fbpx
Kunst Provence

Fire kilometer verdenskunst i provencalske bakker

Crouching Spider af Louise Bourgeois (foto: Richard Haughton)

På Château la Coste en halv time nord for Aix-en-Provence blandes kunst og landskab på en lang spadseretur fuld af indtryk fra en række af verdens fremtrædende kunstnere og arkitekter.

Af Jesper H. Andersen

Der er dage, hvor overskyet og tempereret vejr kan vise sig en velsignelse. Termometeret viste kun en anelse over de 20 grader da vi sprang efter den guidede tour rundt i skulpturlandskabet, som netop var begyndt kl. 10, og jeg havde ikke tænkt på hverken solhat eller vand – eller helt gjort mig noget begreb om, hvor stort et område Château la Costes kunstpark egentlig strækker sig over.

Vi befinder os en halv times yndig kørsel uden for Aix-en-Provence i nordlig retning, hvor nogle skarpe linjer og ditto vinkler i beton kiler sig ned i en vinmark. Det er den nordirske ejendoms- og hotelmatador samt kunstelsker Paddy McKillen der her har deponeret nogle af sine murstensmillioner i at skabe spektakulære oplevelser: foruden kunsten fremstiller slottet biodynamisk vin, rummer et eksklusivt hotel, et mindre eksklusivt auberge og en række velbesøgte restauranter. Underholdning nok til en dagsudflugt eller et weekendbesøg, hvis man også vil udforske omgivelserne.

McKillen har tidligere benyttet den britiske kunstner Damien Hirst – det er ham med den oversavede ko i formaldehyd, som også har besøgt Arken for år tilbage – i hoteludviklingsprojekter, og da vi besøger Château la Coste i juni, synger en stor Hirst-udstilling på sidste vers. En mennesketorso uden hud, i stil med dem, man finder hos lægen eller i skolernes biologilokaler, hvor muskler og organer er synlige, er stillet op på græsplænen uden for hovedbygningen, hvor den kigger væk fra en af Louise Bourgeois’ edderkopper, der som det eneste eksemplar i verden er placeret i vand. Edderkopperne symboliserer kunstnerens moder, som mange måske vil huske fra deres (altså edderkoppernes) besøg på de Københavnske pladser, med spidse syle for enden af benene, som synåle eller spindetener, idet moderen, som hun var tæt knyttet til og mistede som 21-årig, netop var væverske i tapetrestaureringsbranchen. Nu har dette eksemplar fundet sin endelige placering, for Château la Coste har både en stor permanent samling, og skiftende udstillinger. Hirst har et ben i begge lejre, og har i foråret 2024 fået lov at brede sig over hele slottets udstillingsflade med skulpturer, malerier samt hans ”The Empress”-samling af kaleidoskopiske billeder kreeret over og oprindeligt af ægte sommerfugle, der for Hirst symboliserer frihed, religion og hans evige fascination af liv og død, som også spejles i førnævnte torso. Sommerfuglebillederne er udstillet i en tyngdekraftforagtende orangemalet og industrielt udseende pavillon, der hænger udkraget fra en klippeafsats og på det yderste punkt har 30 meter lodret ned, til man ville ramme bjergsiden, skulle man tage springet. Den lyst melder sig ikke.

Richard Rodgers pavillion i Chateau la Coste hænger lige ud i luften.

Fra udgangspunktet går turen opad i det træbegroede landskab, og det hele er tænkt mere som en gåtur end et museum – omkring fire kilometer kan man tilbagelægge i alt, hvis man skal se det hele. Værkerne står ubeskyttet i det fri, men de fleste er også for bastante til at rende nogen steder med. Et enkelt er direkte farligt for folk med pacemakere grundet stærk magnetisme. Målet er at dirigere de besøgende mod naturen, hvor man så falder over kunstværker og udstillingspavilloner, der er bygget ind i landskabet.

