Liberté, et ædelt ord – men et ord. Som franskmændene ynder at skrive navnet på … for nu at tage digteren på ordet.
For tiden skriver de det på plakater og bannere, når de demonstrerer mod regeringens epidemipolitik. På offentlige steder at blive afkrævet bevis på, at man er vaccineret mod corona eller at man ikke er smittebærer, opfattes som en alvorlig frihedsberøvelse. Dog kun af et magert mindretal.
Frihed skal som alt andet ned på jorden for at betyde noget.
Uden at ville filosofere over, hvad min frihed kan betyde, hvis den ikke respekterer din, oplever man i dagens Frankrig et sammenstød mellem ideal og virkelighed: demonstranterne, men ikke kun dem, bekymrer sig for deres personlige, forfatningsbeskyttede frihed til at “komme og gå” som det hedder (aller et venir), og samtidig udleverer de flere gange om dagen gladeligt en stribe oplysninger om sig selv og deres færden til digitalsamfundets skjulte kræfter!
Virkeligheden er, at den franske borgers personlige frihed – i lighed med borgernes i andre lande – for længst er blevet lagt på køl. Da det er sket i det teknologiske fremskridts navn og lidt efter lidt, er der ikke mange, der protesterer. Eller bare giver det en tanke.
Det ligger i “sagens natur”, ikke sandt, at også franskmanden, for nemt og hurtigt at gøre sine indkøb eller bare sende en mail, betale med plastic eller med telefonen, bestille tid hos lægen, aktivere gps’en og ellers smide om sig med sin
Nem-ID, benytter vores alle sammens gudbenådede informatik.
Som for resten en ny kaste af eksperter, digitalmandarinerne, forstår at bruge og udnytte til bunds!
Således meddeler de franske borgere rent praktisk og i en lind strøm eventuelt interesserede ikke alene, hvor og hvornår de “kommer og går”, men hvad de vælger af varer og politikere, foretrækker eller kasserer blandt dagens tilbud, ja for at det ikke skal være løgn, egentlig går rundt og drømmer om – når de ikke kan finde sig i bare at være monsieur Dupont eller madame Fricotte fra henne på boulevarden, monsieur, madame tout le monde.
Vore dages franskmand deler således af et godt hjerte sit inderste med de yderste iagttagere. Monstrene Microsoft, Apple, Google, osv – der efterhånden har mere magt end staterne!
En samfundsborger er derfor også i Frankrig allerede en omvandrende QR kode. Det hurtige svar. På alting – endda uden at blive spurgt. Fri, sagde du fri?
I DET GRUSOMT INDVIKLEDE land Frankrig, hvor frihed optræder blandt de tre republikanske grundværdier sammen med lighed og broderskab, gik det historisk set for det meste galt. Før, under og efter 1789.
Man fristes til at konkludere, at fri— hedsidealet bliver så meget mere hyldet og blomsterpyntet som det i praksis er blevet trådt for fode. Grundigt og brutalt. Af fremmede sommetider, men mest af andre franskmænd.
Hvor blev for eksempel den hårdt tilkæmpede frihed af, da et terrorregime (Robespierre) og lidt senere et krigsliderligt kejserdiktatur (Napoleon) tog historien ved vingebenet? At indtage Bastillen og befri politiske fanger var en måde at skrive navnet på – men det blev snart visket af tavlen.
Siden da finder “friheden” navnlig sin plads i festtaler og lejlighedsdigte, den omkranser militærparader og olympiske medaljer, optræder endda som statuarisk gudinde. Den ukuelige franske, individuelle trang til at kalde sig fri – og selv tro det. I vore dage uden så meget som et forkølet vuf over, at algoritmerne i virkeligheden holder én i stram snor.
BETYDER DET NU, at vores europæiske medborger i Frankrig er en dikkende lammehale, en selvberusende, halvlatterlig figur, der drukner i sine illusioner, i sin højstemte idealisering af la Liberté? Ligefrem overbevist om at have friheden indkodet i sit genetiske portræt? Og så kan te sig som et brokhoved og himle op om Macron som “diktator” og slås på barrikaderne for en personlig frihed, som han allerede har solgt til stanglakrids?
Det ville nok være en lidt forenklet slutning – og betænkeligt nær vores nemme karikatur af franskmanden som en overfladisk person, spontan, ja nærmest utilregnelig. Hvor vi jo ved, at han også er den sunde fornuft på to ben, et yderst forsigtigt væsen, sparsommelig og ærkekonservativ på bunden, pragmatisk tilmed, prima guf for borgerligheden!
Det psykiske og åndelige landskab i dagens Frankrig peger mere i retning af, at tingene er kommet ud af kontrol. Folk er dybt foruroligede, de er rådvilde, langt fra så sikre i deres sag, så retshaveriske, som nogle giver indtryk af.
Eller med premierminister Jean Castex’s egne ord: “Franskmændene virker trætte og udslukte”. Spørg bare på apoteket, hvor salget af nervemedicin slår alle rekorder.
Det krakker med andre ord i overfladen, eksistentiel angst og hverdagens småtingsbekymring, frygten for frygten, smelter sammen til en gusten blanding, der vidner om alt andet end den “lethed”, vi i Norden traditionelt udstyrer franskmanden med.
Skønt kun få indrømmer det, hænger situationen i høj grad sammen med, at dagens franske samfundsborger allerede er “udleveret” til den usynlige moloks lydløse slaveri – bastet og bundet af anonyme kommercielle og finansielle interessers alvidende og griske bagmænd. Mange føler grunden skride under sig. De spræller i nettet.
Franskmændene er høflige folk, de smiler og skåler – men bag facaden er de bævende urolige! Beængstede, netop ufrie.
FRANKRIG ER SOM bekendt hele verdens lakmusprøve på, at frihed ingen pris har. Men selv har franskmændene betalt dyrt for at … miste den igen og igen.
De kunne lige nu trænge til at hive solidariteten og selvbevidstheden i ørerne, besinde sig på ikke bare “at skrive navnet”, men at tage friheden alvorligt, så alvorligt, at den ligefrem fandt plads i tilværelsen – i en ganske almindelig, ikke nødvendigvis connected eller tilsluttet hverdag.
“Frihed for Loke såvel som for Thor” skrev Grundtvig og mente tros-, ytrings- og åndsfrihed for alle. Det er i grunden en passende omskrivning af det franske verdslighedsbegreb laïcité, som først i det 20. århundrede blev grundpillen i den franske republik – og ypperligt beskrev demokratiets ånd.
Friheden for den enkelte til at tro eller ikke at tro – uden at Staten blander sig i det, men kun håndterer toleranceloven – er stadig på papiret det franske samfundslivs omdrejningspunkt. Men visse højreekstremistiske kredse af befolkningen vil nu misbruge princippet om verdslighed, garantien for individuel frihed, til at begrænse friheden og udelukke anderledes tænkende, anderledes troende. Så kommer vi ikke længere ud – i frihedens navn!
Franskmændene har gennem tiderne haft en tendens til at “foretrække farlig frihed frem for fredeligt slaveri” (Thomas Jefferson). Som lå det sådan, at kun de absolutte modsætninger gælder.
Men det er jo sandt: friheden kan også bruges til at sætte den over styr.
