En ny fransk film om en utrolig snekvinde får premiere senere på året – den sidste del af en trilogi af instruktøren Sébastian Betbeder. Jørgen Jørgensen har været til forpremiere.
Af Jørgen Jørgensen
Grønland har haft prominent besøg i sommer, som det fremgår af de medfølgende fotografier, skudt af min tidligere franskelev, Jesper Hansen, i dag bl.a. journalist ved avisen Sermitsiaq. Han var i arbejds medfør tæt på, da Macron ankom til Nuuk. Som det ses, var den franske præsident tydeligt glad for modtagelsen og opholdet i det hele taget. Han er imidlertid ikke den eneste franskmand, der er optaget af Grønland. Til efteråret får den franske film »L’incroyable femme des neiges« – »The Incredible Snow Woman« -premiere i biograferne, efter at den havde forpremiere på Berlinalen I februar måned. Den er delvist indspillet i Grønland og har da også Grønland som omdrejningspunkt for handlingen.
Filmen er instrueret af den 50-årige instruktør Sébastien Betbeder, der tidligere har filmet i Grønland. Blandt de medvirkende er også to grønlandske skuespillere, Ole Eliassen og Martin Jensen.
Kort fortalt handler filmen om den 46-årige polarforsker Coline Morel – kendt som »Den Utrolige Snekvinde«. Hun, der ellers er frygtløs, bliver pludselig afskediget fra sit job og droppet af sin kæreste gennem mange år. Da hun samtidig har svigtende helbred, vender hun uventet tilbage til sit barndomshjem i Jurabjergene for at blive genforenet med sine brødre, Basile og Lolo. Der genoptager hun også forbindelsen til Christophe, sin første kærlighed. Mens hendes verden smuldrer, kæmper hun for at generobre sit liv og gøre et sidste comeback midt i de stigende personlige udfordringer. Comebacket er en rejse til den grønlandske indlandsis, hvor hun kæmper med isbjørne og sover på en isflage – og rejsen til Grønland bliver et billede på hendes personlige og menneskelige udfordringer.
Instruktøren Sébastien Betbeder er måske ukendt for mange i Grønland, men han har faktisk tidligere filmet der: Spillefilmen »Le voyage au Groenland«, som Sébastien Betbeder præsenterede på Cannes-festivalen i 2016, var den sidste del af en grønlandsk trilogi, der handlede om mødet mellem forskellige kulturer. De to hovedpersoner i filmen, Thomas og Thomas, er venner og arbejder som løstansatte (»intermittents«) i teaterverdenen i Paris. Det vil sige, at de modtager arbejdsløshedsunderstøttelse i de perioder, hvor de ikke arbejder. I en sådan periode beslutter de sig for at tage til en afsidesliggende bygd, Kullorsuaq, i Vestgrønland, hvor den enes far har boet i cirka 20 år. Af typer er de to det, man på fransk kalder ‘des bobos‘ (der er sat sammen af ordene bourgeois og bohème). De er idealister og økologer og samtidig ret velstillede. De fortsætter deres parisiske levevis, da de kommer til bygden. For eksempel laver de jogging ude på isen til udelt morskab for lokalbefolkningen. De undrer sig over, at der ikke er skodder for vinduerne på de farverige huse, og de må tage masker på for at sove, da der er lyst hele døgnet. De virker også ret målløse, da de finder ud af, at alkohol er forbudt i bygden (undtagen i faderens hus).
De to franskmænd virker altså som nogle ‘extra-terrestres‘ (udenjordiske), der pludselig er landet i Grønland. De grønlændere, der optræder i filmen, spiller nærmest sig selv. De er meget generøse og imødekommende og våger over, at der ikke sker deres nye venner noget. De tager dem også med på fiskeri og sæljagt, ligesom de byder dem på rå sællever. Der vises altså tydeligt respekt fra begge sider i filmen. De to bohemer fra Paris vokser også som mennesker i den storslåede natur og ved mødet med en anderledes enkel kultur. Der er mange morsomme situationer i filmen.
Sébastien Betbeders trilogi begyndte med kortfilmen »Inupiluk« fra 2014. Den handler om to grønlandske fangere, Ole og Adam, der skal tilbringe en uge i Paris sammen med to franskmænd. Ole Eliassen og Adam Eskildsen kendte i forvejen filmproduceren og polarforskeren Nicolas Dubreuil (“Niko”), der I 2009 købte hus I Kullorsuaq. Det skete efter en alvorlig hændelse, hvor han var ved ved at miste livet: han gik igennem isen ved Upernavik. Han blev dog reddet af en fanger ved navn Titus. Siden har han overtaget inuitternes levevis og har lært at tale inuktitut. Han har i øvrigt også været konsulent og guide på den nye film om ”den utrolige snekvinde”.
