De ældste franskmænd kan stadig lire landets mange departementer af, for det blev terpet i skolen, men hvordan har de mon fået deres navne?
Den stærke æblebrændevin Calvados er stadig at finde i frankofile danskeres barskabe, og det er heller ikke svært at regne ud, at den nok bliver lavet i det nordvestfranske departement Calvados. Men de færreste kan næppe ved middagsbordet diske op med anekdoten om, hvorfor Calvados hedder, som det hedder, medmindre de er skrappe til latin og ved selvsyn har konstateret, at Calvados kyststrækning udgøres af mange høje, stejle skrænter. Navnet betyder nemlig den skaldede (calva) ryg (dos), fordi ingen buske eller anden vegetation kunne få fodfæste på skrænterne – altså var de “skaldede”.
Lidt længere nede finder vi det bretonske departement Morbihan. Også her skal oprindelsen søges i sproget, og netop Morbihan er en af de få franske departementer, hvis navn stammer fra et regionalt sprog. På bretonsk hedder hav nemlig “mor”, og “bihan” betegner, at det er lille – altså det lille hav. Her får vi så helt gratis oprindelsen til et andet bretonsk departement, Côtes-d’Armor: Skrænten ud mod havet.
ET NAVN KAN OGSÅ fortælle noget om historien med stort H. Pas-de-Calais havde allerede sit navn i 1500-tallet, stavet Patz, for det var her, det var nemmest at passere over mod England, kun et skridt (pas) væk, og hvortil man kan se på klare dage.
Hvis vi kører sydpå fra Bretagne, kommer vi på et tidspunkt til les Landes, i dag bevokset af endeløse rækker af fyrretræer, som sidste sommer blev hærget af voldsomme skovbrande. Ligesom den jyske sandede jord i 1800-tallet blev beplantet med fyrretræer for at holde på den, så er historien den samme i les Landes, som var et område med fattig, dårlig og tør jord. Navnet kommer af det galliske landa, som netop betyder dette.
Det stik modsatte gør sig gældende for Yvelines, departement lige vest for Paris. Ad snørklede veje kommer Yvelines fra det latinske Sylva aquilina, som betyder en skov fuld af vand eller snarere en sumpet skov. Også Vaucluse har fået sit navn fra en latinsk beskrivelse af et landskab: Valla Close, den lukkede dal.
RIGTIG MANGE FRANSKE departementer er opkaldt efter bjerge eller floder. Departementerne er nemlig resultatet af rationaliseringen i kølvandet på den franske revolution i 1789. Moderne og effektivt skulle det være, og tjept skulle det gå. Så det hidtil meget rodede regionale Frankrig under monarkiet blev i løbet af få år omorganiseret i 83 departementer, som jo alle skulle navngives, og det var nærliggende at læne sig op ad geografiske pejlemærker. Oplagte eksempler er Averyon, Hérault, Loire, Lot, Lozère, Puy-de-Dôme, Rhône, Seine, Tarn, Var og Vosges.
Her propper vi lige en lille parentes ind, for det sjove ved Var er, at historiens krumspring har flyttet grænserne, hvilket gør, at floden Var ikke længere løber gennem departementet af samme navn, men derimod gennem Alpes-de-Haute-Provence og Alpes-Maritimes.
Så er der Ariège, som ganske vist er en flod, men hvis navn enten stammer fra det ældgamle galliske argia, noget hvidt og lysende, som kunne henvise til tilstedevæ-relsen af sølv i egnen. Andre henviser til guldvaskerne i området, og endelig er der også det latinske regare, overrisle, hvorfra vi også har vores eget låneord irrigation, hvilket jo er logisk nok for en flod. Men nu bliver det nok for nørdet.
Lad os slutte turen i Côte d’Or, de gyldne skrænter, i Bourgogne, hvis oprindelse er poetisk og ligetil, fordi det henviser til det gyldne skær, som bakkerne får om efteråret, når vinstokkenes blade skifter farve.
