Efter 55 dages politiske kampe er 73-årige Michel Barnier ny ministerpræsident i Frankrig. Det var lige før det endte med panik før lukketid.
Af Lally Hoffmann
73-årige Michel Barnier blev i dag udpeget af præsident Emmanuel Macron til at være Frankrigs ny ministerpræsident.
Barnier er ikke en karismatisk skikkelse. Han er venlig og sympatisk, på tomandshånd nærmest lidt genert, men man skal ikke tage fejl, han er en yderst erfaren forhandlingsleder, han giver ikke op, han holder fast også efter, en sag ikke er faldet ud til hans fordel. Bedste eksempel: Storbritanniens exit fra EU. Barnier fortsatte fnysende med at forklare, at det ville de komme til at fortryde.
Barnier har en lang politisk karriere. Erklæret Gaullist har han været udenrigsminister, miljøminister, landbrugs- og fiskeriminister under både Chirac og Sarkozy – og har derudover en lang karriere i EU – som fremtrædende forhandlingsleder i forhold til Brexit og som EU-kommissær og rådgiver for Ursala von der Leyen.
Han er med andre ord ”Macron-kompatibel”.
Alligevel er det først nu hans navn for alvor er kommet på banen. Forud er gået intense døgn, hvor politikere, journalister, spindoktorer har fået navne til at cirkulere og blive dissekeret til det efterhånden måtte gå op for enhver, at ingen vidste noget, og det blev mere og mere latterligt.
De 55 dage siden resultatet af parlamentsvalget forelå har været en forlænget hed debat, hvor alle har beklaget sig over ikke at blive anerkendt.
Første runde – RN – Rassemblement National fra det yderste højre får flest stemmer.
Anden runde – venstrefløjskoalitionen får flest stemmer, men intet absolut flertal.
Præsidenten – ifølge Forfatningen udpeger en regeringsleder, der derefter former en regering. Han opfordrer til en løsning.
Partierne forhandler ikke med hinanden eller forsøger at indgå kompromiser om projekter. Præsidenten sætter frist til efter de Olympiske Lege i Paris – som bliver en succes, man allerede nu omtaler med stor veneration og glæde.
Venstrefløjen har fundet en person til regeringslederposten – Lucile Castets – og holder fast. Macron afviser – uden absolut flertal, vil hendes post falde ved mistillidsvotum i Nationalforsamlingen.
Alligevel holder venstrefløjen fast.
Store kendte navne er i spil.
Nu er det så Marine Le Pen, der siger nej, som hun også sagde nej til Lucile Castets.
Har man udtalt sig dårligt om Rassemblement National og de 11 millioner, der har stemt på partiet, så er det nej. Så den anerkendte socialist, tidl. ministerpræsident Bernand Cazeneuve – og ikke mindst højrefløjspolitikeren Xavier Bertrand – det er absolut nej.
Cazeneuve har aldrig selv meldt sig i feltet, Bertrand troede ikke mange på, men nu havde Marine Le Pen fået slået fast, at troede man havde fået slået hende af banen, kunne man godt tage fejl.
Nationalforsamlingen er tredelt – en splittet venstrefløj, en splittet centrum-højrefløj – og det yderste højre.
Så nu? Venstrefløjen absolut njet til Barnier, centrum-højre splittet, men med højrepolitikere der nu åbenbart er åbne, det er nyt. Manden kommer fra deres fløj.
Og det yderste højre? Jamen de vil da nu se tiden an og bestemme sig til njet, når de ser, hvad manden foreslår! De understreger naturligvis deres magt og indflydelse.
Nu skal ”den heldige vinder” så finde og danne en regering. Det kan tage mindst en uge eller to.
Så er der bare budgettet for 2025, der skal være på plads pr. 1. oktober. Underskuddet på betalingsbalancen EU ser med skrappe øjne på. Jo, mange problemer at løse.
Og – ja for resten – 7. september vil demonstrationer indtage ikke mindst Paris – venstrefløjen har fået deres valg stjålet – det vil de for alvor gøre opmærksom på. Næppe den sidste demonstration.
Den yngste ministerpræsident Attal gav posten videre til den ældste nogensinde denne aften 5. september og ønskede ham lykke til.
Næste kapitel følger.
