hun er orientalsk, hvornår vil hun forstå, at hun nu skal være cartesianer?” Og da svarede Léas mor med den syngende accent fra den anden side af Middelhavet: “Oui, monsieur, ma fille est orientale – et fière de l’etre” – min datter er orientalsk – og det er hun stolt af. 

I 2016 fik Leïla Slimani Goncourtprisen for bogen “Chanson Douce”
I 2016 fik Leïla Slimani Goncourtprisen for bogen “Chanson Douce” – dansk titel “Vuggesang”. Prismodtageren modtager kun 10 euro, men prisen er den fineste anerkendelse, der uddeles i Frankrig. Siden prisen blev etableret i 1903 har kun 10,5% af modtagerne været kvinder.

Cartesianer – rationel, logisk og metodisk – som foreskrevet af filosoffen Descartes (1596-1650), den opskrift på at kunne blive og være fransk, lå fjernt fra en meget ung pige, der op gennem barndommen på tv kunne se sin hjemby Beirut endnu en gang gå op i flammer. Men ordene blev hængende – hvem var hun? “Jamen, du er da det hele,” svarede en venlig onkel og pegede på en “millefeuilles” (tusind blade) kage – i Danmark kendt som Napoleonskage. 

Libaneser, armener efter sin mor, fransk, arabisk, kristen? En ting tog hun med sig, hun skulle vise, at hentydningen, som hun forstod det, til orienten som værende doven, langsommelig, overdreven, irrationel og vel også arkaisk var totalt misvisende, kort sagt, hun skulle vise ham – og andre, hvad hun kunne.

LEÏLA SLIMANI, forfatter, født i Rabat i Marokko 3. oktober 1981, er i princippet også “orientale”. Heller ikke Leïla har glemt, hvor hun kommer fra. Hendes svar på spørgsmålet “kvinde med magt” er enkelt: “Have modet til at vove ikke at behage eller være imødekommende – det er en magtfuld kvinde.” “Avoir le courage de déplaire” – at turde gøre det ikke forventede giver frihed – og magt. 

Ikke at være den perfekte mor og husmor, men at give sig selv tid til at skrive og forfølge sin egen indre stemme. Der er omkostninger og fordømmelse – men også ansvar og frihed. Leïlas far kom en dag med en bemærkning, hun skulle huske: “Den dag, man anerkender, at kvinder som mænd har fejl, så vil vi endelig være lige.” 

“Og,” konkluderer Leïla Slimani, “kvindebilledet, der viser, at kvinder SKAL være blide og venlige, bliver et fængsel.

Vi er der for at tjene de andre og ikke for at finde os selv. At træde uden for anses for farligt. For mig er det friheden.”

CHRISTIANE TAUBIRA, venstrefløjspolitiker, tidligere justitsminister (2012-2016), er født i Cayenne 2. februar 1952 i fransk Guyane. Taubira er kendt som en belæst kvinde, yderst intellektuel og aldrig bange for at gå til angreb – rent verbalt med stor humor. Hun var en frygtet taler i Nationalforsamlingen. 

Christiane Taubira svarer på spørgsmå-let, om hun er en magtfuld kvinde, at det kan hun ikke give et fornuftigt svar på. Der skal definitioner af begrebet magt til, men magten har den, der ikke er bange. 
“J’ai réglé tous mes comptes avec la peur” – jeg har gjort op med angst og frygt – det er jeg færdig med.”

Jamen har De aldrig været bange i Deres politiske karriere? 

“Bange for hvad?” Bange for de andre, bange for kritik, bange for ikke at være på niveau? “Nej, det har jeg ikke. Jeg kræver af mig selv, at jeg skal være “irréprochable” – ulastelig, totalt forberedt, så man ikke kan skyde mig noget i skoene. Mere kan jeg ikke gøre. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke er kritisk over for mig selv og synes, at det kunne jeg have gjort bedre, men bange – NEJ.”

Christiane Taubira er født i Cayenne i 1952
Christiane Taubira er født i Cayenne i 1952 i fransk Guyane. Hun er kendt som belæst, yderst intellektuel og aldrig bange for at gå til angreb – rent verbalt med stor humor.

CHRISTIANE TAUBIRA SKULLE blive den justitsminister, der fik gennemført “le mariage pour tous” – loven, der gav mænd og kvinder ret til at gifte sig med eget køn. Det gik ikke stille for sig. Ministeren stod for skud. Hun skulle også blive udsat for ret så eklatant racisme. Et lille eksempel, var en tegning af Christine Taubira som abe, lavet af en 12-årig pige, som fik rigelig omtale.

