Det er forår i Paris. Lally Hoffmann har besøgt de aktuelle udstillinger og vejrer samtidig den politiske situationen.
Af Lally Hoffmann
Skulle der være noget om, at kunstnere mærker og udtrykker tidsånden før alle andre?
Det kunne være en forklaring på at i den her omskiftelige tid, hvor hver dag har en nyhed, man ikke kunne forestille sig hørte hjemme i 2025, og hvor folk kort sagt lukker for nyhederne for at være i fred – ja, så går samtidig uendeligt mange på udstillinger i et forsøg på at finde fokus i en usikker tid.
Le Musée d’Orsay i den gamle banegård fra 1900-tallet er gået i øjenhøjde og har med sin nye udstilling ”L’art est dans la rue” (kunsten er på gaden, red.) ladet gaden rykke ind i museet. Et godt eksempel: Hvad er mere fransk end gutten her, der sælger kødekstrakt. Her er han i al sin vælde med egen reklameplakat. Bon appetit!
Museet har i samarbejde med Nationalbiblioteket fundet 230 værker – plakater fra det nittende århundrede. Gadens kunst fortæller om en brydningstid, socialt, økonomisk og politisk, men også om frigørelse og nye normer. Helt som nu. Optimisme – og så, ja, uundgåeligt denne hvervekampagne fra Forsvarsministeriet i 1916, hvor det med et ekko af General Pétains ord fra slaget ved Verdun lyder: ”On les aura” – vi ordner dem. (Tegner Jules Abel Faivre) Meld Jer!
Virkeligheden banker på. Krigene raser. Maleren Fernand Pelez malede i 1885 ”Sans Asile” – uden asyl og uden hjem. Endnu et emne vi diskuterer hver eneste dag – og ikke mindst i Frankrig, hvor de politiske skærmydsler aldrig ligger helt stille. Emnet pulserer i den flydende nyhedsstrøm. Bestemt også i gadebilledet.
Og verden over. Fra sit fjerne landsmøde i det franske kom en franskmand noget uventet til at få presseoverskrifter i USA. Godt nok under betegnelsen ”en ukendt lille fransk politiker uden betydning” – som den blonde, unge talskvinde i Det Hvide Hus, Karoline Leavitt, beskrev den udvalgte.
Hvorfor så omtale ham?
Ralphaël Glucksmann, medlem af Europa-Parlamentet, havde på egen partikongres (det lille venstrefløjsparti Place Publique) opfordret amerikanerne til at give Frihedsgudinden i New York tilbage til Frankrig, da de åbenbart ikke værdsatte de værdier, denne gave fra det franske folk til USA i 1886 stod for. Hvorfor støtte Putin, hvorfor svigte Ukraine og Europa – medlemmerne af NATO-alliancen? Hvorfor opføre sig som en tyran?
Se, den slags udtalelser går ikke selv for ubetydelige individer i det franske. Talskvinden fortsatte: ”Den eneste grund til, at han som franskmand i dag ikke taler tysk er, at amerikanere ofrede deres liv i Anden Verdenskrig – han burde være taknemmelig!”
Høfligt vendte Glucksmann tilbage med meddelelsen om, at han var dybt taknemmelig over for de mennesker, der mistede livet, de, der kæmpede mod fascismen. Friheden er fortsat dyrebar. Statuen kunne de beholde, men det var nødvendigt at forstå, hvad værdierne Frihed, Lighed og ret til eget liv stod for. Det var i den grad på tide. ”Amerika står for så meget mere end forræderi mod Ukraine og Europa – og ærligt talt nu også fremmedhad og formørkelse. Husk det!”
Frihedsgudinden vogter faktisk lige inden for indgangen til Musée d’Orsay. Takket være venskabet mellem Frankrig og USA nåede Frédéric-Auguste Bartholdi også at skabe dette værk. Symbolet Liberté befinder sig fortsat meget højt i den franske bevidsthed.
Glucksmann-episoden fandt sted midt marts. Slut marts 2025 modtog diverse franske firmaer et brev fra den amerikanske ambassade, der bad dem om at forsikre, hvis deres produkter skulle modtages i USA, at de fulgte dekret 14.173, der ikke længere tillader hensyn til køn, oprindelse eller anden form for kvote/ligestilling, USA nu har fjernet.
Svaret kom prompte fra de franske myndigheder – hverken Frankrig eller Europa er underlagt amerikansk lovgivning. Et enkelt eksempel: Franske firmaer med over 1.000 ansatte formodes at have mindst 30 pct. kvindelige ledere. Skulle de gå imod egne love for at tilpasse sig de nye utallige amerikanske dekreter? Der blev rystet på hovedet.
I Paris tager livet hurtigt over. Lige ud for museet kan gadens kunst både ses og høres, og det smitter: En virtuos pianist på et klaver på asfalten, en ældre trompetist med herlig klang og en entusiastisk forbipasserende danser. Kort sagt – l’art de vivre, livskunst. Øjeblikkets nærvær.
I Frihedens navn kan det anbefales amerikanske turister, og dem er der mange af i Paris lige nu – og naturligvis også alle andre – at tage turen forbi den gamle handelsbørs Bourse de Commerce, som nu er et museum. Her er, for at sige det mildt, højt til loftet. Den oprindelige udsmykning fra 1889 er delvist bevaret. Det er en oplevelse.
”Corps et Âmes” – Krop og Sjæle udstillingen fortæller vores nutidshistorie – om 60’erne, 70’erne og årene derefter, en frihedskamp, givet meget præsent for de mange amerikanerne, der nødigt – som os andre – vil se rettigheder forsvinde.
François Pinault, rigmanden bag museet, har hentet 100 værker fra egen samling.
