fbpx
Da familien Verne flyttede til Amiens, tilføjede han et højt tårn til sit hus
Da familien Verne flyttede til Amiens, tilføjede han et højt tårn til sit hus. Det var her han hver dag flittigt skrev på sine bøger og fantaserede sig ud i verden.
Bøger Kultur

Forfatteren der frygtede fremtiden

For godt 25 år siden udkom en ny bog af den franske forfatter Jules Verne. Det skete 89 år efter forfatterens død og 131 år efter bogen var blevet skrevet. Fremtidsromanen “Paris i det 20. århundrede” (Paris au XXe siècle) med en tragisk slutning blev straks en enorm succes i Frankrig.

Kan du forestille dig den franske hovedstad som en verden af skyskrabere i glas, højhastighedstog, biler drevet af en art gas, regnemaskiner og et verdensomspændende kommunikationsnetværk? Ja selvfølgelig, for det er jo som Paris – og alle andre af verdens storbyer – ser ud i dag. Men i 1860’erne Jules Verne, der i sit manuskript til bogen “Paris i det 20. århundrede” om de nyeste teknologier i fantasien kunne rejse i en globaliseret verden med hang til rumforskning.

Jules Verne’s (1828-1905) forlægger, Pierre-Jules Hetzel (1814-1886) mente i 1863, at romanens pessimisme ville være ødelæggende for Vernes karriere, idet han netop havde udgivet sin første succerige roman “Fem uger i ballon” om tre venners dristige og farefulde færd for at krydse det afrikanske kontinent i luftballon for at finde Nilens kilder. Hetzel foreslog, at forfatteren ventede 20 år med at udgive Paris-bogen. Verne gemte manuskriptet i et pengeskab, hvor det først blev opdaget af hans sønnesøns søn i 1989. Bogen udkom første gang i 1994, og da var Paris i fuld færd med at ændre sig.

Men hvem var han, denne Jules Verne, hvordan kom ideerne til ham og hvorfor rejste han hele tiden kloden rundt? Det forsøger jeg at give svar på i denne artikel.

Jules Verne
De fleste af Jules Verne’s fortællinger blev udsendt som føljetoner i “Magazine d’Éducation et de Récréation”, som udkom to gange om ugen. Derefter kom de i bogform. Han er en af de mest oversatte forfattere i verden, oversat til 148 sprog.

EN DAG I 1880’ERNE kom en høj, skægget mand op på den franske undervisningsministers kontor. Ministersekretæren kastede et blik på hans visitkort. Han rejste sig og bød manden en stol: “Sæt Dem, hr. Verne, De må være træt efter alle de rejser, De har været på.”

Jules Verne, den berømte eventyrforfatter, havde da sejlet 100.000 km under verdenshavene. Han havde været på udflugt til månen og udforsket jordens indre. Han havde rejst jorden rundt i 80 dage. Han havde været i selskab med kannibaler i Afrika, sejlet ned ad Amazonfloden og rejst fra Moskva til Vladivostok. Han havde været først i Sydamerika og derpå i Australien med “Kaptajn Grants børn”. Der var ikke mange steder i verden, han ikke havde besøgt i sin fantasi. 

Men privatpersonen Jules Verne var et udpræget hjemmemenneske. Han foretrak at sidde hjemme i det lille røde tårn, han havde ladet bygge på sit hus i rue Charles Dubois i Amiens i Nordfrankrig, der i dag er museum. Her nærmest rystede han romaner ud af ærmet, en hvert halve år. Verne holdt på, at hvad et menneske kan forestille sig, kan et andet menneske føre ud i livet. I sine 64 romaner illustreret med 25.000 tegninger beretter han om mænds og kvinders forhold til naturen. En af hans illustratorer var den danske Paris-kunstner, Lorenz Frøhlich, der også illustrerede H. C. Andersens eventyr. 

Den franske forfatter skrev om fjernsynet endnu før radioen blev opfundet. Han kaldte det bare for “en fonotelefon”. Han sendte helikoptere i luften et halvt hundrede år inden brødrene Wright fløj første gang, og han forudsagde mange andre af det 20. århundredes vidundere længe inden, de blev realiteter: Undervandsbåde, flyvemaskiner, rullende fortove, neonlys, air condition, skyskrabere, fjernstyrede projektiler, tanks, højteknologiske robotter og laserstråler.

Endnu er maskinen i “Robur erobreren” (1886) ikke opfundet. Den fungerer både som skib, bil, fly og undervandsbåd. Først nu søger man at udvikle de “togprojektiler” til passagertrafik i rummet, som Verne omtaler i sin “Rejsen til Månen”. Rejsen rundt om solsystemet i “Hector Servedac” (1877) er endnu en fjern mulighed. Man har også til gode, at udforske jordens indre, mens turistrejser ud i rummet er mere end på tegnebrættet.

