fbpx
Politik Samfund

Fransk politik mellem sommer og vinter

Frankrigs præsident Emmanuel Macron
Præsident Emmanuel Macron genoptog traditionen med et stort direkte tv-interview på Nationaldagen d. 14 juli for at forklare sin politik. Det blev ikke en stor succes.
Det var den sommer 2022 – den vil blive husket – som sommeren, hvor Jonas Vingegaard for alvor fik Danmark på kortet i enhver flække af Frankrig på det meste af Tour de France – med en endelig sejr i Paris søndag den 24 juli. De normalt kritiske og knarvorne franskmænd fandt ham fortræffelig.

Det var sommeren med temperaturer over 40 grader, kæmpe skovbrande, oversvømmelser og tørke – naturen lod advarende høre fra sig. Tørre tal og hastigt stigende Covidtilfælde af Omikron undervarianten BA.5 mindede om, at denne ny variant var yderst smitsom. 

Det var sommeren med den fortsatte krig i Ukraine, med faldne, flygtninge, sanktioner og udsigt til mangel på olie, gas og andre fornødenheder, der kunne føre til ikke kun stigende priser, inflation, men også direkte sultkatastrofer i Afrika – Ukraine havde været verdens kornkammer.

Øget militarisering, ændrede geopoliske alliancer og udfordringer skabte ikke for alvor nogen sikker fast grund, tillid eller en klar vej fremad. 

Det var så også den sommer, hvor den nyligt genvalgte præsident Emmanuel Macron kunne begynde sit mandat nummer to på endnu fem år – hans sidste mulige præsidentperiode. Efter loven kan præsidenten kun vælges til to på hinanden følgende præsidentperioder, derefter er det slut. Lige efter præsidentvalget kommer valget til Nationalforsamlingen.

FRANSKMÆNDENE SKULLE derfor i juni til endnu et valg i to runder – og trætheden begyndte at melde sig. Det sås tydeligt i valgdeltagelsen af dette nok så vigtige valg til Nationalforsamlingen. Det blev til sølle 46,2% i den afsluttende anden runde 19. juni. Tilliden til politikerne var på et lavpunkt.

Resultatet blev 245 pladser i Nationalforsamlingen til præsidentens samlingsalliance Ensemble– det var langt fra de 289 pladser, der skal til for at have absolut flertal. Macrons eget parti Renaissance fik 175 af de 245 pladser.

Venstrefløjen NUPES – valgalliancen mellem La France Insoumise (Det Ukuelige Frankrig), kommunisterne, socialisterne og de grønne – fik 131 pladser. LFI stod for 84 af de 131 pladser.

Marine le Pen scorede 89 pladser til sit parti RN – Rassemblement National– det ekstreme højre. Der var tale om en fremgang fra 3 pladser i sidste Nationalforsamling til nu 89. Marine le Pen var tilsyneladende blevet stueren. 

Det traditionelle højre LR – Les Républicains – Republikanerne – fik 61 pladser.

Det var ikke noget drømmescenarie for en præsident, der i den grad var kritiseret og udskældt. Macron havde siden præsidentvalget mangen en gang understreget, han ville være alle franskmænds præsident. Han havde forstået, hvor vanskelige kår mange levede under, og der skulle lyttes til alle, gennemføres bedre sociale forhold, rettes op på manglerne i sundhedsvæsenet efter den lange coronaperiode – tiden var til sammenhold og kompromis. Det skulle være en helt ny start.

PRÆSIDENTEN TOG NU efter valget til Nationalforsamlingen imod alle partilederne enkeltvis for at bane vejen for det nødvendige kommende samarbejde i Nationalforsamlingen. Derefter kom turen til ministerpræsident Elisabeth Borne, der inviterede alle formændene for grupperingerne i forsamlingen enkeltvis til orientering, igen for at sondere mulige fælles arbejdsområder og interesser. 

Det var ikke nogen udpræget succes. LFI meldte, man ville stille et mistillidsvotum til ministerpræsidenten, hun var i den grad en teknokratudgave af Macron – endnu én. Det skal dog siges, at mangen en minister inden valget til Nationalforsamlingen tydeligt havde givet udtryk for, at samarbejde med ekstremerne på yderfløjene – LFI og RN – kunne der ikke være tale om.

