På en række historiske værksteder i Frankrig væver hundredvis af flittige fingre de 16 gobeliner, der er en storslået gave fra Ny Carlsbergfondet til Koldinghus. Det kulturelle samarbejde styrker båndene mellem Frankrig og Danmark, og projektet har fået en ny dimension i en coronatid, siger fondets forkvinde, Christine Buhl Andersen, til La France.
Kulturlivet i både Frankrig og Danmark har været hårdt ramt det seneste halvandet år. Så meget desto større var glæden, da man i starten af juli endelig kunne mødes og officielt markere det internationale samarbejde om de nye gobeliner, der er en 750 års fødselsdagsgave fra Ny Carlsbergfondet til Koldinghus.

Ceremonien fandt sted på det på det traditionsrige Manufacture des Gobelins i Paris – det værksted, hvor Solkongen blandt andet fik vævet gobeliner til Versailles. Fra fransk side deltog europaminister Clément Beaune og repræsentanter fra Mobilier national, der varetager projektet og hører under det franske kulturministerium, mens den danske delegation bestod af repræsentanter fra Koldinghus, Ny Carlsbergfondet og den danske ambassade i Paris. Samt naturligvis de fire kunstnere; Alexander Tovborg, Bjørn Nørgaard, Kirstine Roepstorff og Tal R.

Der bliver 16 gobeliner i alt. De væves ud fra de originale kartoner – skitser – som er tegnet op med blyant og farvelagt med gouache. Hver kunstner har tegnet et hovedmotiv på 3x6meter og tre mellemstykker – entre fenêtres– på 0,8 x 2,8 meter i naturlig størrelse. Temaerne tager udgangspunkt i Koldinghus’ historie, og kunstnerne har fortolket opgaven meget individuelt.
Når gobelinerne er færdige, vil Ny Carlsbergfondet overdrage dem til Koldinghus, hvor de får plads på de rå vægge i Riddersalen og Dansesalen. De to sale var tidligere én stor sal, skabt af Christian IV i forbindelse med en ombygning af slottet, og gobelinerne skal genskabe noget af den oprindelige sammenhæng.

CHRISTINE BUHL ANDERSEN, der er forkvinde for Ny Carlsbergfondet, fortæller, at hun og den øvrige danske delegation fik en fornem modtagelse i Paris:
“At vi blev budt velkommen på ministerniveau viser, at franskmændene tager samarbejdet meget alvorligt. Men de 16 gobeliner er også en stor og vigtig ordre, og med corona er der så kommet en ekstra dimension ind i billedet. Kulturlivet har været så utrolig hårdt ramt, både i Danmark og resten af verden. Med ordren er der sikret arbejde til en række værksteder i Frankrig de kommende år, og det er vigtigt for franskmændene i en usikker tid.”

GAVEN TIL KOLDINGHUS er et af de største og mest ambitiøse projekter i Ny Carlsbergfondets snart 120 år lange historie, og der er en række grunde til, at fondet har valgt at donere gobelinerne.

“Det giver rigtig god mening,” siger Christine Buhl Andersen. “Koldinghus rummer så meget dansk historie, at det var naturligt for os at medvirke til at fortælle om den. Samtidig vil vi gerne hjælpe med til, at kunsten stadig kan leve i en international kontekst. Gobeliner er oppe i tiden, og for os er det en stor glæde, at vi kan understøtte et traditionelt kunsthåndværk og bidrage til, at det bliver båret videre til nye generationer.”
“I forvejen er der mange tråde, der forbinder Danmark og fondet med Frankrig. Ny Carlsbergfondets stifter, Carl Jacobsen, orienterede sig tidligt mod fransk kunst. Det er derfor, vi har en uvurderlig samling af Auguste Rodins værker og anden fransk skulptur på Ny Carlsberg Glyptotek. Og sønnen Helge Jacobsen var også optaget af fransk kunst og dertil en ivrig samler. Som direktør for Glyptoteket købte han blandt andet stort ind af værker af Gauguin, Manet, Monet og Cézanne.”

