Danish design er stadig et uopslideligt kvalitetsimage her godt 75 år efter det hele begyndte at tage fart, og måske har franskmændene skævet lidt mod nord, da kultur- og økonomiministeriet for fire år siden sammen gik i tænkeboks for at gøre fransk design mere synligt, først og fremmest i selve Frankrig men også længere uden for landets grænser. Resultatet blev France Design Week, der fik premiere i september 2020. Fjerde udgave finder i år sted fra den 7. til den 28. september i hele Frankrig, med en særlig aflægger i hovedstaden i form af Paris Design Week fra den 7. til 16. september.
Al den stund at Frankrig siden længe har været forbundet med elegance, kan det undre, at French Design ikke er et lige så kendt begreb som det ditto danske, men faktisk findes der et Institut Français du Design oprettet i 1951. Blot var det i begyndelsen især industrielt design, man gjorde sig i, og et enkelt øjekast på en strømlinet og gudesmuk Citroën DS eller en smart Moulinex-køkkenmaskine fra slutningen af 1950’erne bekræfter, at franskmændene absolut kunne noget med design allerede dengang.
Design-Frankrig har en stærk trumf på hånden i form af de fantastisk mange traditionelle håndværk, som der stadig er liv i takket være århundreders savoir-faire, der aldrig er gået i glemmebogen. Sat sammen med unge designeres visioner giver det nogle spændende resultater, og i de sidste fire år er det officielle franske ”pulterkammer” Mobilier National begyndt at opkøbe designobjekter, der løbende bliver indlemmet i møblementet på f.eks. ambassader og i ministerier.

De franske design-uger i september byder på en bred vifte af udstillinger, konferencer, workshops og pop-up begivenheder i diverse gallerier. I Paris kan det anbefales, at lægge vejen forbi le Corbusiers lejlighed i i den berømte Molitor-bygning i det 16. arr. (og i forbifarten eventuelt forkæle sig selv med en luksus-spa og besøg i den ligeså berømte tilhørende pool). Se mere på https://www.maison-objet.com/en/paris/programme og for resten af Frankrig: https://francedesignweek.fr/evenements/edition2023/
Resten af året bør design-interesserede frankofile også holde øje med udstillinger og begivenheder i den midtfranske by Saint-Etienne, der er Frankrigs design-hovedstad og medlem af Unesco’s Creative City Networks. Her afholdes der hvert andet år international design-biennale – den næste finder steder i marts 2025, men indtil da er der løbende udstillinger i byens Cité du Design. I Sydfrankrig er det Hyères, der er ved at etablere sig som designer-by med den årlige Design Parade i sommermånederne, arrangeret af det yderst aktive kulturcenter Villa Nouailles, der også er et besøg værd resten af året https://villanoailles.com/