Valérie Perrins roman ”Vand til blomster” er en poetisk og livsklog fortælling om sorg, kærlighed og forvandling. På Teater Nordkraft vækkes historien om kirkegårdspasseren Violette Toussaint til live med både varme, humor og publikumsinddragelse. Resultatet er en rørende og sanselig teateroplevelse, hvor livet – trods alt – sejrer over døden.
Af Jørgen Jørgensen
Jeg har læst mange romaner i mit liv, men ikke en som Valérie Perrins ”Changer l’eau des fleurs” (”Vand til blomster” på dansk). Titlen ligner et punkt på en to do-liste, og hovedpersonen i romanen, Violette Toussaint (Viola Allehelgen, hvis man skulle forsøge sig med en direkte dansk oversættelse) har da også nok at se til: Hun er født ”sous X” (dvs. uden at vide noget om sit ophav) og ernærer sig siden som ledvogter for til sidst at blive ”kirkegårdspasser” (fra 1997). I den sidstnævnte stilling tager hun sig kærligt af både levende og døde, planter, dyr og mennesker.
Det er en forunderlig roman, da man nogle gange læser spændt videre for at få fortsættelsen på Violettes historie. Andre gange standser man op og læser et kapitel langsomt for bare at nyde Perrins sprog og fortællemåde. Hvert kapitel er forsynet med små sentenser som overskrift, så man er lidt forberedt på, hvad man nu går ind til. Handlingen springer frem og tilbage i tid, og små sidetråde til hovedhandlingen føjes til for at uddybe temaerne, som bl.a. er kærligheden i alle dens afskygninger. Bogen egner sig til at blive filmatiseret, og den bliver da også snart til en film, som vi venter spændt på. I mellemtiden kan man så nyde en dramatisering på Teater Nordkraft i Aalborg her i oktober og november.
Og sikke en forestilling. På godt to timer lykkes det de tre skuespillere på scenen – kirkegården i Brancion-en-Chalon i Bourgogne – at få fortalt hele Violettes historie. Ganske vist med publikums hjælp, for der er mange personer at holde styr på. Men hvad gør det? Hvis man har brug for nogle bipersoner, som f.eks. de tre farverige gravermedhjælpere på kirkegården, Nono, Gaston og Elvis, trækker man bare nogle tilskuere ind. Det samme gælder for Violettes forgænger på stedet, Sasha H., og Violettes gode veninde, Célia, der har et sommerhus på middelhavskysten. Og til sidst en lille dreng. Resten klares eminent af de tre skuespillere: Laura Kold som Violette, Troels Kortegaard Ullerup som ægtemanden Philippe og Thomas Nielsen som kriminalinspektøren Julien Seul, der en dag dukker op på Violettes kontor og bolig på kirkegården i Brancion. Det er dramatiseringens geniale kunststykke at konfrontere de to mænd i Violettes kærlighedsliv på scenen, skønt de i romanens univers, af kronologiske grunde, aldrig møder hinanden. Det sker ved en slags krydsklipning, hvor den ene skuespiller ved forskellige stikord ligesom ”fryser” på scenen eller forsvinder ud blandt tilskuerne, mens den anden tager over. Det giver en god effekt, idet den ene figur, Philippe, spilles meget fysisk og korporligt, mens den anden, Julien Seul, er en mere gådefuld type, der især benytter sig af ord.
Det er en speciel fransk foreteelse, at man kan blive født anonymt og overdraget til en adoptionsmyndighed, uden at moderen skal opgive noget som helst om sin identitet. Tilmed kommer Violette (også det franske ord for en ’viol’) til verden uden skrig, så jordemoderen i første omgang antager, at hun er dødfødt. Deraf navnet, idet hun er helt violet, men efter at være anbragt på en radiator kommer hun til live. Derfor må jordemoderen også finde på et efternavn. Det bliver Trenet som den berømte franske sanger, kendt f.eks. for ”Douce France”. Det er et heldigt valg, da musik bliver en vigtig del af Violettes liv. Da hun som ung pige flytter ind hos Philippe Toussaint, medbringer hun fire singler: to af Etienne Daho, en af gruppen Indochine og en af Charles Trenet (”la Mer”).
Hendes liv indtil da har budt på mange udskiftninger af plejefamilier med en mangelfuld skolegang til følge. Ingen har interesseret sig særligt for hende, så da Philippe dukker op på den bar, hvor hun har fået job som barmaid, og kaster sine øjne på hende, er hun solgt til stanglakrids. Han er smuk som en gud, og hun følger ham blindt i et forhold, der udelukkende bygger på erotik. Philippe og Violette bliver gift, og de får et job som ledvogtere ved en jernbane. Dvs. det er Violette, der arbejder, mens Philippe mest kører rundt på motorcykel, hans anden store passion ud over sex. Med tiden finder Violette ud af, at han er hende utro med alt, der bærer skørter. De får imidlertid en datter sammen, Leonine, som bliver Violettes et og alt.
