I det sydfranske Gard rykker brandfolkene langt oftere ud til hjertestop, oversvømmelser og redningsaktioner end til egentlige brande. På kasernen i Saint-Geniès-de-Malgoirès møder vi chefsergent Mourad Hamzi og hans kolleger, der fortæller om et krævende og dybt menneskeligt beredskab – præget af klimaets forandringer, hårde vilkår og et fællesskab, der holder dem oppe, når opgaverne bliver mest dramatiske.
Tekst og foto: Mads Christoffersen, kultursociolog, forfatter og forlægger og Eva-Marie Møller, journalist og forfatter
Det er en diset november-morgen, den dag vi kører ind på brandstationen i landsbyen Saint-Geniès-de-Malgoirès i departementet Gard i det sydlige Frankrig. Lige indenfor til højre sidder brandmanden Mourad Hamzi ved computerskærmene i alarmcentralen klar til at modtage opkald.
Han har lovet at vise os rundt på ’kasernen’ og fortælle om sin baggrund. Han har også arrangeret, at vi kan få en samtale med hans chef. Han finder et par kapsler og putter dem efter tur i kaffeautomaten og inviterer os til at sætte os ved bordet.
”Jeg er født i Algeriet som kabyler (berbisk etnisk gruppe, red.) i 1973 i en stor familie på otte børn i alt. Da min far flyttede til Frankrig med mine yngre søskende, kunne jeg ikke komme med, fordi jeg var blevet voksen. Først i 2001 fik jeg visum, og mødte ret hurtigt min franske kone; I 2014 fik jeg fransk statsborgerskab. Jeg fortryder ikke, at jeg forlod mit hjemland for 23 år siden, for udviklingen er nærmest gået i stå. Den politiske undertrykkelse er massiv, så alle dernede taler om at rejse.
På et tidspunkt flyttede vi til Saint-Geniès-de-Malgoirès og boede lige ved siden af kasernen. Min nabo var brandmand, og jeg blev interesseret i et job på deltid (’pompier volontaire’). Jeg har siden barneårene været fascineret af brandmandsfaget, så jeg tog adgangsprøven og kom ind. I prøven indgik en del teori, men man skulle også være i rigtig god form for at bestå. Jeg måtte dog igennem en svømmeundervisning og tage nogle supplerende timer i fransk. 16 år senere er jeg her endnu som chefsergent.”
Mourad fortæller, at arbejdet som deltidsbrandmand er tidskrævende, da man hver måned skal være til rådighed i 8 dage à 12 timer. Hvis man bor inden for 10 minutters kørsel fra kasernen, kan man sove hjemme på en nattevagt, men han bor 15 min. væk, så han må sove på kasernen.
I modsætning til Danmark og andre nordiske lande hvor brandmandsarbejdet udelukkende vedrører slukning af ildebrande, er det i Frankrig langt mere omfattende. De fleste udrykninger handler om bistand til personer, som er blevet syge eller kommet til skade.
”Området er meget bredt, og der er løbende meget omfattende uddannelsesaktiviteter inden for et kæmpe emnefelt. Jo højere man stiger i graderne, desto større er kravene til viden og kompetence”, siger Mourad, som viser os en murstenstyk bog med 1400 sider, som kun er begynderundervisningen.
Der lyder en alarm og Mourad sender en ambulance afsted til en nabolandsby, hvor en ældre borger har fået hjertesmerter.
Så stikker kasernens chef, le capitaine Richard Diguisto, hovedet ind ad døren. Han er en dynamisk, hvidhåret herre med levende øjne og et markeret ansigt. Han taler hurtigt og engageret.
”I vores kaserne dækker vi 23 kommuner med 24.000 borgere. Vi har hvert år omkring 1750 udrykninger – dvs. omkring 4-5 hver dag året rundt.
Rundt regnet 85 pct. af vores udrykninger handler om at komme personer til undsætning, mens ildebrande i skove og byer kun er 6-7 pct. Personundsætning er som sagt vores største område, og det handler om alt muligt: personer der falder, trafikulykker eller personer der er kommet til skade og selvmord desværre. De sidste ca. 9-10 pct. er diverse udrykninger, der omhandler hændelser som oversvømmelser, jordskred, sammenstyrtninger af huse, nedfaldne el-ledninger, insektangreb mv.
