Der findes halvanden millioner foreninger i Frankrig, og at male akvarel, lære om svampe eller synge i kor er en af bedste måder at få franske venner og blive bedre til det franske sprog.
En af udfordringerne ved at flytte til Frankrig er at blive dus med det franske sprog og få franske venner. En af de bedste måder er via fritidsforeningerne, som i Frankrig drives på frivillig basis, og erstatter en stor del af de aktiviteter som aftenskolerne udbyder i Danmark. September måned er også ”la rentrée” (”skolestart”) for foreningerne, og i alle kommuner, store som små, afholdes der le Forum des Associations – en dag, hvor fritids- og sportsklubberne holder kollektivt åbent hus. I skribentens hjemby med 6.000 indbyggere kan man melde sig ind i intet mindre end 140 foreninger, og jeg kan både lære at jonglere, stifte bekendtskab med den brasilianske kampsport capoeria eller blive introduceret til shamanisme i foreningen der formidler de nordamerikanske indianeres kultur udover at lære at fotografere, male eller plukke svampe og som en selvfølge dyrke yoga, tai-chi eller pilates.
Den store sportshal ved siden af gymnasiet er som en bikube, summende af aktivitet: pingpong-klubben har stillet borde op, flyveklubben udstiller smukke håndlavede modeller, børn tumler rundt for at afprøve judo, og rundt omkring udveksles kindkys efter sommerferiens lange afbræk. Dagen efter er der åbent hus i nabolandsbyen med beskedne 1300 indbyggere, hvor min danseforening hører hjemme, og den er en af 23 foreninger, der åbner for lige så mange muligheder for tidsfordriv fra country-dans til den eksotiske kampsport med stokke, la Canne Française Défense, så der er faktisk ingen undskyldning for at komme i gang uanset hvor du måtte bo i Frankrig. Et godt sted at starte kunne være den lokale beboer-forening i dit lokal-område, l´association de quartier.
Det anslås, at der findes halvanden million foreninger i Frankrig, og godt 23 millioner franskmænd over 14 år er medlem af en forening. Foreningsfrihed anses som en grundlæggende værdi, og franskmændene er stolte af la Loi de 1901, loven der gør det nemt for to eller flere personer at stifte en forening. Hver forening har sin egen måde at fungere på, men fælles for dem er at man betaler en årlig adhésion på f.eks. 20 euros. Dertil skal så ofte lægges ekstra betaling i form af enten lærerens aflønning eller en sportslicens. Som regel vil det hele årligt ligge på omkring 150-200 euros.
Det kan ske, at sportsforeningerne forlanger et certificat médial, en læge-erklæring, på at man er rask og rørig nok til at give sig i kast med udfordringerne. Den eneste bagside ved at blive medlem af en fransk forening er, at man en gang om året skal igennem l´AG, l´assemblée générale, generalforsamlingen, som ofte kan være en alenlang og meget snakkende affære, men det er også en oplevelse i fransk kultur, og som regel er belønningen en tiltrængt apéritif bagefter! En del af de franske foreninger har rod i den franske immigrations-historie.
