fbpx
Frankrigs museum for immigration genåbner den 17. juni i en helt ny udgave i Palais de la Porte Dorée
Frankrigs museum for immigration genåbner den 17. juni i en helt ny udgave i Palais de la Porte Dorée. Foto: Pascal Lemaître
Nyt om Frankrig Politik

Frankrigs smeltedigel brænder på

Åbningen af et helt nyt museum om immigrationen i Frankrig falder sammen med forhandlingen om en omstridt lov om samme emne.

Det kunne ikke være mere aktuelt, at Frankrigs museum for immigration den 17. juni genåbner i en helt ny udgave i Palais de la Porte Dorée. Et af præsident Macrons prestigeprojekter er nemlig vedtagelsen af en ny lov om immigration, den 29. af slagsen siden 1980. Loven sigter på at gøre det sværere at få asyl og nemmere at udvise kriminelle udlændinge men åbner også op for immigration af arbejdskraft, der er mangel på.

Den har været på dagsordenen længe, men Macrons regering har fået stadig sværere ved at finde samarbejdspartnere efter gennemtrumfningen af den forhadte pensionsreform, og stemningen er ikke blevet bedre efter knivangrebet på fire småbørn i Annecy den 8. juni begået af en syrisk asylansøger. Oppositionspartiet Les Républicans til højre for Macron har benyttet lejligheden til at kræve en folkeafstemning om loven i håb om at kunne høste fremtidige stemmer fra vælgere, der ellers sværmer for Marine Le Pens Rassemblement National endnu længere til højre. 

De første indvandrere kom typisk fra Frankrigs nabolande
De første indvandrere kom typisk fra Frankrigs nabolande, her de såkaldte belgiske ”piqueteurs”, der hjalp til med høsten. Foto: Gammelt avis-udklip

Le Musée National de l’Immigration fortæller historien kronologisk gennem 11 nøglebegivenheder fra 1685 op til vore dage. I dag, hvor Frankrig stadig kæmper med en høj arbejdsløshed og har gjort det i årtier, kan det være svært at forestille sig, at landet i lange perioder var den ældste og største magnet for fremmed arbejdskraft i Europa. I midten af 1800-tallet, hvor f.eks. Tyskland, Irland og Skandinavien leverede godt fire millioner landsmænd til det umættelige USA, var mange af de franske bønder i stedet blevet gårdejere efter den franske revolution, så i byerne var der derfor massivt behov for arbejdskraft, da industrialiseringen begyndte at tage form. Det strømmede ind med migranter fra først Tyskland og Belgien og siden massevis af italienere, som i lang tid blev den største gruppe af fremmedarbejdere, for siden hen at blive overhalet af spanierne, uden hvis arbejdskraft den franske vinbranche havde været ilde stedt.

Første Verdenskrig efterlod igen Frankrig med en katastrofal mangel på arbejdskraft, og nu kom de ledige hænder fra Østeuropa, især Polen. Mindst en halv million polakker var beskæftigede i de nordfranske miner, men også Portugal blev storleverandør af arbejdskraft, og i årene op til 1930’ernes store økonomiske krise lå Frankrig faktisk foran USA’s store melting pot, hvad angår antallet af immigranter i forhold til befolkningen. Efter Anden Verdenskrig fulgte de såkaldt 30 glorieuses – de 30 gyldne år med babyboom, virksomheder i konstant vækst og stort set fuld beskæftigelse.

Det nye immigrationsmuseum er kronologisk opbygget
Det nye immigrationsmuseum er kronologisk opbygget – her temasalen om året 1917, der bl.a. fortæller om de mange udenlandske soldater fra de franske kolonier, der deltog i Første Verdenskrig. Foto: Atelier Maciej Fiszer

I disse gyldne år trak Frankrig også i stor stil på arbejdskraft fra det franskkontrollerede Algeriet og andre fransktalende lande i Nordafrika som Tunesien og især Marokko. Efter Algeriets selvstændighed i 1962 udvandrede mellem 200.000 og 300.000 algeriere i de første år til Frankrig for at finde arbejde.  Det var også de år, hvor franske showbiz-stjerner som Charles Aznavour, Yves Montand, Serge Gainsburg, Sylvie Vartan, Jean Ferrat og Serge Reggiani blev kendt langt ud over landets grænser – fælles for dem alle er, at de er børn af indvandrere. De seneste tal fra Insee, Frankrigs statistik, anslår, at syv millioner udlændinge befinder sig i Frankrig, eller 10,3 % af befolkningen. 47,5 % er født i Afrika, flest i Algeriet og Marokko. 2,5 millioner, svarende til 36 %, har opnået fransk statsborgerskab. Statistik kan som bekendt gradbøjes alt efter politisk ståsted. Politikere fra det yderste højre som f.eks. Eric Zemmour insisterer på at gå flere generationer tilbage og udbasunerer, at der i stedet er tale om 19 millioner udlændinge eller 28,4 % af befolkningen.