Få kilometer fra strandpromenaden i Nice begynder en anden verden. Vejen gennem de små bjergbyer til Col de Turini og Authion-massivet fører fra middelhavssol og olivenlunde til mørke fyrreskove, skarpe hårnålesving, frisk luft og sporene efter nogle af Anden Verdenskrigs sidste kampe.
Tekst og foto: Finn Rastén, journalist
Klokkerne lyder lystigt, som de hænger om halsen på køerne. Vi hører de lette klemt langvejs fra, og efterhånden som vi kommer nærmere, bimler og bamler det mere og mere lystigt. Så kommer de lige forbi bilen i en lang række, køerne. Gennem de åbne vinduer kan vi næsten strække hånden ud og klappe dem, som de passerer. Alligevel kommer de ikke for tæt på. Vi har taget bilen og er kørt helt ud i bjergenes idyl, hvor vi finder et godt sted at indtage den medbragte frokost. Vi dækker op på en væltet, træstamme – stor og tyk. Så disker vi op med diverse oste, pølser, brød og vin og naturligvis har vi taget dækkeservietter med – man ved jo aldrig, de kan jo altid vaskes.
Mens vi står og nyder maden, den klare luft og omgivelserne kommer klokkelyden nærmere og nærmere. Pludselig står de der, først en, så en til og til sidst ganske mange. De er store og tunge, køerne. Bange er de ikke. De bevæger sig helt hen til træstammerne. Ser de ud til at ville indtage frokosten sammen med os? Nej, den slags gør køer ikke, når jeg lige at tænke, inden de begynder at gnave i dækkeservietterne. Men så siger vi stop. Vi skynder os at pakke frokostresterne sammen mellem køer og kokasser og sætter os ind i bilen til den klare og skarpe lyd af klokkerne.

Det var den frokost – og hvorfor er vi endt heroppe? Se, det begyndte alt sammen nede i Nice. Vi drømte om at tage op i bjergenes fred og ro, ingen biler, ingen mennesker og ingen larm. Deroppe hvor vi kunne være i fred og ro.
Langs store dele af Côte d’Azur omkranser de sydlige dele af Alperne de livlige kystbyer. Det er et flot syn, når du kigger henover byernes tage mod nord, mens du vender ryggen til det azurblå Middelhav. De fjerne bjerge ser uvirkelige ud, nærmest som en malet kulisse omkring storbyerne. Deroppe ligger et spændende bagland, som alt for mange besøgende aldrig oplever. Det er disse eventyrlige omgivelser, vi vil tage nærmere i øjesyn.
Har du bil til rådighed, kan du på ganske kort tid forlade kystens palmer, hoteller og tætte trafik. Byen slipper sit tag, vejen begynder at stige, og landskabet forandrer karakter. Er du i Nice kan du meget tæt på Promenade des Anglais køre direkte ned i den to og en halv kilometer lange tunnel, der fra Place Masséna fører ned under byen.
Mototrafikvejen går gennem det nordlige Nice langs med floden Paillon, der dog sjældent strømmer med vand. Indtørret ser den ud, men den har bestemt sin berettigelse. Store dele af vinterhalvåret og under kraftige vandskyl fyldes den med vand, der kommer oppe fra de høje bjerge.
Efter omkring 18 km når man Contes nord for Nice, hvor man fortsat følger ruten gennem Paillon-dalen videre mod Coaraze. Fra Contes begynder bjergturen mærkbart. Vejen snor sig langs bjergsiden, og husene bliver færre, mens skråningerne bliver stejlere. Undervejs åbner der sig glimt af dybe dale, skovklædte bjergsider og små bebyggelser, der synes at klamre sig til klipperne.
Coaraze ligger omkring 650 meter over havet og har fået tilnavnet le village du soleil – solens landsby. Den gamle middelalderby ligger samlet på en klippetop, hvor smalle passager, hvælvinger og stejle trapper løber mellem stenhuse med farvede skodder. Her er udsigt over Paillon-dalen og de første høje bjerge, og lyset falder skarpt ind mellem husene.