Vi skelner mellem professionelle brandmænd, hvoraf vi har syv på kasernen, deltidsansatte (’volontaires’) og frivillige (’benevoles’). De sidste er ulønnede, mens de deltidsansatte får en latterlig lav løn på 7-8 euro i timens med et tillæg på 25 pct. for tiden på udrykning.”
Vi spørger Richard Di Cuisto, om betydningen af de efterhånden mærkbare ændringer i klimaet med de meget tørre somre. Han stryger sig eftertænksom under hagen og ser direkte på os med alvor i blikket:
”Klimaændringer betyder noget på mange måder. Der er ikke længere frostperioder om vinteren, mens somrene er blevet varmere, og det indebærer stor fare for skovbrande og mere nedbør. Det betyder, at vi skal have specialudstyr som biler, der kan køre i høj vandstand, hvor alle andre har givet op. Vi har terrængående biler til skovbrande og store cisterne-vogne med op til 10.000 liter vand, der kan blandes op med en skumskabende væske. Vi har også biler til bybrande og to ambulancer til tilskadekomne. Alt i alt omkring 15 biler i kasernen.
Da vi er beliggende i centeret af departementet har vi i to måneder hver sommer en helikopter som er parat til at gå i aktion når som helst. Den kan nå 80 pct. af departementet på under ti minutter. Derud over har vi videokameraer, som overvåger skovområderne, og der er også et rekognosceringsfly, der går på vingerne, hvis der er risiko for skovbrande. Vi har også patruljer ude i områderne, som har slukningsudstyr med sig. Vi prøver at slukke brandene, inden de når at udvikle sig. Går det ikke, så må vi tilkalde de specielle brandslukningsfly (’les Canadères’), som er stationeret i Nîmes lufthavn.
Vi har desuden luftovervågning med Dach-maskiner, der konstant flyver i trekanten mellem, Aubenas, Montpellier og Avignon; de bærer 10 tons vand og flyver med 600 km/t, så de er hurtigt fremme. Selvom vi med tørken har fået flere brande, så hjælper helikopteren os med at slukke dem hurtigt.”
Hvis man i Frankrig ringer 112, så stilles man om til en alarmcentral, som tager stilling til, om der skal sendes en læge (SAMU); ellers går opkaldet videre til ’Les Sapeurs Pompiers’. Ringer man 18, så kommer man direkte til deres alarmcentral. Derfor er det i Frankrig oftest sådan, at alarmopkald håndteres af brandfolkene.
Kasernen var traditionelt et meget maskulint univers. Men det er ikke længere tilfældet. På kasernen i St. Génies er der 11 kvindelige brandfolk, som arbejder på lige fod med mændene. De er meget synlige i den kalender, der hvert år udgives i november måned. Den sælges af brandfolkene på offentlige steder og ved at stemme dørklokker i boligområderne. Her er mange af de flotte fotos billeder af kvinderne i fuldt udstyr ved de store biler.
Ricard Di Guisto forklarer: ”Kalenderen stammer fra tiden efter Anden Verdenskrig, hvor der manglede penge. I dag går pengene fra salget til flere ting: En solidaritetsydelse til de familier der har mistet en forsøger under tjenesten. Vi havde f.eks. en kollega, der døde i 2002, og han efterlod sig en familie med tre børn. Der er også en national solidaritetsfond, som får nogle af pengene og endelig er der de ting, som vi har brug for på kasernen for at forbedre brandfolkenes dagligdag som kaffemaskine, sofaerne i opholdsrummet mv. Der skal også være til julegaver til børnene og råd til diverse sociale arrangementer.
Richard viser os ind i den store garage, hvor de mange køretøjer står up-linet, skinnende og velholdte. Her overtager Mourad rundvisningen. Han viser os bilen med udstyret til redningsaktioner: ”Her er for at eksempel udstyr til at bryde igennem en låst dør. I går fik jeg brug for det, da vi blevet kaldt ud for at hente en person, der havde fået et ildebefindende. Men døren blev ikke åbnet, så vi måtte bryde ind for at komme personen til undsætning.”
