fbpx
Politik

Frankrig – en monarkisk republik

Frankrigs nationalforsamling, Assemblée Nationale
Frankrigs parlament består af to kamre, nationalforsamlingen, Assemblée Nationale, og senatet, le Sénat. Nationalforsamlingen (billedet) består af 577 medlemmer, som vælges direkte for fem år. Senatets 348 medlemmer vælges indirekte af valgkollegier sammensat af amt- og kommunestyrerepræsentanter for en periode på seks år, hvor dog en tredjedel af medlemmene skiftes ud hvert tredje år.

På papiret er Frankrig et diktatur. Selve ordet står ikke i forfatningen, den 5. republik bygger på de republikanske værdier “Frihed, Lighed og Broderskab”. Men den folkevalgte præsident kan ifølge forfatningen af 1958 med senere tilføjelser sende det lige så folkevalgte parlament hjem – ikke opløse Nationalforsamlingen, men i praksis overtage al politisk og militær magt. En forfatningskyndig talte dengang om “et nødvendigt, midlertidigt diktatur”.

Elysée’et har kun én gang suspenderet demokratiet, det var under de Gaulle i 1961, hvor fire generaler i Algeriet forsøgte et statskup. Men den gældende forfatning tillægger endnu i dag – hvis “den nationale suverænitet, frihed og uafhængighed” er i fare (artikel 16) – præsidenten særlige beføjelser, som en hel måned ophæver al parlamentarisk kontrol. Det var Algierkrigen, der banede vejen for general de Gaulle, hans magtovertagelse stod for nogle i sig selv som et statskup. 

Selve det statsretlige grundlag for Den Femte Republik er derfor fra begyndelsen tvetydigt, for ikke at sige selvmodsigende. Og det er netop, hvad vendingen en “monarkisk republik” beskriver. Min lærer på Sciences Po (politisk videnskab) i Paris, professor Maurice Duverger, skabte udtrykket i 1960’erne, hvor det var ment kritisk overfor de Gaulles regeringsstil. Nu om dage, hvor Frankrig ikke længere “er en general”, bruges det nærmest konstaterende. Tingene er bare sådan.

Politisk giver det ikke pote at forlange Den Femte Republik afløst af en sjette med blandt andet flere folkeafstemninger og en ægte parlamentarisme. Kun oppositionspartiet La France insoumise (Det frie Frankrig), har en ny republik på programmet. Ingen andre vil eller tør røre ved Den Femte “gaullistiske” Republik – skønt det i grunden er besynderligt, at den demokratiske venstrefløj har slugt og vedbliver at sluge en så autokratisk styreform. Den opstiller ligefrem præsidentkandidater.

En tvetydig politiker som François Mitterrand formåede, uden at bukserne revnede, først at bekæmpe de Gaulles styre, blandt andet med bogen “Et permanent statskup”, for derefter selv at blive “monark”, da han endelig blev valgt i 1981. Det var navnlig i løbet af hans 14 år som præsident, at Den Femte Republiks monarkiske tendenser blev sædvane – indarbejdet i bevidsthederne og de politiske spilleregler.

PRÆSIDENTEN OG PARLAMENTET er efter teorien to forskellige udtryk for folkesuveræniteten: den første det mest direkte (alle vælger Frankrigs overhoved), det andet mere indirekte (det repræsentative folkestyre). Vælgerkorpset, alle franske borgere over 18 år, er det samme, men stemmer på to vidt forskellige institutioner.

Her falder det tvetydige ligeledes i øjnene, og Den Femte Republik rummer kimen til rivalitet mellem de “to folkeviljer” – foruden til en del uklarhed, især vedrørende kompetencerne. Da man for nogle år siden forkortede præsidentens mandat fra syv til fem år og gik over til at vælge parlament efter valg af præsident, var det for at ligestille de to suverænitetskilder – men vælgerne følger deres egen logik: de giver ved det efterfølgende parlamentsvalg det lovgivende kammer et flertal bestående af den nyvalgte præsidents politiske støtter – altså en følgagtig forsamling. En præsident skal jo ikke være bovlam fra begyndelsen – så skidt med, at parlamentet bliver det!

Det lyder paradoksalt (eller bare fransk), men egentlig har Den Femte Republik fungeret mest demokratisk de to gange, hvor præsidenten ikke havde flertal i parlamentet og måtte udnævne en regering fra oppositionen. Lovgivningen blev derved afhængig af forhandling og kompromis, som er demokratiets instrumenter – monarken var delvist sat ud af spillet. Men de franske vælgere blev forvirrede, de forstod ingenting!

UNDER DEN FEMTE REPUBLIK bliver magten derfor fortsat udøvet, som monarken er til. Alt afhænger af ham, af hans filosofi, hans temperament, hans evne til at beslutte – og af hans sindstilstand eller humør. Som forfatteren Michel Houellebecq siger, “i sidste ende af hans fordøjelse”. Han er en politisk monark og har magten – ikke som vores konger og dronninger kun kraften. 

Den siddende og sikkert fremtidige præsident, Emmanuel Macron, har under sit første mandat (2017-22), efter en begyndelse som politisk ideologifri, relativt åben teknokrat, taget den gammelkendte halvmonarkiske stil ud af kosteskabet. Også han er med tiden blevet en såkaldt lodret præsident – en “Jupiter” hedder det i hans tilfælde.

Humlen er, at det store flertal af befolkningen i grunden finder enestyret nærmest naturgivent – hvad det på sin vis også er! Frankrigs historie hviler jo på en tvedeling: de germanske frankere i nord og de latiniserede occitanere i syd havde forskellige sprog og sædvaner, retssystemer og styreformer (når der var nogle) – og guder eller Gud. Skønt århundrederne har blandet de to halvdele, og en ovenfra dikteret nationalisme lægger et vist låg, finder man endnu hos franskmanden spor af to kulturer, to mentaliteter. 