Det er værd at standse bilen og gå en tur gennem byen. Ikke blot for udsigten, men også for at mærke den stilhed, der står i stærk kontrast til Nice. På mindre end en time har man bevæget dig fra storbyens menneskemylder til en bjerglandsby, hvor lyden af egne skridt kan fylde en hel gyde.
Efter Coaraze fortsætter vejen ind i de sydlige Alper. Terrænet bliver mere dramatisk, vegetationen tættere, og temperaturen falder gradvist. De tørre, solrige skråninger afløses af mørke fyrreskove. Vejen er asfalteret, men ofte smal. Her gælder det ikke om at komme hurtigt frem. Ruten kræver koncentration og en rolig rytme. Hårnålesvingene følger hinanden tæt, og mødet med en bus eller lastbil kan betyde, at den ene må bakke ind på en af de mange vigepladser. En mindre bil er derfor en klar fordel.
For motorcyklister er strækningen et legendarisk svingparadis. For cyklister er den en alvorlig udfordring: Fra Contes til Col de Turini skal mere end 1.400 højdemeter overvindes. Den første del er åben, tør og solrig; længere oppe giver skoven skygge og kølighed. Men uanset transportmidlet er belønningen den samme: fornemmelsen af at bevæge sig længere og længere væk fra kystens velkendte verden.
Col de Turini ligger 1.607 meter over havet og er kendt langt uden for Frankrig. Passet er uløseligt forbundet med Rallye Monte-Carlo, hvor biler gennem årtier har kastet sig gennem de snævre kurver – undertiden i mørke, tåge, sne og is. Også Tour de France har ført rytterne over bjerget.
Når man selv ankommer i almindelig bil, bliver det tydeligt, hvorfor passet har fået sin mytiske status. Vejen er ikke blot en forbindelse mellem to dale; den er en del af oplevelsen. Hvert sving afslører et nyt udsnit af bjergene, og skoven lukker sig flere steder så tæt omkring vejen, at verden synes reduceret til asfalt, træstammer og det næste hårnålesving.
På toppen mødes flere bjergveje. Herfra kan turen fortsætte mod Camp d’Argent og videre til Authion-massivet. Det er her, landskabet for alvor åbner sig. Ved Baisse de Tueis, 1.889 meter over havet, begynder den cirka ni kilometer lange Circuit de l’Authion. Den gamle militære grusvej er smal, ujævn og ensrettet for motoriserede køretøjer. Det er en fordel, for visse steder ville to biler have svært ved at passere hinanden.
Vejen følger højderyggen gennem et landskab, der er helt anderledes end skovene omkring Col de Turini. Træerne forsvinder, og udsigten bliver næsten grænseløs. På den ene side ligger Mercantours rå bjergverden og de italienske Alper. På den anden side falder terrænet mod baglandet bag Nice, og på helt klare dage kan Middelhavet skimtes som en blå stribe i horisonten. Heroppe befinder man sig mellem Alperne og havet, mellem Frankrig og Italien – og mellem naturens storhed og Europas krigshistorie.
Authion har gennem århundreder haft stor strategisk betydning på grund af sin beliggenhed nær grænsen. Langs ruten ligger rester af fæstningsværker og militære anlæg, blandt andet Fort de la Forca, Fort des Mille Fourches og Redoute des Trois Communes. De to førstnævnte blev opført som led i Frankrigs alpine forsvarssystem i slutningen af 1800-tallet. Senere indgik området i det udbyggede grænseforsvar mod Italien.

Stenmurene følger bjergenes former, og nogle af bygningerne synes næsten at vokse ud af klippen. I klart sollys virker ruinerne strenge og monumentale. I tåge kan de være næsten spøgelsesagtige.