Han går videre og viser os de store biler med de høje hjul, som er beregnet til at agere ved oversvømmelserne.
”Vi frygter oversvømmelserne mere end brandene, for der er langt flere komplikationer. Tit kan man ingenting se, for alt er dækket af vand. En gang sad jeg fast i en bil en hel nat, fordi vi var kørt op på et bredt rækværk på en bro, hvor bilen satte sig fast. Vi var på vej til at undsætte en varevogn, der var meget mindre end vores firehjulstrækker, der kunne køre i vandet. Men da alt var dækket af vand, kunne vi ikke se, at der i virkeligheden var tale om to floder og to broer. Derfor satte bilen sig fast, og vi måtte alle kravle op på taget og sidde der hele natten, før de andre kunne nå frem til os. Ikke engang helikopteren kunne komme frem, fordi skyerne hang for lavt.”
Han åbner døren til en af de helt moderne ambulancer, der har udstyr til genoplivning og håndtering af trafikofre – ja selv fødsler er de forberedt på at skulle håndtere. Mourad har dog aldrig selv været ude for den situation.
”Vi har rigtig mange udrykninger for at redde folk fra oversvømmelserne. I vores egen landsby var der en ulykke sidste år, hvor en familie på fire kørte ud på en oversvømmet bro. Bilen blev ført væk af vandet – kun kvinden overlevede, mens manden og de to børn blev tager af vandet. Det tog op til en uge at finde de tre omkomne.”
Mourad Hamzi beretter, at han og hans kolleger har trænet en speciel svømmeteknik til at overleve, hvis de bliver ført bort af strømmen, som kan være meget voldsom.
”Vi skal svømme en slags spiralsvømning og dreje rundt i vandet som en skrue og tage luft ind når hovedet er oppe. Det er langt den bedste måde at slippe ud af strømmen på, men uden redningsvest er det nærmest umuligt. Vi havde en kollega, der druknede, da han spang i en flod for at redde en person, der blev ført bort af strømmen.”
Mourad fortæller, hvordan han og hans kolleger klarer de mange voldsomme oplevelser, de er ude for.
”Det berører mig dybt, når jeg har kontakt med familier, der har været udsat for en dødsulykke. Hvis noget er meningsløst, så sætter det sig også psykisk. For noget tid siden havde vi en patient, som fik hjertestop i ambulancen. Vi gav han hjertemassage hele vejen til hospitalet, men alligevel døde han på grund af en massiv blodprop. Selvom lægen fortalte, at der intet havde være at gøre, så tænker jeg alligevel tit på hændelsen, som en situation, hvor jeg viste min utilstrækkelighed. Når vi har haft stærke oplevelser, laver vi en intern debriefing. Det er også muligt at bruge et psykologberedskab. Men det bruger vi ikke, fordi det er lidt skamfuldt.”
Fakta om Sapeur pompiers
’Sapeur pompier’ henviser dels til den militære betegnelser ’sapeur’, som betyder ingeniørsoldat og dels til ’pompier’ – dvs. den, der kan håndtere en pumpe. Desuden kaldes brandfolkenes stationer stadig for ’casernes’ Det var Napoleon, der i 1811 i et dekret skabte et bevæbnet brand- og overvågningskorps, der skulle holde øje med de kejserlige slotte i Frankrig. Korpset var organiseret som en del af militæret og rangordningen var militær. Senere blev korpset afmilitariseret, men navnet blev bevaret lige som rangsbetegnelserne: Sapeur, korporal, sergent, chef-sergent, adjudant, aspirant, oberst, general.
Antal: I 2021 var der 252.700 ’sapeurs pompiers’. Heraf var de 197.800 deltidsbrandfolk (’sapeurs-pompiers volontaires’) og 41.800 professionelle. Hertil kom 13.200 militære sapeurs-pompiers. Ca 20 pct. af brandfolkene er kvinder (48.200).
I departementet Gard er der 30 kaserner til at dække behovet for 770.000 indbyggere.