Mens man læser om Violettes liv, har man til stadighed et indre fransk soundtrack i ørerne. F.eks. fra firserne i den scene, hvor svigerforældrene uventet dukker op på en fridag. Philippe og Violette har lige haft sex. Hun ligger nøgen på sofaen og skråler af fuld hals med på Lios hit ”Les Amoureux Solitaires”. Med Leonines fødsel går Violettes liv ind i en ny fase. Mor og datter lever i en fuldendt symbiose, og Violette begynder også at interessere sig for litteratur. Hende, der før knap nok kunne læse, får stavet sig igennem John Irvings kæmperoman ”Æblemostreglementet” (på fransk ”L’Œuvre de Dieu, la Part du Diable”). Samlivet med Philippe er nu ikke længere så vigtigt for Violette.
På et tidspunkt udvikler ”Vand til blomster” sig kriminalromanagtigt. Anledningen skal ikke røbes her af hensyn til eventuelle teatergængere. Vi vender i stedet tilbage til kirkegården, hvor kriminalinspektør Julien Seul (’Ene’ på dansk) en dag dukker op i forbindelse med, at moderen, Irène Fayolle, der lige er død, har ønsket, at hendes aske bliver anbragt på en for sønnen ukendt mands grav i Brancion. En vis kendt advokat, Gabriel Prudent. Mens deres historie afdækkes, opstår der også varme følelser mellem Violette og Julien.
Hele denne ret kulørte romanhandling bliver fortalt på scenen i Teater Nordkrafts version. Alt kommer med. Der indledes med romanens første sider, hvor Violette fortæller om sine naboer i Brancion og hvad de ikke gør: De leder f.eks. ikke efter deres nøgler eller deres briller. De er ikke røvslikkere eller ambitøse osv. osv. På den måde introduceres også døden som tema, og stykket afsluttes på lignende vis med endnu et langt citat fra bogen, der viser, hvordan Violette er vokset som menneske i løbet af forestillingen, på trods af de mange kærlighedssvigt og sorger, hun har oplevet. Hun har nemlig samtidig mødt kærlighed og omsorg fra andre mennesker. Som en blomst har hun fået skiftet vand, så hendes liv ikke er stagneret. Så livet overvinder døden.
Imellem disse to yderpunkter, hvor Violette rørende citerer fra bogen, blev vi godt underholdt. Jeg har tidligere omtalt modsætningsholdet mellem de to mandlige hovedrolleindehavere, som teaterchef Minna Johannessons manus er bygget op over. Det gav os tilskuere nye vinkler på romanens persongalleri. F.eks. i den scene, der handlede om de to mænds forældre. Her kom Philippe til at fremstå mere menneskelig end i romanen, idet han fik lejlighed til at give sin version af historien. Omvendt kom man til at tænke på, hvordan det mon havde været for Julien at vokse op med en mor, der rent mentalt måtte have været ret fraværende, skønt hun forblev i ægteskabet med en mand, hun ikke ville dele efternavn med (Seul).
Der skete i øvrigt meget på scenen, der var genialt opbygget efter scenograf Simon Witzanskys anvisninger. Og den viste sig at være robust, så den holdt til guitarsmadring m.m. Der var også tænkt på alle sanserne. Lige fra de flotte blomsterdekorationer til de små glas med portvin, vi som tilskuere blev beværtet med. Helt i Violettes ånd. Der var også meget musik i forestillingen, idet skuespillerne beherskede både sang og diverse instrumenter. Her havde jeg som frankofil måske håbet på at se nogle flere af de sange, der indgår i romanens univers, inddraget, men det var måske også for meget forlangt? På et tidspunkt, under et bryllup, gik der dog for meget dansk forsamlingshuskultur i den efter min smag. Her sang vi med på ”Det er så yndigt at følges ad”. Publikums medvirken i flere scener gav anledning til en del moro, når man pludselig skulle forholde sig til navne som Inge, Lise og Hans, men trak måske også lidt af magien ud af forestillingen. Under alle omstændigheder kan Teater Nordkrafts version af ”Vand til blomster” varmt anbefales, og på min nethinde vil jeg bevare synet af Violettes henførte ansigt under den livgivende regn i slutscenen.
Det er bemærkelsesværdigt, at to af teatrene i Aalborg, Aalborg Teater og Teater Nordkraft, her i efteråret begge har dramatiseringer af romansuccesser på plakaten. På Aalborg Teater er det Elena Ferrantes ”Min geniale veninde”. Her går man kronologisk til værks i den seks timer lange forestilling, hvor man altså på Teater Nordkraft er gået mere utraditionelt til opgaven. Lige vand på min mølle.