Stilheden på Authion gør det vanskeligt at forestille sig, at der her blev kæmpet voldsomt så sent som i april 1945. Mens krigen i Europa nærmede sig sin afslutning, forsøgte franske styrker at fordrive de tyske tropper, som havde forskanset sig i bjergenes befæstninger.
Et af de stærkeste vidnesbyrd står fortsat i landskabet: en amerikanskbygget Stuart-kampvogn, forladt efter kampene og siden bevaret som mindesmærke. Den rustne kampvogn virker næsten fremmed midt mellem alpine græsmarker og vilde blomster. Netop kontrasten gør indtryk. Hvor der i dag græsser får og køer, blev der for lidt over 80 år siden kæmpet og døet.
Rutens højeste punkt er Redoute des Trois Communes i 2.080 meters højde. Fra vejen fører en kort, stejl vandring op til fæstningen, der blev opført i slutningen af 1800-tallet. Herfra er der panorama til alle sider: mod Mercantours tinder, mod Italien og mod de blødere bjerge, der falder ned mod Middelhavet. De forladte bygninger fortæller om en tid, hvor den fredelige højderyg var en frontlinje. Samtidig er naturen så mægtig, at menneskets anlæg synes små og forgængelige.
Circuit de l’Authion kan opleves i bil eller på motorcykel, men turen indbyder til flere stop. Ved den efterladte kampvogn, udsigtspunkterne og forterne bør du stige ud, mærke den tynde bjergluft og lade blikket vandre gennem landskabet. Men pas på ved bygningerne, ruinerne er ikke museer, og underlaget kan være løst og ujævnt. Husk derfor gode sko og forsigtighed.
Ruten kan også gennemføres til fods fra Baisse de Tueis. Den otte-ni kilometer lange rundtur tager omtrent tre timer og er en af de fineste måder at opleve højderyggen på. Vejret kan dog skifte hurtigt i 2.000 meters højde. Selv når solen skinner ved kysten, kan skyer, vind og kulde trække ind over Authion.

Turen fra Nice til Authion er derfor ikke blot en smuk køretur. Den er en rejse gennem flere landskaber og tidsaldre. Fra Middelhavets blå lys går det gennem middelalderbyer og mørke skove til et højalpint plateau, hvor fæstninger og en rusten kampvogn fortæller om Europas dramatiske fortid. På vejen tilbage mod Nice dukker havet igen op langt nede. Byens tage, palmer og hoteller synes pludselig at tilhøre en helt anden verden.
Fred og ro fik vi, når undtages de noget klistrende køer. I dag er det blevet til et sjovt minde, som vi tager med. For de var jo fredelige, køerne. Og vi kører gerne derop igen – ikke kun for dyrenes skyld, men også for oplevelsen ude i nationalparken Mercantour. Så tæt på Nice – og alligevel så langt fra.
Praktisk
Rute: Nice – Contes – Coaraze – Col de Turini – Camp d’Argent – Circuit de l’Authion
Bedste periode: Fra det sene forår til det tidlige efterår. Sne, tåge og vejlukninger kan forekomme uden for sæsonen, så undersøg altid de aktuelle forhold før afgang.
Kørsel: Bjergvejene er smalle og kræver rolig kørsel. Circuit de l’Authion er ensrettet for motoriserede køretøjer. Fra 1. november til 31. marts er det lovpligtigt at køre med vinter-/helårsdæk eller have snesokker/snekæder med i bilen. Påbudet gælder fra udkanten af landsbyen Bendejun. Og husk at fylde benzin/diesel/el på bilen. Der er ingen tankstationer fra La Pointe og op.
Medbring: Gode sko, vand, varmt tøj og gerne en kikkert.
Temperaturen på Authion kan være markant lavere end ved kysten.
Vigtigt: Fæstningsruinerne er historiske anlæg, ikke sikrede museer. Gå forsigtigt og undgå mørke eller ustabile partier.