SOM ET NYERE eksempel på franskdansk samarbejde nævner Christine Buhl Andersen de 17 gobeliner, der var en 50-års fødselsdagsgave til Dronning Margrethe fra erhvervslivet og en række fonde. Christiansborg-gobelinerne er fremstillet på Manufacture des Gobelins og Manufacture de Beauvais, der også har fået opgaven med de fire hovedmotiver til Koldinghus. Desuden er der naturligvis et stærkt bånd til Frankrig i kraft af Dronningens ægteskab med Prins Henrik.
I forbindelse med ceremonien i Paris mødtes de fire danske kunstnere og væverne på Manufacture des Gobelins.

“Det var spændende for begge parter og faktisk meget rørende,” siger Christine Buhl Andersen.

“Væverne er dybt engagerede og har nærmest etableret et personligt forhold til de motiver, de skal arbejde med de næste mange år. F.eks. har det team, der er begyndt på Tal R’s store værk, tegnet kopier af alle kunstnerens heste og mænd og givet dem navne fra film. Det var tydeligt, at væverne havde det sjovt sammen, og det er interessant at opleve, at nogen fordyber sig så meget i en langsom proces i en tid, hvor alt ellers skal gå så lynende hurtigt,” fortæller hun.

I det daglige er det Mobilier national, der leder projektet, og der er en løbende dialog med Ny Carlsbergfondet. Den store opgave er i trygge hænder, siger Christine Buhl Andersen:

“Vores franske samarbejdspartnere er uhyre professionelle. Vi glæder os til at følge processen, og vi håber, at det bliver muligt for de danske kunstnere at deltage i arbejdsmøder på de franske værksteder. Hvornår alle gobelinerne er taget af væven, kan vi ikke sige med sikkerhed. Oprindeligt var målet 2025, men som med så meget andet, kom der en pandemi i vejen.”
Værksteder i tre byer
Ny Carlsbergfondet har tegnet kontrakt med Mobilier national, der hører under det franske kulturministerium. Mobilier national har været med til at definere en række formelle krav til gobelinerne og styrer projektet. For at få så mange hænder rundt om i Frankrig i arbejde som muligt, er arbejdet med de 16 gobeliner uddelegeret til historiske gobelinværksteder i Paris, Beauvais og Aubusson.
Manufacture des Gobelins
I 1600-tallet placerede Henri IV sit kongelige væveri i kvarteret Les Gobelins i Paris. Manufacture des Gobelins er især kendt fra de pompøse gobelinserier, Solkongen fik fremstillet til Versailles og andre slotte, typisk med mytologiske og historiske motiver og scener fra kongens liv. I dag er gobelin blevet betegnelsen for alle vævede billedtæpper udført med teknikken flamskvævning. Væverne i Paris er i gang med de tre hovedmotiver til Koldinghus, der er tegnet af Alexander Tovborg, Bjørn Nørgaard og Tal R.
Manufacture de Beauvais
Værkstedet i Nordfrankrig er grundlagt som privat virksomhed på Solkongens tid. I dag er det – lige som Manufacture des Gobelins – statsejet og under ledelse af Mobilier national. I nyere tid har Manufacture de Beauvais blandt andet fremstillet gobeliner efter forlæg af Henri Matisse, der var født i Nordfrankrig. Værkstedet har fået til opgave at væve Kirstine Roepstorffs meget detaljerede hovedmotiv.
Fire private værksteder i Aubusson
Aubusson i det centrale Frankrig har sandsynligvis været centrum for små familieejede væ-verier siden 1300-tallet. I 1600-tallet fik en del af værkstederne status som kongelige hofleverandører, men efter revolutionen gik det ned ad bakke. Der skete en opblomstring i 1930’erne hvor kunstnere som Dalí, Braque og Picasso fik fremstillet vægtæpper på værkstederne i Aubusson. I dag har byen både en væveskole og et museum med en stor samling af billedtæpper, og i 2009 blev Aubusson anerkendt af UNESCO som uvurderlig kulturarv. Til efteråret afholder Mobilier national en licitation, hvor private værksteder i byen kan byde på opgaverne med de 12 entre fenêtres til Koldinghus. Der vil blive udvalgt fire værksteder, der hver skal væve tre gobeliner fra samme kunstner.