“Inupiluk” skal give en oplevelse af, hvordan det er, når to kulturer mødes, med kameraet som vidne under deres første besøg i det ukendte land. Inden »Le voyage au Groenland« lavede Sébastien Betbeder endnu en kortfilm, »Le film que nous tournerons au Groenland« (Filmen som vi vil optage på Grønland). Heri bryder de medvirkende deres hoveder med, hvilke fortælletekniske kneb der skal anvendes i den kommende film.
I øvrigt fulgte der et større transmedie-projekt efter trilogien. Især med en web-serie, ”Thomas et Thomas s’en vont au Groenland” (Thomas og Thomas tager til Grønland) og en ”journal de bord” (en slags digital dagbog over arbejdet med filmen). Interesserede læsere kan google på denne web-serie for at få et indtryk af den humor, der er karakteristisk for Betbeders grønlandsfilm.
Hvorfor bruge Grønland som kulisse i filmene? I forskellige interviews kommer filminstruktøren med en forklaring på, hvorfor han bliver ved med at vende tilbage til Grønland i sine film. I den nye film om ”den utrolige snekvinde” foregår de to tredjedele i Jurabjergene og den sidste tredjedel i Grønland. Til at begynde med fremstår hovedpersonen som naiv og borderline, mens hun i scenerne i sneen og på isen får en ny dimension, der giver filmens publikum nye idéer om eksistensen og om døden. Den globale opvarmning, der er et væsentligt tema i filmen, bliver pludselig meget mere nærværende og konkret ved mødet med inuitterne. For dem er menneske og natur et og det samme, forklarer Betbeder, idet ordet ’natur’ slet ikke eksisterer på grønlandsk. Samtidig kan de uden besvær diskutere emner som internet, Britney Spears og fodboldspillere som os andre. Ordet ’imaga” (måske) bruges derimod ofte af grønlændere.
Der er endnu ikke udsendt en trailer for filmen, men hvis man googler »The Incredible Snow Woman«, findes der på nettet to små klip fra filmen. Det ene viser en meget morsom sekvens, hvor de to grønlændere finder Coline Morel livløs i sneen. Det lyder måske ikke særlig sjovt, men Ole Eliassen og Martin Jensen, der begge taler grønlandsk i den franske film, har en meget underspillet hverdagsdialog, mens de kigger på den livløse forsker på isen. Scenen foregår nærmest I slowmotion. Den ene af mændene fremsætter den teori, at der nok er tale om endnu en, der troede, hun var Paul-Emilie Victor (fransk polarforsker, der I årene omkring 1950 brugte en hytte ved den mægtige Eqi-gletsjer som base for sine mange ekspeditioner på indlandsisen, og uden hvem der aldrig var blevet franske polarekspeditioner. Han kaldes også “den franske eskimo”). Eller også en pseudo-videnskabsmand, der drømte om at skrive en bestseller: “Og isflagen smelter. Isbjørnene er så tynde. Bla bla bla”. Den anden grønlænder slår derefter fast, at hans kammerat er en ”klimaforandringsbenægter”, hvortil den første replicerer: Det er ikke vores problem. Derefter bøjer han sig ned over kvinden og konstaterer, at hun vistnok ånder endnu.
Det er typisk Betbeder at behandle alvorlige emner som den globale opvarmning og døden i humorens lys. Han kalder selv genren for ”dramedie”. I forbindelse med de to grønlænderes dialog kommer man uvilkårligt til at tænke på Dupond & Dupont fra Hergés Tintin-bøger. Og hvad angår den kvindelige hovedperson, Coline Morel, der som den eneste af sine kolleger tror på inuit-begrebet qivittoq (marginaliserede personer, som flygter ud i naturen, hvor de får dyrelignende træk), får man associationer til jagten på yetien, ”Den afskyelige snemand”, i ”Tintin i Tibet”.
De to små klip fra ”L’incroyable femme des neiges”, der er tilgængelige på nettet, giver lyst til at se mere, og forhåbentligt kommer filmen snart op i biograferne. Hovedrollen som den kvindelige polarforsker spilles af Blanche Gardin og den ene af brødrene af sangeren Philippe Katerine, der blev ”verdensberømt” ved åbningsshowet under De olympiske Lege i Paris.
Imens fortsætter den franske interesse for Grønland. Den franske ambassadør i Danmark, Christophe Parisot, har netop været på besøg deroppe, og der arbejdes på at få etableret et fransk generalkonsulat i Nuuk. I skrivende stund, d. 14. august, er ambassadøren i Eqi nord for Ilulissat, hvor han skal besøge polarforskeren Paul-Emile Victors hytte i anledning af, at det er 30 år siden han døde. Hytten ligger på det sted, hvor hyttebyen Glacier Lodge Eqi blev opført i 2001. Havnen, Port Victor og Café Victor er netop opkaldt efter Paul-Émile Victor. I dag består lodgen af i alt 16 hytter og fem store vildmarkstelte samt caféen. Paul-Emile Victors hytte blev i 2018 fredet af Grønlands Nationalmuseum.
