fbpx
Nyt om Frankrig Musik

Françoise Hardy er rejst videre

Françoise Hardy gik bort 11. juni. Her ses hun som 19-årig i London i 1964, hvor hun opholdt sig for at promovere sin første plade på engelsk. (foto: Trinity Mirror / Mirrorpix / Alamy Stock Photo)

NEKROLOG – Sangerinden og stilikonet Françoise Hardy gik bort 11. juni. Jørgen Jørgensen mindes her blandt andet hendes besøg i Danmark ved Prins Henrik og Dronning Margrethes bryllup i 1967.

Sent om aftenen d. 11. juni postede sangeren Thomas Dutronc en besked på Instagram, der bevægede hans mange følgere. Der stod ganske enkelt: ”Maman est partie”. Teksten var ledsaget af en række røde hjerter og et billede fra hans spæde barndom, hvor han ses sammen med sin ikoniske mor, Françoise Hardy. I disse få ord fornemmer man både lettelsen på moderens vegne, idet hun længe havde kæmpet mod en uhelbredelig kræftsygdom, og det store tab, sønnen netop har lidt. Lige fra hans fødsel har der været et symbiotisk forhold mellem mor og søn. Det har hun selv fortalt om i bogen ”Le désespoir des singes … et autres bagatelles” (Éditions Robert Laffont, 2008).

Jeg har tidligere i La France skildret det mytiske forhold mellem sangeren Jacques Dutronc og Françoise Hardy. Da Thomas bliver født, bor de ikke engang under samme tag. Jacques kommer og går, og det er Françoises mor, der agerer barnepige, hvis sangerinden har en eller anden opgave, der skal klares uden for hjemmet.

Historien gentager sig så at sige: Ligesom Françoise og hendes søster voksede op i et hjem med en enlig mor, hvor faderen kun undtagelsesvist var til stede, har Jacques Dutronc, ifølge Françoise, mere været en storebror for sønnen end en egentlig faderfigur. Også i musikalske sammenhænge har de senere været ”legekammerater”. Men følelsesmæssigt har mor og søn været nært forbundne. Så da Françoise Hardy i 2004 fik konstateret lymfekræft, påvirkede det ham meget.

I forbindelse med hendes 60-års fødselsdag er den lille familie på restaurant sammen. Her finder Françoise ud af, at sønnen har forladt bordet et øjeblik for at græde over den triste nyhed. Hun skriver derfor senere en sang, ”Tant de belles choses” (Så mange smukke ting) til ham for at trøste ham. Heri siger hun bl.a., at “selvom jeg må slippe din hånd/uden at kunne sige “på gensyn i morgen”/så er der intet, der nogensinde kan bryde vores bånd/selvom jeg må gå videre/bryde broer, skifte tog/Kærligheden er stærkere end sorgen”. Herefter opremser hun en masse smukke ting, der ligger foran ham. På fransk lyder det sådan her:

“Même s’il me faut lâcher ta main
Sans pouvoir te dire “À demain”
Rien ne défera jamais nos liens
Même s’il me faut aller plus loin
Couper les ponts, changer de train
L’amour est plus fort que le chagrin
L’amour qui fait battre nos cœurs,
va sublimer cette douleur

Transformer le plomb en or,
tu as tant de belles choses à vivre encore

Tu verras au bout du tunnel,
se dessiner un arc-en-ciel

Et refleurir les lilas,
tu as tant de belles choses devant toi”

Da sangen er indspillet, har Thomas ikke lyst til at høre den. Det er for tæt på. Derimod hører Jacques den i sit hus på Corsica og ringer tårevædet til Françoise for at komplimentere hende for sangen. Vel også i den tro, at den er henvendt til ham. Hvad den et eller andet sted måske også er. På trods af deres komplicerede forhold og deres separation har Françoise Hardy aldrig lagt skjul på, at Jacques var manden i hendes liv, selvom eller måske netop fordi de var meget forskellige.

