fbpx
Politik

Frankrig holder vejret

Marine le Pen vejrer sejr. (foto: Luke Peters/Alamy Live News)

Tekst: Lally Hoffmann

It ain’t over till the fat lady sings…”. ”Det er ikke forbi, før den tykke dame synger”, som amerikanerne ynder at sige.

Sådan er det også med det franske valg til Nationalforsamlingen. Stolte var franskmændene søndag d. 30. juni. 67,71 pct. havde stemt i denne første valgrunde. Sådan en deltagelse var historisk for Frankrig. Man skal mindst 40 år tilbage for at finde en lignende deltagelse.

Forud var gået intense dage, siden præsident Emmanuel Macron opløste Nationalforsamlingen og udskrev valg d. 9. juni. Det var en kæmpe overraskelse for alle. Præsidenten tog helt alene den hurtige beslutning. Resultatet af valget til Europa-Parlamentet var så dårligt for regeringen, at præsidenten nu ville have en afklaring. De sidste to års dødvande i Nationalforsamlingen havde han fået nok af. Regeringen havde ikke et absolut flertal – deraf miseren med oppositionen, der højlydt gav deres mishag til kende. Nu skulle franskmændene høres 30. juni og 7. juli.

Og de svarede så i første valgrunde denne søndag d. 30. juni 2024 med at give 33,15 pct. af stemmerne til Marine Le Pens parti Rassemblement National, 27,99 pct. til Nouveau Front Populaire, samlingen af venstrepartier og 20,04 pct. til Ensemble pour la République, valgsamlingen omkring regeringen. Republikanerne 6,57 pct. Et absolut flertal til det yderste højre kunne ikke udelukkes.

Præsidenten havde forregnet sig. Pludselig var det gået meget stærkt fra d. 10. juni. En del af højrefløjen – tilmed lederen af Republikanerne knyttede sig til Marine Le Pen. Det gav en endnu mere splittet højrefløj.

Helt uventet havde venstrefløjen på bare fire dage fået en ny valgkoalition op at stå. La France Insoumise måtte slette på den topstyrelse, de havde lagt op til og forstå, at partiets leder Jean-Luc Mélenchon ikke skulle være en kommende ministerpræsident. Ikke desto mindre udtalte Mélenchon sig ofte, men gav aldrig et klart svar om egne forventninger. Venstrefløjen stod foreløbig ”sammen” om et valgprogram.

Havde Nationalforsamlingen i det sidste par år haft et ulideligt debatklima, hvor der blev råbt, skreget og fornærmet, så blev det ikke bedre under den intense valgkamp. Præsident Emmanuel Macron udtalte sig ofte, selv om det var ministerpræsident Gabriel Attal, han havde sat til at lede valgkampen. Præsidenten advarede mod at stemme på ”ekstremerne”.

Søndag aften 30. juni kom der så en direkte opfordring fra Elyséepalæet til alle ”republikanere og demokrater” om at stå samlet mod RN. Den yderste venstrefløj blev denne gang ikke nævnt. Nu var det alle mand på dæk for at hindre det højre nationalistiske parti i at få det absolutte flertal i Nationalforsamlingen ved valgets anden runde 7. juli. Alvoren var gået op for præsidenten.

Gabriel Attal, nu afgående ministerpræsident, gjorde det et par timer senere søndag endnu klarere. Er man på tredjepladsen i en valgkreds, må man trække sig for at hindre RN – Rassemblement National i at vinde og pege på nummer to på listen ligegyldigt, hvem de er.

Tidligere på aftenen havde venstrefløjen – i skikkelse af Jean-Luc Mélenchon fra LFI gjort det lysende klart, at kom en venstrefløjskandidat ind på en tredjeplads, ville denne trække sig nærmest automatisk for at hindre RN i at vinde valgkredsen. Han talte for hele venstrefløjen.