Republikanerne gjorde sig kostbare – det var ikke svært at regne ud, at regeringen var nødt til at række ud for at få hjælp – prisen kunne blive høj. Republikanerne manglede i øvrigt en leder. De forventede ivrige ansøgere syntes med valgresultatet at sætte næsen op efter det kommende præsidentvalg i 2027. Der var udsigt til bedre succeskriterier i 2027 end her og nu som partileder.

Selv Marine le Pen vejrede morgenluft – ingen Macron i 2027 – det var bestemt ikke udelukket, at hun da ville gøre endnu et forsøg på at blive Frankrigs første kvindelige præsident. For et par måneder siden var hun dømt helt ude, endda siges det, også af sig selv.

“DET BLIVER IKKE NEMT at få noget gennemført i Nationalforsamlingen. Vi har jo ikke et parlamentarisk styre som andre,” understreger politolog Pascal Perrineau fra Sciences-Po, “vi har en blanding af et præsidentstyre og parlamentarisme. Nu tilmed med mange fra LFI og RN, der kun har meget lidt eller ingen regeringskultur. De er i radikal opposition til regeringen.

Ordet “compromis” betyder for dem “compromission”– kompromis er det samme som at kompromittere sig og gå på akkord med sine ideer.”

Et mistillidsvotum til Elisabeth Borne havde ikke mange chancer for at gå igennem. Det blev fremlagt af lederen af LFI-gruppen, Mathilde Panot i en ret så angrebslysten tale – og det før Elisabeth Borne overhovedet havde fremlagt sin regeringspolitik som ministerpræsident.

“Macron est un président illégitime”, erklærede Panot, “Macron er en ulovlig præsident, valgt af meget få. Han har ingen kontakt med franskmændene. Han er helt på Marine Le Pens side, når det gælder immigranter og sikkerhed. Elisabeth Borne vil fortsætte hans linje – det er vi imod.”

Adskillige fra Nupes valgte ikke at stemme – det samme gjorde Marine le Pen. Mistillidsvotum blev der ikke noget af.

ELISABETH BORNE KOM FRA venstrefløjen, havde haft store stillinger bl.a. inden for statsbanerne og var kendt som en særdeles dreven forhandler. I regeringen Macron havde hun været både transportminister og arbejdsminister, inden hun nu blev udnævnt til ministerpræsident. 

Frankrigs ministerpræsident Elisabeth Borne

Det hører med til hendes egen historie, som hun aldrig taler om, at hendes far havde været i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. Han kom sig aldrig over det og begik selvmord, da Elisabeth Borne var 11. Pengene var små, Elisabeth blev “pupille de la nation”– staten tog sig af hende i en ret nøjsom barndom. Ikke desto mindre, takket været legater, kunne hun fortsætte studierne og blev uddannet polytekniker, ingeniør, og endte som landets ministerpræsident.

Der skulle sammenbidte tænder, flid, udholdenhed til, alt det formede hendes karakter.

Den nu 61-årige står fast på fødderne – hun kan sine dossiers, hun er loyal, men siger fra, hvis nogen går for langt. Så har hun tilmed humor – men det havde Frankrig endnu ikke opdaget, den dag hun fremlagde sin politik i Nationalforsamlingen. 

Det skete under tilråb, hujen og skrigen fra medlemmerne af Nationalforsamlingen – de gode manerer og almindelig høflighed blev fejet væk for at vise, at det her var en ny og anderledes forsamling, der stod fast på egne krav. Det var ikke fordi, man kunne høre så meget af det, der blev ytret, det var total kakofoni. Ind imellem trængte dog ord igennem, som franskmændene så smukt kalder “noms d’oiseaux” – fuglenavne – en høflig omskrivning for skældsord. Det var ikke et pipfuglekor, den dag i Nationalforsamlingen – snarere ubehøvlede løvebrøl, der gjaldede.