DA VERNE KOM TIL VERDEN i nærheden af Nantes i 1828, havde Napoleon været død i syv år, og den første jernbane var kun fem år gammel. Hans far var dommer. Allerede som dreng var han meget fantasifuld og eventyrlysten. Da han var 10 år, ville han stikke til søs som skibsdreng, men kaptajnen på det skib, hvor han søgte hyre, fandt ham lige lovlig ung og sørgede for, at han blev afhentet af sin far. Faren gav ham en endefuld, og Jules lovede “at han i fremtiden kun ville rejse i fantasiens verden”.

Efter sin fars ønske tog Jules 18 år gammel til Paris for at studere jura, men han var mere interesseret i at skrive digte og skuespil og fik ry for at være en stor spøgefugl og fandenivoldsk. Faren holdt op med at sende penge til sønnen i ærgrelse over, at han sløsede tiden væk. I stedet tog Jules Verne arbejde som presseagent for et teater.

Nogle magre år fulgte. Det hjalp på økonomien, da han blev vekselerer. Efter at have arbejdet hele dagen på Paris’ børs satte han sig om aftenen i stearinlysets skær på sit kvistkammer og skrev populærvidenskabelige artikler til et børneblad.

Han blev i 1857 gift med Honorine, enke med to døtre, og med hendes støtte fortsatte han med at skrive og lede efter en udgiver. Men det var en svær begyndelse på forfatterskabet, for han fik manuskriptet til sin første roman “Fem uger i ballon” i hovedet af femten forskellige forlæggere. Først 16. gang lykkedes det – og det var på et hængende hår. I raseri og frustration over alle afvisningerne havde han nemlig smidt manuskriptet i kaminen, men hans hustru reddede det ud af flammerne, og en dag lå det på forlægger Jules-Pierre Hetzel’s skrivebord.

Hetzel antog romanen mod, at Verne foretog nogle ændringer. På Hetzels råd indlagde Verne et par komiske elementer, ændrede en tragisk slutning til en lykkelig og nedtonede det politiske budskab. Endelig udkom romanen i 1863 som Cinq semaines en ballon (Fem uger i luftballon).

DET VAR GOD REKLAME for bogen, at den berømte fotograf og ballonskipper Nadar ville flyve til Afrika i en ballon på størrelse med Notre-Dame kirken indrettet som en stor dagligstue, fra Champs-des-Mars, hvor Eiffeltårnet kom til at ligge i 1889. Ombord var flere passagerer iberegnet en smuk russisk prinsesse og en sort mand, der skulle tolke i Afrika. Da de nåede til brie-ostens hjemby Meaux, 56 km syd for Paris, måtte de dog nødlande, netop som de ombordværende skålede i champagne. Nadars mislykkede ballonrejse til Afrika gjorde Vernes roman til en bestseller. Hetzel gav ham en kontrakt, der gjorde det muligt for ham at leve af sit forfatterskab.

I 1872 forlod familien Verne Paris for at flytte til hustruens hjemby Amiens. Verne skrev, “at han var træt af det støjende og sterile Paris”. I Amiens blev han valgt ind i byrådet på den republikanske liste til sin monarkistiske kones mishag. I egenskab af kulturborgmester måtte han ofte gå i byteatret, men han forlod altid forestillingen inden afslutningen, for at komme i seng før kl. 22, så han kunne være udhvilet til at skrive videre på en roman næste dag.

Pengene fra hans bogsucceser strømmede ind. Foruden det røde tårn anskaffede han sig en lystyacht i Crotoy i Somme-bugten, som han foretog sørejser i til Middelhavet og Skandinavien. Hans bror, Paul, skrev en bog om deres rejse fra Rotterdam til København, hvorunder de besteg tårnet i Vor Frelser Kirke.

Huset i Rue Charles Dubois i Amiens er idag museum
De mange trapper til tårnets top, hvor Jules Verne’s arbejdsværelse stadig befinder sig. Huset i Rue Charles Dubois i Amiens er i dag museum.

DEN MEST UOPSLIDELIGE af hans romansucceser “Jorden rundt i 80 dage” (1872) gjorde ham verdensberømt. Da han kom til Venedig, mødte det halve af gondolbyen op for at hylde ham.

Verne havde fået ideen til sin roman fra en velhavende forretningsmand i Boston, Georges Francis Train, som havde rejst jorden rundt i 1870. Den eneste hindring, han havde mødt på rejsen, var, at han var blevet fængslet som mistænkt tysk spion i Lyon (det var midt under Den fransk-tyske Krig). Den republikanske indenrigsminister, Leon Gambetta, havde løsladt ham og stillet et særtog til disposition for rejsen til London. Trak han de dage fra, han havde siddet fængslet i Lyon, havde hans rejse jorden rundt varet 80 dage. 