“Det gjorde mig ikke noget, fordi jeg har pålagt mig selv ikke at lide under den slags angreb. Det har jeg gjort så længe, at det slet ikke er nogen anstrengelse længere, det kommer helt af sig selv. Jeg er ked af det for den 12-årige pige, der selvfølgelig var inspireret af sine forældre. Hvad vil hun gøre den dag, hun får en sort ven eller veninde? Jeg er ikke noget offer – “victime”, det vil jeg ikke være. DE aner ikke, hvor stærk, jeg er, og det er jeg nødt til at være, fordi jeg ved, hvad racistiske angreb udsætter folk for. Derfor skal jeg være stærk og uanfægtet, det skylder jeg alle de, der er gået forud og har kæmpet for deres tilværelse. Det kan ikke være anderledes.”

Og sådan har den lille sorte pige – som hun blev kaldt – ud af en søskendeflok på 11, hvor far var forsvundet, men mor klarede det hele på én løn som sygehjælper, haft sin rollemodel. Mor fortalte hele flokken, at skolen og uddannelse var vejen frem. “Hun var en kvinde med magt” – “jeg kan ikke takke hende nok.” Moren døde, da Christiane var 16.

I januar 2016 smækkede Christiane Taubira med døren og forlod regeringen i protest mod nye straffelove i kølvandet på de store terroristaktioner i Paris i november 2015. Præsident François Hollande havde tidligere været mod fratagelse af statsborgerskab, der ville gøre folk statsløse, men nu i kølvandet af, at 130 omkom i Paris hin 13. november, havde han givet ministerpræsident Manuel Valls grønt lys til også at lade dette omfatte folk med dobbelt statsborgerskab fra de gamle kolonier i Nordafrika. For Taubira var de franske, ofte født i Frankrig. Nu skulle de reduceres til andenrangs borgere. 

“Skal jeg være tro mod mig selv og min overbevisning, er jeg nødt til at gå af.” Regeringen mistede et af sine mest populære medlemmer. Christiane Taubira har nu fundet ny frihed som forfatter – senest kom romanen Gran Balan i september 2020 – om Guyane.

LEÏLA SLIMANI SKULLE af præsident Emmanuel Macron blive tilbudt stillingen som kulturminister. Hun sagde nej tak, for hende var det vigtigste tiden og ikke mindst friheden til at gå ind i sig selv for at finde inspiration til at skrive. Hun sagde dog ja til at blive hans repræsentant i la Francophonie(sammenslutningen af fransktalende lande). Financial Times skulle omtale hende som inkarnationen af den franske kvindes elegance. Det må have fået hende til at trække lidt på smilebåndet. Hendes svar er altid i Frankrig – jeg er 100% fransk – og i Marokko – jeg er 100% marokkansk, når nogen spørger, og det gør de ofte. Hun har for længst gjort op med sin identitet, hun er sig selv. 

I 2020 kom hendes seneste roman “Le Pays des Autres” – første udgave af en trilogi, der omhandler Marokkos historie fra fyrrerne og fremover. Udgangspunktet er faktisk egen familiehistorie – Leïla Slimani’s bedstemor var fra Alsace. Hun skulle møde en marokkansk soldat, der under Anden Verdenskrig var sendt til Alsace for at kæmpe i den franske hær. Hun valgte at tage med ham tilbage til Marokko – De Andres Land. I dag bor hendes barnebarn Leïla Slimani – i “Le Pays des Autres” – de andres land, Frankrig.

LÉA SALAMÉ ER TILBAGE og kan høres på France Inter hver morgen – og i de store politiske tv-udsendelser på France2. Hun tonede frem på skærmen 1. oktober 2020 direkte fra Beirut, da France2 var vært for et indsamlingsprogram for at hjælpe Beirut og indbyggerne efter de voldsomme eksplosioner, byen blev udsat for i august. Léa var en anelse bevæget – stående der i sit eget og i de andres land – på et tidspunkt, hvor følelserne af mange grunde er uden på tøjet.

Identitet – krænkelseskultur – racisme – er i den grad blevet dagens og formentlig også morgendagens emne. De tre kvinder – franske og lidt til – fandt hver sin vej og et svar. Med Leïla Slimani’s ord i en tv-udsendelse i september 2020: “Der er en tendens til at se tingene i sort hvid, trække kontrasterne stærkt op, vælge lejr lynhurtigt uden større diskussion, uden en intellektuel dialog – og dog er tingene så meget mere komplekse. Den tendens til radikalisering, at være indigneret uden at tænke selv, er alt for nem. Vi har brug for nuancer og forståelse i den offentlige debat – ikke for denne her clash-kultur og højtråbende radikalisering. Den interesserer mig overhovedet ikke.”

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.

Tags