fbpx
Bøger

Fransk er mit foretrukne land…

Riad Sattouf
Riad Sattouf ser virkelig ud som det, han er – et krøllet hoved, altopfangende og med udpræget sans for humor. Man kan mærke, hvordan man selv begynder at trække på smilebåndet. Han ser så uskyldig ud – slet ikke som klassens frække dreng, men så afgjort med et uforudsigeligt glimt i øjet.
Han ser virkelig ud som det, han er – et krøllet hoved, altopfangende og med udpræget sans for humor. Man kan mærke, hvordan man selv begynder at trække på smilebåndet. Han ser så uskyldig ud – slet ikke som klassens frække dreng, men så afgjort med et uforudsigeligt glimt i øjet.

Riad Sattouf er 42 og har såmænd udgivet sin selvbiografi nu i 5 bind – og der kommer endnu et bind, før han er ved vejs ende. Det interessante er, at det er blevet en succes ud over alle grænser med over to millioner bøger solgt i Frankrig alene og oversat til 22 sprog. Første bind kom i 2014 og bind 5 i november 2020. Manden selv er totalt upåvirket og så beskeden, at man instinktivt føler, man bør beskytte ham. 

Titlen på selvbiografien er ikke i sig selv noget, pr-konsulenter ville anbefale, men de er så naturligvis heller ikke blevet spurgt. “L’Arabe du Futur” – Fremtidens araber. En grafisk roman om Syrien og Frankrig, set i børnehøjde, som barnet og senere teenageren har set det – uskyldigt, historisk, politisk – og med humor.

Riad Sattouf er født i Paris (1978) af en fransk mor fra Bretagne og en far fra Syrien. Faren var fra meget små kår, men banede sin egen vej gennem historiestudier og blev såmænd doktor og ansat ved Sorbonne. Tidens politiske bevægelser som arabisk socialisme, panarabismen, fik ham til at tage kone og børn med tilbage til både Libyen og Syrien.

Lille Riad landede i en landsby med stolte traditioner, men ikke mange bøger, så mormors forsendelser af Tintin-bøger blev indgangen til det franske sprog og dets finurligheder, og Tintin gav mulighed for at opdage tegnekunsten og grafik. Riad var allerede som 5-årig ved at finde sig selv og sin udtryksform.

Mor fra Bretagne fik imidlertid nok, da far ønskede at flytte til Saudi Arabien, så hun tog sine børn under armen og vendte tilbage til Frankrig. Lille Riad, der med sit lyse hår og krøller i Syrien var anderledes og let genkendelig, skulle nu ikke længere sætte sig ind i arabisk, men for alvor dyrke det franske for at kunne falde til. Nemt var det ikke, men Riad mødte de rigtige lærere, der hjalp. Han kan i dag slet ikke holde op med at takke dem. “Frankrig bør vide, hvor vigtige, lærerne er.”

Riad Sattoufs selvbiografi nu i 5 bind
Riad Sattouf er 42 og har såmænd udgivet sin selvbiografi nu i 5 bind – og der kommer endnu et bind, før han er ved vejs ende. Det interessante er, at det er blevet en succes ud over alle grænser med over to millioner bøger solgt i Frankrig alene og oversat til 22 sprog. Første bind kom i 2014 og bind 5 i november 2020.

DET FRANSKE SPROG gik hen og blev en passion. Den dag i dag fortsætter han med at undres og forske i alle sprogets nuancer. Fra det sprog, der i Frankrig blev talt formfuldendt i tresserne, til det socialt betingede i dag, til det franske, der tales uden for Frankrigs grænser – for ham er det fortsat en guldgrube af inspiration. 

Og så var der endelig det, der forbandt det hele, og fik det til at gå op i en højere enhed – nemlig at tegne. 

Han følte sig hjemme og helt fri. “Her var der ikke dressur som i den syriske skole eller formel belæring som i den franske skole. Her var det helt frit og op til en selv.” Nu kunne han forene alle kontrasterne i sin baggrund. Han kunne finde vejen mellem det puritanske og snerpede Syrien og det overvældende frie Frankrig, hvor han var blevet kastet ud uden faldskærm.

Tag forholdet til det andet køn som bumset og genert teenager. De ældre syriske fætre og far havde i hele opvæksten forklaret, hvad der var uhørt og kunne føre til bortvisning fra hele familien i omgangen med det andet køn. Det var der intet af i Frankrig. Her lærte kønnene hinanden at kende og var sammen uden overvågning. Hvad der var synd det ene sted, var normalt det andet sted.

Riad skulle finde sin identitet – han ville være blandt de folk, der skrev bøger. “Som i den Grimme Ælling af H.C. Andersen – man kan mærke, man ikke er det rigtige sted, indtil man finder hjem – mit hjem er bøgerne.” 

“Fra Syrien har jeg uden tvivl taget humoren med, den lidt desperate, med hang til latterliggørelse af sig selv. I Frankrig er det friheden, jeg elsker, jeg kan skrive en bog fra a til z, uden at nogen blander sig.”

Riad Sattoufs selvbiografi
Riad Sattouf har ingen løftede pegefingre i bøgerne – han fremstiller personerne ærligt – resten må læserne selv finde frem til. Ingen tvivl om, at selvbiografien har ligget ham dybt på sinde

TITLEN “L’ARABE DU FUTUR” – Fremtidens Araber – er et citat fra Riad’s far, som tit sagde: “Fremtidens araber er en mand, der læser, der uddanner sig, der åbner sig mod verden. Fortidens araber holder kun fast i traditionerne – han kommer ikke videre.” Faren voksede op i en landsby uden vand og elektricitet. Han fandt selv vejen med sine historiestudier, der førte ham fra det fattigste fattige til at nå frem til at undervise på selveste Sorbonne universitetet.

“Fordi det var lykkedes for ham, mente han, han havde en særlig skæbne. Saddam Hussein var vokset op i lignende fattige kår i en landsby – og se, hvor langt han var kommet. Min far beundrede også Gaddafi og mente vel, han selv ville få en historisk rolle.” 

Riad Sattouf har ingen løftede pegefingre i bøgerne – han fremstiller personerne ærligt – resten må læserne selv finde frem til. Ingen tvivl om, at selvbiografien har ligget ham dybt på sinde. Det tog ham adskillige år, inden klikket kom, og han turde begynde. Succesen sagde spar to. Han fortæller, bøgerne nærmest skriver sig selv. Han skal bare indstille sig på de rigtige farver og dufte, så vender det hele nærmest fotografisk tilbage, han er igen lille lyshårede Riad i den syriske landsby. Ind imellem overrasker personerne ham, og det får de lov til. Der er ingen fastlagt plan, de har deres eget liv.

Riad Sattouf blander sig sjældent i den offentlige debat. Hans univers er tegneserierne, der hvor han kan styre og bestemme, og som han afvæbnende har sagt, “begynder jeg at blande mig på de sociale medier, kan jeg ikke bestille andet.” Nej, Riad udleverer ikke sig selv, læserne skal selv arbejde med. Riads ultimative våben for indsigt og forståelse er humoren. Den har virket på ung og gammel verden over – den der syriske humor med islæt af selvironi.

L’Arabe du Futur er endnu ikke udkommet på arabisk. 

“For det første er der ikke ret mange forlag, og for det andet har der kun været interesse for første bind. Det modsætter jeg mig – der kan kun være tale om hele pakken, ellers forstår man ikke hele historien.” 

Nu venter alle på bind 6 – såmænd også Riad Sattouf selv.