fbpx
Politik

Frankrig stemte og overraskede alle – også sig selv!

Der viftes med det franske flag på Place de la Republique i Paris efter at de første valgresultater blev kendt. (foto: Geoffroy Van Der Hasselt / AFP / Ritzau Scanpix)

Af Lally Hoffmann

Det hele blev vendt på hovedet. Fra en forventet mulig sejr til det yderste højre, var det venstrefløjsalliancen, der fik de fleste stemmer, nummer to var regeringens centrumsalliance og først på tredje pladsen kom det yderste højre.

Ingen af grupperne fik absolut flertal i Nationalforsamlingen.

Der venter Frankrig vanskelige og langvarige forhandlinger, inden en ny regering er på plads.

Valgstederne i provinsen lukkede kl. 18. I de store byer kl. 20. De foreløbige valgresultater blev offentliggjort kl. 20. Underhånden cirkulerer tendenserne fra klokken 18.30, og telefonerne gløder. I telefonen fra Paris lød det 19.15: ”Der er nogen, der gør grin med os. Venstrefløjen skulle blive det største parti… ”. Klokken 20 kom så resultatet.

Der var helt, helt stille i nogle sekunder – og så brød jublen løs. Lettelsens suk – ikke kun i Frankrig, men også i Europa. Frankrig havde sagt nej til det yderste højre. Det, der kaldes den republikanske front havde fungeret. Over 200 kandidater havde trukket sig for at sikre den kandidat, der bedst kunne slå RN – National Samling. Frankrig havde stadig ikke tillid til det fremmedfjendske parti.

Og dog var der over 10 millioner franskmænd, der havde stemt på partiet. Det var da også dem, Jordan Bardella henvendte sig til, da han tog ordet efter klokken 20: ”Vi er her stadig, vi holder af Jer og vil fortsætte kampen for at bringe Frankrig ud af sølet.” Bardella kaldte det en ”skamfuld alliance”, at kandidater trak sig for at spærre vejen for hans parti. Også ordet ”statskup” blev brugt, hvilket senere på aftenen i de ophedede tv-debatter fik en kommentator til at sige, at hun hørte undertoner af en Trump retorik i stil med, at valget i 2020 i USA var stjålet fra ham. Hun forventede, Bardella lagde op til noget i samme stil.

Den korteste version af valget til Nationalforsamlingen kom fra Dominique Moïsi, politolog, da han blev interviewet på BBC: ”Første runde var et nej til Macron, anden runde var et nej til RN, Frankrig vil ikke have etiketten racisme siddende på sig.”

Klokken var ikke meget over 20, førend den allerførste taler meldte sig, Jean-Luc Mélenchon, leder af LFI og nu åbenbart talsmand for hele venstrealliancen. Mélenchon erklærede håndfast, det var præsidentens pligt nu at overgive regeringsmagten til den Ny Folkefront.

Mélenchon’s konfrontatoriske stil har ikke vakt begejstring hos de andre i alliancen, som blandt andet har frabedt sig Mélenchon som eventuel ministerpræsident. Så Mélenchon var hurtig på aftrækkeren.

En anderledes rolig stemme meldte sig i tv-studiet for France2. ”Nu har vi chancen for at få indført parlamentarisme, ægte parlamentarisme, hvor man forhandler sammen om projekter på tværs af parti skel og får dem gennemført. Det er muligt i andre lande, det er muligt i Europa-Parlamentet, hvorfor så ikke i Frankrig.” Og, tilføjede Raphaël Glucksmann, stemmeslugeren fra Europa-Parlamentsvalget for socialisterne, det er på tide at opføre sig som ”adulte” – voksne.

Endnu en alvorlig og rolig stemme meldte sig, da ministerpræsident Gabriel Attal tog ordet. Han gjorde opmærksom på, at han havde været imod opløsningen af Nationalforsamlingen og den hurtige valgudskrivning. Han havde ført valgkampen for Præsidentens alliance. Det var hans pligt. Nu trådte han tilbage som ministerpræsident. Han ville naturligvis fortsætte sit politiske arbejde, hvor han så end var. “Vi skal finde en måde at forhandle og samarbejde på i Nationalforsamlingen.” Mandag ville han indgive sin afskedsbegæring til præsidenten.

Hvem skal regere og hvordan? Det er præsidenten, der udpeger en ny ministerpræsident, som derefter foreslår en regering. Præsidenten har endnu ikke udtalt sig, så ingen ved, om han er parat til nye overraskelser. Foreløbigt har han bedt Gabriel Attal om at fortsætte hen over sommeren, så landet ikke er helt uden ledelse.

Allerede d. 10. juli skal præsident Macron til NATO-møde i USA. Man kan ikke sige, valget var en sejr for præsidenten, men han bevarede skindet på næsen og vil stadig veje internationalt og ikke mindst i Europa.

14. juli er det Bastilledag, 18. juli træder den ny nationalforsamling sammen for første gang, 26. juli begynder de Olympiske Lege. Det bliver en hed sommer for franskmændene.

Der er sørget for sommerunderholdningen – både ude og hjemme.

 

Artiklen er kun for abonnenter, men du får første måned for kr. 9,- uden binding! Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.