Herefter hørte klarheden op. Præsidentens egen valgalliance meldte sig i skikkelse af tenorer, der mere eller mindre skjult har tænkt sig at satse på præsidentposten i 2027. Først på banen var Édouard Philippe fra partiet Horizons, Macrons tidligere ministerpræsident. ”Vi trækker os fra en eventuel tredjeplads og peger på nummer to, hvis denne er fra vore egne rækker, diverse socialister, de økologiske grønne, kommunisterne, liberale højre, men ikke hvis vedkommende er fra det fremmedfjendtlige, Europa-skeptiske, racistiske Rassemblement National – og heller ikke, hvis vedkommende er fra LFI med hvem vi hverken deler program eller værdier.”

Hermed var venstrefløjen tilbage i det skisma, som LFI – La France Insoumise, det ukuelige Frankrig, havde skabt allerede under valgkampen til Europa-Parlamentet. Valgkortet var øjeblikkelig fred i Gaza og en palæstinensisk stat. Partiet nægtede at kalde Hamas for en terroristorganisation.

I det ny valgprogram til Nationalforsamlingsvalget havde venstrefløjspartierne forhandlet sig frem til, at LFI fordømte terroristhandlinger i Mellemøsten. LFI var det største parti i valgforbundet. Alligevel fortsatte debatten på kryds og tværs af partier med beskyldninger om antisemitisme og racisme. Den kom vidt omkring. Især på de sociale medier. Desværre blev det ikke altid kun ved truende ord, både jøder og muslimer var udsat for overgreb.

Nu skal man ikke glemme, at valget i høj grad også er et lokalvalg. Ude på landet kender man kandidaterne, ved, hvad de står for, lokalkoloritten kan nemt komme til at spille ind. Med andre ord, det er langt fra sikkert, vælgerne vil følge partiernes opfordringer. Det vil ofte blive en vurdering fra sag til sag.

Der lægges op til intet mindre end 306 triangles – tre kandidater om samme post. Tirsdag 2. juli kl. 18 skal listerne fremlægges over hvem, der stiller op, og hvem, der trækker sig.

Den forenede venstrefløj håber stadig. (foto: JHA)

Også uden for Frankrig venter man i spænding. Kreml har meddelt, man nøje følger det franske valg.

USA ser skeptisk til. RN er ikke NATO-fan. Ukraine er mere end nervøst. RN går ikke ind for større involvering. Europa forventer endnu større bloksplittelse i Unionen. Europa har allerede advaret Frankrig om landets gæld langt ud over de stipulerede regler. RN ønsker at nedsætte betalingen til EU. Tidligere ville RN både forlade EU og euroen.

Finansverdenen er yderst opmærksomme. Efter Brexit var Frankrig på vej til at blive et alternativ for investeringer og et udgangspunkt i stedet for London.

I Nordafrika ser man med løftede øjenbryn på de mange udsagn, der gør deres landsmænd til andenrangsborgere i Frankrig. Seneste debat om ”les bi-nationaux”, folk, der har dobbelt nationalitet (to pas) bar ved til bålet.

I Marokko blev man noget fortørnet over, at Najat Belkacem, tidligere undervisningsminister under præsident Hollande, ifølge en RN-udtalelse ikke burde have haft det job. Hun var født i Marokko. Det skabte nogen tumult.

RN trak i land og forsøgte at forklare, at det var nødvendigt at være yderst forsigtig med særligt følsomme områder som forsvar og diplomati. Som om det ikke havde været tilfældet i mange år.

Faktisk var det Jean-Marie Le Pen, stifteren af det oprindelige parti, le Front National, der tog emnet op. Lige som han var manden bag ”la préférence nationale” – Frankrig for Franskmændene.

Datteren Marine Le Pen har også pudset andre af farmands gamle idéer af. Le droit du sol – er du født i Frankrig, er du fransk. Sådan skal det ikke være længere.

Der skal med andre ord flere forfatningsændringer til for at få indført det hårde højres politik. Det kan tage lang tid.

Hvad er det så, der får folk til at stemme på Marine Le Pen – og når sandheden skal frem så nok først og fremmest på stemmemagneten Jordan Bardella, den bare 28-årige storsmilende, kæmpeleverandør til tiktok af selfies, der er godt skolet på partiets management skole, som får ham til som en robot at aflevere hele partiprogrammet og insistere på at få det hele med, selv når taletiden er tikket ned under de sidste sekunder. Redundans – gentager du det samme tilpas mange gange, ender det med at blive sandt.