Elisabeth Borne lod sig ikke distrahere. Hendes øjenbryn røg et par gange i vejret, men hun fortsatte ufortrødent sin fremlægning af regeringspolitikken. Afsluttende refererede hun til det Frankrig, der havde støttet og hjulpet hende, da hun var 11 – og sagde tak. Nu var det hendes tur til at give tilbage til Frankrig.

I FØLGENDE SPØRGSMÅL til ministerpræsident Borne var det igen gruppelederen fra LFI, Mathilde Panot, der meldte sig. Elisabeth Borne var “une anomalie démocratique” – et demokratisk misfoster – Borne var ikke valgt af særlig mange, hun lænede sig op ad Marine Le Pen, når det gjaldt immigranter og sikkerhed. Hun var “une rescapée”, en undsluppen, der altid klarede sig igennem uden at tænke på de mange fattige franskmænd. Ordet rescapé – undsluppen – bruges først og fremmest om folk, der slap ud af koncentrationslejrene. Taget Elisabeth Bornes egen familiehistorie i betragtning, vandt Mathilde Panot ikke mange points med den bemærkning. Elisabeth Borne bevarede fatningen og i sit svar til Mathilde Panot, understregede hun, at i et demokrati, er det den, der får flest stemmer, der har vundet. Det gjaldt for præsident Emmanuel Macron, det gjaldt for Nationalforsamlingen, hvor hun selv præsenterede regeringspartiet Renaissance. Partiet fik 175 pladser. Panots parti LFI 84. Det dæmpede ikke gemytterne – den dag var kun en forprøve på, hvordan de kommende forhandlinger i Nationalforsamlingen ville udvikle sig.

“VI HAR JO EN RADIKAL tradition, for ikke at sige revolutionær tendens her i landet,” smiler Pascal Perrineau. “Her, tror jeg desværre, vi lige nu er inde i noget tidstypisk – den klassiske populisme, vrede mennesker, der udpeger sig en syndebuk, der så bliver symbolet, hadet kan rettes imod. En form for permanent radikalitet mod magthaverne. Emmanuel Macron er blevet symbolet.” Præsident Emmanuel Macron valgte at lade sig interviewe på Nationaldagen 14. juli, det var vigtigt for ham at klargøre sin politik og sine nødvendige reformer. Det blev ikke nogen succes. Hvad, der for Macron var helt klart og evident, fortabte sig i lange tekniske udredninger, hvor kun to ord ringede ud til befolkningen – pension som 65-årig og faldende købekraft. Alle de modifikationer og udredninger, der fulgte med, nåede ikke længere end til Elyséepalæets have, hvor interviewet fandt sted.

Pascal Perrineau

“Macron er i dag en ensom mand. Han har få, meget få politiske figurer omkring sig, der for alvor har vægt. Præsidenten er fortsat den, der tager de endelige beslutninger. Højrefløjen er smuldret, også venstrefløjen, så i dag står han over for ekstremerne på den yderste venstre og højrefløj, det er helt uholdbart,” understreger Pascal Perrineau. “Macron er forblevet sig selv og sine reformplaner aldeles tro, men han har ingen opbakning ude i landet, han har ingen på jorden i landområderne, intet lokalt.”

FORHANDLINGERNE I Nationalforsamlingen så mange morgener solen stå op. Det gik uendeligt langsomt. Slut juli – midt i det hele – dukkede meningsmålinger op, der fortalte både Macron og Elisabeth Borne var gået frem med henholdsvis 5 og 8 procentpoint.

Tidligere udenrigsminister i Storbritannien (1989-95), Douglas Hurd, havde udtrykt sit syn på franskmænd med denne sin specielle britiske humor: “The French – these MASTERS of Splendid Ambiguity”. (Disse franskmænd – mestre i herlig tvetydighed).

Nationalforsamlingen fortsatte “ekstraordinære” forhandlinger ind i august. Først i oktober ville man mødes igen.

Demonstrationer var planlagt til september – “for at forsvare den lille mand” – forlød det fra egoernes fortsatte kampattitude i den franske Nationalforsamling. Franskmændene var tilsyneladende ikke helt glemt, selv om det i kampens hede kunne se betænkeligt sådan ud!

 

Artiklen er kun for betalende abonnenter. Du kan tegne et abonnement lige her, eller logge ind herunder.