For første gang siden Første Verdenskrig var der sidste år flere dødsfald end fødsler i Frankrig. Faldende fødselstal og en hastigt aldrende befolkning truer velfærden og tvinger politikerne til svære valg frem mod præsidentvalget i 2027.
I 2025 registrerede den franske nationalstatistik Insee for første gang siden Første Verdenskrig flere dødsfald end fødsler – 651.000 mod 645.000. Det er det laveste fødselstal siden 1917, hvor optimismen af naturlige årsager var til at overse, og det svarer til 1,56 børnefødsler pr. kvinde. Sådan fortæller magasinet Le Nouvel Obs.
Blandt årsagerne fremhæver magasinet især den vigende købekraft, navnlig til at anskaffe sig en bolig af passende størrelse. Men også en stigende andel af singler, der ikke ønsker børn og en stigende andel af kvinder, der ikke kan se sig i et traditionelt forhold med børn, hvor kvinden trods større ligestilling stadig trækker en stor del af læsset, spiller ind. Endelig har digitaliseringen en negativ effektiv på datinglivet.
Lige som mange andre vestlige lande står Frankrig foran enorme demografiske udfordringer med en befolkning, der ældes hastigt. Hele den sociale model, der omfatter sundhedssikring og pension, står for fald, idet den i dag udelukkende hviler på den arbejdende andel af befolkningens indbetalinger. I Frankrig er det dem, der arbejder nu, som betaler øremærkede pensionsbidrag over lønnen til dem, der er pensionerede nu, lidt i stil med den danske ATP/arbejdsmarkedspension. Private pensionsopsparinger spiller en mindre rolle.
Allerede inden 2030 forudses udgifterne til pensioner at stige med 20 mia. euro, hvortil kommer 30 mia. euro til ældrepleje. Og så er vi ikke begyndt at tale om de øgede sundhedsudgifter, som en aldrende befolkning også fører med sig.
Det fører uundgåeligt til nogle svære politiske valg, som kan få enhver, der følger den aktuelle politiske situation i Frankrig til at rynke brynene. Senest har man for at få vedtaget statsbudgettet for 2026 måtte sætte reformen, som hæver pensionsalderen til 64 år, i bero. Men problemet går ikke væk af den grund, for enten må franskmændene arbejde længere, indbetalingerne hæves, eller pensionerne sænkes. En anden mulighed er en ny skat i stil med den eksisterende CSG – Contribution Sociale Généralisée – der opkræves på alle typer indkomster, og som også indgår i finansieringen af pensionssystemet.
Og så er der en sidste, mindst lige så sprængfarlig, diskussion: Skal Frankrig søge at tiltrække flere immigranter for at øge andelen af erhvervsaktive, der kan være med til at finansiere hullet? Det ville ifølge Le Nouvel Obs’ kilder kræve en tilgang af 13 millioner immigranter de næste 25 år – fire gange flere end landet modtog mellem 2000 og 2025.
Der er i denne kontekst man skal se Macrons ’réarmement démographique’, altså demografiske oprustning, for der er et spinkelt håb at klynge sig til: Folk får færre børn – men måske også færre, end de ønsker sig. Kan man fjerne nogle af forhindringer og gøre det mere lukrativt at sætte børn i verden med en ambitiøs familiepolitik, kan man måske bevæge sig nærmere de 2,3 børn pr. kvinde, som faktisk ønskes.
En ting synes sikkert: Der bliver rigelig af tunge diskussioner forud for præsidentvalget i 2027.