Mange vælgere svarer, når de bliver spurgt. ”Vi har prøvet alle de andre, de har skuffet os, så nu prøver vi dem.” Mange kender ikke meget til, hvad partiet står for og vil gennemføre, men konklusionen er, det kan ikke være værre end Macron.

Emmanuel Macron er i den grad lagt for had, en skydeskive for alt, de føler, der er gået galt over de seneste år. Macron har, ifølge tidsskriftet The Economist, fået arbejdsløsheden ned, fået folk til at investere og modernisere. Han har, siden han kom til i 2017 skabt 2 millioner arbejdspladser og fået 6 millioner nye forretninger i gang. I Europa ligger væksten i Frankrig over gennemsnittet.

Svaret dertil kommer prompte: ”Det har vi ikke mærket noget til.”

”Først blev benzinen dyrere, og folk ude på landet har brug for en bil, det fatter byboerne ikke. De ser ned på os, de regner os ikke for noget. Så skulle vi absolut have en pensionsreform og blive på arbejde, til vi var 64 år. De aner ikke, hvor udslidte vi er. Så skal der laves klimatiltag, hvordan skal bønderne klare sig. Eliten, folk i Paris, tænker kun på sig selv. Priserne skyder i vejret, det gør vores løn ikke, og slet ikke vores pensioner. Nu er det nok.”

Der stod han så, Jordan Bardella, og charmerede alle, fortalte dem, han forstod dem, de var værdsatte. Selvfølgelig skulle priserne sættes ned, selvfølgelig skulle pensionen tilbage til 60 år, selvfølgelig skulle de rige betale, selvfølgelig skulle der være job til franskmændene først og fremmest. De fremmede skulle ikke længere nasse på samfundet. De skulle tage hjem. Ville de ikke det, skulle de tvinges. Hvor svært kunne det være?

Jordan Bardella havde fået selvtillid, støttet af Marine Le Pen. ”Når jeg om nogle dage bliver ministerpræsident,” gentog han konstant, som om valget allerede havde fundet sted. Marine Le Pen fulgte ham og gentog med stor fornøjelse, Bardella skulle være ministerpræsident og anbefalede præsident Macron at træde tilbage som præsident. Hun belærte også præsidenten via medierne om, at forsvarspolitikken slet ikke var hans domæne, det hørte ind under ministerpræsidenten. Da der ingen reaktion kom på den nyhed, fulgte Bardella selvsikkert op med at fortælle, han ikke ønskede at være ministerpræsident med mindre det franske folk, patrioterne, gav ham et absolut flertal.

Arrogancen var mindre, da Bardella i et tv-interview viklede sig ind i RN’s planlagte pensionsreformer. Jo, de, der var begyndt at arbejde, før de fyldte 20, kunne gå på pension som 60-årig. De, der begyndte f.eks. som 24-årige kunne gå som 66-årige. Jamen, i dag kunne de gå som 64-årige.

Det gik heller ikke så meget bedre, og øjnene begyndte at flakke, da Bardella skulle gøre rede for, hvorfra midlerne til reformerne skulle komme. Han valgte – som Trump – ikke at svare på spørgsmålet, men startede robottalen om, hvordan regeringen havde ødslet med franskmændenes penge og bragt landet i ruin. Talen blev ført helt til ende og sluttede som sædvanlig med, hvad de fremmede kostede landet.

Det er dog fortsat en gåde, hvor pengene skal komme fra. De allersidste dage før valgets første runde trak Bardella da også i land. En del af reformerne var nødt til at vente, han havde ingen magisk pind, så det blev i flere omgange, det vigtigste først.

Næste og sidste runde er 7. juli – og husk venligst, ”It ain’t over till the fat lady sings… ”

Man kan så håbe, hun synger mindre hæst og falskt end den skrattende lyd fra valgdebatten, når alle råber i munden på hinanden.

 

Artiklen er kun for abonnenter, men du får første måned for kr. 9,- uden binding! Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.