Udover kunstnerne har McKillen haft en række stjernearkitekter i arbejde. Den orange pavillon er kreeret af den britisk-italienske arkitekt og ven af McKillen, Richard Rogers, der gik bort i 2021, og som også har bl.a. Pompidou-centret og Terminal 1-bygningen i Lyon Saint-Exupéry-lufthavnen under sin signatur, foruden Londons Millennium Dome. Den japanske arkitekt Tadao Ando er en anden af McKillens favoritter. Han er kendt for at arbejde med beton støbt på stedet – in-situ – i tatamimåttemål og med synlige støbehuller, og det er netop hvad man finder i det gamle kapel øverst på ruten, der er blevet indhyllet i en Ando-konstruktion. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt kunne se genialiteten, men tilhængerne talte henført og med lav stemmeføring om stedets rolige, sakrale renhed. Tadao Ando er også ansvarlig for betonporten ind til området, for det centrale kunstcenter med butik og restaurant, samt et par værker mere ude i terrænet.

Spændende var til gengæld et undseeligt hul i bjergvæggen, der førte ned ad et par trappetrin til en hule, der var helt mørk lige når man trådte ind fra Provences skarpe dagslys, selv på en overskyet dag. Man skal famle sig videre ind i mørket, og lade øjnene vænne sig til det lys, som indgangshullet lader slippe ind, og efter kort tid træder en struktur af tykke flettede træstolper og grene frem, som udgør hele hulens væg og loft. Værket har den lakoniske titel ”Oak Room”, og er udført af den engelske billedhugger Andy Goldworthy.

Efter lidt tid i Andy Goldworthys hule træder væggene frem. (foto: JHA)

En anden kunstner, der har fået lov at udfolde sig flere steder, er irsk-amerikanske Sean Scully, som vi også for nylig har set i Danmark på Thorvaldsens. Hans værker på la Coste tæller en jernskulptur, ”Boxes of Air”, der indrammer landskabet i landskabet, og en stor granitskulptur samlet af store, løstliggende sten fra ét og samme brud i Portugal, der i øvrigt grafisk lægger sig op af hans Wall of Light Cubed-malerier. Begge er værker, der ændrer sig med tiden. Granitblokkene lå helt pakket uden mellemrum da de blev samlet i 2007, men i dag har de flyttet lidt på sig, og det bliver de ved med. Jernskulpturen ruster og ændrer sig også over tid, og det samme gør andre af parkens værker. De blander sig med restaurerede gamle mure, der understøtter landskabet og bærer vidnesbyrd om det landbrug, der har været en del af området længe før de rigelige irske skejser flød ind. Sådan indskriver værkerne sig i tiden før og efter.

Sean Scullys granitblokke kommer alle fra samme stenbrud i Portugal. (foto: JHA)

Listen over store navne inden for kunst og arkitektur, der har bidraget med værker eller bygninger, er lang som ruten rundt i terrænet. Frank O. Gehry, Sophie Calle, Kengo Kuma, Oscar Niemeyer, Jean Nouvel, Yoko Ono, Tunga og Ai Weiwei, for blot at nævne et mindre udvalg. Det er lige til at blive sulten af, og det har en irsk forretningsmand med store armbevægelser selvfølgelig tænkt over. Vi taler ikke om en forkølet lille museumscafé, men om en række af cafeer og restauranter. Der er den moderne Tadao Ando Café og Restaurant og den hyggelige og uformelle provencalske La Terrasse. I den fine ende har Hélène Darroze, som driver en trestjernet Michelin-restaurant på The Connaught i London – et andet af Paddy McKillens projekter – og en tostjernet i Paris, restauranten ”Hélène Darroze à Villa la Coste”, hvor en aftenmenu ligger på €190, mens en treretters frokost kan fås for €98 (søndag dog €150). Så her er vi i de lidt højere gastronomiske luftlag. En argentinsk og en italiensk restaurant er der også. Vinen laver Château la Coste selv, og der er både butik og vinsmagningskurser på stedet.

Et andet værk med irske aner, som er opført in-situ, er Larry Neufelds broer af skifer fra Donegal i Irland. (foto: JHA)

Vi tør således godt anbefale, at man lægger vejen forbi. Selv må vi mættede af indtryk forlade en af de største kunstattraktioner i området omkring Aix-en-Provence og vende snuden tilbage mod byen. Der er flere indtryk, der må vente til næste gang, og det er kun godt, for der kommer hele tiden nye udstillinger til, der gør genbesøg oplagt, ligesom der jævnligt afholdes musikalske arrangementer. Fra først i juli til september kan man opleve Ding Yi, Joel Mesler og Claire Tabouret.

Læs mere på www.chateau-la-coste.com

 

Artiklen er kun for abonnenter, men du får første måned for kr. 9,- uden binding! Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.