Udstillingen går tæt på, intimt og afslørende. Vi kommer verden over – vi møder Martin Luther King, Obama, lidt hyperrealisme med Duane Hanson (The American Way), humor fra libanesiske Ali Cherri (født 1976). Han driller med øjnene, der stirrer mod dig. Ifølge kunstneren stammer de fra en maske, fundet i en egyptisk sarkofag (Saite-perioden 663-525 f.Kr.). Med andre ord: op gennem tiderne bliver vi ved med at lede efter svar. Du ler, du bliver bevæget, du bliver irriteret. Du går udmattet og beriget derfra.
Gaden fanger dig ind igen. Her og lige nu er der ikke de store demonstrationer. En del mere politi – man ved jo aldrig.
Så kommer vi til d. 31. marts, og Frankrig er åbenbart igen interessant for en del af verden derude. Kremls talsmand Peskov, Orban fra Ungarn, Trump junior og såmænd også Elon Musk istemmer sangen om, at demokratiet er i fare i Europa. Dommere er politisk motiverede, tilliden til politikerne er i bund, der er kun egne at stole på. Helt egne, ingen andre. ”Je suis Marine”, meddeler Orban.
Ingen af de ovenstående har særligt høje tanker om Europa, ej heller om adskillelsen i demokratiets navn mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.
Om det så var præsident Trump kom han på banen for at fortælle, det var en vigtig sag, der mindede ham om hans egne oplevelser med retssystemet i USA.
Hovedpersonen for al denne opmærksomhed, Marine Le Pen (yderste højre, partiet Rassemblement National), var da heller ikke i tvivl om egen uskyld og om, at hele dette cirkus kun havde et mål, nemlig at sætte hende ud af spillet og hindre, hun blev Frankrigs næste præsident. Marine var offer – hun var martyr.
Dommen var bestemt hård, men helt efter loven. Når man står i midten og leder et system af svindel med EU-midler for over 30 millioner kroner til gavn for egen partikasse og ikke for arbejdet i Europa-Parlamentet, er man ikke helt så uskyldig, som man selv hævder.
Dommerne benyttede en lov, partiet Rassemblement National selv har stemt for.
Marine Le Pen – og det med øjeblikkelig virkning – vil i de næste fem år ikke kunne stille op til offentlige embeder. Hun kan beholde sin plads i Nationalforsamlingen, hun kan hjælpe i partiarbejdet, hun kan forblive leder af partiet – og hun kan appellere dommen, hvad hun allerede har gjort.
57 pct. af franskmændene mente, at den dom var helt efter bogen. Der var intet at udsætte på retssystemet. Men den politiske tamtam var for længst gået i gang. Den var højlydt.
Sjovt nok var de politiske initiativer gået lidt i dvale siden Frankrig fik den ny ministerpræsident François Bayrou i december 2024. Han er stadig ministerpræsident og kritiseres for ikke at have fået noget gennemført. Han har overlevet flere mistillidsbegæringer, ført utallige forhandlinger med partier og fagforeninger uden endelige beslutninger. Tonen og råben og skrigen i Nationalforsamlingen er ikke blevet mindre, der skal gode nerver til at deltage i seancerne.
Mange politikere synes mere optaget af egen fremtid – og mindre af at få løst de sociale og økonomiske problemer. Listen af folk, der ”overvejer” at stille op til præsidentvalget bliver længere fra dag til dag. Lige nu er spørgsmålene utallige.
Hvis nu Marine Le Pen er sat ud af spillet, hvem skal så stille op for Rassemblement National? Vil unge Bardella på 29 år kunne holde distancen? Er der vælgere at hente fra partiet? Skal man højredreje yderligere for at få fat i dem?
Jordan Bardella kom først i det politiske spil. Allerede 31. marts opfordrede han til fredelige demonstrationer i protest mod dommen, der satte Marine Le Pen ud af spillet som præsidentkandidat.
Socialistpartiet fulgte efter med en kraftig opfordring til at indstille al forfølgelse af dommerne bag den helt lovformelige dom. De sociale medier havde bestemt ikke holdt sig tilbage. Truslerne turnerede. Helt personligt mod dommerne.
Der vil ikke foreløbig blive ro på den politiske scene i Frankrig. Bayrou er ikke populær, men besindig. Emmanuel Macron er bestemt ikke populær, men initiativrig og aktiv. Han har sågar på hjemmefronten fået points for sin aktive rolle i forsvars- og udenrigspolitik i Europa og i Ukraine. Populariteten bliver formentlig kortvarig. Et velkendt fransk trick!
Ja, popularitet er et flydende begreb – nogle ting bliver dog, som de altid har været. Som en meget selvtilfreds fransk filosof sagde til mig, bænket ved sit faste cafébord: ”Hvorfor skulle jeg tage nogen steder hen, hele verden kommer jo til mig.” Sådan set havde han ret.
Vi tager turen til én af de mest populære udstillinger i Paris lige nu: ”Au fil de l’or – L’Art de se vêtir de l’Orient au Soleil-Levant”. Guldtråd – kunsten at klæde sig fra Nordafrika til Den Fjerne Orient.
Ja, det er guld, der glimrer, men det er også en historie, der går 7.000 år tilbage og fortæller om fjerne kulturer. Det er bestemt ikke kun en modeudstilling, fremmede kulturer kommer tæt på. Musée du Quai Branly Jacques Chirac er det altid godt at holde øje med – der er altid overraskelser.
Og sådan er kunsten på hvert gadehjørne i Paris – vi er trods alt i Frankrig stedet for Frihed, Lighed og Broderskab – også her i 2025.
Lally Hoffmann
Udstillingen i Bourse de Commerce varer til 26. august. De to andre til 6. juli.