Frankrig ligger i vedvarende strid med sig selv, der kaldes til revolution omtrent hvert tredivte år, samfundet lever i evige sociale og kulturelle spændinger, konflikterne er aldrig entydige. Folkets instinktive forståelse og accept af landets historisk betingede opdeling gør en tvetydig styreform næsten indlysende – om ikke ligefrem ønskværdig. Den er dybest set i overensstemmelse med franskmændenes karakter og luner.

MIDDELHAVET GÅR SÅLEDES længere op i Frankrig end på landkortet, og det kontinentale Europa længere ned. Læg dertil, at hver halvdel, nord og syd for Loirefloden, dækker over et mylder af lokale, rodfæstede traditioner og værdier. Vi har for os en veritabel folkemosaik, hvilket får visse til at mene, at Frankrig ville leve bedre som en føderation af understater eller provinser – lige som den tyske nabo. Men i enhedens hellige navn har centralstyret siden de første konger altid foretrukket at sløre la France réelle (det virkelige Frankrig). Aux armes, citoyens! 

Samtidig gør systemet det nemmere at udpege en prügelknabe. Hvis det hele går ad helvede til (gule veste, togstrejke, bureaukrati, attentater, narkokriminalitet, pandemi …), kan det kun være monarkens skyld! Man ved umiddelbart, hvem der skal piftes ad, til nød halshugges

Når Macron ironiserende åler franskmændene for at være nogle gaulois réfractaires (ildfaste eller uimodtagelige gallere, splittede og rebelske), har han ganske ret… selv om han politisk set måske ikke har ret til at sige det!

Tingenes tilstand gør det ikke nemmere for os andre at forstå franskmændene – men bestemt heller ikke nemmere for franskmændene at forstå sig selv!

EFTER CHARLES DE GAULLE fulgte en række præsidenter, der alle har haft det tilfælles … at de ikke hed de Gaulle! Helteskikkelsen fra Anden Verdenskrig, nationalsymbolet, er den eneste, der kommer i nærheden af de enevældige kongers og kejseres talent for at blive frygtet og beundret af masserne – som “Guds skygge på jorden”. 

Fra Georges Pompidou og Valéry Giscard d’Estaing, over François Mitterrand og Jacques Chirac, efterfulgt af Nicolas Sarkozy, François Hollande og Emmanuel Macron konstaterer vi en umiskendelig banalisering af topembedet. Som Montaigne skriver i “Les Essais” (omkring 1580): “Hvor høj din trone end er, du sidder dog på din egen røv”.

Den fine tjans som præsident er ikke som sådan blevet mindre magtfuldkommen, men i takt med at den monarkiske republik er blevet bredt anerkendt, går det an, at personen på posten ligner en almindelig borgermand (endnu ikke en borgerkvinde). Glansen er nok gået af Sankt Gertrud, men hver ny præsident eller præsidentkandidat tager stadig de Gaulle i ed, nedlægger kranse på hans grav i Colombey-les-deux-Êglises og skyder hagen frem (når han har en). Storhed er blevet et spil for galleriet.

Charles de Gaulle - Vive la France
Charles de Gaulle – Vive la France. Frankrigs befrier og første præsident i Den Femte Republik.

DE POLITISKE INSTITUTIONER, deres art og udvikling optager ikke den franske borger fra morgen til aften. Han vil hellere høre om købekraft, pensioner, skole- og studieforhold, boligmangel, indvandring, sikkerhed og identitet og efterhånden sågar klima, (skønt de grønne i Frankrig efter filosoffen Bruno Latours mening kun formår at skabe panik … eller dysse folk i søvn). 

Lidt tåregas på runddelene og alle strejkerne gør det imidlertid ikke ud for en alvorlig debat om res publica, de offentlige ting, eller dagens politik – lige så lidt som den hadefulde mudderkastning på de sociale medier. Et af tegnene på, at det franske demokrati i lighed med det amerikanske har åndenød – uden dog at være et demokratur – er netop, at den ansvarlige politiske debat fylder mindre og mindre. På tv er den et talkshow, mand og mand imellem et skuldertræk.

Så faren for det franske demokrati er alligevel ikke en paragraf i forfatningen, men at det er kørt træt. Vi er nået til en afpolitisering af et folk, der ellers i århundreder har været et af klodens mest politisk bevidste. Franskmanden var det fødte “politiske dyr” – lidt lige som italieneren.

Nu brokker han sig, bevares, men nø-jes i stigende grad med at trække torsk i land hjemme i sofaen, når der er valg. Det gælder på alle niveauer, fra kommunevalg til præsidentvalg. 

Macron opnåede kun 24% af stemmerne i 2017 ved præsidentvalgets første runde. Det var nok til at gå videre til anden runde, hvor valget så til gengæld i realiteten var ophævet! Dels fordi hans modstander, Marine Le Pen, gjorde en ynkelig figur under den afgørende tv-debat, dels fordi store dele af både venstre og højres vælgere, der under andre omstændigheder aldrig ville stemme Macron, ligefrem blev nødt til at gøre det. De havde ikke noget valg – eller kun mellem en ukvalificeret racist og en ukendt fyr, der aldrig tidligere havde været opstillet som politisk kandidat i nogen sammenhæng. 

Det er blevet sagt, at Frankrig er et venstreorienteret land, der stemmer til højre. Til tider med kniven på struben.

Vil det ske igen i april 2022?

Tags