Telefonkameraet blev opfundet for 25 år siden, og det var en franskmand, der stod bag. Fotoet af hans nyfødte datter er kåret som et af historiens 100 vigtigste. En teknologisk tusindkunstner og en livskunstner, som La France satte i stævne Californien.
Tekst: Madeleine Blixen, journalist
Hver dag verden rundt fødes 385.000 babyer. Rigtig mange af dem vil blive foreviget den allerførste dag af deres overlykkelige forældre, som skynder sig at dele billederne med familie og venner. Det kan de takke en genial franskmand for, der selv blev far til en lille pige for 25 år siden i Santa Cruz i Californien.
I ni måneder havde Philippe Kahn arbejdet på at udvikle sin idé om at kunne dele billeder og beskeder via en mobiltelefon. Mens hans kone Sonia’s mave voksede og voksede, arbejdede han intenst med at programmere på sin computer. Da den store dag oprandt i juni 1997, var det ikke blot en taske med babytøj, der blev stuvet ind i bilen, men også Kahns bærbare computer og alskens kabler.
På fødestuen fik han lov til at rigge det hele til: et af markedets allerførste digitalkameraer koblet til computeren, som igen var koblet til en mobiltelefon. Da Kahn stod med sin lille babypige i favnen og selv tog det første billede, blev det sendt til computeren, hvor han tilføjede en lille tekst. Via mobiltelefonen røg det videre til serveren, der stod hjemme i Kahn-familiens køkken, og videre ud til 2000 modtagere, ikke blot familie og venner men også forretningsforbindelser.
I minutterne efter begyndte det at strømme ind med forbavsede svarmails: Sendte du lige det her direkte fra hospitalet??? I 2016 kårede det amerikanske nyhedsmagasin Time Kahn’s billede af hans lille datter som et af de 100 mest afgørende fotos nogensinde.
KLOKKEN ER 10 om aftenen i Californien og 7 om morgenen i Frankrig, da Kahn dukker op på skærmen til interview. Vi skulle egentlig have talt sammen en time tidligere, men Kahns video-møde med koreanske kunder var forsinket. Han har indgivet over 230 patenter og har i 40 år løbende fundet på nye måder at udnytte computerteknologien.
Kahn kunne sagtens leve uden at arbejde, men han kan ikke lade være med at få nye idéer, så længe han også har rigelig tid til de allervigtigste ting i sit liv: hans familie, hans musik, hans sejlads og ikke at forglemme hans højtelskede hund Koa – en sjov blanding af en puddel og de to franske hunderacer Bouvier de Flandre og Bouvier Bearnois, hentet på en gård uden for Seattle blandt et hav af høns, køer og grise.
Hundens franske islæt er dog absolut en tilfældighed, og efter nøjagtig 40 år i USA, og nu som amerikansk statsborger, fylder Kahn’s gamle hjemland en langt mindre plads i hans liv. Philippe Kahn kommer da også fra en familie, der ofte har måtte rykke op og begynde forfra. Hans bedsteforældre flygtede fra jødeforfølgelserne i Rusland og slog sig ned i Paris. Her blev hans mor Claire Monis arresteret i 1942 for sit arbejde i modstandsbevægelsen og sendt til Auschwitz. At hun ikke var blandt de 90 pct., der blev ekstermineret skyldtes hendes karriere som succesfuld kabaretsangerinde, hvorfor hun blev indrulleret i koncentrationslejrens kvindeorkester.
CLAIRE MONIS’ KÆRLIGHED og talent for musik har hun givet videre til sin søn, der spiller tværfløjte på højt niveau, og det er noget af det første Kahn nævner som eksempel på, hvad der er tilbage af fransk i ham:
“Jeg elsker de franske komponister og spiller dagligt fransk musik fra Fauré over Debussy til Ravel. Mine forældre blev skilt da jeg var fem. På den tid var der ikke ret mange andre børn af fraskilte forældre i min skole i Paris, kan jeg godt sige dig – jeg var stort set den eneste! Min mor insisterede på, at jeg skulle lære at spille et instrument, og jeg skulle øve en time hver dag, før jeg gik i skole. Mor ønskede ikke, at jeg skulle blive professionel musiker, men at jeg skulle nå et professionelt niveau, hvor det bliver en nydelse at spille, og jeg er hende evigt taknemmelig,” fortæller Philippe Kahn, og det mærkes hvor meget han beundrer sin mor, der blev dræbt i en trafikulykke, da Philippe var 15 år.
FØR SIT AMERIKANSKE eventyr havde Philippe Kahn læst matematik i Frankrig og til ingeniør i Schweiz, hvor han også studerede musik. På universitet var han allerede begyndt at udvikle programmer til verdens første PC, Micral, og han var ikke i tvivl om, at han på den ene eller anden måde måtte fragte sig selv til computermekkaet Silicon Valley.