Verne hentede oplysninger til denne bog og andre af sine romaner fra biblioteket i Det geografiske Selskab i Paris.

Phileas Fogg var fra Vernes side ment som en karikatur på en englænder, for han havde lige som mange andre af den tids kontinentale europæere antipati mod englænderne. Som byrådsmedlem i Amiens holdt han sig demonstrativt væk, da Prinsen af Wales (den senere Edward VII) og hans danskfødte hustru Alexandra besøgte byen.

VERNES PRIVATLIV VAR ikke lykkeligt. Hans kone var mere optaget af byens provinsielle liv end af sin mands eventyrverden. Sønnen, Michel, voldte problemer, idet han levede et udsvævende bohémeliv for farens penge. Hans skilsmisse fra en letlevende kvinde og giftermål med en anden kostede faren dyrt.

Litteratureksperter finder, at nogle af Vernes kvindeskikkelser virker for unaturlige. Men man må huske på, at han var præget af sin victorianske tidsalders syn på kvinder. Mistress Branican (1891), der leder efter sin skibbrudne mand i Stillehavsområdet i årevis, er den gammeldags kvindetype, som lever og ånder for ægteskab. 

I 1886 blev han overfaldet af sin nevø Gaston, der kom imod ham med en revolver. Det udviklede sig til nærkamp om våbnet, som gik af. En kugle traf Vernes venstre fod, og han kom sig aldrig helt over skudsåret. Både denne hændelse og hans mors og hans forlæggers død samme år gjorde, at Verne ofte var deprimeret. I et brev til broderen Paul kort tid efter skrev han: “Jeg lever nu kun for mit arbejde”. 

Jules Verne var ganske vist sin tids mest læste forfatter, men i toneangivende intellektuelle kredse kritiserede man ham for at være “en underlødig børnebogsforfatter”. Hans kollega Emile Zola betegnede hans forudsigelser som “barnlig fantasi”, og til sin store skuffelse blev han ikke valgt ind i Det franske Akademi. Han blev ramt af sukkersyge, synet svigtede, og det kneb også med hørelsen. Han begyndte at tvivle både på sin katolske tro og på, at de nye opfindelser, han spåede om, ville blive til gavn for menneskeheden. Hans sidste bøger var fulde af dystre profetier om krige og totalitære staters tyranni og han ventede, at det 20. århundrede ville blive en rædselsfuld ond tidsalder.

Da han døde i 1905, skrev en parisisk avis, “at han tog selve eventyret med sig i graven”.

Jules Verne’s arbejdsværelse
De mange trapper til tårnets top, hvor Jules Verne’s arbejdsværelse stadig befinder sig. Huset i Rue Charles Dubois i Amiens er i dag museum.

Efter hans barnebarn, dommer Jean-Jules, død i en alder af 90 år i 1980 tilbød dennes arvinger at sælge Vernes efterladte manuskripter til Paris’ nationalbibliotek. Men da nationalbiblioteket manglede penge blev de i stedet solgt ved en auktion til Bretagnes amtsråd og byen Nantes. De omfatter 27 manuskripter foruden digte og breve. 

Det var lige inden salget, at oldebarnet fandt manuskriptet til “Paris i det 20. århundrede” i pengeskabet. I årene fremover kan man se hen til udgivelser af andre af Jules Vernes romaner. Faktisk er det danske forlag Det Poetiske Bureau allerede i gang med at udgive flere af bøgerne.

GENNEM DE SIDSTE 50 år har Jules Verne fået en renæssance. Franske filosoffer som Michel Foucault og Michel Butor mente, at han ikke blot var deres yndlingsforfatter men også havde påvirket dem filosofisk. Oversat til 112 sprog er han en af verdens mest læste forfattere. 160 film er lavet over flere af hans mange romaner, heraf er alene 12 filmudgaver baseret på “Kejserens kurér”, og Space Mountains i Disneyland-parker er inspireret af “Rejsen til Månen”. 

Som en af hans personer, Kaw Djer, siger i “Jonathans skibbrudne”: “Vi dør, men vores handlinger dør ikke, fordi de fortsætter uafbrudt i de følger, de får. Vi er ganske kort her, men vores spor efterlader sig i sandet i evigheden. Der sker intet, der ikke er blevet bestemt af det, der er sket i forvejen, og fremtiden består af fortidens ukendte fortsættelse”.

Eller som der står på hans gravsten i Amiens: “Fremad mod udødelighed og en evig ungdom”.