Francoise Hardy set fra Danmark

Françoise Hardy var også internationalt set den største kvindelige franske sanger i yé-yé-tiden i tresserne. Hun sang i London for fulde huse, og stjerner som David Bowie og Mick Jagger beundrede hende. Også herhjemme havde hun mange fans. Jeg var en af dem, så det gav også et stik i mit hjerte, da jeg læste Thomas Dutroncs opslag d. 11. juni. På min guitar forsøgte jeg i sin tid at lære akkorderne til ”Tous les garçons et les filles” (Alle drengene og pigerne), hendes første sang fra 1962, hvor hun melankolsk synger om, at alle andre drenge og piger går hånd i hånd, hvorimod hun må gå alene. På fransk:

Et les yeux dans les yeux et la main dans la main
Ils s’en vont amoureux sans peur du lendemain
Oui mais moi, je vais seule par les rues, l’âme en peine
Oui mais moi, je vais seule, car personne ne m’aime

Det er Françoise i en nøddeskal. Hun var den pæne indadvendte pige, der adlød, hvad den dominerende mor sagde, og som havde fået tudet ørerne fulde af den excentriske mormor om, hvor grim hun var. Først senere finder hun ud af, at modeskaberne var vilde med hendes garçonette-stil. Hun bliver et stilikon, som selv i dag er moderne. Jeg kan ikke lade være med at tænke på teksten i den sang, hun fortolkede i 1964: “Mon amie la rose” (min veninde, rosen):

On est bien peu de chose
Et mon amie la rose
Me l’a dit ce matin
À l’aurore je suis née
Baptisée de rosée
Je me suis épanouie
Heureuse et amoureuse
Aux rayons du soleil
Me suis fermée la nuit
Me suis réveillée vieille

Pourtant j’étais très belle
Oui, j’étais la plus belle
Des fleurs de ton jardin

Rosen, der blev født ved daggry, døbt af morgenduggen, har udfoldet sig lykkelig og forelsket ved solens stråler, for så at lukke sig om natten og vågne op gammel. Og dog var det havens flotteste blomst. Den tekst passer godt på Françoise Hardy, selvom den egentlig er skrevet i 1962 af en af hendes medstuderende, Cécilie Caulier, hos Mireille på ”Petit Conservatoire de la chanson”.

Og nu sker der en kortslutning i min hjerne, for jeg kommer til at tænke på Prins Henriks tale til Dronning Margrethe ved deres bryllup i 1967, hvor han citerer Chr. Winther: “Men pigen var dog havens allersomdejligste pynt”. Her var Françoise Hardy nemlig også med. I forbindelse med brylluppet blev der afholdt et dansk-fransk gallashow, som blev sendt på tv. Alle de mænd fra min generation, som så med her, blev nok mere eller mindre forelskede i den smukke unge sangerinde, der deltog, og som sang ”La maison où j’ai grandi” (Huset, som jeg er vokset op i). Sangen er egentlig italiensk og hed oprindeligt ”Il ragazzo della via Gluck” og blev fremført af Adriano Celentano ved en musikfestival i San Remo, hvor Françoise Hardy også deltog. Hendes franske version af sangen blev et hit i Danmark, og i forbindelse med gallashowet røg ”La maison où j’ai grandi” ind på den danske top ti-liste.

Og så vender jeg tilbage til slutningen på sangen om rosen:

On est bien peu de chose
Et mon amie la rose
Me l’a dit ce matin
Vois le dieu qui m’a faite
Me fait courber la tête
Et je sens que je tombe
Et je sens que je tombe
Mon cœur est presque nu
J’ai le pied dans la tombe
Déjà je ne suis plus

Tu m’admirais hier
Et je serai poussière
Pour toujours demain

On est bien peu de chose
Et mon amie la rose
Est morte ce matin
La lune cette nuit
A veillé mon amie
Moi en rêve j’ai vu
Éblouissante et nue
Son âme qui dansait
Bien au-delà des nues
Et qui me souriait

Croit, celui qui peut croire
Moi, j’ai besoin d’espoir
Sinon je ne suis rien

Ou bien si peu de chose
C’est mon amie la rose
Qui l’a dit hier matin

På dansk bliver det til:

Man er kun så lidt
Og min veninde rosen
Sagde det til mig i morges
Se guden der har skabt mig
Har fået mig til at bøje hovedet
Og jeg føler at jeg falder
Og jeg føler at jeg falder
Mit hjerte er næsten nøgent
Jeg har foden i graven
Jeg er der allerede ikke mere
Du beundrede mig i går
Og jeg vil være støv
For evigt i morgen

Man er kun så lidt
Og min veninde rosen
Er død her til morgen
I nat har månen
Våget over min veninde
I min drøm har jeg set hende
Blændende og nøgen
Hendes sjæl der dansede
Oven over skyerne
Og som smilede til mig
Tro den der kan tro
Jeg har brug for håb
Ellers er jeg ingenting

Eller også så lidt
Det er min veninde rosen
Der sagde det til mig i går morges

Sådan en rose med en flot sjæl var Françoise Hardy.

 

Artiklen er kun for abonnenter, men du får første måned for kr. 9,- uden binding! Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.