Som 30-årig anskaffede Kahn sig derfor et turistvisum til USA og landede i Californien 1982 med en enkelt kuffert og uden økonomisk sikkerhedsnet.
“Ret hurtigt fik jeg et job hos Hewlett-Packard, men tre dage efter kom der en venlig dame fra personaleafdelingen for at diskutere min arbejdskontrakt, og da hun hørte, at jeg kun havde et turistvisum, var det slut med jobbet. Så det var bestemt ikke en fordel sådan at komme anstigende fra Frankrig uden arbejdstilladelse,” fortæller han leende.
Kahn fortsatte i stedet som konsulent og lige efter drejebogen til en klassisk Hollywoodfilm om en selvskabt mand, begyndte han sin første virksomhed i to små værelser ovenover en garage. Men da han hverken kunne købe en bil eller optage lån som immigrant, var det en hjælpsom forretningsforbindelse, som købte to biler, der blev tilklistret med reklame for Kahn’s computerprogrammer.
Han ville nu ikke købe billet til en Hollywoodfilm om sig selv, for han opsummerer helt lakonisk: “Min plan var faktisk bare at lande et job i en high-tech virksomhed og ikke nødvendigvis at opfinde alt muligt og skabe min egen virksomhed. Men nødvendighed skaber aktion!”
“Min filosofi er meget darwinistisk. Han bliver altid tilskrevet udsagnet om, at det er den stærkeste, der overlever. Men hvad han sagde var, at det hverken er de stærkeste eller de mest intelligente, der overlever, men dem som er mest forandringsdygtige. Faktisk er det eneste konstante her i tilværelsen netop forandring, og den må man tilpasse sig ved at handle – uanset om vi handler som enkeltpersoner eller som hele menneskeheden.”
EN SAMTALE MED KAHN stritter ud i alle mulige retninger, hvilket forklarer, hvorfor vi pludselig kommer ud på et interessant sidespor om den ganske optimistiske stemning i Californien lige nu trods klimaudfordringer og kontrasten mellem stemningen i USA og Europa, hvilket uundgåeligt fører til ukrainekrisen. Kahn drager paralleller til Krim-krigen i 1850’erne og sukker:
“Alle de gamle europæiske dæmoner er kommet frem igen. Historien gentager sig – noget jeg aldrig havde troet muligt…”
Med lidt koncentration fra journalistens side bliver samtalen skubbet tilbage, til hvor den kom fra – hans skelsættende opfindelse af teknikken bag telefonkameraerne, som han er stolt af er blevet et redskab til social retfærdighed.
“Telefonkameraet kan selvfølgelig bruges til dårlige og dumme ting, men det er også et utroligt værktøj til frihed og giver f.eks. borgere muligheden for at agere journalister, der kan bringe sandheden ud. Hvis ikke en kvinde tilfældigvis havde filmet de 15 minutter, hvor George Floyd blev kvalt af en politimand, så var den begivenhed aldrig blevet startskuddet til den samfundsdiskussion, der fulgte efter. Så nej, jeg fortryder ikke – jo flere telefonkameraer des bedre,” siger Kahn leende.
Det ironiske er, at han faktisk havde ret svært ved at få overbevist telefonfabrikanterne om det visionære i sin idé.
“Jeg kontaktede de store navne, men 10-øren faldt slet ikke hos dem. Lyd og lidt tekst var da absolut rigeligt for en telefon. Hvorfor i himlens navn tage billeder med den? Men man skal selvfølgelig ikke glemme, at udbredelsen af internettet til alle jo kun var fire år gammelt i 1997, og de færreste havde på det tidspunkt fantasi til at forestille sig, hvad det senere blev til.”
DET BEKRÆFTER MÅSKE netop, hvad Philippe Kahn anser som en af de store fordele, han havde, ved at ankomme som franskmand til USA i sin tid: “Min franske baggrund gjorde, at jeg så og greb tingene an på en helt anden måde, fra måden at omgås på til at forstå lokalsamfundet, der omgav mig. Det havde nu sikkert også væ-ret lige så godt at komme som tysker eller kineser. En multikulturel baggrund gør, at man ikke sumper fast i alle mulige gamle ideer. Men jeg kom altså fra Frankrig, hvor jeg havde lært at elske at sejle. Det er en verden, der giver en enorm frihed, og for mig repræsenterer Frankrig stadig tankefrihed. Hmm, hvad mere fransk kan jeg sige, at jeg har tilbage i mig? Jo, som jeg nævnte, så spiller fransk musik stadig en enorm rolle for mig, og jeg elsker hvor meget plads kulturen har i Frankrig. Og så elsker jeg også at komme tilbage til Paris og det sydvestlige Frankrig, især Pyrenæerne. Og så osten selvfølgelig, men det er meget svært at rejse med ost,” slutter Kahn af med et stort grin.
